Book Expo America 2011- impressions (links)

Ebook Readers, Digital Books, Digital Content Publishing and Global Adaption of EPUB3!

Share

from LinkedIn:

Hi everyone –

It was a busy week last week with BEA in full swing. It was great to see many of you at our meet-up on Wednesday at the Landmark Tavern. Thank you all who did attend, and for those who missed it, we’ll certainly be hosting more events soon.

Overall, the mood at BEA was very upbeat and by all accounts, most people felt this year was very active and well-attended. The switch back to three days (from last year’s truncated two day event) was also a welcome change and by all accounts it seems that many made use of the extra day on Thursday to wrap up important business.

For those of you that missed out, we’ve included a few links below to give you a sense of the BEA recaps, lots of good information here about what was seen and heard throughout the three days.

The Good eReader Blog has a really thorough wrap-up of the BEA proceedings, for those who want to get an overall sense of the show, as well as some coverage on the announcement about ePub3 this week from the IDPF:

http://goodereader.com/blog/e-reader/bookexpo-america-and-idpf-wrap-up/

As part of the Good eReader site, there’s also an interview with a representative from Google Books that’s worth a listen, given how hard both Google and Apple were courting publishers during this year’s event:

http://goodereader.com/blog/e-reader/google-ebooks-at-bookexpo-america/

For a rather humorous take on the “flora and fauna of BEA” as the author puts it, see the blog post below from DoctorSyntax.net:

http://www.doctorsyntax.net/2011/05/field-guide-to-flora-and-fauna-of.html

Dan Blank writes an interesting account of how conferences like Book Expo remind us to keep looking forward, and not think in terms of traditional vs digital media, but how we as an industry can continue to grow:

http://wegrowmedia.com/the-golden-age-of-publishing-bookexpo-2011/

More on Book Expo America 2011

Poetic Justice. Really.

What happened to 22 young people, who trashed the home of Robert Frost, the poet.

Share

Reading it I cried. Really.

A Case of Poetic Justice. Literally. [link]

Jay Parin, is the author of this real life story about poetic justice for 22 young people, who trashed the summer home of the famous poet Robert Frost. JP is also the author of (among many) a book about why poetry matters (in the general sense) – taking his cue from Robert Frost:

Meaning is the essence of life for humans. Well, probably for any lifeform capable of pondering its own existance… The connection between the mind’s enquiring eye and the depths of the emotional heart.

Without poetry, ie. the metaphors, which poetry is often full of, life becomes dull. Metaphors put the meaning into life through mental and emotional comparisons to other things we find meaningful. Poetry makes us stop and wonder, thereby infusing new and old with meaning – things, lifeform, emotions, observations, opinions, and all that takes place in green nature. The meaning is not necessarily embedded in poetry or in metaphors. Poetry and metaphor is just an aid to make us think. Poetry is a way. And not necessarily the road less travelled.

Before I began reading ebooks…

81 people on MobileRead forum polled about lending habits – before and after ebooks

Share

Det er nok for tidligt at lave en tilsvarende undersøgelse i Danmark, men den er da GODT NOK interessant! (Hvis den er sand…)

64% Før jeg begyndte at læse ebøger, lånte jeg stort set aldrig bøger på biblioteket

71% Nu hvor jeg læser ebøger, låner jeg stort set aldrig bøger på biblioteket

Magelighed? Eller store afstande til biblioteket (USA)? Tankevækkende er det i hvert fald.

In Section 1, check one answer; Section 2, check one answer. – MobileRead Forums.

Når du sætter dig for at skrive et digt

Den tidligere amerikanske “hofdigter”, Charles Simic, har nogle enkle råd, der faktisk ikke er helt tossede. De er i hvert fald nede på jorden og til at gå til.

Share

Du ved ikke bedre end andre, er ikke den eneste, der lider, digte behøver ikke være lange, sæt ord på dine indre billeder, sig ordene højt og brug dine ører, det du skriver nu kan tage måneder og år at gøre færdig, og det fordrer arbejde at få digtet til at kunne leve uden din hjælp.

Poet Laureate Charles Simic On Writing Poetry – Poetry (Library of Congress).

Læs mere om Simic

washington, Peru, Kbh 5

Share

Boris bedstefar. sovende
Chattede med Boris i dag. Min fotograf- og skulptørven fra Katalonien, som pt. bor (meget billigt i et hus, der skal rives ned om 6 måneder) i Barcelona. Vi talte om min mormor, som døde for nyligt og efterlod min 92-årige morfar til at skabe sig en ny tilværelse – ikke ganske villigt, og med (for) stor eftergivenhed fra min mor. Boris fortalte om sin bedstefar, som lige er blevet 100. Han bruger internettet, skriver mails og chatter, med “kartoffelhænder og gulerodsfingre”, og har generelt et godt og produktivt liv.
Jeg har skrevet breve til min morfar, mens jeg har været på rejse i Finland – ud fra devisen, at han skulle have noget at se frem til. Ikke om noget særligt, blot mine tanker om livet, om end med et fokus på at sige noget, der kunne få ham til at overveje sin egen situation. Når vi har været i rum sammen, har jeg ikke lagt fingrene imellem: Hvis han vil af sted herfra, vil jeg ikke forhindre ham i det. Men hvis han vil blive, skal han gøre det godt for sig selv. Han er naturligvis i sorg, og sorgen har 5 bestemte faser, som den sørgende gennemgår, hvoraf accepten af tabet også markerer overgangen til noget andet. Kan man acceptere tabet, er det muligt at begynde et nyt liv – kan man ikke, hænger man fast i dét, der var, og vil ikke kunne justere sig til de nye omstændigheder, som følger af… i det her tilfælde… dét ikke at have nogen at tale med i det daglige. Man bliver ensom. Måske bitter. Måske aggressiv. Måske dominerende og krævende. Alt sammen personlige udtryk, der bør undgås med alle midler. Derfor vil jeg tilbage til at skrive til ham – jeg skal trods alt være væk 3 måneder, og selvom det ikke bekymrer mig, om jeg har set ham for sidste gang (vi siger altid “på gensyn”), er det mit ønske, at han skal føle at jeg har ham med mig.
Jeg har ikke samme problemer med at ankomme til Washington DC som jeg havde sidste år, men min veninde er blevet fyret fra det store arkitektfirma, hun knoklede 11 timer i døgnet for. Og er derfor hjemme hele tiden. Så, jeg får ikke arbejdet.
Mit manuskript er blevet afvist af forlaget, jeg sendte det til, og det er derfor vigtigt for mig at blive færdig med det efterfølgende, inden tvivlen sætter ind. Til dét behøves arbejdsro; jeg er derfor meget på nettet. I surf og chat får jeg tænkt og fordøjet nogle af de tanker, der følger af at være et fremmed sted, samt fulgt op på overvejelserne om hvor pokker den filosofi hører hjemme, som maser sig ud igennem alt, hvad jeg siger: Jeg er jeg kan jeg vil jeg gør er ét.
Det er helt åbenlyst, at jeg endnu ikke er parat til direkte at skrive om det – måske bliver jeg det aldrig – men det er meget præsent. Og det er ikke determinisme – der er ingen forudbestemthed eller fastlagt skæbne i fremtiden, og det er ikke existentialisme… om end jeg for nyligt faldt over følgende udsagn af Sartre: “frihed er, hvad du gør med det, der er blevet gjort mod dig“. Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er. Men det siger mig, at der ingen frihed ligger i at nå frem til den rigtigste løsning på et behov, en trang, et problem – hvis noget, ligger friheden kun i, om omverden vil tillade én at vedblive med at veje mulighederne op mod hinanden, indtil man når til det eneste rigtige at gøre – men det er samtidig heller ikke en forudbestemt skæbne, fordi verden og kosmos er i konstant flux og sørger for, at man hele tiden bliver præsenteret for nye udfordringer og nye fristelser. Det bedste udkomme på min filosofi er at blive glad for den, man er; næstbedst, at man accepterer løsningen på et givet problem, behov, whatever, fordi man har udryddet alle andre muligheder, og derigennem opnår muligheden for at acceptere sig selv.
Som det, man er vil kan gør.

Min veninde, der er indfødt amerikaner og en svamp hvad angår historiske og biografiske data, fortalte om et besøg, hun havde været på i Thomas Jefferson’s hus “Monticello”, som var under konstruktion i 30 år. Jo, huset er noget særligt, hvilket man kan forvisse sig om ved linket til huset selv, men det mest fascinerede ved hendes fortælling om besøget i huset på toppen af bakketoppen, husets særlige konstruktion, der ledte Thomas Jefferson arbejdsdag gennem alle husets rum i løbet af dagen, at han var medforfatter til Den Amerikanske Forfatning, men langt op i livet stadig havde 200 sorte slaver, at han fik 6 børn med sine hvide børns sorte nanny, at han som arkitekten, han var, designede ikke blot sit eget hus, men også det første universitet i Virginia, at han tilbragte sine sidste 30 år i relativ afsondrethed, og at hans gravsten ikke med ét ord nævner, at han havde været præsident… det mest fascinerende var hendes fotografiske hukommelse, hvormed hun begejstret førte mig gennem alle husets rum, så jeg følte, at jeg havde været til stede, som hun selv havde været det. Ganske unødvendigt følte hun det efterfølgende nødvendigt at vise mig de faktiske billeder – det var ved at spolere den store begejstringsbårne oplevelse, hun lige havde givet mig, og jeg måtte værge for mig og fortrække til computeren og min egen genfortælling…
Begejstring er min vej ind i verden, øje til øje. Det er stort set alt, jeg har at vurdere noget som helst med. Begejstring er liv og at være tæt på sig selv. Ægte begejstring, selvklart. For jeg forstår ikke, hvordan det kan gavne nogen ikke at være tæt på sig selv, ikke at kunne blive begejstret!?

washington, Peru, Kbh 3

Share

Blev kørt fra Ronald Reagan Airport… til Alexandria, hvor min veninde og hendes datter bor. Naboen var ved rattet. Ung fyr, der 1) kørte som om han var ved at OD’e af kaffe, 2) gik ind for skydevåben til alle “så man kunne beskytte sig mod dem, der vil overfalde én med skydevåben”, og 3) bød mig hjerteligt velkommen i Guds eget land ved at spille en sang om “I blame it on the viking”, fordi min venindes datter har døbt mig “My Viking”. Oh boy. Efter en tid var jeg i stand til at se det som, at han gjorde hvad han kunne for at få mig til at føle mig velkommen, samtidig med at han manifesterede sig som ung amerikaner over for en ældre udlænding. Stadig uhyggeligt, men andre steder er det endnu mere nådesløst: Dér tales ikke om tingene; dér handler det om, hvilken baggrund man har, om man ser dem i øjnene, hvilken styrke (læs = hensynsløshed og kulde) man kan udstråle. Der er mere end én grund til at rejse, når man kommer fra Danmark, og det er så absolut at blive klar over, hvad det er for en verden man egentlig skal ønske sig. Om end det er ved at blive det samme over det hele.

Hér er også koldt. Og mere kulde er på vej. Imellem reklamerne på TV’et er der lidt nyhedsudsendelser (og bidder af film og serier), som lover mere kulde, meget mere kulde. Greeeeat!

Jeg er i råddent humør. Dejligt at se mine venner hér, men flertallet er efterladt derhjemme. Det er ikke verden, der beder om min tilstedeværelse, men mig der beder verden tage imod mig. Og jeg skal hele tiden arbejde på at holde hjertet åbent.

2 timer efter jeg skiftede fly i Newark, NY, blev lufthavnen lukket pga. en sikkerhedsbrist. En eller anden var smuttet ud gennem en exit, uden at gå igennem tolden. Det burde ikke kunne ske, men det skete. Og fokus er helt i top pga. bombeforsøget forleden. Køen gennem sikkerhedskontrollen i Newark var latterligt lang. I Danmark hvor det hed sig: Mød op 3 timer før afgang til USA pga. skærpet sikkerhed, var jeg igennem sikkerhedsslusen efter 10 minutter. Men USA er ikke det mest effektive land, og der er en følelse af uvilje og modstand i mange servicefunktioner: Folk virker ubegavede og uinteresserede. Ingen ro og selvsikkerhed som i tilsvarende funktioner hjemme. Man kan vel ikke direkte argumentere, at det handler om tryghed i ansættelsen i DK – at folk dér er beskyttede af fagforeninger og arbejdsregler og derfor bedre til at være sig selv? Men måske er det ikke selvmodsigende – måske er netop usikkerhed i ansættelsen plus den amerikanske høflighedstvang er med til at skabe aggressioner og utålmodighed med kunderne?

Har været ude med min veninde i dag for at købe en trådløs router, så hun endelig kan komme på med sin arbejdscomputer. En enorm mall er eneste mulighed for at købe noget på disse kanter, og har de det ikke, er der ingen fritliggende butikker nogen steder, som man kan komme til uden bil. Min veninde har ikke bil. I det hele taget er der meget her, som er umuligt uden en bil. Eller svært og tidkrævende i meget høj grad, fordi afstandene er så vanvittige. Som min veninde udtrykker det: Det tager 4 timers kørsel til min mor mod syd, og 4 timers kørsel til min søster mod nord, og det er alt sammen inden for den samme stat! Og dém er der 5o af!

300.000.000 mennesker. Tallet giver ingen mening, men afstandene og alle menneskene som bebor dem, som intet individ har mulighed for at kende, giver begrebet konsensus en anden betydning, og skaber – modvilligt – en smule forståelse for TV’ets centrale betydning for amerikaneren som repræsentativt forsamlingsrum. Men hold kæft hvor er det nævenyttigt i sin snagen i alt! Det er faktisk stort set ikke til at holde ud. 100 gange værre end TV i Danmark.

Ingen fotos endnu.