Skyline (science fiction, 2010)

Kærligheden SKAL og MÅ sejre

 

Glem alle de dårlige anmeldelser, du har læst om Skyline. Anmelderne har ikke fattet det.

Vi ved fra undervandsudsendelser om dybhav, at dyr kan antage de mærkeligste former, hvis deres habitat ikke udsættes for nogen særlig aggressiv evolution. De finder en sameksistens, nicher, som tilsyneladende kun har det til fælles i udseende, at de får ilt via gæller og lever 10 km under overfladen. På jordoverfladen har menneskene tillige, trods stor aggression og intolerence over for diversitet, opnået et vist mål af sameksistens med klodens andre skabninger.

Det samme er ikke tilfældet for de aliens, der pludselig uden varsel invaderer jorden. Tværtimod okkuperer de den øverste niche og underlægger sig alle de andre uden hensyn. Og her menes virkelig Uden Hensyn!

De har et evolutionært talent, de har fintunet til perfektion: Kropslyset, de skinner på en livsform, påvirker offerets hjerne til at opfatte lyset som inderligt smukt og dragende. Og VUPTI er offeret væk, hjernen genanvendt, og alle erindringer i bogstaveligste forstand deponeret i den fremmedes baghjerne.

Det går hårdt ud over Los Angelses, USA, men historiens genfortællere er borte, så vi ved intet om resten af verden – de velkendte nyhedsoplæseres stole er tomme på de stationer, der stadig sender. Man må formode, at de har ladet lokke sig ind i lyset. (Selvfølgelig).

Vore helte og heltinder, snart kun en af hver, kæmper for livet i én lang strøm af trusler fra disse abnorme livsformer, som betragter jordens mennesker som føde og informationer og i uafvendelig adrenalinrush jagter enhver, der bevæger sig, på samme måde som vi ville trampe gennem kornet, hvis vi blev sure på musene, der samlede vinterforråd.

Tramp Tramp Tramp!

Modningen af vore hovedpersoner, for det er dét, det handler om, foregår med lynets hast: Vi taler stort set realtid hér: Af og til i livet er der ikke plads til at tvivle; man må handle på de krav, livet stiller én og tage imod eller afvise, dét man blive budt – så man kan komme videre med at overleve.

Sådan hér! Der Er Ingen Nåde!

Heller ikke til sidst. Selv ikke i bekræftelsen af den menneskelige kærlighed som det ypperligste at kæmpe for, der trancenderer menneskekroppen i den mest yderliggående fremvisning af empati og egoistisk forsvar.

Jo, som postulat. Som stort, stort postulat: Kærligheden SKAL og MÅ sejre. Når alt kommer til alt, er der intet andet af nogen værdi – ikke penge, ikke den gode lejlighed (med den gode udsigt til invasionen), ikke den frie sex, ikke den fede bil, den læke babehustru, anerkendelsen, poolen, alt det som er så selvfølgeligt i et stabilt, trygt samfund, at det – da det kommer til stykket og der virkelig bliver banket på døren – skal forsvares af en lille bitte ærteskyder med 9 skud.

Skal man være flink og ikke antage, at det er en samfundsparanoid psykopatfilm, der frygter terror og alt, der ikke er amerikansk? Ja, det behøver man ikke være så flink for. Den er helt i orden. Og slutningen er 100 bedre end man kunne have håbet.

7.7/10

imdb 4.5

Historierne er for de levende.

Fandens, når nogen skriver det, man selv arbejder på!
Men så er det nok heller ikke værre.

 

Kender du det: Din gode idé eller måske tilmed din halvt udførte idé må du pludselig se overhalet indenom: Nogen har skrevet historien, du har barslet med, og pludselig er det ikke længere nødvendigt at arbejde videre på den: Hvad gør man så: Man redefinerer sig selv.

I følge en amerikansk udgivelse fra 40’erne er det kun muligt at skrive 34 forskellige historier – det er klassiske fortællinger om dannelse, tab, gevinst, vækst, forandring, fortabelse osv., som trods moderne forklædning i cyberham og med lommerne fulde af digitalt mudder næppe ville bliver hveren færre eller flere i antal i dag.

Man redefinerer sig selv, når verden løber med ens historie. Selvmord eller varig gemsel i bjørnekostume i de karpatiske alper er naturligvis en mulighed, der kunne bibringe wikipediaindlægget en smule farve, men så heller ikke mere. Historierne er for de levende. Også dem, der ikke er skrevet endnu.

Kenneth Krabat, 30.1. 2011

ego ego ego

Egoet er ikke den slemme satan, alle gør det til. Betragt det som en ven, og det vil hjælpe dig til mere glæde.

Egoet.

Den her mystiske størrelse, der ikke rigtig bor nogen steder, men alligevel beskyldes for de værste asociale handlinger, omtales og behandles som et mentalt handicappet barn eller en hyperaktiv mobbeterrorist fra skolegården, skældes ud for at være for aktiv eller for stor, anklages for at være en frygtoppisker, og af modstandere forsøges bekæmpet med årelang terapi, øvelser, filosofiske omprogrammeringer, mnemotekniske remser, åndedrætsøvelser, meditation og meget andet, mens den stort set ikke har nogen tilhængere. Hvis jeg var ego, ville jeg heller ikke være glad (se Anton hér ude til siden…)

Men er det nu også tilfældet? Er egoet ikke glad?

I dag (2010) regner man egoet for hjemhørende i hjernen, i en række neurale baner, skabt og vedligeholdt af oplevelser og erfaringer gjort i vore tidligste år. Disse overlevelsesmønstre er ret dominerende i de fleste menneskers handlemønstre, men da de er grundlagt i en tid, før man blev i stand til at rationalisere sig ud af øjeblikkets frygt, kan man med god grund kalde egoet for vores “unge væbner”.

Når vi oplever et eller andet, som mønstergenkendes af vores unge væbner, vil vi blive søgt hjulpet som om vi er lige så gamle som vores hjælper. Dvs. mekanismer for afværgelse af farer og erhvervelse af fordele, som ikke nødvendigvis gør sig i det gode selskab, hvor respekt for impulskontrol og frygt, også kaldet “modenhed”, er alfa og omega. Ego’s typiske facon er ret “ung”.

Hvis man lærer at genkende træk ved sin egen adfærd, som modarbejder hvad man ønsker sig, kan man over tid justere sin adfærd. Det er typisk, hvad folk gør, der arbejder med at blive mere glade for livet, glade for sig selv – de arbejder dels på at genkende de impulser, som vores unge væbner vil have os til at udleve som reaktion på noget, vi oplever, og dels på at underkende egoets handlingsidéer, hvor det enten ikke er passende for andres (positive) opfattelse af os selv eller ret beset destruktiv i forhold til omgivelsernes behov og nødvendighed.

Så, er egoet glad? Ja, lidt. Når det får lov at køre igennem som et 5-årigt barn på en traktor. Men et 5-årigt barn tænker ikke på retningen – kun på at køre traktor – og det er ikke altid, der er brug for et nyt, stort hul i hækken.

Den modne del af personen, det tempererede sind og en hjerne med sociale erfaringer nedlagt i neurale baner, vil med tiden lære kun at lytte til egoet, når den kraft, som egoet repræsenterer i form af Psykisk Overbevisning om Nødvendigheden af Overlevelse! er strengt nødvendig – det kan være for at vinde et argument, standse en persons psykiske eller fysiske fremmarchs, eller kæmpe for sin plads i verden med primalenergi.

Vores verden er stadig meget ego-aggressiv, men det er aldrig for sent selv at lave nye neurale baner i hjernen som modvægt til egoets begrænsede budskab – ved at blive mere bevidst om vores ego, mister vi jo ikke kraften! Og der er næppe nogen tvivl om, at der er mere latent glæde i at kunne besinde sig og finde ro, selv når andre er agressive, end der er i at fare op som en bulldog hvert andet sekund, og konstant sørge for sine egne behov, før man tilgodeser andres.

Egoet er ikke farligt. Slet ikke. Det er vores Unge Væbner, som vi skal være god ved. Men når vi vokser og bliver ældre end vores unge ego, bør vi tage hånd om det, som vi tager hånd om de stærkeste, vildeste, mest impulsive af vore børn: Passe på det, så det ikke kommer til skade – fordi det i dén proces nemt kan skade os med sin ungdommelige mangel på overblik og indføling. Men lytte til det, som man lytter til enhver rådgiver, fordi det taler om noget det ved noget om.

Bliv voksenven med dit ego. Vi har alle godt af det.