Dagens Digt


		vera
lørdag UGE 07		vera
	på en bar i den indre by som jeg ofte frekventerer kommer en kvinde på tohundrede halvtreds kilo 250 kg menneske man kan sætte sit ur efter hun ankommer altid på slaget ti og 9:59 vendes alle øjne mod døren ikke meget ikke direkte men blot tilstrækkeligt til at kunne se når døren går og når klokken over baren bimler ti med den sprøde klokklyd der altid trænger igennem jazzmusikken går døren op og hun træder ind der er næsten ingen stemmer i lokalet i dette øjeblik kun musikken og denne følelse af spændt venten der udløses som et suk idet hun træder ind og skrider op til baren uden at se på nogen eller på noget blot ret op til baren her har hun en specialbygget stol ventende på sig som hun drejer og glider ind på som en skude mod en kaj og så to fingre i vejret to fingre... hun havde næppe behøvet sit signal for hun har altid bestilt det samme og ingen tilstedeværende kan huske at have hørt hendes stemme bartenderen kommer med hendes drink og trækker sig straks væk igen hendes dobbelte snowwhite southern comfort og seven-up on the rocks og et langt sugerør af den klassiske slags der ikke kan bukkes og hun læner sin gigantiske krop ind mod bardisken hjælper støtter og styrer ved at lade hænderne glide hver sin vej på kanten mens hun læner sig frem til hun kan nå sugerøret og schlllllllllluuurrrppp! har hun drukket sin drink på dette tidspunkt ændrer tonen sig i lokalet den bliver nærmest let og bartenderen sørger for at der bliver skruet en smule op for musikken og så kommer den første glidende gennem lokalet langs med baren uden at se på noget eller på nogen for at stille sig ved hendes side og bestille to genstande et eller andet til sig selv og to fingre i vejret en snowwhite hun tager imod uden en mine uden at se på hverken glas eller giver ingen kan høre hvad der svedes over i hjørnet ved kanten af baren men alle ved fra sig selv hvad der bliver hældt ud af sorger og smerte over kærlighed tabt venner mistet job og ægteskab forlist børn flyttet hjemmefra kæledyr og forældre og søskende afgået ved døden kun tomrummet tilbage og håbet om at få det bedre og vi ved at der er plads til det hele hvordan ellers er denne krop blevet så stor? og vi afventer blot at det bliver vores tur næst når den sidste har taget turen op til hjørnet af baren og er gået tilbage til sin plads med klarere og blanke øjne stiger samtaleniveuet omgående til hvad det var og bartenderen skruer en tand ned for musikken og hun i hjørnet sidder der bare uden at se på noget eller på nogen og bestiller regelmæssigt to fingre i vejret sin dobbelte snowwhite on the rocks med sugerøret der ikke kan bukkes ikke længe efter annonceringen af sidste runde betaler hun for hvad hun selv har bestilt drejer stolen og lader sine 250 kg glide smertefrit fra kaj og forlader lokalet stort sét uset af enhver der så hende da hun kom alle ved godt hvad hun hedder hun hedder vera (erindret og nedfældet KALK-improvisation fra idag) tilbage til toppen



til Cirkel