Litterært nulpunkt i hovedstolen

Ingen Knausgaard hér. Hovedstolen får være en synops i dag.

Share

 

Mit kæresteforhold er gået i stykker over noget tid. Godt og vel cirka siden det begyndte for 2 år siden. Det, man kalder “omstændigheder”. Vi er begge stædige.

Jeg har været meget tilbøjelig til at bebrejde hende for at være for pushy, ikke give mig rum nok, mase sig på med psykologiske forklaringer og misplaceret omsorg. Men kommer ofte i tvivl om jeg har ret i mine vurderinger – om det blot handler om, at jeg ikke kan gøre mine behov forståelige. Jeg kan ikke længere klart mærke, hvad jeg føler. Det er som at befinde mig inde i en boble og alle mine følelser føles af en avatar uden for boblen, som kun af og til har adgang til at aflevere sine indtryk til mig.

For noget tid siden fik jeg en idé, som jeg har skubbet foran mig, men nu skal det være: Jeg er gået i gang med at nedskrive alle vore sms’er  baglæns, tilbage mod forholdets undfangelse, begyndende med hendes del af korrespondencen.

Det er deprimerende. Hér er en kvinde, som elsker mig så meget, at hun vil gøre, hvad hun formår for at få mig til at se, at det er mit humør, som er ansvarlig for en stor del af mine negative følelser i forhold til hende og mit behov for at isolere mig. Hun bliver ved med at vende tilbage til fuseren – mig – for at se, om ikke der er noget at gøre. Hvilket er lige præcis dét, jeg har vendt mig imod. At jeg ikke kunne få lov at være i fred til at finde ud af, hvem pokker jeg er. Og hvad jeg behøver. Og hvad jeg vil være med til. For mig selv og i fred!

Jeg er den, der bakker – den undvigende – og hun er den, der skubber – den påtrængende. Mønsteret er klart – men fundamentet er interessen for den anden. Jeg kan dog ikke udholde at føle mig presset, når mit behov er at finde ud af noget om mig selv, og hun kan ikke udholde, at hun ikke kan gøre noget for at frelse sin mulighed for et forhold. Det er, som facebook beskriver det, kompliceret.

At indskrive sms’er i hånden, fordi min telefon er så gammel, at den ikke kan tømmes vha. et program, gør dog et eller andet ved mit hjerte. Vægten falder til hendes fordel i det her sisyfosarbejde på 3500 sms’er. Hun elsker og hun er positiv og forsøger at opretholde sit gode humør og ikke tage mine selvbeskyttende skub-væk personligt, og igennem alle sine sms’er ser hun ud til at være en helt almindelig kvinde med stærke følelsesmæssige ressourcer, der ikke tager et nej for et nej. Ikke præcis som jeg selv er kommet frem til, at hun er – gennem så længe at have følt, at jeg skulle forsvare mig mod hende.

Lige om straks går jeg i gang med at indtaste min andel af sms-samtalen. Jeg glæder mig ikke til det. Reelt sagt frygter jeg, hvad jeg finder. Og når jeg er færdig med dét, er det mail-tid. Kronologiske mails fra mig og fra hende, som de krydser og blander sig. Et forfærdeligt arbejde at se sig selv i øjnene på dén måde, men det skal ikke andet end at hjælpe mig med at blive mig selv: Et menneske, som ikke konstant føler behov for at forsvare mig. Som ikke går rundt og er spændt i maven hele tiden. Som kan udholde mere end et par timer i andre menneskers nærvær, selvom meget presser sig på, som jeg ikke tør dele med nogen anden end min terapeut.

Mobning, oversethed, barndomsisolation, voksensvigt, utryghed… hvordan jeg er blevet, som jeg er i dag, er ikke interessant. Hvordan jeg derimod håndterer mine følelser, som de kommer op, er det eneste relevante. Det eneste væsentlige. Jeg, som elsker mennesker, er ved at blive alene – fordi jeg har erkendt, at jeg ikke har grund til tillid til nogen eller noget, end ikke mig selv. Og hvad er der så?

(fortsættelse følger måske…)

Mr. Nobody (2009, film, SciFi)

Science Fiction, når det er bedst.
Hvor entropi rimer på filosofi.

Share

 

Hvad kan man som voksen tillade sig at lægge på skuldrene af et barn, et menneske som – set i lyset af et bestemt ideal – burde gives fri til at udforske verden selv?

Idealet er hér forestillingen om en barndom med stabilitet, balance, omsorg, kærlighed, samling, orden, hjem, tryghed som forudsætning for at vokse op og blive et rummeligt menneske med god aura og overskud til at forholde sig til andre mennesker.

I Mr. Nothing placeres en ubærelig byrde på skuldrene af ”barnet”, som flår tid og rum fra hinanden og skaber et multipelt univers med (psykisk) plads til modsatrettede konsekvenser af ikke at kunne vælge.

Som voksen ligger han for døden, 112 år gammel, som det sidste dødelige menneske i et samfund nu uden død (og sex). Som skaberen og bæreren af sin uløste konflikt er han uafvidende blevet til skaberen af et univers med flere tidslinier: Hans barneforelskelser får hver sin tidslinie – i én drukner han, i en anden rejser han til Mars, i en tredje…

Terapeuten, der presser ham til at huske, og journalisten, der stiller ukritisk øre til, er begge som psykisk immunforsvar i et menneskesind, der forsøger at udrede trådene, så organismen kan leve. Vi kender det fra vores samfund – at man skrifter, før man skal dø, så man møder skaberen ren – men hér skal det vise sig at gå på en noget anden måde.

Da han finder løsningen på det gamle dilemme, både angiver han columbusægget for, hvad et menneske gør, der stilles over for et umuligt valg, og hvordan universet ikke kan bestå, ikke findes, (for et menneske), som er evigt ubesluttet.

Livet, både det fysiske og det eksistentielle liv, er en vej, og hvis vejen ikke ses eller anerkendes, svarer det til, at det faktisk ikke findes. Man er blot en drøm i andre menneskers sind.

Eller… de er noget, man drømmer.

Mr. Nobody er en smuk fortælling om at leve. Og om at (finde og) være sig selv. Om at være gud i sit eget univers, og være menneske og hvordan man kan lykkes med det hele… 😀

Og så er Mr. Nobody det cinematografiske mest spektakulære billedorgie, jeg har set i… årevis!!

All Time Travel movies, 1896-2015

Time Travel is decent dream material that doesn’t steal or preach…
Because, why would you steal or preach, if you could travel in time?!

Share

As a temporary measure, the list has moved to

All Time Travel Movies from 1896 and on

Please update your links

(The reason is a fault in WP’s structure with very long blog-entries)

Time Travel, a vent for loss of control

Humans can do anything, they can think. Or they will change their thinking.

Share

 

THIS IS A WORK IN PROGRESS

* MOVIES INVOLVING TRAVELLING IN TIME by way of propulsion, magic, sleep, hypnotism, ”time machine”, worm holes, body hopping, ”sudden temporal phenomemen”, weather penomenen, reception of sent data from the future a.o.

Time Travelling expresses control over the progression of Time, oftenmost perceived as the image handed down by Marcus Aurelius: Water flowing towards the sea as a river that never repeats itself – in either direction it is at any given point different from adjoing points. To most people it feels natural to perceive time, ie. human life, with an ending and a beginning, the beginning being uncontrollably lost to us, but the ending, or the way to the ending, everything that is meant by the word ”control”: The open vista of opportunities and possibilities, of which we will try to ensure a handfull of those most interesting to us and most needed for survival. And when we succeed in our endeavours, we are in control. When we do not succeed, we have lost control.

Time Travel is a vent for loss of control: Læs videre “Time Travel, a vent for loss of control”