lørdag
UGE 45

 

   Al træthed og forvirring som bortvejret på samme vind, der havde båret mågerne, nu nærmest hoppede han de seks trin ned ad lejderen, ned til gangen ind til kahytterne. Uden omsvøb trådte han gennem forhænget ind til de to messedrenge og ruskede dem begge vågne, og mens de satte sig på sengekanten, groggy og med slørede øjne, hviskede han til dem intenst: 'Vi er nødt til at tage skibet. Vi er nødt til at tage kontrollen over skibet!'
   De to messedrenge kiggede på ham, der sad på hug mellem dem, som om han var rablende sindssyg. Men den ene havde åndsnærværelse nok til at spørge: 'Hvad mener du? Mytteri!?'
   'Nej! Ikke mytteri. Vi må også have kaptajnen med på det. Vi må tage skibet! Vi har alle muligheder, verden står åben, vi er nødt til at tage skibet!
   Han rettede sig ud og nåede næsten op til loftet. 'Skynd jer, få tøj på. Vi er nødt til at handle hurtigt. Denne her chance kommer måske kun én gang i livet. Vi er nødt til at handle nu, med det samme! Vi må tage skibet!'
 
Om de to messedrenge blot var blevet så kvikke i pæren, at de havde fundet deres vanlige jeg'er frem, "vi er altid med på den værste", eller om de vitterligt var blevet overtalt, var de ikke selv helt klar over, men de klædte sig på, og fulgte i hælene på dén, der nu var trediestyrmand, mens han halvt løb hen ad gangen og vækkede de yngste ***matroser, for straks at hviske halvhøjt til dem. De hørte det samme indtrængende budskab: 'Vi må tage skibet. Vi må udnytte chancen, chancen vi får én gang i livet, denne ene chance!'
   De hørte, at han var i færd med at tale sig varm, og mens de fulgte ham til radiorummet, til kabyssen, hvor der altid var bemanding, og tilbage igennem kahytsgangen, til de andre besætningsmedlemmers kahytter, bemærkede de, at han hele tiden udvalgte de næste i hierakiet, og han for hver kahyt eller person han vækkede blev mere og mere klar på sit budskab. Og til sidst mod maskinrummet, skibets hjerte, det virkelige kraftsted helt nede ved kølen. Og de kunne se, at han, der var blevet større og mere sikker i sag, mens han arbejde sig gennem alle kahytterne, og nu havde et lille følge på 15 mand efter sig, standsede ved ***døren ned til maskinrummet og samlede alle kræfter - han vendte sig kortvarigt og ligesom overskuede sit følge, for at se at alle nu også var med på, hvad der skulle ske, som en konge på vej i krig, ikke nervøs, men for at vise at han var der, at han ledte dem, at det var en retfærdig sag.
   Men det var ikke en konges værdighed, der strålede ud af hans ansigt, som han stod der med ryggen mod lyset fra trappen til maskinrummet underneden; det var glasklare øjne, på en messias, et menneske der har fundet sin mission i livet. Ikke gal, ikke uden kontakt til omgivelserne, blot... meget meget sikker.

Han vendte sig og tog uden at tøve det første skridt ned ad trappen, med hele følget som en hale efter sig, i rangorden, messedrengene til sidst.
   I maskinrummet udvalgte han sig maskinmesteren. Han gik direkte til toppen; han vidste, at han var nødt til at handle hurtigt. Han stillede sig foran maskinmesteren og løftede en hånd for at indikere, at den skruenøgle på metalbænken ved siden af maskinmesteren, som denne instinktivt rakte ud efter, ikke var nødvendig - det var ikke vold, han kom med; hans ærinde var et ganske andet. Hans følge var ikke med for at overmande, de var med, fordi de troede. Og maskinmesteren lod hånden falde afslappet ned til siden.
   Han, der nu var trediestyrmand og messias, vidste at det halve slag var vundet i dette øjeblik, og han sagde: 'Har du altid været ligeglad med, hvor skibet sejlede hen?'
   Maskinmesteren glippede med øjnene; det var helt tydeligt det sidste, han havde ventet. Men afslørede så i positiveste forstand årsagen til at han var maskinmester, for efter 15 sekunders tavhed, hvor han ikke flyttede blikket fra øjenen på han, der nu var blevet trediestyrmand, sagde han, mens han nikkede bekræftende rundt til de andre af maskinrummets folk: 'Hvis kaptajnen er med; ellers ikke'.
   Og han, der nu var 3. styrmand og messias, vidste, at slaget var vundet. For det kunne umuligt være sådan, at kaptajnen aldrig havde følt, hvad han selv havde følt. Måske han glemt det, måske havde han fortrængt det, men hvis han blev mindet om at have været skibet, at have været jordkloden, at have været alle muligheder, ville han umuligt kunne gøre andet end at give joysticken fra sig og lade sig føre.
   Han nikkede til maskinmesteren og gik op af lejderen fra maskinrummet, og op af de andre lejdere, hele vejen op til broen med hele følget af sømænd efter sig i én tavs, solid strøm af individer, der ikke gik i takt, men heller ikke lavede larm, mens de gik. Og da han stod inde på broen, dannede de en tæt væg bag ham, uden at skubbe til hinanden, uden at presse for at komme til at stå længst fra, hvad der måske kunne blive en voldsom kamp på enten/eller, med negative konsekvenser for alle tilstedeværende, men også havde muligheden for at blive et møde mellem ligemænd, hvor den ældste eller klogeste eller viseste af sig selv ville træde til side.

Han gik helt hen til kaptajen, der havde vendt sig om, da de tavse og rolige var defileret ind på broen. Han stillede sig foran ham og så ham i øjnene. Så på den ældre herre, der havde besejlet handelsflåden i 30 år, og stadig så ud som det var en rute mellem Fyn og Sjælland, han besejlede, og han til stadighed 3-4 gange om ugen var hjemme hos en familie, der elskede ham. Grånende tindinger, fast blik uden medlidenhed og fordømmelse.
   'Er det så nu, Tomas' sagde kaptajnen og fastholdt blikket på han, der nu var blevet 3. styrmand.
   'Ja, det er nu, hr. Kaptajn', faldt det Tomas ind at sige. Det var som om nogen havde skrevet dialogen på forhånd; det var som om, der ikke var nogen friktion, ingen modstand i dét, der skete.
   'Jamen, så gør du hvad du skal', sagde kaptajnen og rejste sig fra sædet og lod det stå vendt mod Tomas. 'Gør hvad du skal'.
   Og Tomas satte sig i sædet, og drejede hen foran de to joysticks, hvor han havde siddet før. Og de to fodkontakter. Og han så rundt på instrumenterne, der stod lige så urokkeligt og gjorde deres, som de havde gjort det under hele hans vagt. Mens han havde stået op ad væggen, rådvild og lammet. Og han vidste, at nu... Nu stod verden først for alvor åben.

Han måtte være faldet i staver, for pludselig lød det fra en af mændene, som havde fulgt ham: 'Jamen, hvor skal vi så hen?'
   Hvor skal vi hen, tænkte han, der sad med de to joysticks' røde plasticknopper i hænderne, håndfladerne tørre. Hvor skal vi hen?
   Og han kiggede sig omkring på sin indre jordklode - han kiggede nordpå, sydpå, vestpå, østpå.
   Vi skal dén vej, nikkede han for sig selv, og løftede en hånd over hovedet, så alle kunne se den, mens han pegede i retning af forstavnen. 'Lad os tage dén vej. Lige ud.'

 

tilbage til toppen

 

Biorytmer

F
E
I