søndag
UGE 42

 

han står ved verden og
kigger ud hans
fodpuder
hviler på
jorden gulvet sokkerne han
står
ved vinduet og læner
albuen stoffet knoglen mod
glasset
albuen peger
på ham derude
halløj!
runger næsten råbet
gennem mundhulen
gennem glasset
øret

det er ikke længere Sct. Hans
men senere han læner sig
for at se om
albuen vinduet verden
kan bære
vægten
viljen verden
hvad
kan bære klare magte
så lidt?

 

tilbage til toppen

 

Biorytmer

F
E
I