da jeg var
barn for 10.000 år siden
sad jeg overfor shamanen
på den anden side af bålet
hent brænde
sagde shamanen
og jeg hentede brænde fra bunken bag mig
læg det
på bålet
sagde shamanen
og jeg lagde brændet på bålet
brændet
havde ligget til tørre længe
og flammede omgående op
mere brænde sagde shamanen
og jeg stablede mere brænde på
bålet
flammede op som en danser
der stod stille på stedet og alligevel bevægede hele kroppen
og
mere brænde
sagde shamanen
meget
mere brænde
og jeg kastede meget mere brænde på
længere og længere væk fra
men shamanen blev siddende i samme afstand
hans pels begyndte at ulme
og hans hår og fjerene på hans pandekrans
men han blev siddende
det der er
som solen
sagde shamanen
og pegede på bålet
og fingeren udpegende hvert af mine fodspor i støvet
der begyndte helt inde ved stenkredsen og
bevægede sig længere og længere ud
i en cirkel rundt om bålet
han rejste
sig og greb en krukke med vand
det her er som regnen
sagde han
og kastede i én bevægelse hele krukkens indhold
midt ind i bålet
der gik ud med voldsom syden
og sendte gråhvid damp og røg i skyer op mod himlen
det der
han pegede på skyerne fra bålet
er som livet
og hvad er så jeg? han stirrede mig ret ind i øjnene
satte sig i hugstilling på skindet igen
hvad er så jeg?
gentog han
jeg var gammel
nok nu
jeg havde været hos shamanen så længe jeg huskede
siden mine forældres død
jeg skulle snart prøves
fejlede jeg
ville jeg dø for hans hånd
for ret og rigtigt ikke at gøre ham vanære
gjorde jeg det rigtige
ærede jeg ham og måtte så klare mig alene
måske
dette var prøven
eller blot endnu én
men jeg havde været hos shamanen længe nok
til kun at svare det rigtige
jeg ved det
ikke
svarede jeg ham
jeg ved ikke hvad du så er
han tog en
lang tynd pind
som han ofte brugte
jeg beredte mig på smerten
kiggede måske væk eller ind i mig selv et kort øjeblik
for han talte fast til mig
se på mig!
sagde han
og jeg så på ham
hænderne frem
håndfladerne!
sagde han
se godt ind
i mine øjne
og svar så igen
sagde han
jeg så ind i hans øjne
det var sjældent dét skete
men som før var der ingen modstand
og ingen bund
jeg så end ikke mig selv
jeg ved det
ikke
sagde jeg
efter megen overvejelse
og havde til og med berørt løgnen
men forkastet den som ubrugelig
og til min overraskelse slog han mig over begge håndflader
et sviende slag der fik huden til at revne og bløde
husk på dét
sagde han
glem det aldrig
og tænd så bålet igen
næste
morgen forlod han mig
jeg fik min tromme
to ildsten et spyd en vandsæk
og mit navn
men jeg havde foretrukket at han blev
han så
sig ikke tilbage én eneste gang
og ingen i landsbyen talte til mig
mens vi så ham gå
det var ikke
nogen stor dag
tilbage til
toppen