tirsdag
UGE 50

 

det værste
ved det daglige digt
er ikke så meget mængden af ord
eller omfanget af skaben der skal til
som det er forestillingen om
at jeg *kan* være i live
i morgen
til at skrive et nyt jeg mener
hvad ér det for et grundlag at skabe noget på?
skal døden ikke være
en stinkende
rådden gulerod man bakker væk fra i alle retninger for
at det nytter noget?!
Hvad skal jeg med
livet
som følgesvend
når døden er min trofaste muse
og min trofaste ven
angsten
frem for glæden og forventningen og ønsket
som enhver jo ved
kun bringer sorg
jeg skal være i live i morgen
jeg skal være i live i morgen
ikke for at glæde nogen
men for at skrive et digt
et digt om at være i live mere i live end i dag
fordi jeg har levet én dag mere
og følgelig har snydt døden
Ah,
jeg kan snyde døden ved at leve
men så må det være i dag jeg skal digte
for i morgen er jeg måske død
og har ikke mere at sige
det skal være nu

 

 

tilbage til toppen