lånte minder, 3
onsdag
UGE
41
Jamen, se hér! - det her er udsigten udenfor hytten på Hameraputa Beach, det kæmpestore ocean i baggrunden, palmerne, himlen så gråt i gråt det lader sig gøre - mig og Jane er ved at gøre os klar til at skilles, hun græder derovre ved kanten af verandaen, og der står jeg og machoer den i mine boxere, og føler mig rigtig selvsikker, kan jeg godt sige jer. Der var ikke noget som helst på den her tur, der ikke gik galt, intet der kunne udbedres mens det skete, og til sidst havde vi kun ét alternativ: Skilles, og håbe at uheldet ville rejse med den ene eller anden af os, og ikke os begge. Rent faktisk var Jane senere så betænksom at informere mig om, at hun var dén der fik det - en heftig solskoldning i en jeep den følgende dag på en dagtur til Palmasutra, tabet af pas og rejsechecks ved studiet af klippesiden under et indtørret vandfald - det faldt ud af hendes håndtaske, af alle ting! - og tre på hinanden følgende flyafgange misset på grund af diarré - men jeg skal ikke undlade at tilføje, at jeg hele tiden har ment, at det var hende, der oprindeligt bragte uheldet med sig.
det næste er en lille abe, jeg ville købe på et marked, for kun at blive chikaneret af en nøjeregnende gås af en svensk greenpeace-backpacker-frøken-ved-det-hele, som simpelthen var nødt til at høre, hvordan jeg havde tænkt mig at få den med hjem, akkurat som jeg var ved at afslutte handlen med den lokale. nå ja, den døde tre timer efter af en form for mavekrampe, så jeg går ud fra den må have været syg, selv mens hun blandede sig. Hvad fanden...! Men at den døde skabte en form for nærhed mellem mig og veninden til den svenske pige, fordi hun fejlagtigt tolkede mit dårlige humør som sorg. Det var et par gode dage, der.
F 16 [-]
E 22 [-]
I 9 [+]
