når hun
ligger i mine arme
og passer lige ind behøver jeg
ikke mere
så vender
hun sig lidt for at ligge bedre
så passer jeg ikke mere ind
og vender mig lidt for at ligge bedre
og behøver måske pludselig
igen ikke mere
så ser
jeg på stearinpendelen
der hænger i vinduesnichen
bloklyset formopblødt af solen
løbepøl i bunden af glasset
af for megen varme i for lille et rum
glasset gennemsprødt af rosa kadancer
hele pendelen levende af små tics
fra luftstrømme gennem revner og sprækker
og så
vender hun sig lidt igen
finder en form op ad min krop
en tættere pasform jeg ikke anede
var at finde
tilbage til
toppen