Pu ha, der er hårdt, når jeg føler, der ikke er noget som helst at skrive om, og hvert ord skal vrides ud af maskinen - og tanken kommer, om jeg nogen sinde har ment noget som helst, villet noget som helst, kunnet noget som helst - dét jeg før i tiden havde for vane at kalde tvivl, som i disse år sætter ind med en styrke, når det kommer, der er tæt på at have en paralyserende effekt ved sin hudfletning af den skrøbelige tro på værdien af imorgen, værdien af kærligheden, værdien af minderne, værdien af det at søge sit liv forbedret, sit syn og sin tanke og sin følelse gjort klarere, kontakten til de elskede repareret og forstærket og forståelsen tjæret under vandlinien netop for at forhindre dette væsen i at trænge ind - som om det var født af en verden der ikke accepterede disse ting!

Men det har også været en interessant tid - jul og nytåret og alle de mange forventninger, jeg nægtede at have, og kun kunne deale med i rækkefølge; jeg nægter for eksempel at acceptere at jeg skulle skrive bedre når jeg er træt eller fuld eller skæv eller ulykkelig eller hellig eller på anden måde mærket af de anderledes omstændigheder, jeg ikke kan finde i mig selv til daglig; jeg accepterer ikke, at der skal være noget som hedder hverdag - ordet gir mig brækfornemmelser - alene tanken om, at der skal være et ord for "overvejende uundgåelig gentagelse" og at jeg hvad enten jeg vil det eller ej befinder mig i kløerne på den...! Nej, jeg vil skrive bedst, når jeg skriver. På en eller anden vis finde frem til shoshin - begynderens sind. Jeg vil fandme have at mit liv skal betyde noget. I det mindste for mig selv. Men helst også for andres liv. Ellers klarer jeg den sgu ikke til såkaldt naturlig afgang, tænker jeg. Og hvad skulle meningen også være med dét!?

opdateret 04.01.00

 

tilbage til toppen