washington, Peru, Kbh 6

Share

Haiti. Jordskælvskatastrofe på TV. Fokus, der går dén vej en tid. Bunker af døde kroppe i solen. En mand, der går rundt i kroppene, måske i forsøg på at finde venner eller familie. Mennesker overalt på gaderne med en taskefuld ejendele. Drivende rundt mellem hinanden. Sammenfaldne huse på alle billeder i gadehøjde. Intakte huse her og der set fra helikopteren, men billedet klipper konsekvent til overfrekvens af sammenfaldne huse. Det er katastrofen, vi skal se. Jeg donerede $35 til Læger Uden Grænser – det er også dem, jeg har påtænkt i min sidste vilje. Verdens skadestue.
Og her sidder jeg og spekulerer på, hvad jeg skal skrive. Hvad jeg skal tage mig til. Jeg kan ikke andet end se og mærke og forsøge at sætte ord på. Generalisere og påpege specifikt.
Haiti. Bliver husene nogen sinde genopbygget, bliver de døde begravet eller skovlet i massegrave? Vil nogen forinden bruge kræfter på at identificere dem eller indsamle DNA til gavn for de efterladte, eller er det ligegyldigt, fordi de alle er fattige? Er det bare de levende, der skal fokuseres på? Mad og vand, intet andet? Det er lidt over to døgn siden, Port au Prince kollapsede. Der er ikke mange varme følelser rettet mod Haiti. Det er nu, verdens mennesker kan vise, hvad de er i stand til. Træde ud af bokseringen for en tid.
Hvad ser han, ham der går blandt de døde? Ser han de knuste kroppe og blodet? Måske han leder efter ét særligt menneske. Og kan kun glædes – over ikke at finde den, han savner? Jeg ser ikke deres skader. Jeg ser, at de ganske kort forinden var levede som dig og mig og nu er lyset slukket i dem, de er ikke længere som os. De er døde. Uforståeligt ikke her længere. Og når de er døde, betyder de ikke noget. Respekt for deres minder, hvis nogen husker noget at respektere, men de er væk og kommer aldrig igen!
Hvad tænker han på, mens han søger? Han vil nok aldrig glemme denne dag, disse dage, men han er ung og har længe til at skabe ny familie, nye venner. Men det er mig, der tænker sådan for ham. Hvad tænker han? Om at være i live?

Procesbeskrivelse

Share

jeg har lige fået den idé i dag, at jeg vil beskrive processen med at skrive den roman, jeg er i færd med at skrive. Har fået min kæreste til at sende mig alle de udgaver af den, som jeg har sendt til hendes arbejde – så jeg kan komme i tanke om de ting jeg tænke, og følte, og havde oplevet, som foranledigede forandringer i teksten og bragte den videre.

Det har været en sej måned. Kæresten er blevet opereret. Og jeg har stort set ikke skrevet en linie, som ikke var mails. Men i dag kom der endelig hul på bylden igen. 4 sider blev det til. Og så ideen med at skrive en art poetik, baseret på en processbeskrivelse. Jeg ÆLSKER jo processen – ofte mere end produktet.

Pt. står alle mine biokurver i top samtidig – der har skabt nogle søvnløse nætter, og døgn, der pludselig blev 27-28 timer lange. Om en uge ca. går de alle ned samtidig. Det skal nok blive sjovt – så kan jeg vist skyde en hvid pind efter de høje ambitioner om at skrive hver dag. Men jeg skal nok få skrevet – det varer ikke længe før socialkontoret kommer efter mig. Og jeg skulle gerne nå så langt som overhovedet muligt. 1 side om dagen gange 25 dage er 25 sider, 2 sider om dagen gange 25 dage er 50 sider, 3 sider om dagen gange 50 dage er 150 sider. 10 sider om dagen gange 100 dage… nå ja… den monomane megaloman slår til igen.