DRs nedlægning 5 – Hvem er Jesper Klein?!

Mens jeg med mit lille digitalkamera filmede den strømmende demo mod nedskæringerne i DR, overhørte jeg en yngre forbipasserende mandlig cyklist sige ind i mobilen – åbenbart som forklaring på larmen omkring sig: Nåe, det er bare 65-segmentet i demo.

Det stødte mig.

Ikke fordi jeg ikke ønsker at blive associeret med mennesker 20 år ældre end jeg selv, men fordi jeg i ét nu oplevede hans smarthånlige bemærkning præcis udtrykke den manglende evne til at se andet end det programmerede billede, der ikke blot er udbredt i Danmark, men som gamle HCA i sin historie om kejseren for 200 år siden allerede så som universelt: Læs videre “DRs nedlægning 5 – Hvem er Jesper Klein?!”

DR’s nedlægning 1

Når du køber tomater, køber du altid dem, der er helt smattede og ikke holder længere end 10 minutter. Ikke? Og når du indgår et parforhold, vælger du bevidst en partner, der er utiltalende, løgnagtig, utro og aldrig nærværende. Ikke? Og hvad som helst du beskæftiger dig med er altid det mest kedelige, uinspirerende, tomme, åndsforladte, du kan finde. Ikke? Og i næste uge skal du ind og have lavet din årlige lobotomi, bare for at være på den sikre side. Ikke?

Ikke nikke nej, vel!?

Skal dårlig forvaltning og en ultra-højredrejende regering have lov til at lukke munden på alle i DRs radio, som har en selvstændig mening, mener noget med det de gør, tør forfølge historier ingen andre gør, tør risikere at være kedelige for at komme i dybden, og informerer fra HELE Danmark og ALLE steder i verden, snarere end blot fra Københavns pop-overgrund og politisk sanktionerede demokratier?

Vi bliver alle sammen fattigere for hvert et kulturprogram, der forsvinder fra DRs radio. På alle måder. Man kan ikke, efter at have klippet den historiske tråd, uden videre tage den op igen og spinde videre – ikke bare vente til de politiske vinde skifter – ikke bare håbe, at det går væk af sig selv. Undertrykkelse går ikke væk af sig selv.

SKRIV UNDER på en fredning af DRs radio – og kan du gøre mere end det, skrive og debattere, begræde, harme! på din egen blog eller i læserbreve, så gør dét! Men GØR noget:

Sig nej til ødelæggelsen af danskernes Daglige Realitet – vi har intet andet medie, som på samme måde forbinder os alle sammen. Tænk over dét: Intet andet fællesmedie, som taler til os alle, uden at tale ned! Uden reklamer! Danmark, Døgnet Rundt!

Film: The Secret Life of Words (2005)

Drama

En lille film, der aldrig ville kunne yde sit store underliggende emne retfærdighed, og lykkeligvis heller ikke forsøger på det. En lille flig af rædslerne, mennesker påføres, får vi. Et lillebitte hjørne for beskueren muligvis at fatte bare en anelse af, hvordan det er at have overlevet tortur.

imdb

Synopsis: Josef bliver svært forbrændt på en olieboreplatform og er tvunget til at blive der, indtil forsikringsspørgsmålet falder på plads. Hanna, der er blevet tvunget på ferie af sin arbejdsplads, fordi kolleger og fagforening klager over hendes punktlighed, lader sig hyre til at være sygeplejerske for ham. Han kan ikke se som følge af ulykken. Hun kan ikke udtrykke sine følelser. I tiden på boreplatformen nærmer de sig hinanden.

Måske de fleste ville opleve, at filmen skal få os til at tænke, at der er håb for enhver, som er kommet til skade i livet. Men jeg oplever den som en 120 minutters pakke, der kun sigter på at give Hanna en platform, hvorfra hun kan fortælle sin historie fra krigen.

Denne historie har samme effekt på mig som de eminente fortællere fra snart hedengangne DR: Ved blot at lytte, danner vi vore egne billeder. Inde i vore hoveder ser vi fortællingen udspille sig uden samtidig at føle skyld over ikke at kunne gøre noget ved grusomhederne. Som det ofte er tilfældet med TV, hvor vi må lukke af for det hele, fordi billedsiden får os til at føle det ske lige uden for vore vinduer, for så først med TV’et slukket at kunne sortere og finde os selv (hvis vi når det, inden vi har set en fiktionsfilm med 10 mord på 70 minutter).

Hannas fortælling bliver “vores egen” fortælling, vore egne billeder, vore egne grænser, og ved at være givet tilladelsen gennem den orale overlevering til at fylde os selv ind i det skete i vores egen hastighed og med vores egne evner for medfølelse, forbliver vi stærke i vores egen hverdag og virkelighed. Som er det eneste sted fred kan udspringe fra.

Dét alene gør tiden vel brugt. Om så disse billeder går tabt i strømmen af nye forestillinger, vil de for evigt have været vore egne. Det er det eneste, vi kan reagere på. Med omfanget af vores personlige evne til at gøre verden virkelig for os selv.

Filmen er dedikeret Inge Genefke fra Rehabiliterings- og Forskningscenteret for Torturofre. Hér spillet ikke så overbevisende af Julie Christie (“Kopenhaaagen”) – jeg har nemlig selv mødt damen og hun er sej!

Tim Robbins spiller Josef og canadiske Sarah Polley er Hanna – hold øje med hende; hun er dygtig.