færgemanden

mandag
UGE 05

 

det er vinter
det har været vinter længe

færgemanden sidder i sin hytte
ved bredden af sundet
ilden buldrer i arnen
snapsen er på bordet
det nybagte brød

og udenfor
er dét forår
  som ikke er
og alt spirer og springer ud
og klokken lyder
og viser at nogen på den anden side sundet
vil ham
så han skal sejle over
og færge dem

og udenfor
er dén sommer
   som ikke er
og alt bølger af hede og lyst
og klokken lyder
og viser at nogen på den anden side
vil ham
så han skal sejle ud
og færge dem tilbage

og udenfor
er dét efterår
   som ikke er
og alt kruses af vejr og af vind
og klokken lyder
og viser at nogen vil ham
så han må ud
og færge dem

og udenfor er dén vinter
den vinter som ér
og knebelen i klokken
ved bredden af sundet
   er frosset fast
rebet løber ned under isen
og over til den anden side af sundet
så skulle nogen trække i rebet i dag
er det de døde
som vil færges

og udenfor er det forår
og en ung mand tager imod papiret fra kongen
og bukker
og takker for udnævelsen
og de ringer med klokken
fra den anden side af sundet
de vil ham
og han sejler over og han færger dem

og udenfor
   er det sommer
det er sommer
og han giver sin elskede sin hånd
og siger
JA
og de ringer med klokken fra den anden side sundet
de vil ham
og han sejler over
og han færger dem

og udenfor er det efterår
det er dagen hvor stormen
kæntrer jollen
med hans elskede
og hans søn
hans eneste søn
og de ringer med klokken
fra den anden side sundet
de vil ham

og han sejler over

og han færger dem

og udenfor er det vinter
det har været vinter meget længe
og klokken er tavs
rebet går ned under isen
og over til den anden side sundet
hvis nogen vil ham i dag
er det
   de døde
som vil færges

færgemanden sidder i sin hytte
ved bredden af sundet
og han løfter glasset med snaps op mod lyset
og han skærer af sit brød
   skyller efter
og rækker hænderne ud mod gløderne i arnen
og det er vinter udenfor

og hvis nogen
   ringer med klokken i dag...

 

(transskription af genindspillet KALK-improvisation
optrådt i en tidligere version under titlen "og udenfor" 14.1.)

 

tilbage til toppen

 

til Cirkel