ro på broen (1/3)

torsdag
UGE 45

 

ro på broen (arbejdstitel)
rå 1. gangsskrivning
***' indikerer, at hér skal jeg checke maritime udtryk og tonnageangivelser.

-------

"Mette Marie af Nakskov!" skrev han i sin dagbog. Han lo lavmælt hånligt for sig selv. "En eller anden idiot", skrev han videre, "har haft nok pondus til at lave en joke på den der gamle danske film, med ham der frikadellen... " han tænkte sig om et øjeblik og så ansigtet for sig, op mod en blå sommerhimmel... "Poul Richard, og han har huske det forkert, han har husket titlen forkert! Så nu hedder dyret Mette Marie af Nakskov og nedenunder "of Luxemburg". Så, for udlændingene lyder det sikkert bare som en slags adeligt navn, Mette Marie von etellerandet, men for os danskere minder det hele tiden bare om én, meget lang Morten Korch-film."
   Han lagde blyanten fra sig; så ned på det, han skrevet. Det var ikke ofte, der kom den slags vredesudbrud fra ham; normalt var dagbogen blot en beskrivelse af dagens begivenheder, hvornår han stod op, kriser der opstod i løbet af dagen, relationer mellem mandskabet og ham selv og hvornår han gik i seng. Meget sjældent "med hvilket tanker" han gik i seng, som nu.
   I det samme bankede det på døren. Han tænkte ikke på at dække sig til; på skibet var intimiteten slående, uden at være vulgær - ikke at nogen rendte rundt iført ingenting eller på nogen måde skiltede med nøgenhed, korrekt, alle korrekt, alle kendte hinanden, tre baderum, et lille 3-etagers hus, nærmest, på tværs af forskibet, en messehal, et videorum - man kunne ikke undgå at komme til at lære hinanden at kende, udenpå og indenunder. Han havde en T-shirt på over et par boxershorts, dét var rigeligt. Så han åbnede bare døren, og der stod en ***letmatros, Johnny.
   
'Du er nødt til at komme', sagde Johhny.
   'Komme?'
   'Ja, op på broen. Kaptajnen tørner ind nu, og jeg kan ikke få hverken 1. eller 2.-styrmand på benene; de har begge et eller andet med maven".
 
Håndklædet gled ned fra hans skuldre og han greb det. Der var chancen! Der var den sgu!
   Han smilede til letmatrosen. 'Bare sig at jeg kommer. To minutter'. Så lukkede han døren og greb ud efter sit tøj.
   Han havde overstået ***styrmestereksamen tre måneder forinden, og det hér var muligheden, han hele tiden vidste ville komme en dag. Nu kunne han gå op på broen, bevise hvad han duede til, ok, der var godt nok åbent ocean 1000 miles til alle sider, og han skulle bare være bindeled mellem radiorummet og broens instrumenter - computerne klarede stort sét alting - men han var trods alt bagstopper på det hele, han havde det sidste ord, den højeste myndighed.
  Han klædte sig skyndsomt på, kiggede efter i spejlet for at se om alt var som det skulle være. Hvis 1. eller 2.-styrmand trods prognosen fandt på at møde op på broen, skulle de ikke finde én eneste ting at udsætte på ham.  Men alt så ok ud i spejlet - den lille butterfly, den hvide nypressede uniformsjakke, kun båret ved tiltrædelsen i Manila, 2 måneder forinden og 5 gange siden som æsel på broen, nypressede bukser, og kasketten - åh, kasketten, ikke meget guld på endnu! men dog en kasket. Det var ikke noget uimponerende billede, han så i spejlet.
   Da han var færdig med at klæde sig på, skyndte han sig ud på gangen og op af lejderen, hele vejen op til styrehuset. Kaptajnen sad ikke på sin plads, men stod akkurat indenfor ***døren og hilste ham halvformelt godnat, som om han var en hvilket som helst, der var vant til at stå på broen - ikke nødvendigvis med udtalt respekt, men heller ikke afmålt eller lukket - et blik der sagde "jeg går uden uro". Blikket varmede. Blikket varmede helt ind, som det givet var meningen at det skulle; men han skammede sig ikke ved tanken over at reagere forudsigeligt. Han følte sig heller ikke stolt. Han vidste bare, at det ville blive en god nat.

Der var ikke straks noget at skulle gøre; computerne passede sig selv og ville advisere ham med en klokkelyd, hvis et eller andet skulle kræve hans opmærksomhed, et pludseligt opdukket fartøj, eller hvis sonaren pludselig meldte om lavt vand eller skær, ikke med på kortet - så kunne han gribe ind. Ikke fordi der var meget, han kunne gøre; tankeren var 300 meter lang, og det ville tage 3-4 km at bringe den til standsning, Men det var også meget sjældet, at der kom noget på tværs. Og selv havde han endnu aldrig oplevet en krisesituation af en art, hvor man skulle lave undvigemanøvrer på 3-4 kilometers afstand.
   Han lagde ud med at træde velovervejet roligt op på instrumentpodiet og sætte sig i den drejelige styrmands-stol. Han så rundt på alle instrumenterne, bare sådan et hurtigt scan henover dem, forskellige farvede glas, forskellige farver bevægelser af visere og elektroniske udslag på skærme, blå almindelige computerskærme med Windows 95, flere instrumenter med runde, grønne skærme med plastichætter, man skulle stikke hovedet i, og en stol til den sekunderende styrmand, hvis denne kom på besøg på broen.
   Alt dét her var hans, alt det her var hans at bestemme over. Han følte sig pludselig lidt ubehageligt til mode og rejse sig brat op fra stolen, der drejede rundt og i cirkelbevægelsen nærmest pressede ham hen til kanten af platformen. Og bevægelsen syntes at have sit eget momentum, der i ét langt skridt skubbede ham ned fra platformen og hen i den lille krog, hvor en kande med friskbrygget kaffe altid stod parat. Nærmest uden at tænke over det, skænkede han sig en kop kaffe, stort sét én bevægelse, sukker i, mælk, røre rundt. Og mens han tog en heftig slurk, der tømte bægeret halvt og var ved at skolde hans mund, vendte han sig med ansigtet mod batteriet af måleinstrumenter, med stolen, den tomme stol, i midten, og enkelte halogenspots i ***overheadet, der hver især i snæver stråle oplyste et strategisk korrekt område af hver sit instrumentpanel.
   Men nu er jeg har sgu! tænkte han. Og mens han forsigtigt nippede til den resterende kaffe i bægret, lænede han sig velbehageligt op af ***metalskottet.

Inde bag ham, vidste han, lå luftkanalerne til køkkenet. Det var ikke fordi, man kunne lugte noget, men væggen var varm, varmere end styrehuset. Selvom tankeren var relativt ny, strømmede der alligevel ind med kolde luftstrømme fra usynlige revner og sprækker overalt langs med vinduer og ***døre. Folk, der ikke var vant til at stå der, frøs altid omgående.
   Han mærkede varmen fra køkkenet stråle ud af det malede metal og strømme ind igennem sin uniform. Det føltes som én bred, varm flade af velvilje, der penetrerede ind i ham og greb fat omkring ham. Og han mærkede hvordan den fordelte sig, fra midten i kroppen og ned gennem benene og ud i armene og op i skuldrene og i nakken og i hovedet. Og uden at have fuld kontakt med arme og baglår og underben presset ind til metalvæggen, kunne han fornemme hele skibet presse på og give sig til kende bag ham, under ham, foran ham. ***600.000 ton dødvægt - olie fra én verdensdel til en anden, ***metalskotter på metalskotter på metalskotter, en forvokset tilspidset olietønde, der lige akkurat kunne undgå at rulle om på siden, når den var tom, men fuldt lastet som nu kløvede det mest oprørte af stormredne hav som om stormen ikke var der - fordi der var så meget at bevæge! Og han fornemmede skruerne, der skubbede tankeren frem, enorme metalvinger der pløjede vandet voldsomt og så dybt nede under kølen, at overfladen næppe bar spor af skum - fornemmede energien 'frem' der var både kraft tilført og hele tankerens eget momentum. Og via skrueakslerne bevægede han sig gennem tankerens ***bund og ind i maskinrummet, som han kun kendte fra besøg, når han kedede sig. Men til forskel fra normale omstændigheder kunne han med det samme fornemme hvordan, nej, 'se!' hvordan maskinrummet så ud fra oven, fra alle vinkler. Han kunne simpelthen mærke hele skibet.
   Denne indsigt gjorde ham en lille smule svimmel, en lille smule stakåndet, som om han kort havde kæmpet sig op af en bakke, men det varede kun et øjeblik - så gav han slip på sine hæmninger, og tillod sig selv at udforske hele supertankeren med sit nye udenomsflyvende røntgenblik. Og i løbet af to minutter havde han kortlagt hele skibet indeni sig selv. Og så gik det pludselig op for ham, at han stod et skridt fra væggen; uden at han havde bemærket det, havde han sluppet kontakten til væggen og hans første tanke var en følelse af voldsom panik: "Har jeg mistet det?" Men uden overhovedet at række ud mærkede han, at det havde han ikke; kontakten til skibet var stadig i ham; han kunne stadig, hvis han ville, foretage en mental overflyvning af skibet og studere et hvilket som helst område fra oven, fra siden, nedefra, forfra og bagfra, præcis dér det passede ham.
   'Kald mig bare Kaptajn, sagde han, ud i luften mod skibets ***forstavn. 'Sig endelig bare Hr.!'

 

tilbage til toppen

 

til Cirkel

Biorytmer

F
E
I