onsdag
UGE 10

give Kolding hvad Koldings er

 

pludselig

pludselig
er jeg på vej i tog mod Kolding
og damen overfor har talt til mig i to timer
jeg ved alt om hendes hunde og hendes afdøde mænd
og har ikke den fjerneste anelse om
hvad jeg selv har sagt
hvad jeg har sagt der kunne have ansporet dette vandfald
men jeg har ikke lyst til at blive reddet
for jeg ser hende aldrig mere

om lidt er vi i Nyborg
om lidt er vi i Odense, Middelfart, Fredericia
toget vil rive os midt over
og fordele os blandt landsdelene
jeg ser luderen for mig gå på lokum efter kundebesøg
vaske sig omvendt på kummen
trække ud

hvad andet end damens hund og døde mand
har jeg at give Kolding

hvad andet
kan Kolding tage imod

jeg tror hun ved det
gamle heks
indimellem tågerne smiler hun så underfundigt
som om hun mener at vide noget
ingen anden ved

jeg behøver ikke spørge
hvor hun kommer fra
eller hvor hun skal hen
hun ville givet ikke besvare mit spørgsmål
på den rette måde

 

tilbage til toppen

 

til Cirkel