ALT DU GØR

alt du gør
eller ikke gør
når du ikke gør noget
er noget du gør
for at undgå noget andet
du ville ønske du ikke skulle gøre
så hvis du vil undgå
at gøre det du ville ønske du ikke skulle gøre
skal du bare fortsætte med at gøre det du mener ikke ér noget
eller noget andet
men hvis du forestiller dig
at en anden gjorde dét for dig du gør
for at undgå at gøre det
du ville ønske du ikke skulle gøre
ville du have masser af tid til ikke at gøre noget som helst
som for eksempel at lave tid til ham
der gør det andet for dig
som du før gjorde for at undgå at lave dét
du ville ønske du ikke skulle gøre
men hvis du i stedet lader helt være med at tænke over noget
som du skal gøre eller ikke gøre
og bare ligger helt stille i hængekøjen
for eksempel i dyb coma eller blot bevidstløs af sprit
er der i det mindste ikke meget andet du KAN gøre
lige dér
end at blive solskoldet
men det er selvfølgelig også noget
ja det ér svært at undgå at lave noget
især hvis du ikke må gøre noget for det