Postkort til afdød

Når de dør, dem derhjemme, hvem skal man så sende postkort til?

Jeg skulle på SHS, Sommerhøjskolen blandt Sydslesvigs danske mindretal i Tönning, og ventede på toget 5 Euro derfra, i Husum på størrelse med Slagelse, og gik rundt og rundt om postkortstativet for at hjælpe tiden til at gå hurtigere og fik således den tanke, at med morfar død var der én færre at skrive postkort til, dén der øjenåbner mod verden, repræsenteret ved et nøje udvalgt foto af noget smukt og/eller eksotisk, som man sender til en man holder af og ønsker at drille eller inspirere eller bare fortælle, at man ikke har glemt. Dét skrev jeg så på et postkort og sendte til morfar, c/0 mig. Jeg modtog det i går, tre dage efter afsendelses- og afrejsedagen fra Tyskland, overraskende hurtigt.

Min Første Dødsannonce

Idet min morfar døde for nogle dage siden, og mine forældre er i udlandet, er det mig der formulerer historien om, hvem han var og er for os, der er tilbage. Men hvad skal der stå, i den der dødsannonce? Hvilken historie skal fortælles?

 

Min elskede morfar udåndede i mine arme for nogle få dage siden. Mine forældre var lige afrejst til Grækenland, og pludselig stod jeg dér og skulle forfatte dødsannoncen – en ikke uvæsentlig del af et nærmest forprogrammeret hændelsesforløb, når nogen dør. Men hvordan gør man; hvad skal der stå?

NAVN

Navnet er alfa og omega. Hele navnet. Dødsannoncens formål er at informere alle, der kendte afdøde, om væsentlige detaljer i forbindelse med død og bisættelse. Eller ganske enkelt lade forstå, at vedkommende er død.

Så, selvfølgelig skal der stå hans navn. Og dét er ikke Morfar, eller Lunse, eller Møffe, eller Moff, eller Vaav-ner. Man skulle nødig sprede skræk blandt danernes familier, så der skal stå hans fulde navn, det der brugtes af alle, som ikke kendte ham, kørekortets og rudekuverternes navn. Hans offentlige navn:

Vagner Lundholm.

Læs videre “Min Første Dødsannonce”