Her til morgen døde min morfar for to år siden. Eller er det først om to år? Hvis dette var en litterær tekst, kunne man fortsætte ad samme spor. Lade tankerne og sanserne berøre de emotionelle efterladenskaber, der udgør rammen om et menneske i sorg. Ikke gå ind på dødelighedens præmisser, men snarere skrive sig ud af tanken om døden som noget særligt at hæfte sig ved, noget der overgår alle – og undgå ordet “enhver” – forblive i det rum, som er de levendes rum og udtrykke livet og livets nødvendighed som en trøst til de levende, der har døde bag sig og foran sig og selv skal herfra, når det sker.
Det er således ikke nødvendigt. Dette ikke er en litterær tekst. Det er et stykke dagbog, poetisk formet, og ret ligeglad med læseren og læserens litterære præferencer. Teksten ejer sig selv. Den vil sige farvel. Den vil slippe for mere sorg. Den vil videre. Den vil vokse til noget, der er større end dét, der er savnet og efterladt. Og det er nemt nok. Den skal bare stoppe hér.
Teksten.
