brændeTV

en gammel kvinde på TV sagde om sin mand, at hun som ung ville være sikker på, at det var ham hun ville have, fordi man får og bliver en del af den anden, når man giver sig hen, og den anden tager imod og bliver en del af én - og hvis ikke det er rigtigt, gør det alt for ondt, for dén del får man aldrig tilbage igen.

man får den aldrig tilbage, dén del. Man får den aldrig igen, siger hun! hvor ved hun det fra? Har hun prøvet at have mistet den del af sig selv, og vente i 5 år, 6 år, 7, 8, 9, 10 år på at få den igen, blive opfyldt igen, føle sig hel igen? Har den gamle sæk været foruden sin elskede mand så længe, og så smertefuldt, at hun faktisk har nok at underbygge det med? Han sidder jo for helvede på sofaen ved siden af hende, og er præst, for guds skyld!

Hun ved sgu da ikke hvad hun taler om, hun mener det bare, hun tror det bare, hun giver sig selv en grund til at have været der hele livet - hvad hun i virkeligheden siger, mens hendes 70-årige mand sidder og ser forelsket på hende og hun taler og taler om fortiden og om at vælge, er at hun altid har været i tvivl, men at hun ikke er blevet sindssyg af at tvivle. Det er dét, hun siger. At hun er så elsket, at der er plads til hendes tvivl. Og jeg hader hende for at være så elsket. Jeg elsker ham for at være så blind. Jeg hader dem begge for stadig at være sammen. Jeg elsker hende for hendes selvrespekt. Og der er ikke noget mere ensomt end lydene i kælderens vaskerum, mens man ser på dyngerne af gennemvasket kvindeundertøj og man kun har sit eget undertøj sokker og t-shirts at lægge sammen.