Hvil i mit hjerte.

Her til morgen døde min morfar for to år siden. Eller er det først om to år? Hvis dette var en litterær tekst, kunne man fortsætte ad samme spor. Lade tankerne og sanserne berøre de emotionelle efterladenskaber, der udgør rammen om et menneske i sorg. Ikke gå ind på dødelighedens præmisser, men snarere skrive sig ud af tanken om døden som noget særligt at hæfte sig ved, noget der overgår alle – og undgå ordet “enhver” – forblive i det rum, som er de levendes rum og udtrykke livet og livets nødvendighed som en trøst til de levende, der har døde bag sig og foran sig og selv skal herfra, når det sker.

Det er således ikke nødvendigt. Dette ikke er en litterær tekst. Det er et stykke dagbog, poetisk formet, og ret ligeglad med læseren og læserens litterære præferencer. Teksten ejer sig selv. Den vil sige farvel. Den vil slippe for mere sorg. Den vil videre. Den vil vokse til noget, der er større end dét, der er savnet og efterladt. Og det er nemt nok. Den skal bare stoppe hér.

Teksten.

1 uge uden internet

Jeg var på sommerhøjskole i Tyskland, og internettet fungerede ikke. Min trang til at vende tilbage til Facebook hér ved hjemkomsten er Nul. Jeg føler det nærmest som en pligt. Blot en enkelt uges afstand får mig til at føle, at intet er sket og at snakken på Bogen er unødvendig for overlevelsen. Og at ingen vil savne mig, hvis jeg ikke var der. Måske ikke sandt, men tæt på. De levende går videre.