accellererende inkontinens
torsdag
UGE 27
Der var engang et lille pænt russisk æsel som ikke var et æsel, men en skovtrold, der have forklædt sig som abe, selvom den ikke var optaget i foreningen af dem-der-må-klæde-sig-ud-og-jagte-egern.
Så, tredobbelt inkognito, fordi den også samtidig var i stand til gøre sig usynlig, og ude af stand til at skille sine personligheder ud fra hinanden, tog skovtroldeæselaben til Bretagne for at følge et højere formål. Men da den kom til Oberstdorff i Tyskland, var der så kønt og så regnfuldt, at den næppe kunne ønske sig noget værre, og hér slog den sig ned.
Uden en tanke på lokale teknikeres mulige spekuleren over spor på gren og i jordbund, svang den sig fra gren til gren og undrede sig over manglen på vajende fjerbuske over det lavmælte terræn. Men så: "Kalinka Kalinka" faldt det pludselig skovtroldeæselaben ind at udbryde, og straks lød det fra en tilstødende trækrone "må jeg byde Dem et kirsebær"? "Et der er rødt?", måtte vor skifting naturligvis replicere, og sådan blev det.
Hjemme i Danmark kunne ingen forstå, hvorfor der var blevet så stille i skovene omkring Furesøen - aldrig en vind i træerne mere, aldrig knasen i skyggerne under graner og eg. Men det var altså derfor. Der var ferie. For alt og alle.
Efter nogle måneder fik vores spaltning postkort hjemmefra: 'Kom hjem' - stod der - 'her er åbnet en ny biograf og man må sidde på torvet i Holte efter otte, hvis bare ikke man siger noget'. Ikke noget at sige til, at det korte budskab straks afstedekom stor og vemodfyldt hjemlængsel.
Men skovtroldeæselaben havde efterhånden udviklet noget af en hale, busket som bare fanden for nu at sige det ligeud, og lige meget hvilken retning den bevægede sig i, blev efterslæbet filtret ind i de krogede grene. Lakonisk som få af mangel på eftermæle brød den slutteligt ud i sang, uden hensyntagen til de stakkels fastboende tyske campinggæster på den nærliggende rasteplads.
Så tordnede det over Danmark.
F 11 [+]
E 9 [+]
I 11 [+]
