Politikenspørgeskema: Forfattere om kulturmidlerne

Ved Politiken selv, om de mener “skøn-” eller “fagforfattere”? Kan de kende forskel? Betyder det noget for dem?

Share

 

UPDATE 14.12.2011: Det viser sig nu, at spørgsmålene er udformet i samarbejde med de to forfatterforeninger. Hvis der var andre steder at få kurser, ville jeg melde mig ud. Det her er ren befamling – mikrofonholderi – og dybt, dybt problematisk, at forfatternes egne organisationer opfatter deres medlemmer på denne måde. Ét er, at det ville være rart, at flere forfattere kunne få råd til at arbejde, men ikke på denne måde…!


Der kom en email:

Kære forfatter.

Dagbladet Politiken vil gerne afdække forfatteres arbejdsforhold og livsvilkår i Danmark – herunder hvor hensigtsmæssigt kunststøttesystemet fungerer for forfattere.

Derfor beder vi skønlitterære forfattere og lyrikere om at udfylde et spørgeskema, der skal bruges som basis for artikler i avisen.

Spørgsmålene er baseret på emner og problemer i faget, som har været debatteret inden for de sidste måneder i medierne.

Vi vil bede dig udfylde skemaet inden tirsdag 13. december – og håber at mange vil svare, så undersøgelsen bliver så dækkende som muligt.

Det skal understreges, at vi naturligvis garanterer dig anonymitet ved deltagelse i rundspørgen.

Hvis du ønsker det, har du dog mulighed for selv at skrive navn og telefonnummer på besvarelsen til sidst i spørgeskemaet. Så kan Politiken eventuelt kontakte dig for yderligere uddybning.

Du har også mulighed for at uddybe de enkelte svar. Samtidig vil vi gøre opmærksom på, at eventuelle kommentarer, du skriver undervejs i din besvarelse, kan blive anvendt i anonymiseret form i avisen.

Har du problemer med spørgeskemaet er du meget velkommen til at kontakte researchchef Gitte Rønberg på telefon 3347 2541, eller researcher Lise Lotte Nedergaard på telefon 3347 2805.

På forhånd takker vi for hjælpen!

Med venlig hilsen
Dagbladet Politiken

Spørgeskemaet:

Forfattere om arbejdsforhold og livsvilkår

Et par praktiske detaljer om at udfylde skemaet:

Selve besvarelsen foregår ved at klikke på den hvide cirkel ved det svar, du ønsker at afgive. Dine svar bliver gemt undervejs, når du skifter side ved hjælp af knappen ‘Næste’ nederst på siden.

Du har mulighed for at udskrive spørgsmålene, før du svarer, ved at klikke på printikonet nederst på siden her.

Rundspørgen er først afsluttet, når du på sidste side har klikket på knappen ‘Afslut’.

På forhånd tak for din deltagelse.

Venlig hilsen
Politiken



Hvad er dit køn?


Hvad er din alder?


Hvilket år debuterede du som lyriker/skønlitterær forfatter?
1985


Hvilken boligform har du?


Hvilken type bolig bor du i?


Hvor meget vurderer du, at du samlet modtog sidste år i bibliotekspenge, legater fra Statens Kunstråd, Statens Kunstfond samt andre offentlige ordninger? (Brug evt. www.litteraturtilskud.dk)
Uddyb evt. her:


Har du anden arbejdsindkomst ved siden af dit forfatterarbejde – med forfatterarbejde menes også foredrag og oplæsning?
Uddyb evt. her:


Har du inden for det seneste år modtaget offentlig understøttelse i perioder uden indtægt?[Det er muligt at sætte kryds i flere felter]
Uddyb evt. her:


Har du personligt oplevet et eller flere af følgende fænomener i forbindelse med dit arbejde som forfatter?[Det er muligt at sætte kryds i flere felter]
Uddyb evt. her: Jeg publicerer mine svar og jeg bliver edder rasende, hvis disse svar bliver brugt til at definere, at forfattere drikker for meget, er depressive og ikke formår at forlige erhverv og privatliv. Stil det samme spørgsmål til alle andre mennesker. Frem for at lave en indbygget overskrifts-generator: “Forfattere siger det selv: Vi er fordrukne og depressive!”


I hvilken grad vurderer du, at følgende fænomener er udbredt blandt forfattere?
I meget høj grad I høj grad Hverken-eller I lille grad I meget lille grad Ved ikke
Præstationsangst X
Depression X
Misbrug af alkohol X
Skilsmisse / parforholdskrise på grund af jobbet X
Økonomisk usikkerhed X
Uddyb gerne her: Nu spørger I til skønlitterære forfattere – vis a vis tidligere angivelse af debutår som skønlitterær forfatter – men her spørger I om forfattere generelt. Dvs. også fagforfattere. Ved I selv, hvad I spørger om?


Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn:
“Forfatterfaget er så økonomisk usikkert, at jeg har overvejet helt at droppe tilværelsen som forfatter”
Uddyb evt. her: Jeg er ikke forfatter, fordi jeg ønsker en metier, jeg kan leve af. Jeg skriver, fordi jeg behøver at skrive, og dét gør mig til forfatter. Om jeg formår at skabe en levevej, eller af livets omstændigheder pinedød MÅ bruge mine vågne timer på at tjene penge, og det ikke kan være på skrift, afhænger af de mennesker og forlag, der støtter mig, eller ikke, samt min egen evne til at sælge mit værk til omverden, samt talent, samt behov i samtidien, og en stor portion held (eller ikke).faglitterære forfattere har ofte fast arbejde, og skriver ifb. med arb eller som forlængelse ind i fritiden. Skønlitterære skriver og venter på penge. Skriver og venter. Det er først, når successen melder sig, at det vender: Man betales for den forrige og den fremtidige og skriver…
Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn?:
“Forfatterfaget er så hårdt følelsesmæssigt, at jeg har overvejet helt at droppe tilværelsen som forfatter”
Uddyb evt. her: At lide med følelsen af mindreværd er for mig en del af dét at blive klar over, hvad mit sprog er, og hvad der betyder noget, og dermed en væsentlig del af mit indhold og motiver i teksten.


Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn?
“Lægges bibliotekspengene sammen med støtten fra Statens Kunstråd og Statens Kunstfond, så er statens midler generelt pænt fordelt blandt forfatterne”
Uddyb evt. her: Absolut uenig. Men hvordan ellers fordele midlerne? En skønlitterær forfatter, som ikke er kendt af nogen – skal vedkommende støttes af kulturmidlerne? Skal den skønlitterære forfatter, som i forvejen tjener godt støttes af kulturmidlerne? Skal samfundet støtte kulturen eller lønne forfatterne, eller belønne nødvendige kunstnere i tiden? Og hvor lang er tiden – 10 år, 15 år, 25 år, eller længere?


Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn?
“Statens midler til dansk litteratur er fordelt, så den gavner dansk litteratur på bedst mulig måde”
Uddyb evt. her: Absolut uenig. Kulturmidlerne fordeles i stadigt større puljer, til færre og færre kunstnere, herunder forfatterne. Det skaber ikke engang elite – det skaber bare rigere kunstnere. Er rigere kunstnere bedre kunstnere? Alle kunstnere jeg kender behøver én ting: Mere tid til at arbejde. Ikke i nær samme grad Løn for udført arbejde. Spørg selv. Selvom mange nok gerne ville svare det sidste af politiske årsager.


Sidste år fik 902 forfattere mindst 50.000 kroner samlet set fra biblioteksafgiften og Statens Kunstfond eller Kunstråd.Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn? “Støtten bør omfordeles, så flere forfattere får en minimumsstøtte på 50.000 kr. årligt”
Uddyb evt. her: Det er et vildledende spørgsmål: I siger, at “902 forfatteres samlede støttemidler i gennemsnit er 50.000 til hver”. Men det er jo ikke tilfældet! Støttemidler bør være skattefrie. Grundfradraget bør sættes i vejret for mennesker, som FRIVILLIGT ønsker at leve for ikke særlig mange penge.


Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn?: “Der skal være loft over, hvor meget en forfatter i alt kan modtage fra biblioteksafgiften og Statens Kunstfond eller Kunstråd”
Uddyb evt. her: Hvis en skønlitterær forfatter er god til at tjene penge, hvilket ikke alene har med skrivetalent at gøre, hvorfor skal så samfundet i særlig grad belønne samme forfatter? Vedkommende kan jo overleve og klare sig selv. I stedet bør man støtte den og de forfattere, der forekommer at bringe skriften et sted hen, som samfundet i skrift måske ville kunne tage ved lære af.


Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn?
“Bundgrænsen for at modtage bibliotekspenge skal hæves fra de nuværende 2.000 kr.”
Uddyb evt. her: Har I tænkt over, hvad der sker med bibliotekspengene, nu ebøgerne vinder frem? Pt. er bibliotekspengene frosset, selvom bogbestanden mindskes. Skal den forsætte med dét, indtil der kun er 1 eksemplar af de sværere bøger på landsplan?


Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn?:
“Uddelingen af legaterne fra Statens Kunstråd og Statens Kunstfond bør afvejes efter, hvor meget den enkelte forfatter får i bibliotekspenge – eller i øvrigt tjener på sit forfatterskab”
Uddyb evt. her: Ikke som en fast regel. Som jeg betragter kulturmidlerne bør de uddeles, hvor trangen er størst, og belønningen behøves, og satsningen er indlysende og projekterne spændende og udholdenheden størst, og eksperimenterlysten væsentlig og så videre. Se forrige svar.


Livsvarig ydelse på finansloven kan tildeles kunstnere, der har “placeret sig afgørende” på deres kunstneriske felt. Ydelsens størrelse beregnes efter kunstnerens indtægt de seneste tre år og udgør i år mellem 16.528 kroner og 151.509 kroner.Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn?: “Den livsvarige ydelse bør forhøjes til en sådan størrelse, at modtageren med rimelighed kan forventes at kunne leve af den – samtidig skal disse kunstnere ikke kunne søge arbejdslegater”
Uddyb evt. her: Den livsvarige ydelse er ikke en sovepude. Men husk, at kunstnere, forfattere, ikke opsparer pension, med mindre de selv kan lægge til side. Måske ville en pensionsydelse være på sin plads, måske en frivillig af slagsen?Da den livsvarige ydelse ikke skal være en sovepude, bør ydelsen maz ligge ved fattigdomsgrænsen, og være skattefri. Ikke indregnet i den totale indkomst, men ses som en frivillig tiltrædelse, hvor “man skal tjene resten selv”. Det siger derfor sig selv, at den ikke skal gives til folk, som allerede har en stor, fast indkomst.

 

Til gengæld kan man uddele hædersbevisninger til de meget populære og trofaste. F.eks. indstifte en pris efter behov: Hanne Vibeke Holst får Hanne Vibeke Holst-Prisen for fortsat at finde sig i samfundets nedvurdering, og for at være den bedste og bedstsælgende forfatter, hun kan være. Og så en medalje.

jeg joker ikke helt. Systemet er Røv-rigidt og uden humor.

Hvis du mener, at statens nuværende kunststøttesystem kan forbedres, beder vi dig beskrive her hvordan?
Skattefri legater. Hæve bundfradraget for mennesker, der ønsker at leve på lav indtægt (og klart loft på måske 150.000). Nul% i bogmoms eller nok til at dække følgende: Erhverssøtteordninger til kunstnere. 500 fysiske bøger om året købes i 10 klassesæt på landsplan (m sparet boghandlerandel og bogmoms), 500 ANDRE ebøger i klassesæt, hæve mindstebeløbet for tvungen virksomhedsregistrering for mennesker, der vælger det forøgede grundfradrag,


Hvis Politiken må kontakte dig for eventuelle uddybende kommentarer bedes du venligst skrive dit navn og telefonnummer her:
Navn: kenneth krabat
Telefonnummer: 20494468


Tak for hjælpen!

Din besvarelse er gemt, når du har klikket på ‘Afslut’ herunder til højre.

Klik på printerikonet nederst, hvis du ønsker at udskrive din besvarelse.

Med venlig hilsen
Politiken

 

Leif Davidsen med fingeren i dæmningen

“Hvert år, hvor det stadig kun er promiller af bogsalget, der er e-bøger, anser jeg som et sejrrigt år!”

Share

 

Leif Davidsen: “hvert år, hvor det stadig kun er promiller af bogsalget, der er e-bøger, anser jeg som et sejrrigt år”.

via E-bøger – nej tak – Politiken.dk.

Mens forfatter Leif Davidsen frygter e-bøger, ser bogfolk nye muligheder.

Bogfolk afviser Leif Davidsens frygt for e-bøger – Politiken.dk.

 

 

Spielverderberei, trolling, debatsabotage, og ACTA

Store firmaer og politiske partier har betalt for at få spoleret kritiske debatstrenge på internetfora med ulødige indlæg.

Share

Det er besynderligt, at debatfora med diskussioner af betydning for udviklingen på klimaområdet, medcinalindustrien (lobbyisme for bl.a. at forhindre ikke-medicinalfirmaer i at sælge kosttilskud), bortskaffelse af farligt affald, miljøkatastrofer osv osv osv. vedvarende bliver afbrudt af perfide afledningsmanøvrer. Jeg har selv oplevet det i stor stil på Politikens fora, og har opgivet at debattere dér. Der ér simpelthen ingen kamp at tage op – alt væsentligt bliver skudt ned af sindssyg tilsvinen på disse temmelig umodererede fora. Omvendt sker den slags aldrig, hvis fora har begavede, medlevende moderatorer.

Jeg har ingen mening om, hvor vidt disse debatter i Danmark ødelægges af betalte og/eller bestilte sabotører, men nedenfor er et link til en artikel om spielverderberei, trolling, debatabotage eller hvad man nu skal kalde den antidemokratiske aktivitet, der består i at ødelægge borgeres mulighed for at tale sammen om væsentlige emner.

Og hér er et brudstykke af en kommentar fra indlæggets affødte debat:

“Jeg undrer mig i denne sammenhæng over at ACTA* aftalen igen med stor grundighed IKKE nævnes?? Danmark sidder – stadig hemmeligt (hvor demokratisk er det?)- og forhandler med USA og en række andre store vestlige lande om denne aftale. ACTA har netop til formål direkte at begrænse ytringfrihed ikke blot hist og her, men globalt.

Websites skal kunne lukkes ned på stedet mv. hvis autoriteterne som forvalter aftalen, vurderer at det er “nødvendigt.” Som ALTID vil dette følge den faste drejebog for reduktion af civile / demokratiske rettigheder: En række ummidelbart plausible argumenter som ingen ved deres fulde fem vil underkende; pædofili, nakotikahandel mv. vil blive brugst som “selling point” / begrundelse og loven vil blive indført. Herefter bliver loven så i praksis “fortolket” på alle mulige andre måder. Og når vi så har vænnet os til “det dersens acta”, kommer der så nogle år senere nogle “moderate stramninger” osv. Sådan er det HELE tiden. De små skridts politik, gradvis tilvænning. På denne måde kan man få os til at æde lort, bare man starter med kun at indkoge 1 % lort i retten og kommer med et plausibelt argument. Året efter er det så 2 1/2 %…”

via Internettets demokratiske potentiale er under angreb | information.dk.

* ACTA er et samarbejde mellem en del vestlige lande om at forhindre og retsforfølge tyveri af intellektuelle rettigheder. Som kommentaren og artiklen påpeger findes der mange måder at forhindre det demokratiske potentiale i at komme i spil.


Kenneth Krabat, 16.12. 2010

ACTA på dansk WikiPedia (sølle 2 linier):

Anti-Counterfeiting Trade Agreement (ACTA) er en multilateral handelsaftale, der omhandler intellektuel ophavsret. Aftalelandene er USA, Australien, Mexico og EUs medlemslande. Aftalen blev offentliggjort 14. december 2010.

Forhandlingerne var hemmelige, uden demokratisk indblik, men visse informationer blev lækket – heriblandt informationer om at USA, Singapore, Sydkorea og Danmark blokerede for at give offentligheden indsigt i aftalen.

ACTA på engelsksproget WikiPedia (ordentlig artikel)

Anmeldelser: elskede elskede

Så gik der 9 år…

Share

elskede elskede
og den sande historie om det udenfor indeholdte og termodynamikken udsat for vand

BLÆST 29, 2003, s.17 og 18
/Syddansk Universitets Litterære Fakultets Magasin

elskede elskede
af Christine Fur Poulsen

Kærlighed og parforhold. Disse to størrelser, som næsten alle har erfaringer med. Som unge, danske digtere bliver klandret for at skrive for meget om. Parforholdets lille verden, som de bliver beskyldt for kun at interessere sig for. Disse to udgør også emnet for Kenneth Krabats nye digtsamling elskede elskede. Titlen er meget beskrivende for samlingens temaer. Den består af to ord, en tosomhed, et par. Men de to er identiske og peger på en enhed. Samtidig kan ordet ‘elskede’ ses som den elskede, men også som jeg elskede, vi elskede; altså en datidsform, en fortid.

Digtene beskriver kærligheden som den kommer til udtryk i et parforhold og som den bevægelse, der arbejder udefra og ind, fra to mod én, og igen indefra og ud, fra én mod to, mod ophør og tab. De handler om kærlighedens begyndelse, midte og slutning, men selv lige efter begyndelser er bevægelsen der; bevægelsen, der fører til splittelse. Den ligger hele tiden som en understrøm, der er umulig at kæmpe imod. Bevægelsen, som går fra den stormende, altoverskyggende, vidunderlige forelskelse til hverdagen og den mere rolige, kedelige, morgengrimme kærlighed, der udgøres af parternes afhængighed af hinanden, men også bare af vanen, der gør, at man bliver sammen. Og så indser man, at det kun er vanen, og så går man, og derefter slutter det, og så står man tilbage med tomrummet.

Der filosoferes og poetiseres, som titlen også antyder, over individet overfor parforholdet. Hvor bliver individualiteten af, når man elsker helt ind til den elskedes kerne af sig selv og vice versa, og hvordan finder man den frem igen, når man pludselig står alene tilbage, og ikke kan definere sig gennem den elskede, som ikke mere er elsket eller vil elskes?

“Hvordan siger man uigenkaldeligt farvel? / Hvordan siger man overhovedet / farvel?” (åremål s.17/80).

Siger farvel til hvad, kunne man spørge? Til sin elskede? Eller til sig selv? Eller den man var, mens man levede sammen?

Tiden er tilstede overalt i digtene og mellem kærligheden og parforholdet. Den arbejder uophørligt, og i elskede elskede arbejder den hele tiden ubørnhørligt mod enden, som det ses i følgende citat:

“Kan du huske / den første gang du sagde / Jeg elsker dig? / Husker du / første gang du sagde / jeg elsker dig / med stor omhu fordi du vidste hvad det betød? / Erindrer du første gang / du brugte disse tre ord / uden rigtig at mene dem? / Og derfor / ka du genkalde dig første gang / du sagde jeg elsker dig / hvor du uden nogen tvivl vidste at det ikke var sandt? / Husker du / om du døde lidt hver gang?” (fra “i virkeligheden hvad 5”, s 96/28)

Samtidig er hele samlingens form og struktur et billede på denne tidens bevægelse mod afslutningen. Eksempelvis angives sidetallene både forfra og bagfra – man kan altså både orientere sig om hvor langt, man er fra begyndelsen, og hvor langt fra enden. Digtet, hvor ovenstående citat er taget fra udgøres af elleve strofer af varierende længder, som er delt op og bringes to og to, løbende i samlingen fra 10. og 11. til 2. og 3., og som sidste stykke tekst i samlingen står alene strofe nr. 1 fra “i virkeligheden hvad” og viser den modsatte bevægelse – den der ikke fjerner sig fra kærligheden, men nærmer sig den og tror på den:

“min antagelse er / […] at kærligheden vil blive / […] eller som det allermindste eksistere / for uden / hvad er vi da? / jeg mener ikke kærligheden i sig selv / men en definition på kærlighed… / for hvad er vi uden denne definition / ja hvad egentlig er vi uden blød tænken i det hele taget / men i særdeleshed dette!” (i virkeligheden hvad 1.” s 95/2)

Budskabet eller udsigelsen i elskede elskede synes at være, at måske gør kærligheden utilgiveligt ondt, måske mister vi hver gang, vi elsker lidt af os selv, men til gengæld bliver vi rigere på små bidder af andre mennesker og deres tid. Og uden kærligheden, at tro på, leve for, leve i, håbe på: Hvad er vi i virkeligheden så?

Ud fra min beskrivelse kommer krabats digtsamlig til at fremstå som meget afpudset, meget formfuldendt og måske lidt for glat og gennemtænkt. Det er den dog langt fra; den er fuld af finesser, sjove rammer, gentagelser, udråb, talesprog, leg, rå kanter og uskønne, vulgære formuleringer. Den er alt det, kærligheden, et menneske og et parforhold også er. Krydret med en masse tør humor!


Weekendavisen juni 2003

A-KRABAT OH
Den eksemplariske outsider Kenneth Krabat er på banen igen med forholdsvis vitale variationer over den gamle traver, kærligheden, den lykkelige og den u-

Forgræmmet Granat
Af Lars Bukdahl

Det er lidt irriterende, at Kenneth Krabats nye digtbog hedder elskede elskede (hvilket nemlig ikke – efter Dan Turèlls gl. forslag – skal læses: el-skede el-skede), når hans forrige overgrundpublikation, der kom for hele forbandede ni år siden, hed noget så fantastisk som Alle veje går til Magtenbølle. Ligesom Jens Blendstrups debutnovelle-samling, Mennesker i en mistbænk, fra samme år var Alle veje en eklatant utidig bog. Som nemlig gik til ypperlige yderligheder med en eksperimenterende kortprosa, herunder – WOW! – decideret lyddigtning, der først markerede sig som tidens korrekte tone-klang en tre-fire år senere. Og nu da alle de små forkælede poet maudits ivrigt-artigt skriver eksperimenterende kortprosa, må den umulige Krabat naturligvis atter træde helt ved siden af og præsentere en stor samling tænksom, konceptuel, oprigtig kærlighedsdigtning, hvilket ærligt talt også er lidt irriterende, når man nu trofast har gået og hæget om den skammeligt oversete Magtenbølle-bogs pionér- og nyklassiker-status, dens centrale plads på den dybt decentrerede reol bagmin ryg: Hvor er dog den sorte, skæve, vrængende humor, hvor i alverden er for fanden lyddigtningen (i to små, gode bagateller er den faktisk tæt på: en, der igen og igen staver til lægemidlet ”acetylsalicylsyre” og en, der i stadig nye opsætninger gentager den ømme linie: ”det meste af natten stod de under halvtaget og lod det regne på sig”)?

Det er ikke fordi, humoren er blevet væk, men den er blevet betænkelig moden, synes jeg, kun i glimt spyttes den frem og ud som i de gamle dage. Jf. f.eks. den ene af bogens to store digtføljetoner, ”CORPVS REGVS – solar plexus”, der i fireliniede strofer indmonterer kærligheds-brokker, aforistiske såvel som ready-made’ske, mellem det faste liniepar: Krigsbørnene løber hjemmefra/ Krigsbørnene kommer hjem. Det er nemt nok at dømme føljetonen alt, alt for lang, men den opnår også et eller andet sted god, sand monstrøsitet, og på hver eneste side er der den håndfuld brokker og brokkonfrontationer (må det vel hedde?), der rimer og rammer overbevisende: ”Snakke snik, klappe kagemand mig et vist sted!/ Krigsbørnene løber hjemmefra./ Din krop er lige stor nok til os begge./ Krigsbørnene kommer hjem” Den anden, store føljeton, ”i virkeligheden hvad” (plus titeldigtet) er til og i overflod helt ærlig, velformuleret bortforklaring, et hyperrealistisk überkærlighedsbrev, der nægter at agere poesi med nogen som helst spilfærdighed. Allerbedst går kærligheden fra og til koncepterne i den mest formalistiske juleleg, nemlig ”todervil ABC”, sådan lyder h-afsnittet:

” to der vil hinanden hader krummer på lagnerne, og spiser altid kiks i sengen alene/ to der vil hinanden har standset tiden/ to der vil hinanden hilser på hinanden på trappen, hvis de tilfældigt mødes/ to der vil hinanden holder hånd på vej ind i mørket og skændes om retningen/ to der vil hinanden husker at vande blomster i underskålen, med kalkfrit vand”

Den gode lovmæssighed er her, at formalismen tvinger konkreterne i spil, hvor talen lige fra hjertet har det med at jokke løs i abstraktioner. For jeg vil også meget gerne fremhæve de to turèllske monolog-rutiner udenfor (kærligheds-)nummer, ”åremål”, en opremsning af det samlede indhold i de krabatske flyttekasser, og ”da jeg byggede reolen” en apologi for den omstændelige, krabatske reolkonstruktion, som sejt foredragende flyder over med kærlige, kantede (i monolog nr. to ekstremt reol-faglige) konkreter.

Kærligheden er konkret, har Svend Johansen engang udtalt, det samme er poesien, hvilket Kenneth Krabat udmærket er klar over, så med håbet om nye, (endnu) mere bogstavelige operationer uden (alt) for megen mimrende modenhed velkommer vi ham tilbage i Anarkistan!

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –    

Nordjyske 10.4.2003

Det år digteren gik i sort
af Jens Henneberg


[KLIK – åbner i eget vindue]

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –    

Boganm: Kenneth Krabat: Elskede, elskede
Politiken 21 maj 2003, 2 . sektion side 2

Kenneth Krabats digtsamling letter ikke.

Af Niels Lyngsø
Der findes i poesien en særlig gangart, som man kunne kalde det stiliserede hverdagssprog: Nye og gamle faste udtryk og talemåder inddrages med en vis distance, og diverse gentagelsesfigurer frembringer et jazzet og velmoduleret talesprog, der har så meget energi, så meget fremdrift, at læseren eller lytteren svæver gennem de lange og brede ordstrømme.

Herhjemme har navnlig Dan Turèll mestret denne gangart, dette særlige sproglige drive. Og som jeg læser Kenneth Krabats nye digtsamling, ‘elskede elskede’, er den på mange måder et behjertet forsøg på at gå videre ad den vej. Det dominerende tema er kærestesorgen, forsøget på at komme videre efter et brud med den elskede. Nogle tekster giver sig hen i den umiddelbare følelse, andre er mere eftertænksomme.

En vis selvmytologisering præger bogen (også dét trick kendte Onkel Danny jo til), bl.a. i nogle lange passager, der handler om at bygge en reol; her optræder forfatteren – bogens jeg – i rollen som heroisk stædig rad: Han insisterer på at bygge en reol uden brug af skruer og andre metalgenstande.

Krabats digteer lange og brede og mundtligt anlagte, og de bruger gentagelsesfigurer og faste udtryk; men de har ikke – og det er afgørende – den pumpende fremdrift, den rasende energi, der kunne få læseren til at svæve. Det skyldes først og fremmest, at de mangler gehør og elegance, de mangler distance til stoffet og sprogligt overskud, og så mangler de den præcision og bevidsthed, der skal til, hvis den slags digte skal løfte sig fra hverdagssprog til stiliseret hverdagssprog. Der er karakteristisk nok en del klodsede og deciderede fejlagtige formuleringer undervejs: »tråddene ved siden af«, »kærlighedens givelse«, »vel at bemærke« (frem for ‘vel at mærke’) og »løber ingen chancer« (frem for enten lsquo løber ingen risici’ eller lsquo tager ingen chancer’) – for bare at nævne nogle af dem.

Alt dette medfører, at den givetvis oprigtigt stærke følelse ikke brænder igennem sprogligt. Dertil kommer, at de mere reflekterende passager ikke er intelligente nok til at fænge.

Så trods store – også kompositoriske – armbevægelser letter ‘elskede elskede’ ikke rigtigt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –   

Boganmeldelser
Berlingske Tidende 23 maj 2003, 2 Sektion, MAGASIN side 5

Krabat er ingen Turèll

Kenneth Krabats nye digtsamling »elskede elskede« er tydeligvis skrevet med en stor del inspiration fra Dan Turèll, som jo kunne skrive lange, talte, rablende digte. Det prøver Krabat også i denne samling, der handler om ham selv og vist nok også om den tabte kærlighed. Men nogen Dan Turell, det er Krabat ikke. Det svinger ikke i hans lange digte, særligt ikke de flere sider lange, som oven i købet har et fast omkvæd gående:

Krigsbørnene løber hjemmefra/ krigsbørnene kommer hjem. Det er rent ud sagt en monoton og på en eller anden måde indforstået oplevelse. Kenneth Krabat har rigtig gode syrede anslag, som kunne have stået skarpt frem, men de drukner i den tungt gungrende mængde af ord. Det er tydeligvis hans poetik ikke at sortere for meget, men resultatet er derefter. »Acetylsalicylsyre/ acetyl salicylsyre/ vi kan sige det samme ord/ vi kan sige det samme ord/ vi kan sige det samme ord/ vi kan sige det samme ord«. Så skulle det vel være sagt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –    

Fyns Stiftstidende
Af Martin Glaz Serup
Digte
Kenneth Krabat: “Elskede Elskede”

“Da jeg byggede reolen/ byggede jeg den selv/ jeg byggede sgu selv reolen/ ha ha/ jeg byggede sgu selv min reol/ fandme gu gjorde jeg!”

Sådan lyder en strofe fra et af de i tung tomgang kørende digte, man kan finde i Kenneth Krabats fjerede digtsamling – den første i otte år. Selvfølgelig har digteren bevidst arbejdet med det monotone, enerverende og evigt åndsforladte for at få form og indhold til at passe sammen. Problemet er bare, at det til forveksling ligner hjælpeløshed. Og det bliver kun værre.

De indledende digte er de mindst svage i bogen. De er kalkeret over bl.a. det første digt i Dan Turèlls legendariske “Drive-in Digte”. Krabat arbejder som forbilledet med langdigtet, den lange, strømmende form, der tilsyneladende kan trække alt ind – fra det mindste i hverdagen til Gud.

Fremdriften ligger i lyden, rytmen, rimet og de “åbne” associationer, der kan opstå undervejs. Det er en slags jazzvariationer over et tema. Men her dur det ikke: sproget er slapt og upræcist, der leveres ikke én eneste original eller spændende betragtning i hele bogen, der hurtigt begraver sig selv i en syndflod af banaliteter.

Der er desværre uendelig langt fra Dan Turèlls “Éénmands razzia i Underbevidsthedens Natklub” til Kenneth Krabats navlepillende ligegyldigheder og intetsigende lister.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Lektørudtalelse
Dansk Biblioteks Center (03/20) 2 459 109 3 (A)

af Steffen Kronborg

Kenneth Krabats seneste trykte udgivelse er fra 1994, men i 2000 skrev forfatteren hver dag et dig til internetprojektet Dagens Digt, og det er en del af disse digte, som nu kan læses i Elskede, elskede * sammen med en stribe nye tekster. Som digtsamlingens titel antyder, er indholdets altoverskyggende tema kærligheden – og kærlighedens ophør. I tekst efter teks gennemspiller Krabat et kærlighedsforholds forskellige faser, ofte i form af replikker mellem de elskende, og i en række digte lovpriser han i besværgende toner kærligheden som livets eneste ægte værdi – trods dens udsathed for tidens eroderende effekt. Der er noget klaustrofobisk over den insisterende foukusering på kærlgihedstemaet, specielt fordi de mange ord ikke bringer læseren tættere på kærlighedens væsen. Kenneth Krabat ynder ** ræsonnerende og aforistiske formuleringer à la: “for at noget kan forandre sig/ for et givent menneske må dette menneske/ mønstre alt mod og sige NU/ og mene det”. Men sådanne sætninger end ikke ridser overfladen i afdækningen af tilværelsens vilkår – her må skarpere sansninger til.

* forkert; citat: “Det er muligt, at digtene fra (elskede elskede) sniger sig ind i Dagens Digt, også som gentagelser – redigeringen af dem tager laaang tid. ” Citat slut (http://www.menneske.dk/krabat/_dagensdigt/status/02.status.html)
** forkert; denne er den eneste i bogen. KK.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –     til top

En stor Krabat
Flensborg Avis 22 april 2003, side 6 / KULTUR

Man sluger Kenneth Krabats digtsamling “elskede, elskede” både forfra og bagfra.

På forsiden af Kenneth Krabats nye digtsamling “elskede elskede” har en faun fra den romerske mytologi haget sig fast på jordkloden. Nøjagtig lige så krampagtigt holder digtene fast på den elskede, der forsvandt og tog kærligheden med sig og nu har efterladt et eksistentielt hul på størrelse med jordkloden.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –   

En ordentlig Krabat
Vejle Amts Folkeblad 11 april 2003
af Morten Tjalve

På forsiden af Kenneth Krabats nye digtsamling »elskede elskede« har en faun haget sig fast på jordkloden. Nøjagtig lige så krampagtigt holder digtene fast på den elskede, der forsvandt og tog kærligheden med sig og nu har efterladt et eksistentielt hul på størrelse med jordkloden. Lad det være slået fast med det samme, det er en meget vellykket skildring af kærligheden og tomrummet bagefter, Krabet har skrevet. Digtsamlingen er meget kompleks, hvilket mest konkret kommer til udtryk i sidenummereringen, der både tæller op og ned som et tegn på, at digtene ikke nødvendigvis skal læses forfra. Kernedigtene i samlingen, der går under fællestitlen »i virkeligheden hvad« og har numre fra ét til ti, står da også i omvendt rækkefølge og tilskynder at læses bagfra. Vel nok en anelse forvirrende, men det er på den anden side venligt af digteren at tvinge læseren til at se nogle af de sammenhænge, der er.

Digtene er personlige skildringer, af tiden efter den eneste ene er gået, og hvad der så er tilbage. Tematisk er digtene en helhed, men formmæssigt spænder de vidt: fra en enkelt kort strofe til tre, fire, fem sider, fra åbne fortællende historier til det fortættede billeddannende. »elskede elskede« er, på trods af sit tema, en af de mest oplivende og udfordrende digtsamlinger, der længe er udkommet, vel har den et par svage passager, men langt hovedparten er så interessant, at man sluger den både forfra og bagfra.

Anmeldelser: alle veje fører til Magtenbølle

3. bog

Share

Krabatens skriveevne og påhitsomhed
Jyllandsposten 10. Oktober 1994

af Per Højholt

Han hedder faktisk sådan, krabaten. Og han kan skrive, og han har været tværs over Fyn og set vejskiltet med det sære, men associationsrige navn Magtenbølle. Og det har han brugt. Og hvad er der i vejen med det?

At han, som det fremgik af avisen hér forleden, så laver ét show af dette faktum og bogens hele udgivelse, det passer fint med bogen, som er formgivet i ender og kanter, computersat og alting, men det ligner nu da en ganske almindelig bog alligevel, bortset altså fra, at Krabat har indset, at der ikke er grund til at begrænse det kunstneriske udsagn til tekstsiderne alene.

Hvad man derimod ikke rigtigt kan hitte ud af er, hvad bogen egentlig handler om. Forskellige spor krydser hinanden eller afløser hinanden. Det ser man klart. Og stilen skifter flot fra stykke til stykke. Det kan han, forfatteren. Men han har vist haft for travlt med at opvise sin kunnen, så han har lagt for ringe vægt på anliggendet.
Man kan, side for side, beundre hans skriveevne og påhitsomhed. Det er svært at skulle skifte stil og leje så tit, men det gøres udmærket. Der er virkelig talent på færde, og man skal ikke lade sig forlede: Denne bog er ikke skrevet for sjov, selv om den ind imellem er liv-agtigt morsom.

På den anden side: Han skal sørme have lov til at lade en så suveræn form trække på et så vildt varieret indhold. Det kan gerne være, at man som læser forvirres undervejs. Men man er skam både overbevist og underholdt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – til top

Fandenivoldske og uegale Krabat
Politiken 30 oktober 1994, InterPol side 14

af Connie Bork

Kenneth Krabats nye bog har potentiale i sig til at blive kult, selv om den også løber over med sort snak. På bogens omslag sidder ikke en kone, men en kælling fra Magtenbølle, med tørklæde om håret, og en afpillet høne som hun trykker ømt ind til kjolebrystet.

Samlingen har en tvetydig tone, på en gang højstemt og underlødig, som om livet består af lige dele plat og lige dele filosofi. Den højstemte tone er omstændelig, ordrig, fuld af indfølelse og indimellem overraskende. Nogen steder virker det fjollet – andre steder er det meget, meget smukt! Den underlødige tone opstår i håndteringen af et utroligt inventar, her er både køer, Noahs ark og et flyttefirma ‘vi flytter alt, selv i morgen’. I det første digt er vi ude at flyve, her dukker stewardessen også op. Hun smiler, det folder sig ud. Silikonemelonerne med de rustrøde konklusioner løfter sig over dagligt vande. Her lå de vel, står der.

Der er masser af sans for pointering, Kenneth Krabat kryber godt ind i sine sansninger og reflektioner, der kommer som blide chokbølger. I et af de mest løsslupne digte er digteren en ko! Der er også et langt ophold på Noahs ark, som forfatteren slipper utroligt godt fra. Men det ændrer ikke ved at samlingen ligner badutspring, med nul underlag. Hvor springes der fra og hvor vil Kenneth Krabat hen? Hvad er Magtenbølle egentlig for et sted, skal vi elske byen eller lade være? Her ligner stedet mest en kuriositet.Den skarphed og meningsfuldhed som ligger og lurer i den tvetydige tone bliver ikke forløst. Jeg har svært ved at se Magtenbølle som et overordnet begreb, der virkelig samler disse fandenivoldske, til tider utroligt smukke, men også meget uegale digte.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – til top

Kantate- lyrik m.m.
weekendavisen 11-17. november 1994

Digte. Lidt om den ægte vare – og den anden.

Af ULRIK HØY

Erik Stinus: »Febertoget«, 110 sider, kr. 175.00; Vindrose.
Poul Borum: »Fuglen der lander«, 100 sider kr. 168.00, GyldendaL
Peter Nielsen: »Ansigter – hensigter«, 72 sider kr. 100.00, Centrum.
Kenneth Krabat »Alle veje fører til Magtenbølle, 64 sider, kr. 168.00, Gyldendal.

Det slår mig, ved læsning af Erik Stinus, at sådan ville formanden for, Mellemfolkelig Samvirke, Knud Vilby, skrive, hvis han var digter. Tom Kristensen skrev vist nok hyldestdigte til Grosserersocietetet på bestilling, Hans Hartvig Seedorff gjorde det
med stor snilde, til hvem der betalte, og Erik Stinus skriver digte til u-landenes pris. Stinus er simpelthen den tredje verdens husdigter, så var der retfærdighed til, havde han fem milliarder læsere ude på kloden og tre millioner herhjemme for Danmark er jo et halvt u-land, i alt fald et halvsocialistisk land, der har tabt retningssansen, efter at utopien gået tabt.

Det mærkes ikke hos Erik Stinus – og dog. Han undgår den hjemlige verden og søger i stedet den fjerne, eksotiske, hvor ægthed trives og fattige mennesker har rige følelser. »Det kostede intet, dog var det Verden, som den er bedst og rigest, fuld af håb, i samklang«. Samhørigheden er også noget særligt i de fattige lande, findes måske kun dér, og så i fortiden. Erik Stinus digter en skabelsesberetning frem, velment, farverig og så gennemført svulstig, at foreningens medlemmer altså det mellemfolkelige samvirkes, må græde snot i stænger.

Noget atavistisk gør sig også gældende. Vi befinder os et ubestemt sted mellem Noahs Ark og moderne tider, men pyt, Erik er med os, Vorherres venstreorienterede repræsentant på jorden, og skal der uddeles en pris, en u-landspris – og det skal der – så bør den tilfalde Erik Stinus. At der ligger en habil naturpoet gemt i ham, det skjuler han godt, alt for godt i dette mildt skabs-kolonialistiske manifest. der røber, at der også er gået en god plantagebestyrer tabt i Stinus.

POUL Borum har en veludviklet sans for den ægte, lyriske vare, hvad der ingen garanti er for, at man selv kan skabe den. Dog, i det seneste værk er der partier, som går til hjertet omend der altid er noget skrabet over Borums poesi. Hvad der hænger sammen med det Borumske paulun, det fortrolighedsrum han opslår.

Kravet om sandhed, ægthed, oprigtighed kan her føles så påtrængende, at det lapper ind over den læsendes blufærdighedstærskel. Så bliver der klamt i paulunet, de gode bens~ konverteres til pat^. og bedeskamlen gør ondt i knæene for andre end lige disciplene.

Kvaliteten, det der giver klang i digtene, er en lavmælt tone parret med, fornemmes det, en ekstraordinær påpasselighed, der nok kan antage didaktiske former, men også udmøntes i en egen, renfærdig præcision:

Hvis man kan dø nårsomhelst
kan man leve nårsomhelst
man kan bygge huse nårsomhelst
og rive dem ned nårsomhelst
man kan løbe gennem regnen råbende
og stå under et træ og lytte
hvis sandhed er sandhed nårsomhelst
kan jeg end ikke lyve ved at tie

Sådanne strofer udmærker sig ikke ved lyrisk vælde, tværtimod. Det er lavmælt, indtrængende, eftertænksomt, med den formelle logik i underfundig, poetisk anretning. Mere ræsonnement end digt måske, mere tankelyrik end »ren« lyrik, men ægte nok i udtrykket, og dét er sagen.

PETER NIELSEN smutter med ordene, som kogekonen smutter mandler. De skal som bekendt skoldes først, mandlerne, så går det lynhurtigt. Sådan er det også hos Peter Nielsen. Smut, siger det i Nielsens driftigt associative stil, hvor ord i rigelig mængde drysser ned. over siderne. Så mange, at de må sættes med småt for at være der.
Det myldrer – i lidt for mange retninger, ud af lidt for mange tanketangenter, og det er Peter Nielsens lyriske problem
Det får ikke tyngde, kun lethed og det ligger helt fremme i titlen. Ansigter, Hensigter, der anslå et eller andet, som kan betyde hvad som helst, og hvad skal man kalde det?

Ægte lethed? Ægte mandelsmutning? Dykker man ned i teksten, er der masser af gode, overraskende og ligefrem originale udtryk. Det samlede resultat er, til trods for charmen, mobiliteten og den investerede energi,. mærkelig vægtløst.

HOS Kenneth Krabat går det – som navnet antyder – akrobatisk til. Et yngre publikum vil goutere dem lyrikers evner som stan-up comedian. Der er også noget hørespilsagtigt over foretagenet, som radiolyttere kunne få glæde af, og krabaten Kenneth har dette vildt rablende, der efterlader godbidder i sludrechatollet. Ægthed? I dynamikken, den verbale leg og de uomtvistelige brandere, og det er her overlæreren bliver stram i betrækket. Kenneth, dette er for meget af det gode, og for meget af det gode er ikke godt!

Min shiitdetektor siger mig, at der ud af krabaten Kenneth kan komme en både sjov, elskværdig og tilpas reaktionær satiriker. Det ultimative karaktérmord på en ung, håbefuld lyriker? Sådan er det ikke ment, men digteren bør finde et par sten i strømmen, bevidsthedsstrømmen, og stille sig dér – og stille spørgsmålet dér: Hvad kan jeg, hvad er mm egenart? Kort sagt: Hvad er ægte Kenneth, og hvad er falbeladernes snurrige aKrabat?

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Lektørudtalelse
Indbindingscentralen (94/48) 2 075 083 9

af Jens Hjøllund

I undertitlen på Kenneth Krabats samling af lyriske tekster indgår det latinske ord “intenerarium”, som betyder vejviser. Bogen er selv en sådan visionær og rablende vejviser gennem ydre og indre landskaber – i en sådan grad, at det er svært at afgøre hvornår det ene holder op og det andet begynder. Teksterne, der spænder fra helt korte udsagn til længere prosaforløb, bevæger sig i tillid til de “lukkede øjnes stille magi” ud i sindets grænseegne, balancerende på kanten af galskaben og vanviddet. Ofte fornemmer man, at en sprængning eller overskridelse allerede har fundet sted i teksternes kaotiske og hermetiske univers, som får karakter af “sorte” huller, hvor den ydre virkeligheds skikkelse og sammenhæng opsuges og forsvinder. KKs tekster er fyldt med smertelige erfaringer af spaltningen mellem ydre og indre, mellem det rablende og registrerende, i forsøget på at nå en ny personlig tilegnet virkelighed, der ikke er “forankret bag en velkendt moles bolværk”. Hensigten med denne insisteren på det subjektive er sympatisk nok – og en af poesiens vigtige opgaver, men omkostningerne er, at læseren mister orienteringen i et univers, der er bundet til en helt personlig forestillingsverden, i en grad så genkendelse og identifikation er yderst vanskelig.

Anmeldelser: Dragens tab af hoveder

Den svære toer…

Share

Sød pige og slem dreng

Ekstra Bladet 14. september 1988, 1. sektion, side 19

af Poul Borum

28-årige Marlene Nedergaard debuterer med en lille samlinge prosadigte, og den 25-årige Kenneth Krabat kommer med sin anden digtsamling. Begge er originale og talentfulde, deres bøger fortjener bestemt at blive udgivet – og at blive læst.

Men begge har allerede problemer med charmen og vil få det mere og mere, hvis de ikke viser at de kan vokse op og udvikle sig til noget andet og mere end ‘charmerende’.

Nedergaards skrøbelige tekster om barndom, kærlighed og død skaber en slags absurdistisk lillepige-verden, hvor det meste er fortryllende og gådefuldt og lidt sørgmodigt. Der er glimt af mere desperat humor, som måske i virkeligheden bedst ville kunne komme fre i novelle og roman.

Krabat er lige så typisk ‘dreng’, som Nedergaard er ‘pige’. Han er rablende og primitiv og fræk og af og til temmelig tyndbenet pornografisk. Ugens lyrikrapport.

Men han har en masse flotte fysiske oplevelser af verden og den elskede, og han har en spruttende fantasi, som han scorer mange points på.

Ingen andre en Krabat kunne skrive et digt med titlen: ‘Min ismejeridame hader mig ikke’…

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Nonsens-lyrik
jyllandsposten 20. 9. 1988 (+ 6-8 enslydende anmeldelser i distriktsaviser i Jylland)

Af Jørgen Christian Hansen

KENNETH KRABAT: Dragens tab af hoveder.
• Pris: 128 kr.
• Forlag: Borgen.

Denne bog kunne også have heddet ‘Da redaktøren tabte hovedet; det må være det, der er sket, da Borgen antog denne samling.

Lyrik som nonsens og smalltalk kan sagtens praktiseres og drives til poesi. Ethvert emne, enhver stil kan bruges, hvis der kobles tankevirksomhed til. Man kan “snakke” poesi, slentre citere, “oversætte” og gendigte. Men Kenneth Krabat vælger løst skriveri, slap i formen, og uden interesse for folk uden for hans nærmeste kreds. Et af digtene lyder i sin helhed: .”DA VAR JEG (et vinterdigt)// Jeg var lille.? Jeg var./ Lille var jeg./ Jeg./ Lille og pedalsk/ hjulede jeg/ om vinteren -/ for jeg var Jo./ Var jeg ikke?”. Jeg har kontrolleret citatet tre gange. Det er korrekt. Så lidt er der.

Kunne man ikke sende K.K. på børnelyrikkursus, så hans stil blev hjulpet lidt på vej? Når han starter et digt med “Du er smuk siger/ jeg/ og hun kommer mig/ imod …” er læseren for længst stået af. Der er ikke nogen oplevelse. Kun rableri som “ind må jeg ind/ til mig selv/ men jeg kan/ næsten ikke mere/ hvor er jeg egentlig?” så længes man efter Fløjtetønden Victoria. Står det virkelig så slemt til med selverkendelsen, at der kun kan komme banalndsigter af den karat ud af skriveriet?

Når Krabat ikke ævler, vrøvler han, for eks. ynder han tegneserieudbrud som “Åhhhh!”, eller “Ahhhh!” og burgersprog : “aldrig har jeg set noget/ SÅ ulækkert”, som om vi havde brug for kursiver og versaler for at begribe så enkelt et udsagn.

Til slut skal igen citeres et helt digt: “Det kan kun/ blive et/ ekko/ : / Jeg ved heller/ ikke / noget.” Finale.

Ikke engang en indtaling på lydbog af Kim Schumacher ville kunne redde denne bog.

Det er ikke synd for læserne. De skal blot lade være med at købe bogen. Det er værre med de sagesløse træer, der er blevet fældet

Borgens Forlag er godt på vej mod at ødelægge det ry, de engang havde som avanceret lyrikudgiver.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Dragens tab af hoveder – in transit

Politiken 8. oktober 1988, 2. sektion side 7

anmeldelse af Peter Poulsen

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Tre flop fra det poetiske overdrev
Information 27. oktober 1988

Mens vi venter på halvfemserne

Af Asger Schnack

Willum Peder Trellund: Sang over død 62 s., kr. 138,00. Vindrose.
Steen Andersen: Lysets prissme. 71 s., kr. 122,00. Attika.
Kenneth Krabat: Dragens tab af hoveder. 74 s., kr. 128,00. Borgen.

SAMTIDIG MED at der udkommer væsentlige bøger i danmarks-litteraturen, som med stadig voksende tydelig hed viser sig at være substantielt placeret i verdenslitteraturen – alene i den seneste tid: Høeck, Højholt, Laugesen – følger den blege bagtrop lige i hælene, samvittighedsløst uselvstændigt, enten i skikkelse af rene epigoner, gerne med meget nære forbilleder, eller som vage, svært opfattelige stemmer uden “stemme”.

Tre bøger af danske forfattere, som ikke er førstegangsudgivere, skal omtales her.

WILLUM Peder Trellund debutterede sidste år med digtsamlingen “Skår af himlen”. Nu er han tilbage med en ny,”,Sang over død”. Her er tale om en digter, der sandsynligvis med megen møje skriver sig frem til det sympatisk kendte. Det er velment, men resultatet ligner til forveksling lyrik, det enhver lyriker med respekt for sig selv altid vil undgå. Bevægelsen er ikke bort, væk, ud, men tilbage.

Denne “centrallyrisme” er bævende, let foruroliget, men aldrig på egne præmisser, Det skaber en måske ufrivillig selvhøjtidelighed, men i alle tilfælde en ufrivillig komisk genlyd af det højtideligt ubevidste: det er andres poesi, allerede skrevne digte, der skrives, i den let udvandede form, som er efterlignerens. Hele bogen, dens skjulte paradokser, velsmurte linier og blakkede metaforer ligner én stor kliché. Man kunne tro et øjeblik, at det var halvtredsernes og tressernes danske imagisme – Corydon m.fl. – der hørtes i et ekko, men det er nok snarere firsernes efterklang, der lyder i endnu et ekko.

En strofe i slutningen af et digt lyder: “Tindrende stilhed / ikke en luftning. Kun / i blodets efterårsgrene / synger en gylden frost”. Det er ikke godt. Et væld af udråbstegn melder sig i vibrerende parenteser i læserens bekymrede bevidsthed. Det er ligesom at spise kage og bagefter spørge sig selv: hvad smagte den af? Eller sagt anderledes: bogen savner aldeles personlighedens mærke.

STEEN ANDERSEN har udgivet en række digtsamlinger. “Lysets prisme” er en ny. I dette tilfælde er der endnu mere utvetydigt tale om epigoneri i ordets lidet rosende betydning: den rent eftersnakkende,

Naturligvis står enhver poesi, ethvert sprogligt ud. tryk, i gæld til tidligere tider,, landvindinger. De er bygget ind, eller de er nødvendige af sæt for nye skridt, nye eksperimenter eller selvfølgelige forsøg. Det er en banalitet. Ønsker man den formuleret, kan man læse indgangsbønnen til det seneste nummer af “Den Blå Port”.

Men, og det er det afgørende, for at traditionsbevidstheden overhovedet kan bruges til noget, må den nødvendigvis kombineres med det modsatte: originalitet,

Denne egenskab savner Steen Andersen. Hvad vil hans digte egentlig? Hvad risikerer deres digter i virkeligheden? Hvis sproget er digtets virkelighed, hvad gør han så ved det, på egen hånd? Ingenting. Det hele er lån, tomme fagter, i en fjern, ufarlig idyl.

Tidstypisk nok er det Per Højholt og Henrik Nordbrandt – disse uforenelige størrelser – der på én gang er inspirationens kilder. Nordbrandt lyder i disse linier, eller snarere den side af Nordbrandt: ,Læs deres ord om gensyn i og når du er færdig I opdager du at de allerede / er kommet tilbage.«

Der er melankoli i digtene, en svag dekadence uden årstal, og dertil en omhyggelig symmetri, som ikke fragtes af nogen kunstnerisk livsnødvendighed.

Højholt efterlignes af gode grunde ikke på tonefald eller ,,indhold,,, men på en digtets struktur. Læs f.eks. Steen Andersens digt “Aftener”, og sammenhold det med Per Højholts sublime digt “Frostnat” fra “Min hånd 66” og uselvstændigheden i Steen Andersens projekt er afsløret.

KENNETH KRABAT hedder den yngste af de tre digtere. Ligesom Trellund debuterede han sidste år. Hans første bog hed “… Naiv?? Sagde det nøgne barn”, og hans bog nr. 2 bærer titlen “Dragens tab af hoveder”.

I begyndelsen af firserne talte man for en række af de yngre digteres vedkommende om, at deres poesi – med et positivt ment udtryk – var rablende. Kenneth Krabats poesi må siges ikke at være rablende, men lallende. Dermed være ment, at hans forehavende er uden nogen form for præcision. Det kan forstås som oprørsk imod konventioner; men for at man kan tale om et poetisk udtryk, må man have fornemmelsen af, at der sker et eller andet.

I Kenneth Krabats bog underforstås vist nok en humor Men det sørgelige ved denne humor er, at den ikke er morsom. Han – den ansvarlige for det givne sprog – poeten, er tilsyneladende ikke opmærksom på, at poesi kræver bevidsthed og bevidstløshed, eller bevidstløshed og bevidsthed. Krabat vælger den rene bevidstløshed, som ikke fører til andet end en slags efterfirsernes knæk.

ER DER DA slet ikke noget formildende ved disse tre digtsamlinger, som er skrevet ud af velvillighed? Nej. Det kønt uforpligtende digt er langt værre end slet ikke noget digt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Hovedløst?
Litteraturmagasinet Standart nr. 4, 1988

af Per Stounbjerg

“JEG STÅR PÅ TOPPEN af bjerget/ den allerøverste vindomsuste iskolde top/ og skriger/ Hvad er meningen Med Det Hele?/ og det uendelige hav over mit hoved/ svarer/ Der er Ingen Mening/ Hvad Så Med Mit Kaos?/ skriger jeg igen/ Kravl Ned Eller Hop/ svarer det blå hav/ Du Larmer”

I denne digtsamlings sidste tekst finder vi nogle af Krabats typiske topoi. Bjergtoppen, punktet med det frysende isolerede jeg, der vil have en samlende mening. Osse i “Prisen” handler det om bjergtinder, men nu i et spil med sneen og dalen. Jeg’et vil udtrykke sig, det skriger sit kaos ud, Men det belæres af havet, uendeligheden – det, der i andre digte optræder som urskoven eller sneen, og som gør hans skrig til opblæst støj. Subjektet, denne selvhøjtidelige højttaler må slette sin forskel og lære at anerkende sin lidenhed. At springe ud i verden, glemme pansrene og give sig hen.

Pansrene, det er figurer som ridderen “rustet i metal” og den hvidkitlede. Rustninger er kolde; titlens ildsprudende (?) drage kunne ligefrem være en slags forløsning. Lad mig brænde op. I kulden størkner grænserne, mure, rækværk, hylstre. Her kan identiteten afsikres ved hygiejne. I “Attack of the cosmic vacuumkiller” vil jeg’et have alt levende småsnavs “væk/ fra mit område/ jeg vil bestemme hvem som skal/ æde af mig”. Støvsugeren bremses dog af et hår, kærlighedens symbol. Subjektet er ikke verdens suveræne herre, “kan alligevel ikke bestemme”, men fortæres, “ædes hele tiden”. Noget er større end ham. Som i “Prisen”, hvor hengivelsen til den kvindeligt lokkende sne gør jeg’ets stemme “undcrlig lille/ som om det er en anden/ eller måske hele verden/ som skriger her”. Den “afsindige lykke og glædesrus” kan være mere end den hvidkitledes 2 kiks.

Og osse mere end de kropslige hierarkier, der ophøjer synets ratio. Dragen har spist et par af sine hoveder, men har dog 28 tilbage. Det har prinsen med “kun sit eget/ ene” svært ved at annamme, han føler sig bare omringet. Men det gælder netop om at glemme det egne og ene i konfrontationen med det abjekte: det lave, væmmelige og modbydelige. Kroppens fugtige indre, “blodet flyder fra næse og ører/ Øjnene står helt ud af hovedet”. Denne ekstasis kan osse stamme fra “En skrap skede/ lige i mit syn” eller fra urskovens kriblende og krablende kryb, hvor jeg’ets “panserdivision” kæmper med “slimede bæster” og edderkoppespind med “trådenes/ klæbrige/ hvide klister”. Den slags konfrontationer fører os gennem en række affekter: klaustrofobi, fryd, væmmelse, rus, angst. Det sker i en heftig ekspressionisme, i frenetiske og ekstreme fortællinger, der ikke skyr overdrivelser. Snak og larm er der masser af. Splatterfilmene og tegneserierne er rykket ind i lyrikken og integreret i et næsten, kedsommeligt velkendt projekt: kampen mod den indsnævrende ratio i en “kærlighed. til livet. den elskede. til begæret. og endelig. døden.”

Her er den klassiske ekspressionismes, grænse. Hos Krabat bliver hengivelsen til intensiteten ikke uspaltet nærvær, for tiden og døden står i vejen. Lige fra det første digt, hvor barndommens sikre forvisning om ren væren “for jeg var jo” straks følges af det retoriske spørgsmål “Var jeg ikke?” – et spørgsmål, der hurtigt får så faretruende konsekvenser at en “pedalsk” hjulren af sted snarere bliver spedalsk, dødsmærket. Afstanden er der hele tiden. Uanset hvor tæt de elskende sætter sig, kan døden kile sig ind. Krabat fører et gran af ironi ind i snakkesaligheden. En slags postmoderne gestik gør nærvær til simulation. Vi er i en verden af fiktioner. “Drama i urskoven” lægger afstand til det fortalte med slutsætningen “Vi fik glimrende anmeldelser”.

Et af bogens sidste digte lyder: “JEG ELSKER/ (skriger) tilbage står kun førstnævnte statement” Regibemærkningen viser fint og selvbevidst en naiv ekspressionismes kvaler. Skriget kan ikke stå alene. Der må råbes højere, det skal tydeliggøres, og så dementerer den sig selv. Sproget, afstanden og døden er med. For det er jo netop ikke kun den første ytring, der bliver stående.

Krabats styrke er konfrontationen med det lave (osse integrationen af tegneseriernes og de kulørte films temaer og udtryk), og det er den skælmske leg med læseren. Noget nyt siger det bare ikke. Stoffet kan være overraskende; men temaerne og valoriseringerne er hørt før, og udtrykket kan ikke holde dem oppe. Kun få af digtene har jeg hæftet mig ved. Jeg savner lidt mere styr på talen, mere form og mindre hovedløs energi.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Lektørudtalelse
Indbindingscentralen (88145) 678 406 2 68

af Mogens Faber

Krabat, Kenneth: Dragens tab af hoveder : in transit. Borgen. 74 sider.

Krabats opus nr. I. udkom sidste år, Naiv, sagde det nøgne barn, og det var en forholdsvis spontan bog, ulden i kanten, men så energisk at der var grund til at bære over med bogens mangler. Digtene her i bogen er stadig præget af action, et vildt liv med frustrationer og drømme, et storbyliv, hvor det ene kan være lige så godt som det andet. Det er som om Krabat har for stor tillid til at hans udtryk overlever i trykt form, men her hvor man kan læse og genlæse hans udladninger, går de op i limningen og bliver en slags senpubertetsvræl fra en midaldrende teenager. Sproglige kaskader, hvor den tematiske desillusion breder sig langt ud i det poetiske udtryk, så stilen i stedet for at være energisk bliver speedet, men i grunden slap. Jeg synes, som det nok kan mærkes af ovenstående ikke at det er nogen god bog, ja, ikke engang halvgod.

Anmeldelser: …Naiv?Sagde det nøgne barn

De første anmeldelser…

Share

B Zatte digte.

Ekstra Bladet 9. januar 1987, 1. sektion side 18
af Poul Borum

“… Halvdelen af den store bog består af ti meget lange foretællende digte, så originale og så medrivende, at man nok kan regne med, han har en romanfremtid. Mens hans digtnutid er bestemt meget inciterende og meget nutidig. Hans digtvideoer, som man godt kunne kalde dem, er både destruktive og ømskindet følsomme på en måde, som man mere kender fra 80’ernes rockmusik end fra den unge digtning.

Blandt alle de talentfulde unge digtere vi har, er Kenneth krabat en ny og anderledes stemme, grovere og mindre forsigtig, men også med en ikke mindst i dag befriet mangel på selvoptagethed. Det er verden, han opdager i digt efter digt, ikke sit eget onanerende spejlbillede. Og han oplever den på en ny måde og med et nyt sprog. Bravo!”

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Et litterært fupnummer

Jyllandsposten 9. januar 1987
Af Jørgen Christian Hansen

“Årets første digtsamling fra Borgens forlag er et litterært fupnummer.”

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

En ordentlig krabat

Ekstrabladet 10. januar 1987 side 27:

Interview med Kenneth Krabat.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Lyrikkens skarnsknægt

Fyens Stiftstidende 17. januar 1987
af Jørgen Gleerup

Medrivende debutdigte

En ting er sikkert, lyder det i forlagsbrevet fra Borgen, disse digte vil dele anmelderne i to blokke. Og de digte,der spås denne påvirkning, kan man finde i debutsamlingen … Naiv? Sagde det nøgne barn fra en ung lyriker med det noget særprægede navn Kenneth Krabat

Det kan godt være, at anmelderskaren bliver delt i to blokke, men revet med må de vist blive alle sammen. Kenneth Krabat er nok, som navnet siger det, en ustyrlig knægt, men han er det – med ord, der sort på hvidt vælter i hvirvlende strømme. Som læser kan man hurtigt tilslutte sig samlingens motto: »Words go round and round in my head/don’t know their meaning/don’t know what I get/for trying to make madness sound/like words… «

… Kenneth Krabat er en lyrikkens skarnsknægt, der nok ser, at tilværelsen er ved at dø, traditionen og faderbillederne forsvundet, men som alligevel ikke kan holde fingrene fra mekanikken, sprogets og kulturens mange muligheder.

Det er umættelighed, der præger denne moderne sult, og måske digtenes profeterede tvedeling af anmelderne kommer til at foregå, ikke ved en deling i to grupper, men som en spaltning i hver enkel. Det er medrivende, oplagt og dygtigt, men der er mere afsæt fra verden, end der er ankomst. Måske er det vilkåret, hvis det nøgne barn skal bevare sin naivitet, livet ikke dø, inden det er begyndt. Alligevel var det nok værd at håbe, at vi i denne samling ikke ser det færdige resultat, men nogle særdeles lovende og vækstdygtige spirer til et rigt og mangfoldigt forfatterskab.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Skuldertræk

Flensborg Avis 18.januar 1987
Dagbladet Ringsted 19. januar 1987
Holstebro Dagblad 24. januar 1987

af I.T.

Under pseudonym, må man formode, har denne 23-årige digter og debutant (oplyser forlaget) skrevet nogle digte om seksualakten. Nogle vil. måske finde en sådan bog med udsagn om livet på sengekanten fornøjelig. For anmelderen er dette sengeleje et dødsleje. Det er »litteratur«, man kun kan have skuldertræk over for. Man fniser eller rødmer ikke engang. En spøg vel sagtens.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Sex -og action

Berlingske Tidende 21. januar 1987
af Jørgen Johansen

… Teksterne … smækker ordene i synet på læseren med massiv sort brutalitet. … Poesi for de skønhedstørstende skriver Kenneth Krabat bestemt ikke. En skabelse af ubehagets fascination er Kenneth Krabats særlige styrke …

Der er temmelig uhyggelige perspektiver i Kenneth Krabats sammenstilling af »Indre og ydre digte«.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Byens kulde

Land & Folk 22. januar 1987
af Peter Gregersen

“KENNETH, Krabat – navnet lyder drabeligt. Og drabelighed er der over hans debutsamling: »Naiv? sagde det nøgne barn,,. Han digter om en følelse af tomhed og ikke-væren, som mange unge i storbyen kender til. Sproget er upoleret og til tider fanden-i-voldsk. … I samlingens sidste del stråler han pludselig op i nogle kærlighedsdigte – uden dog at blive blankpoleret. Også for ham – som for hovedparten af firsernes lyrikere – er kærligheden det positive, hvor ømheden forløses.

… han får en kulde og rodløshed frem, som virker ægte.”

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Sommetider er der lidt talent…

Weekendavisen 23. januar 1987
Af Ove Ancker

“… Der er i enkelte af Kenneth Krabats digte tilløb til noget, men set i relation til hele samlingen, bliver det ikke til meget. Når han eksperimenterer og leger, anes et talent, når han vrænger ad alverden, en nerve.”

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

En vild krabat.

Kristelig dagblad 11. februar 1987
Af Vibeke Blaksteen

Lyrikdebutant med hårdt, farverigt kropsligt sprog

Der er masser af ungdommelig vildskab og fandenivoldskhed i Kenneth Krabats debutdigtsamling » …Naiv? Sagde det nøgne barn«. Hans sprog er hårdt og farverigt og hans digte eksplosive udladninger af et kaos af had, angst og drift.

… en række lange surrealistiske digte spinder et fascinerende og uopløseligt net af drøm og virkelighed,- mættet med lyst og angst og kredsende omkring elernentære livsoplevelset – som fødsel, kærlighed og død… chokerende i deres rå udlevering af vores underbevisthed. … et udtryk for den virkelighed i os, som ikke kender til hæmninger eller social indlæring – underbevidstheden, hvor følelserne altid eksisterer i deres mest ekstreme form…. Uhyggeligt, men sandfærdigt, når man betragter drømmene, det underbevidste som den sande virkelighed, – og det gør Kenneth Krabat.

… spændende er Kenneth Krabats debutdigte …, ikke mindst fordi de med deres voldsomme kropslighed adskiller sig radikalt fra de mange æstetisk forfinede, intellektuelt orienterede digte i den nyeste lyrik.”

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Spiremørke

Information 12. februar 1987
Af JULIANE PREISLER

Duelige digte om forbudte handlinger

SOM OM destruktionen var følelsesløshedens andet ansigt, skildrer disse digte et jeg, der drømmer sig ind i en anden og mere handlingskraftig uvirkelighed. Det er ikke så meget en forløbsmæssig som en psykisk bevægelse – en tilstrækkeligt langvarig søvn og en stedse mere ligeglad mediteren over intetheden ender i et skrig, der ikke er en opvågning men et virkeliggjort mareridt.

Derfor er der ikke just håb at hente i denne digtsamling, men til gengæld så meget andet – først og fremmest en original sproglighed, som ikke altid har krop og puls bag sig, men som i hvert fald generelt er lydelig og insisterende.

Den efterhånden sædvanlige storbytomhed beskrives og angribes her med en relativt usædvanlig kraft. Følelseskulden, sæbeboble- og glasvægsvæsenet, er i stand til at råbe et udenfor op med nogle ofte ganske krasse midler. Samlingens undertitel er »indre og ydre digte« og det giver mening for så vidt som der er tale om en inderlighed – ytret både eksplosivt og ekspressivt

»Mikrokosmos i en flaske//er du levende//hvis død fejrer vi/og går til begravelse/med hatten i hånd/og sort//Mikrokosmos i flasken//på bordet; er du levende?//Intet er nødvendigt sir du//er du?//sir jeg//drikker af flasken«

KENNETH KRABAT er vidunderligt revnende ligeglad med den almene forståelighed. Det giver i flere tilfælde digte, der faktisk er overordentligt forståelige, fordi de rytmisksprogligt formulerer meningen…. Generelt ligger de korte digtes styrke i sprogligheden. … de lange tenderer til at være små historier i »klip« – en digtskrivning Kenneth Krabat ikke mestrer særlig overbevisende. Til gengæld har de som regel en stor indholdsmæssig effekt, fordi de på en meget nuanceret måde skildrer det samme: Nemlig de glimt af mulige, ofte destruktive handlinger som de fleste på et eller andet tidspunkt øjner som en slags tænkt eller drømt »udvidelse« af verden.

Det ville være en kliché og en reduktion at sige at disse længere digte skildrer psykopaten i os alle – men de skildrer givetvis synlige muligheder for handling, som generelt blokeres. … Den sorte humor sætter fantasifulde blomster som i tilfældet med »den hvidkitlede«, der har gjort det til en lystbetonet overlevelse at slå kyllinger ihjel, men som ikke kan fordrage at spise dem, så han må afsætte dem til sine naboer under forskellige påskud.

… JEG VED IKKE om det gror særligt godt på kirkegårde, men Kenneth Krabat er i hvert fald en duelig spire.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Hvad siger barnet

Lolland-Falsters Folketidende 26. februar 1987
af Jannick Storm

Kenneth Krabat: Navnet lyder, som noget man har købt brugt hos BZ’erne, men det er det nok Ikke. Snarere skal det vise, at man er en helvedes karl – især over for pigerne. Det går der I hvert fald mange sider med i denne digtsamling.

Der er faktisk en del gode tilløb til digte l denne debutsamling – især l nogle drømme- og mareridtssekvenser. Men det meste er utroligt banalt og kedeligt.

Der skal faktisk et stort talent til at beskrive det gamle Ind-ud-ind-ud, så beskrivelsen også fænger hos tilskueren. Det er Ikke nok, at man selv har haft en oplevelse, hvis man ikke kan formidle den til andre. Det har »krabaten« ikke kunnet. Han ville kunne lære meget hos Henry Miller.

Denne digtsamling har Ikke meget at gøre med den gode naivitet – det er mere den dumme pubertet. Men der er som sagt tilløb – og håb om, at han bliver et mere voksent barn.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

En broget krabat

Politiken 28. februar 1987, 2. sektion side 7

En del skidt og noget kanel i debutdigtsamling
Af Marianne Lindgren

… DIGTSAMLINGEN ER delt op i fem afsnit, hvoraf de to første er mest digtagtige, mens tre og fire mere nærmer sig kortprosa og fem er 17 nummererede og korte erkendelser og konstateringer. I de første afsnit indkredses de emner og grundlæggende stemninger, der i de følgende afsnit formidles i fortællende forløb. Det er følelsen af forsvinden, ensomhed (alenitet som Krabat kalder det), angst, at være levende død, at være fremmed selv der hvor ordsproget ‘ude godt, hjemme bedst’ fortæller at man hører til. I Krabats originale omvending bliver det til: ‘hjemme er synkebesvær værst/gid hjemme var ude og væk’. Sorg og selvmord, junkies og drømme, tab og længsel efter kærlighed, afmagt og aggression. Og helt uden Grofs hjælp går Jeg’et i sin mor igen og oplever sin egen fødsel. Tilbage til udgangspunktet for at fødes til en fyrværkerisol. til 9,85. Jo, ‘han han være morsom, og der ér fede passager i de ellers noget hakkende digte, der breder sig på må og få, og ikke bekymrer sig over at anvende poetiske klicheer som: ‘Vinduerne/ligner døde øjne’. De helt korte og koncentrerede digte er bedst, men egentlig viser samlingen, at Krabat er’ en langt bedre prosaist. F.eks. En Drøm Om Virkelighed sammenkobler helt uanstrengt drøm, fantasi, erindring, ønsker og her og nu situation i et hverdagsligt forløb. Der er et værelse med en seng, en dreng, en telefon og piger der er der, og så alligevel ikke. Luften er tung af erotik, forventning og ømhed. Også en mere morbid og bizar fortælling som den om Amsterdam Sara med verdens største skamlæber, som man kan blive fotograferet med hovedet imellem er trods den lidt slatne pointe godt fortalt.

DET ER en mere end broget debut … Der er imidlertid råstof og fortælletalent nok i det nøgne barn. Til gengæld ikke vildt meget poesi.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Voldsom poesi

Aalborg Stiftstidende 4. marts 1987
af Jens Henneberg

»Indre og ydre digte« har Krabat undertituleret sin samling, en lidt besynderlig måde at opdele digte i. Og besynderlig er også samlingen, for der er rimeligt gode tekster…”

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Lektørudtalelse fra indbindingscentralen (87110) 6491170 45

af Mogens Faber

Krabat Kenneth: – Naiv? Sagde det nøgne barn : indre og ydre digte. – Borgen.

Forlaget mener i sit følgebrev, at denne bog vil dele anmeldergruppcn i to lejre, måske på grund af et klart ufærdigt præg over bogens digte, der nu og da snubler i deres forsøg på ikke bare at være digte, men ACTION, som har det med at sætte et rablende tempo og ligefremme alt-eller-intet-temaer: selvmord, mord, saftig sex, onani foruden diverse ridt henover virkeligheden i hastigt flydende eller opbrydende staccatotempo. Meget i bogen er (naturnødvendigt) uforløst, fordi bogen handler om den umulige tilpasning. Meget også postuleret dybsindigt, men alt i alt synes jeg bogen er forfriskende anderledes og uhøjtidelig og samtidig så skrivebevidst, at man hopper med i kørselsretningen, selv om det skumpler lidt i sidevognen nu og da. Ungdommelig poesie, som godt kunne give løfter om mere og bedre udfoldet poesi eller prosa, men indtil da kan bibliotekerne roligt hoppe på, især hvor man kan låne digte ud til yngre mennesker under tredive.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Danske Ungdomslaget (1): “De milde” anger tonen

Kvällsposten 27/2 1988
CLEMENS ALTGÅRD

Klassens busfrö

Klassens busfrö heter Kenneth Krabat. Regression och genital besatthet utmärker hans ….Naiv? sagde det nøgne barn (Borgen). Krabat har ingen respekt får konsten utan spottar och hädar med gott humör finns det slående likheter mellan Krabats övningar och Højholts metatetexter från 1971 i Punkter. Højholt: SYLVIA SYLVIA SYLVIA SYLVIA SYLVIA SYLVIA/ HUN SIDER PÅ HUG OG HYLER UNDER BRUSEREN/ HUN KRYDSER ARMENE FORAN BRYSTET OG BØJER/ SIG NED & KRUMMER SIG LANGSOMT IND MELLEM/ BENENE 0 VANSKELIGT SÅ GLIDER DER HUN IND VÅD/ OG GLAT OG FORSVINDER HOLLLLLLLLLD, DA OP”. Krabat: “så/ mit/ Hoved/ER/ MITMITMIT/ ALENE/ UUUUUUUUUUD”. Det finns gott om exempel på att det “nya” kanske’ inte år så nytt.

… I den yngsta danska poesin har glidandet blivit obligatoriskt. Finns det då inte en viss risk för att 90-talets danska lyrik kommer att bli likriktad och världsfrånvänd – att en provinsiell idylldiktning, om än med franska ledstjärnor, tar över? Ungdom på glid?

Mäster Thomsen kan ge svar på tal redan i dag; i Nye Digte (Vindrose) deklarerar han nämligen att: “det er verden, der er et elfenbenstårn; hvert digt en ansøgning om att få adgang”.

http://krabat.menneske.dk/_bagkatalog/anmeldelser.html#naiv