om COPYLEFT, skaberkontrol og artware
Creative Commons, der indkorporerer "Copyleft", men ved kronikkens skrivelse ikke fandtes på dansk.

Sammenskudsgilde, ikke gratis-buffet.
af Kenneth Krabat

COPYLEFT faldt jeg over som begreb, da jeg researchede lidt på copyright-begrebet, i forbindelse med en ressourceside, jeg lavede. Citeret fra norsk: "... en egenskap ved en fri software-lisens som gjør at hvis folk vil forandre på softwaren som er lisensert, må også disse forandringene være under en fri software-lisens, osv."

Det vil sige, at man frit må implementere andres copyleftede kode i sit eget projekt, såfremt man giver sin egen nyskrevne kode fri til copyleft. Dette betyder, at man godt må tjene penge på sin software indeholdende copyleftet kode - f.eks. ved at yde support på sin software, sågar sælge den hvis man kan - koden baseret på eller indeholdende en andens copyleftede kode skal blot være FRIT tilgængelig for andre. [http://www.gnu.org/gnu/thegnuproject.html]

Da jeg i samme periode oplevede en mavesur e-forlægger true digte.dk med retssag, fordi brugerne dér havde citeret et af e-forlagets digte i den daglige debat - en helt almindelig praksis, der var til stor oplysning og glæde for de 5000 brugere på digte.dk - kom jeg til at tænke på, hvordan man mon kunne angive, at et givet digt eller værk gerne må citeres, uden at ophavet samtidig afgiver sine intellektuelle rettigheder. Og Copyleft lå ligefor som idé.

I forbindelse med udgivelsen af min kommende bog på Lindhardt og Ringhof, fik jeg forlagets tilladelse til at lade følgende trykke forrest:

Copyleft som begreb stammer fra open source-programmering, hvor dén som implementerer en andens kode forpligter sig til at give sin egen frembringelse fri som open source, dvs. gøre den nye kode tilgængelig for andre (på nettet).

Er nærværende bog blevet din på lovlig vis, må du frit citere af bogens tekster elektronisk, distribuere på internettet og udprinte til eget brug, blot citaterne ikke bruges i forretningsmæssigt øjemed. Hvis du udprinter til andre end dig selv, træder CopyDans regler for massekopiering af tekst i brug.

Hvis du citerer fra bogen, og du selv skaber... forpligter du dig til selv at give egne værker fri til citat, efter princippet om copyleft.

Hvis du citerer fra nærværende bog, skal følgende føjes til det elektroniske dokument: "Citeret efter princippet om copyleft. Værk: Kenneth Krabat, "elskede elskede". Udgiver: Lindhardt & Ringhof. Udgivelsesår: 2003. Må ikke bruges i forrretningsmæssig øjemed, og kun udprintes til papir efter CopyDans regler om honorering af ophav ved massekopiering. Citeret af [citeringspersonens navn]".

Gør folk brug af denne tilladelse, opnår jeg tre ting:

- Lovliggørelse af den citering, som alligevel foregår. Herved bliver det muligt at undgå situationer som f.eks. ovennævnte e-forlag, der egenhændigt fik bremset citering af "etablerede digte" på digte.dk og kriminaliseret en mangeårig almindelig praksis, hvor forlag gerne ser gennem fingrene med, at citering sker.

- Reklame, spredning af mine tekster, måske til mennesker, som ikke køber digtsamlinger - og dermed digte som på sin vis er "anbefalede", fordi folk har brugt tid og energi på at omsætte teksten til elektroniske data,

- At folk bliver opmærksomme på den moralske forpligtelse til at give egne værker fri til copyleftet distribution, hvis de benytter sig af muligheden for at citere.

Jeg håber, at retten til frit at citere et andet menneskes værk og påkravet om at skulle betale med egne værker vil afstedkomme, at folk selv tænker i helheder - i værk. Min drøm er en generel højnelse af den kvalitet af frembringelser, der gives tilbage til verden via nettet.

Ikke gratisbuffet

For ikke så længe siden var en helt almindelig holdning, at Internettet var noget man skulle bidrage til - og de store universiteter gik public med deres databaser og allehånde organisationer gjorde sig synlige med informationer om alt mellem himmel og jord. Men kommercionaliseringen satte også ind hér - og omdannelsen af det voksende globale bibliotek til farvestrålelende TV og junk-markedsplads fortrængte tanken om at give tilbage, fordi det begyndte at se ud som om, man kunne få noget hvorsomhelst, uden at give noget igen - jo, man skulle bare bruge lidt kræfter på at ignorere reklamerne. Men trangen til at give tilbage - til at bidrage med noget - var der stadig. Den flyttede blot lidt væk fra hovedstrømmen, ud på bivejene med Peer to Peer-software og client/server-software - software, der lader to computere kommunikere direkte med hinanden, uden grænser.

Gennem de sidste 10 år har vi set, hvordan folk med FTP-, client/server- og P2P-software udbyder TeraBytes af lyd-og billedfiler, de ikke ejer distributionsretten til. Nogle åbner deres døre og lader alle komme frit til den soft- og artware, de gerne vil dele - andre lægger restriktioner på, og forsøger måske at tjene a buck - men i det store hele er resultatet, at bøger, musik og film spredes til folk til en pris, der er lig tiden, det tager at downloade tingene. Altså, stort set gratis.

Der er ikke nogen tvivl om, at det både er tyveri fra kunstnere, programmører, bogforlag, pladeselskaber, distributører og softwarehuse. Om årsagen til tyverierne er for høj avance på soft-og artwaren eller fordi det giver den enkelte server-administrator et kick at distribuere "det fede" og brugeren at finde "det fede", er vel egentlig ligegyldigt; de teknologiske muligheder er her, og den moralske nedtur lader sig næppe stoppe af skræmmekampagner og elektroniske piratsikringer på software og artware-medier. Måske snarere tværtimod er det direkte opfordringer til ethvert anti-autoritært sindelag: Luk et hul dér, og vi vil omgående finde en vej ind hér - og så følger alle after, indtil hullet bliver lukket.

Så, hvorfor så ikke vende det hele på hovedet? Kunstneren og programmøren har muligheden for selv at bestemme, hvad der skal ske med deres værker - og hvis enkeltmands- eller smågruppefrembringelser helt eller delvis behæftes med copyleft-rettigheder, skabes en moralsk forpligtelse overfor enhver, der distribuerer copyleftet "-ware". Frem for at sige: "Det her du gør er forbudt!", så sige: "Ok, at din begejstring er så stor, at du er nødt til at dele den med andre - men så er du også forpligtet til at bidrage med noget selv". Moralsk forpligtet til at lade sig kunsteriske inspirere, snarere end blive kriminel gennem ulovlig distribution.

Kvaliteten af dét, som gives tilbage

Hvis man ser på, at procentvis flere teenagere end voksne distribuerer stjålet soft- og artware, må det næsten følge, at det derfor overvejende ville være teenagere, der ville reagere på det moralske krav - med endnu flere teen-produktioner som resultat. Hér kunne man spørge sig, om ikke der er junk nok på nettet i forvejen, lavet af mennesker uden talent, som tror 3 bumser og en ulykkelig forelskelse er grund nok til at lave en hjemmeside?

Muligvis. Men enhver aldersklasse og interessegruppe har pr. definition ting til fælles, og dermed ting at lære hinanden og os andre. Og alle bliver ældre og stiller større krav til sig selv, til de andre og til livet. Så, er det ikke bedre at de bliver ældre med oplevelsen af, at det er bedst at give noget tilbage af sig selv, end at de føler at de skal skjule sig alle steder, fordi halvdelen af deres liv er centreret omkring kriminaliserede aktiviteter?

Men hvorfor skulle etablerede kunstnere ikke også give ting tilbage - det ville nok være et postulat at sige, at professionelle ikke henter ting på nettet, de ikke har betalt for? Copyleft er jo blot et ønske, der udtrykkes fra menneske til menneske - fra skabende kunstner og programmør til bruger: Tænk over hvad du har hentet, tænk over hvad du har givet videre - og find ud af at give noget af dit eget på samme måde. Dét har jo i sig selv intet med kvalitet at gøre.

Hvordan copylefte?

Som dén, der copylefter et værk, kan man selv bestemme rammerne for distribution og modkrav. Tanken om at hver enkelt kunstner definerer sit eget krav er besnærende, men vil nok gøre det svært at respektere Copyleft. Det bedste ville nok derfor være, hvis der f.eks. var 3 niveauer:

1 - Du kan frit videredistribuere værket elektronisk, udenfor forretningsmæssig øjemed.
2 - Du må kun videredistribuere værket udenfor forretningsmæssig øjemed, og hvis du indvilliger i at copylefte egne værker og distribuere dem elektronisk.
3 - Du må kun videredistribuere værket udenfor forretningsmæssig øjemed, og hvis du selv er kommet lovligt til en original af værket, og så under påkrav om copylefting af egne værker.

1 Er f.eks. en demo af et værk. 2 er et gratisværk, og man forpligtes til selv at copylefte og distribuere et eget værk, der kan modsvare dét, man videredistribuerer. 3 er et salgsværk, som man skal være lovformelig ejer af for at kunne citere elektronisk, og man er så moralsk forpligtet til at lade et tilsvarende fysisk udgivet værk fra egen hånd copylefte (som salgsværk). En copyleft 4 kunne evt. angive, at man kun må downloade et copyleft 4-værk, hvis man selv ejer det.

På dén led ændres den almindelige copyright ikke - dén, som respekterer copyleften, bidrager med forhåbentlig gyldigt materiale til verden, og er på det rene både moralsk og juridisk. Dén, der ikke respekterer det moralske aspekt, bryder copyrighten - og er lige så kriminel som han var før, da han kun ikke måtte stjæle, men nu bryder han tillige en ret givet af kunstneren, og er derfor dobbelt amoralsk.

Som jeg har gjort det, kan der lægges ekstra krav på - f.eks. forbud om udprintning. Hvad det været musik, kunne det være en tilladelse eller et forbud om sampling. Men jo enklere det holdes, desto bedre. Eks. "Copyleft 3 [værknavn] [forfatter/forlag] [udgivelsesår] [udprint til ejer]"

Hvor skal pengene komme fra?

Copyleft er hverken en opfordring til tyveri eller til distribution. Et copyleftet værk er derfor hverken mere eller mindre gratis end et værk, der ikke er copyleftet.

Copyleft 3 er som angivet baseret på et salgsværk. For at overholde både copyright og copyleft skal et værk derfor købes først, før ejeren kan distribuere det. Og da ingen må tjene på videredistribution af copyleftede værker, vil distribution kun kunne foregå fra servere, som folk selv betaler. Hvilket er dét, der sker allerede - bortset fra at en masse mennesker tjener på, at andre ulovligt distribuerer copyrightet materiale.

Herved kriminaliseres altså folk, som på nogen som helst måde tjener på at bidrage til videredistribution af copyrightet materiale. Det kunne afstedkomme, at mere copyleftet server-software blev skrevet til formålet, og på dén måde tvang de store selskaber ud af legen.

Forholder man sig til sitationen, som den ser ud i dag - og hvis man som jeg er overbevist om, at det er komplet umuligt at udrydde pirateri - vil en overgang til copyleft givet ikke betyde den store økonomiske forskel. Så, selv om man forestillede sig, at en gruppe mennesker slog sig sammen om at købe ét eksemplar af 1000 forskellige copyleftede værker, som så hele gruppen fik mulighed for hente, er denne mulighed ikke anderledes end hvordan det ser ud i dag med P2P-software - bortset fra, at ingen i så fald ville tjene på at distribuere det.

Forholdet til kunsten, til programmeringen, vil givet ændre sig. Der vil givet også opstå nye ideer - ny brugsværdi, nye tiltag, nye indtægtsmuligheder - ud af copyleft, som jeg overhovedet ikke har forestillet mig. Måske vil nogen opfatte set som en provokation, at de kan få lov til at "blive lovlige" mod selv at give noget, og derfor måske sigte på eller undgå copyleftet art- og software - men ét er sikkert: Det er kunstneren, der bestemmer hér. Kunstnere, der bestemmer hvilken moralsk forpligtelse, der er forbundet med en tekst, en bog, en film, et stykke musik, et helt værk - og ikke salgsprisen, ikke lovgivningen (ikke i første færd), ikke producenten og distributøren. Men kunstneren og brugeren imellem. Kunstneren, der siger til brugeren: Du må gerne citere mig på nettet, hvis du gør det på min måde - men så skal du også levere noget selv.

Sammenskudsgilde

Ingen kan forhindre nogen i at stjæle, hvis de virkelig vil. Og at Copylefttegnet skulle dække over kvalitet er lige så lidt sikkert som at copyright-tegnet gør det. Men imellem disse to yderpoler - imellem tyveriet og makværket - findes et moralsk rum, som ikke findes erkendt i verden i dag: At det er muligt at betragte sig som del af dén Verden, man kvalitativt bidrager til. En verden, hvor opmærksomheden ligger på vurderingen af iboende kvalitet, snarere end på udbredelse.

Sådan en verden vil jeg gerne leve i. Som jeg ser det bør den skabende Jord være en verden for alle, og ikke for nogle få, repræsenteret ved et par multinationale selskaber, der profiterer på kunstnerisk skabelse og omsætter denne profit til konsolidering af egne røve. Der må gives noget tilbage. Og dét kan Copyleft hjælpe med til - hvis skaberen af et værk vil det selv. Det er dér, det begynder.

(Politiken-kronik 10.4.2003, samt i ordkide.dk nr. 3, 2003)

denne side: /_debat/copyleftkronik.htm
home:krabat.menneske.dk
opdateret 23/6/06