tirsdag
UGE 12

 

sproget har givet mig morgenlys
og spot på din vågnende krop
og eftersmagen af bløde kys
før vi begge to stod op

sproget har danset sin egen sang
i sprogets melodi
men aldrig givet mig viden om
hvad jeg lige skulle til at sige

før sproget blev til og morgenlys med
var dagen, og kysset, og kroppen sig selv
men vi vågnede sammen det selvsamme sted
vi havde lagt os den foregående kvæld

og i glæden ved dagen og lyset på hud
vi smagte på alt og gav alting en smag
og lungerne sang, med talrige bud
på skønheden netop i dag

sproget har givet os morgenlys
og farver, og kissemisse
aftryk af læber og rødbløde kys
og dage fyldte af stunder som disse

vi er aldrig ene, når sproget er med
vi tænker bare på ham eller hende,
og hvis solen står op et helt andet sted,
at den hverken er mand eller kvinde

sproget giver solen den elskede krop
uden nogen sinde at dække
for det virkeligt elskede, når solen står op
- det er kun sprog, som sproget kan stække

 

(en KALK-impro fra i dag)

tilbage til toppen