ego ego ego

Egoet er ikke den slemme satan, alle gør det til. Betragt det som en ven, og det vil hjælpe dig til mere glæde.

Egoet.

Den her mystiske størrelse, der ikke rigtig bor nogen steder, men alligevel beskyldes for de værste asociale handlinger, omtales og behandles som et mentalt handicappet barn eller en hyperaktiv mobbeterrorist fra skolegården, skældes ud for at være for aktiv eller for stor, anklages for at være en frygtoppisker, og af modstandere forsøges bekæmpet med årelang terapi, øvelser, filosofiske omprogrammeringer, mnemotekniske remser, åndedrætsøvelser, meditation og meget andet, mens den stort set ikke har nogen tilhængere. Hvis jeg var ego, ville jeg heller ikke være glad (se Anton hér ude til siden…)

Men er det nu også tilfældet? Er egoet ikke glad?

I dag (2010) regner man egoet for hjemhørende i hjernen, i en række neurale baner, skabt og vedligeholdt af oplevelser og erfaringer gjort i vore tidligste år. Disse overlevelsesmønstre er ret dominerende i de fleste menneskers handlemønstre, men da de er grundlagt i en tid, før man blev i stand til at rationalisere sig ud af øjeblikkets frygt, kan man med god grund kalde egoet for vores “unge væbner”.

Når vi oplever et eller andet, som mønstergenkendes af vores unge væbner, vil vi blive søgt hjulpet som om vi er lige så gamle som vores hjælper. Dvs. mekanismer for afværgelse af farer og erhvervelse af fordele, som ikke nødvendigvis gør sig i det gode selskab, hvor respekt for impulskontrol og frygt, også kaldet “modenhed”, er alfa og omega. Ego’s typiske facon er ret “ung”.

Hvis man lærer at genkende træk ved sin egen adfærd, som modarbejder hvad man ønsker sig, kan man over tid justere sin adfærd. Det er typisk, hvad folk gør, der arbejder med at blive mere glade for livet, glade for sig selv – de arbejder dels på at genkende de impulser, som vores unge væbner vil have os til at udleve som reaktion på noget, vi oplever, og dels på at underkende egoets handlingsidéer, hvor det enten ikke er passende for andres (positive) opfattelse af os selv eller ret beset destruktiv i forhold til omgivelsernes behov og nødvendighed.

Så, er egoet glad? Ja, lidt. Når det får lov at køre igennem som et 5-årigt barn på en traktor. Men et 5-årigt barn tænker ikke på retningen – kun på at køre traktor – og det er ikke altid, der er brug for et nyt, stort hul i hækken.

Den modne del af personen, det tempererede sind og en hjerne med sociale erfaringer nedlagt i neurale baner, vil med tiden lære kun at lytte til egoet, når den kraft, som egoet repræsenterer i form af Psykisk Overbevisning om Nødvendigheden af Overlevelse! er strengt nødvendig – det kan være for at vinde et argument, standse en persons psykiske eller fysiske fremmarchs, eller kæmpe for sin plads i verden med primalenergi.

Vores verden er stadig meget ego-aggressiv, men det er aldrig for sent selv at lave nye neurale baner i hjernen som modvægt til egoets begrænsede budskab – ved at blive mere bevidst om vores ego, mister vi jo ikke kraften! Og der er næppe nogen tvivl om, at der er mere latent glæde i at kunne besinde sig og finde ro, selv når andre er agressive, end der er i at fare op som en bulldog hvert andet sekund, og konstant sørge for sine egne behov, før man tilgodeser andres.

Egoet er ikke farligt. Slet ikke. Det er vores Unge Væbner, som vi skal være god ved. Men når vi vokser og bliver ældre end vores unge ego, bør vi tage hånd om det, som vi tager hånd om de stærkeste, vildeste, mest impulsive af vore børn: Passe på det, så det ikke kommer til skade – fordi det i dén proces nemt kan skade os med sin ungdommelige mangel på overblik og indføling. Men lytte til det, som man lytter til enhver rådgiver, fordi det taler om noget det ved noget om.

Bliv voksenven med dit ego. Vi har alle godt af det.

erkangørvil=1x=2x>

Min ven og jeg havde samtalt om mit digt, der opsummerer min øjeblikkelige eksistentielle forståelse + relation til, og sammenhæng med, omgivelserne

jeg er
jeg kan
jeg gør
jeg vil
er ét

er VI

På vej hjem fra besøget kom en tanke… (og blev straks søgt puffet fra truget af en anden tanke: “Hvorfor hele tiden kæmpe? Det er ikke, ikke ideelt, ikke nødvendigt, ikke ønskværdigt, ikke godt…!”) :

Jeg forstår ikke mit evige besvær med at forklare denne grundforståelse, som digtet beskriver, til andre menneske på en måde, hvor de helt naturligt “køber det” – og kan især ikke forklare “og hvad så?”, hvis de faktisk forstår. Det er så indlysende for mig selv, at vi ikke er herrer over noget, end ikke vores egen skæbne – at vi er re-aktive, evigt re-aktive, og aldrig pro-aktive, aldrig den der begynder noget, fordi der ikke er noget, der begynder – andet end i en begrænset menneskelig bevidsthed, der må se hver dag som en fødsel og understøttes héri af mange, mange andre, som også ser solen stå op og verden og de selv blive til på ny.”

Men ja, “og hvad så?!”

Jeg er derfor nødt til at afholde mig fra at komme med bud på, hvad andre kan bruge dén forståelse til,

  • at det, de gør, svarer til dét og dén, de er,
  • at det, de kan, svarer til dét, de gør,
  • at det, de gør, svarer til det, de vil
  • osv.

De fleste har øjensynlig ikke noget større behov for at betragte “fri vilje”, “tanker som bevidst handlen”, “jeg ved” mv., som illusioner, eller snarere, de behøver at tro, at de “selv bestemmer”. Fint nok. I sig selv kan det være svært nok at skulle aflive tanken om fri vilje, og som bonuskonsekvens så at blive budt et tomrum så tomt, at man kan lugte det, bare man får tanken om dets eksistens…

Samtidig ligger illusionerne så dybt forankret  i vores sprogbrug, at illusionsbrud afføder en alternativlingo, som kun giver mening for et fåtal, og ja, hvorfor skulle man egentlig aflive et tros- og virkelighedsgrundlag, uden samtidig at have noget (bedre) at sætte i stedet? Set ude af kontekst forekommer det også helt tosset.

For mig er der bare ingen anden vej. Måske er det mod afgrunden, måske mod bjergets fod, det er ikke til at se. Måske er det bare til en iskiosk på højsletten, hvor hun skraber mig en ekstra kugle, fordi vi begge er nærværende, uden at smilene hverken bygger kø eller fremmer ekspeditionen.

Det ville være rart, oven på sådan en lang tur.

Friheden til at være sig og blive sig.

Kunst handler ikke om at udtrykke sig selv, men at ændre sig selv. (John Cage). Héri ligger friheden til at være sig og blive sig.

Kunst handler ikke om at udtrykke sig selv, men at ændre sig selv. (John Cage)

Dette citat er grundlæggende, hvad jeg har ledt efter: Tilladelsen til ikke at føle ansvarlighed for JER i min egen komme-på-plads-og-i-orden… så-godt-det-nu-lader-sig-gøre.

Det har svinget begge veje gennem de 25 år, jeg har udgivet,

  • fra fuck-jer-skrid!-jeg-gør-hvad-jeg-vil,
  • over det skal bare være helt perfekt og indlysende dygtigt, fordi alle vil måle og veje mig til fordømmelse hvis ikke…
  • til total lammelse pga. overdreven følelse af ansvarlighed og frygt for unødigt at bidrage med mere aggression og forvirring til en verden, som ikke behøver MERE kaos.

Den vedvarende kamp er at slippe for følelsen af, at jeg forandrer Hele Verden negativt ved at udtrykke mig negativt. Og omvendt – åh, rædsel… Ikke nødvendigvis forandrer Hele Verden positivt ved at være positiv…

Det, det har været svært at forstå, er Verden Derude vs. Verden Herinde. Verden i Sig Selv, vs. Verden som den Opleves og Fortolkes. Jeg tror på, at Verden i Sig Selv findes – den kan ses af veluddannede og af intuitive som Hullet eller Tomrummet i midten af alle indikationer om dens eksistens. Og hvis det ikke giver mening, så forstår du hvorfor jeg har givet slip på at påvirke dén.

Verden er MIN Verden. Hele Verden ér MIT Humør. Forandres mit humør, forandrer verden karakter. Hvis jeg dyrker alle de måder, der giver mig glæde – dvs. ikke ved at gå rundt og fake at være glad – bliver Verden gladere. Den her Verden, Min Verden. Det vil utvivlsomt smitte af på Verden i Sig selv; jeg har bare opgivet enhver kontrol, hvad dét angår.

DIGT: til igår

til igår

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

basalt set har jeg
ingen viden om
hvem jeg var som ikke
anytime kan overgås
af en mere logisk
pænt poleret
fabrikation

eksemplerne er mange
jeg kan til og med digte
om fabrikationen så
det næsten lyder rigtigt
at det var sådan
men jeg har
basalt set og sandt
næsten intet kendskab
til i går