243 digterdebutanter 1|2000-5|2017

Hvor udkommer debutanterne?

Listen er en lille, bitte smule uretfærdig, fordi den forfordeler det ene store forlag, som har været med hele vejen, men de andre større forlag står så desto mere tydeligere frem. Data kommer fra manuel optælling af debutanter.

Vær obs på, at nogle af forlagene med flest debutanter i porteføljen er selvudgiver- eller medudgiverforlag. Jeg gør ingen gavn ved at skille dem ud fra de andre, da en del af de andre er enkeltmandsforlag.

En god statistik ville være, hvis man kunne holde en udgivers samtlige digtsamlinger op mod antallet af debutanter. Men det er måske noget til livets kortere dage, eller i den dur.

Man er selvfølgelig hjertelig velkommen til på sit forlags vegne at oplyse antal udgivne digtsamlinger i den nævnte periode eller altid, og hjertensgerne angive, hvilke der er debutanter (navn, titel osv). Venligst i email eller kommentarfeltet underneden. På forhånd tak.

5|2017, Kenneth Krabat

forlag antal
* (asterisk) 1
After Hand 3
Alfa 1
Anblik 3
Antipyrine 1
Arbejderen 1
Arena 3
Arielle 1
Armé 3
Asger Schnacks Forlag 1
Athene 1
Attika 2
Basilisk 3
Bianco Luno 1
Biblioteket Øverste Kirurgiske 2
Bogprint 1
Bogsyndikatet 1
Books on Demand 3
Borgen 7
Brændpunkt 2
Byens Forlag 1
Bøegh 2
Citrontræshaven 1
Copenhagen Storytellers 3
Dana 1
Danaiden, i kommission hos Underskoven 1
Darklights 4
Davidsen 1
Det Jydske Kulturministerium 1
Det Poetiske Bureau 12
Dimon 1
EC Edition 1
Edition After Hand 1
Eget Forlag 2
Eksperimental 7
Emeritus 1
Epigraf 1
Escho 2
Facet 10
Fantasifabrikken 1
Faute de Mieux 1
Fly 1
Forlaget Virkelig 1
Frida Retz 1
Frother 2
Gallo 2
Getrax 1
Gladiator 6
Gudhjem : Oneman 1
Gyldendal 20
Hagla 1
Hovedland 2
Hurricane 2
Jorinde & Joringel 16
kahrius.dk 2
Klintholms Antikvariat & Forlag 1
Koordinat 1
Korridor, Det Heterotopiske Bibliotek 1
Kronstork 6
Lindhard & Ringhof 4
Litera 2
Livskilden 1
mellemgaard 10
Melodika 1
Monida ; i kommission hos Underskoven 1
Niels Skovgaard 1
Nordisk Forlag for Videnskab og Teknik 1
Nulpunkt 1
Odsgard 1
Oneman 1
Ord og pladeproduktion 1
Ordlyd 1
Organiseret vold begået imod den almindelige tale 1
People’s Press 1
Poesiens Hus Rosette 1
Politisk Revy 1
Poul Kristensen 1
PrintXpress 2
Privatforlaget 1
Prudential 1
Ravnens Forlag 1
Ravnerock 17
Rosinante 1
Samleren 6
Saxo Publish 2
Siesta 2
Skriveforlaget 2
Spring 2
Tab&nar 1
Tiderne Skifter 1
Undr! 2
URO 1
v.bog.dk 1
(eget forlag – Casper Hansen) 1
(eget forlag – Hellen Gade) 1
(eget forlag – Rune Engstrøm) 1
(eget forlag) 2
(eget tryk) 1

Hvornår sender jeg ind til tidsskrifter og magasiner?

For hvornår er det parat?

Send IKKE noget afsted, hvis

  • Du ikke har læst det højt for dig selv mindst 5 gange og nøje læst det 50 gange indenad
  • Du skrev det for mindre end en uge siden
  • Det ikke gør dig temmelig stolt og selvtilfreds
  • Du ikke respekterer magasinet, du sender det til
  • Digtet begyndte som en skriveøvelse og aldrig rigtig har udviklet sig ud over dét stadie
  • Du har fået dit bidrag tilbage fra flere magasiner uden et venligt eller oplysende ord.
  • Du har fået det læst af én eller flere, du respekterer, som ikke har anbefalet at du offentliggør det
  • Du mangler at ændre Microsoft Words auto-kapitalisering af første ord i alle nye linjer og afsnit & auto-udskiftningen af lille i med stort I
  • Du mangler at tage bevidst stilling til hvilke sprogfejl, der er innovative og understøtter tekstens stemme og hvilke der ret og simpelt er fejl
  • Du mangler at tage bevidst stilling til tegnsætningen
  • Du tænker, at tidsskriftets redaktører “lige” kan fortælle dig, hvordan digtet burde være

Send dine tekster afsted, når

  • Du har sat dig ind i, hvilken type lyrik tidsskriftet normalt udgiver eller åbent søger
  • Du ikke længere snubler over noget i teksten eller tænker “hov” eller “æeee…”
  • Du ved med dig selv, hvorfor digtethar den form, det har
  • Pauserne indikeret ved linjebrud og tegnsætning udgør de ophold i teksten, som du bevidst ønsker at læseren skal forholde sig til
  • En respekteret ven har læst og kommenteret digtene, og du har forholdt dig til kommentarerne og erklæret dig uenig eller uenig og følgelig rettet teksten
  • Du har forholdt dig til et magasins redaktører, som tidligere afviste din tekst, men gav den et venligt eller afklarende ord med på vejen
  • Du har læst korrektur, og en anden eller flere har også læst korrektur
  • Du føler tydeligt, at du ikke kan gøre mere ved det, heller ikke hvis du sover på det eller venter 1 uge
  • Du føler teksten er parat til at blive læst af andre
  • Du følger virkelig, at teksten er parat til at blive læst af andre end dig selv, som nu kender den ind og ud
  • Du ærligt indrømmer, at du er bange for kritikken, selvom du ved med dig selv, at teksten er god nok
  • Du har gjort alt, hvad du kunne for at gøre teksten god, også selvom du er usikker på hvad andre måtte mene.

Det handler om ærlighed over for dit eget arbejde. Er du ærlig, kan det kun gå godt.

Lyd+Litteraturfestival 8, Århus, dag 2/3

Indtryk fra årets Lyd+Litteraturfestival. Vil gerne have en festival næste år også, tak.


her er Kammerflimmer Kollektief

Mine indtryk:

Fredag 14/5 – Musikcaféen

20.00 – 20.45 Ak du lyver Albertine Okay. I sin vorden. For lidt ensemblefølelse.
21.00 – 21.45 Edwin Torres (USA) – Hysterisk fiksering på at det skulle “være noget”, ikke det mindste shamanistisk (som opblæst i programmet) – ydmygheen udeblev.
22.00 – 22.45 Michael Mørkholt & Thomas Krogsbøl – Ikke meget samarbejde, nærmest kun lidt lyd til Krogsbøls tekster. Det kunne være SÅ meget bedre.
23.00 – 23.45 Henry Grimes – UBEGRIBELIGT DÅRLIGT; manden kan jo ikke spille, og legenden siger, at han er savnet!
00.00 – 01.00 Bodega Boys Ikke den store dybde, men PARTY OG ROCK! Marius Nørup Nielsens stemme har Det HELT Store Potentiale og drengenes freejazztrang skal holdes ustækket.

Lørdag 15/5 – Musikcaféen

19.00 – 20.00 og i alle pauser DJ Markus Detmer – Fantastisk DJ, velmotiveret og lige på kornet med poesibaseret mellemmusik, der holdt stemningen oppe mellem de forskellige kunstnere!
20.00 – 20.45 Elektronavn – SUPER FEDT OG SMUKT! De to drenge på metalblæsere og cello var lige på – de var på som støtte til komponisten majmons manglende evne til at spille på alle instrumenter live!
21.00 – 21.35 Zoë Skoulding & Alan Holmes (aka. Parkingninstop) – Smukt og vedkommende, digte om elementer vævet ind i elementale reeallyde (Morten Søndergaard oplæste noget af teksten delvist oversat: VEL oversatte digte, nærværende deltagelse.)
21.50 – 22.20 Morten Søndergaard – SOLO-elektronisk i sin vorden, men på rette vej.
22.40 – 23.30 Kammerflimmer Kollektief + Carsten René Nielsen – KAMMERFLIMEMER VAR FANTASTISKE!!!  Samarbejdet med Carsten René Nielsen var dog præget af ALT for lidt forberedelse/finden hinanden.
23.45 – 01.00 Clean Boys + Sid Yiddish – Sid Yiddish var anstrengende, skønt let interessant med sin sorte maske, hvide heldragt og erkendte depression, og Clean Boys var befriende larmende. Tilsammen: Konstrueret. Vitawrap-manden var et (pludseligt) lydligt og indholdsmæssigt uforståeligt element, der dog var meget fotogent.


OM LYD+LITTERATUR
Lyd+Litteratur er et årligt tilbagevendende eksperimentarium, hvor litteratur og lyd gensidigt udfordrer hinanden. Bag Lyd+Litteratur står Musiktidsskriftet Geiger og Litteraturen på Scenen, som sammen ønsker at overraske, inspirere og udvide mulighederne for, hvordan litteratur og musik kan arbejde sammen.

Lyd+Litteratur #8 arrangeres af Geiger og Litteraturen på Scenen i samarbejde med Musikcaféen, Jazz Club Loco, DIEM og Bibliotekerne i Århus. Lyd+Litteratur er støttet af Statens Kunstråd, Musikcaféen, Frederiksberg Kommune og Kulturforvaltningen, Århus Kommune.

Og BLIV VED MED DET! Tak for i år!

DIGT: rejseblog, Roskilde, Danmark

At bevæge sig uden at flytte sig. Digt.

Jeg vidste det ikke.
At jeg ikke kunne forlade Danmark.

Først da billetten var brugt, og rejseudmattelsen havde lagt sig
og de første maveonder overstået forstod jeg,
at jeg havde glemt at bede om lov til at være et andet sted.
Et fremmed sted.
Et sted uden for lands lov og ret.
Et sted med et andet sprog, jo,
et fremmed sted. Man havde ikke fortalt mig det.
Hvorfor havde man ikke fortalt mig det?
Ingen passede jo min have,
boede i mit hus,
gik i mit tøj,
fyrede med mit brænde,
end ikke de hjemløse på gaderne i Roskilde og København,
alting ventede på mig…
ahhhh, alting ventede på mig.

Det var hér, jeg boede.
Her jeg virkelig boede.
Hér jeg havde hjemme.
Hér jeg skulle tilbage til som indikeret på billetten,
en bestemt dag, afgjort på forhånd inden rejsen ud.
Vi vil have dig tilbage!
Så vi gør ikke noget, der kan forhindre dig i at vende hjem!

Hjem!
Det var dét der… hjem!
Hvorfor skulle jeg have dét med,
når nu netop jeg rejste ud for at finde en åben dør,
finde et sted
hvor hver dag blev til med smil af opdagelse på mine læber?
Og så sådan en lænke om mit ben,
ude af stand til som ræven at bide benet over,
stikke af,
vi vil have dig hjem,
vi venter på dig.
Der sker intet af betydning, mens du er væk,
det sørger vi for.
Vi holder Danmark,
og Roskilde,
tilbage.

kæreste komma (2005)

kæreste,

i en film om kærlighed – ja, egentlig handler de fleste film om kærlighed – men i en film, hvor selve det at finde og miste kærlighed er det centrale tema, er følelserne altid ligetil. De fremstilles ikke som nemme eller ukomplicerede; tværtimod flyver de i alle retninger, og kan blive til alt muligt: Had, vold, trauma, lidelse, død, underkastelse, hengivelse, vished, sikkerhed, uselviskhed, skønhed, udholdenhed og meget mere. Men de er altid ligetil. For tiden går. Tiden går, og vi der ser på, følger med. Og føler med. Og bliver bestyrkede i vore egne styrker og besluttede i vores ønsker om at blive bedre mennesker og stærkere i vores tro – på kærligheden. Og når filmen er slut, er resultatet nået. Ikke på lærredet eller på skærmen, men inde i os. Og det er uden betydning om filmen har en lykkelig eller ulykkelig slutning, for vi er forandrede. En lille bitte smule forandrede. Læs videre “kæreste komma (2005)”

POEM: OUR WORLD

Henning sagde: God made the world beautiful.. seen from above.. so far from the processess of growth, decay and death among the sinners below?

a pilot MUST think the world beautiful, so un-interactive he is with the happenings and the doings of the people and the peoples and the processess of growth, decay and death below. The pilot is coveted for this ability to see that which none on the ground can see for himself without the plane and the ability to fly.

This vision is shared by the artist, the philosopher, the ecologer, the cosmologer, and the theologist, each in their field, and with their special brand of vision. Only it is an inner view, and contrary to the pilot’s visions this world of beauty is not the physical world, but the world above the world.

Such are the worlds of man: The physical world, and the world of human history and translation of all previous beauty. Soaring. And down below.

Sometimes both, simultaneously.

POESI: hvis livet er en snurretop

“Hvis livet er som en snurretop, snurrer du så rundt eller ligger du på bordet?” spurgte klovnen hende.

Hun kunne ikke lide, at han spurgte. Hun var ikke bange. Ikke for ham eller for noget. Men hun kunne se snurretoppen ligge på køkkenbordets vinyl. Alle regnbuens farver gentaget tre gange på den plane flade. Hvis den snurrede rundt, ville der kun være hvidt at se. Ingen farver.

I det samme splintrede gelænderet til første sal, og trappen derop knækkede på midten. Både den nedre og den øvre del faldt ned i hullet, ned i kælderen. Men nej, huset kollapsede ikke af sig selv. Taget blev flået af. Det var dinosaurerne, der kom. Dinosaurerne gnavede af taget.

Hun kunne ikke bevæge sig. Klovnen holdt hende i armen. “Ligger du på bordet, lille pige?” sagde han.

Hun lå på bordet. Hun var fuld af farver, smukke farver. Ikke hvid.

KANTOLA

I spent 1 month @ Kantola house, a refugium just south of Kotka in Finland, 160 kms East of Helsinki, in a Baltic Sea inlet once a large fishing harbour, and right across from the paper mill, part owner of the Kantola artists’ refugium in partnership with the commune of Kantola.

Most days didn’t look like this.

It looked like this

or this

But it the last days of my self imprisonment then sun came out in all its glory, and lo and behold what a marvelous month it had been, and it didn’t even feel like anything 30 days looks like in the mind, calculating fear of isolation, darkness and low, low temperatures. The sun is such a powerful, beloved force, staying at the exact distance that is does.

Some say it looks and feels better in the summer, as brief and short as any Scandinavian summer. But there is something about the harshness that is appealing. Can’t say I like it, but in a way it’s like camping on a windy ledge, tethered to the cliff wall, and you know you’ll be safe, but then again, you are not sure. That kind of feeling roughing you up. And… some say the Finnish women are particularly feisty. Haven’t tried the taste my selv, so I can’t say, but if true it may possibly be from surviving the Finnish winter.

If writing is too lonely or too hard, or lack of company is getting to you, there is Poetry Slam – in Finnish, naturally, but you CAN give poems in three languages, including Finnish from machine translation, to applause, and witness the passing of a 1yr achievement award: a cow with wings (if only they could fly…!)

You can also make new friends: Hello Marko, soon off to Afghanistan for 6 months, may luck and love follow you (that shouldn’t be hard, my good man)

and Petri, Cultural Organizer with his hands in lots of things, may the forces guide you to all supports of your efforts to show Kotka they have much to be proud of.

And then there was the journalist, Matti, who wanted an interview with the foreign poet, and pumped me for information on poetry, body stance, intonation and the finer points of Poetry Slam, when he wasn’t showing off his dvd with his killing and skinning of a female 250 kg Elk…as diversion, so as to pump me some more. Yes, it was a fine Elk, Matti … Looking forward to the article. 🙂

The papermill is gonna sell their part of the house, is what I heard when I arrived. Falling prices on pulp means they had to sack all the workers and begin dismantling the mill. Just before I left, they stopped the negotiations with the union, rehired all workers and re-started the factory, as the price of pulp went up $.30 to the ton – but only for 6 months, then they will close… The town probably wont buy their part of the house – for one it might be too expensive, if the mill wants marked value for it, and besides, listening to people the attitude of the commune politicians seems to be one of: “What do we need foreign artists here for? How are they gonna do Kotka any good?!”

Well, what do artists do anywhere? They look at the land, the people, the animals, the options, the connections, the produce, the arts and local culture, and they go and tell other people about it. Maybe they brand a name – mention a previously un-mentioned town (in art circles) in southern Finland out of hundreds of towns, all with their own particular identity, but nothing international to bragg with, and this town rises out of obscurity and into the world’s eyes, and ears. It is not a free process as celebreties can testify, but for those who care to address such challanges as attention can bring, things can develop in quite un-expected ways. And there is nothing un-expected about Karaoke, Finnish or otherwise, even if a karaoke bar can have those moments of wonder – such as the flabby, un-spectacular young woman singing her heart out in a big voice that could go far, if she was ever inspired to develop a musical taste of her own.

Alva Aalto build the house, by the way. Don’t tell anyone I said it’s modernism at its naked birth, with only the internal layout in any way attractive. Because you don’t come here to write or compose or paint to be distracted by architecture – unless, of course, you’re addicted to modernism – you come here to sleep well, make your own hours, cook your own food, and to go out on excursions across the peninsula, to Kotka, the supermarked, and to the near-by bar, whose regulars from hear-say are indifferent to the differences of languages different from their own and will willingly and without need of assistence tell you everthing about something in Finnish for as long as you care to hear.

Life in Kantola is easy. You have an open mind, they have an open mind.

For information on stays in KANTOLA

Petri Pietiläinen
Kulttuurisuunnittelija/Cultural co-ordinator
Kotkan kulttuuriasiainkeskus/Kotka Cultural Centre
Keskuskatu 33, FIN-48100 Kotka
Finland

p/tel. +358-5-234 4494
mobile +358-400-608 997
fax +358-5-234 4274

text and images: Kenneth Krabat nov-dec 2009

Tidens Kælven 2: Id 5 (fragment)

Uddrag fra digtsamling i arbejde (2010).

SINGULARITET OG KONVERGENS

1) En singularitet er ikke-kausal og ikke-kaotisk på samme tid. Samsansningen af de to grunddynamikker er muligvis at betragte som en evne i visse mennesker, muligvis en helt naturlig konsekvens af alt gennemlevet:

2) Befries man for de to opfattelsers dominans, befries man for det begrænsende i det ikke-kausales og det ikke-kaotiskes gensidige monoeksistentielle udelukkelse af den anden og dén verden, den anden beskrives i og opleves i.

3) I befrielsen fyldes man af de tos sammensmeltning, som nogle kender som gud, skabelsesøjeblikket, den evige fred for livets smerte, og andre betragter som to kurver i naturlig cognitiv konvergens, skønt tilsvarende tilfredsstillende i sin fuldstændighed.

4) Den mest interessante karakter er således dén, der oplever singulariteten og trods tilbuddet om hér at standse med fred i sjælen, opfyldt af altings stilstand, alligevel ønsker at følge de konvergerende kurver, som de aftegner sig på den anden side af singulariteten.

5) Slettet.

6) Tilføjet: Vi har hér at gøre med et menneske i forceret udvikling, en pioner uden ansvarsfølelse eller hjemstavn, en ny art, som en vinbjergsnegl eller eremitkrebs, der for evigt bør formenes yderligere adgang til den menneskelige kreds.

bakketoppen, dækket af grønne græsser gnistrende af sol i perler af dug og et øhav af opulent svajende blomster med hvide kroner, er en døråbning med en dør forankret. Døren svinger i vinden. Landskabet anes gennem åbningen. Så smækker døren.

KRONRAGNING tager tid, først skal alt håret klippes ned, så skal hovedskallen vaskes grundigt og siden varmes igennem, talrige skift med fugtige, varme håndklæder, og først da kan kniven koges og bladet føres over den knoglede hovedbund, blodet standser man med en koagulationsstift, gøres det hurtigt, kommer der ingen sår, en skallet isse skal skinne blankt og være uden sår, en sommerfugl skal have støv på sine vinger, et bjerg skal være højt, verden hænger hurtigt sammen

SO, dreams are what makes us? And when there are no dreams, what makes us then? HOW THE FUCK ARE WE THEN MADE! No no, I’m calm, I’m good. I can’t pretent, I just cannot pretend that I care for this mumbo jumbo bullshit about “creating the world by yourself”. I am not made by my dreams. I don’t dream. I don’t care to and I never have. What does it mean, “dreaming”? That you pretend you’re something you are not? I never pretend! This is what you see, and this is what IS! This is what I see in the mirror, looking back at me, and I’m supposed to be all in awe of the fact that left is right and right is left, oh, oh, the human brain, what a sight for sore eyes, what a wonder…! No. This body becomes more and more fragile, this brain synthesises more knowledge and forgets a lot of stuff every day, but I stay me! No great analysable difference between the I and the me, no bridge to cross and two other-sides to merge, I… AM… ME! And turn the equation around, if you like, but it sounds stupid in this stupid language… I. Just. Do. Not. Dream. And if I don’t dream, how am I then made, huh? Am I immortal? Am I dead? How would I know the difference? And how can I care? How can I care?

Dagbog: Ord Under Himlen og Alle Drømmes Moder

Det var dagen, jeg flyttede tilbage til Kbh – efter 3 uger i søsters kolonihave med græs under morgenkaffen.

Og dagen, hvor den frederiksbergske poesiens dag fandt sin arvtager i Kongens Have – i Ord Under Himlen *.

Og dagen, hvor jeg blev konfronteret med alt det, jeg ikke får, når jeg flytter til Samsø om knap halvanden måned – ja, hvad er dét?

Livet er ikke lettere noget sted;
nissen flytter altid med.

Men så er der menneskene, trafikken, himlen der rammes ind af huse, husene der rammes ind af hinanden og hedder arkitektur, gaderne der fører frem til hinanden præcis som Rom findes af enhver og dyrene der ikke løber frit og får særlig opmærksomhed og vil de egentlig dét? Og der er alle cyklerne. Cykler, fordi det er en måde at udtrykke sig på og gå imod og være sig og glad og bevægelig og sund på. Cykler, der forsvinder og savnes og er personlige og mig. Cykler som risici, cykler som bevægelse, cykler som tid på dagen, og cyklister regner ALDRIG bilerne, de er der bare, som understrøm og regnvejr og elske uforbeholdent og ha sex uden kondom eller kondomer der springer, cykler har ikke samme betydning på Samsø, dét bliver aldrig det samme dér, dét er svært at tro. Og så er der stederne som har ligget der i årevis, med kultur svitzet ind i væggene, og man kunne besøge dem, men gør det sjældent, men de er der, fordi de er gamle med integritet, historie kan aldrig nogen sinde gøre det alene, der behøves noget andet, en valgfrihed en mulighed for at være til stede i fred og i ro, være sig selv ganske enkelt, og findes dét, findes disse steder på Samsø? Jeg tror det næppe – stedet er for lille til at være alene uden for sit eget hus. Og vandet. Ja, vandet uden for København… Det er der, fordi Københavnere behøver det – ellers havde vi nok asfalteret os til Malmö, snarere end at bygge dén bro! Vi vil afgå fra havnen og vende tilbage til havnen og have et forhold til havnen som stedet, der forbinder os til verden, og derfor bygger vi broer til de nærmeste lande, så vi slipper for at tænke at verden står åben, for enhver der vil rejse – en tynd spinkel bro fører ikke til Verden, men kun til anden valuta, og dét er fint. Så vi drømmer, når vi ser på vandet, og hvad drømmer samsinger, når Storebæltet kaster med solens stråler? Om at komme af sted? Næppe.

Så, hvad fanden vil jeg på Samsø? Hvad ér der dér?

Alle drømmes moder bor dér. Så enkelt er det.

* Foto: Felicia Lensborn

Poesiens dag er død, længe leve poesien hver dag

Men skulle man have lyst til poesi i det grønne, afholdes et arrangement i Kongens Have i København søndag 26. 8. mellem 14 og 17.

Foreløbig 15 tilmeldte digtere vil læse op, muligvis efter samme rundspredningsmodel som i Frederiksberg Have. Det afhænger nok af, hvor mange flere, der melder sig.

Medbring madkurv og/eller regnfrakke. Der vil være flyers at finde rundt om i byen efter d. 14., men ingen mailinglister, man kan skrive sig på.

Bare kom.

Henvendelse kan evt. rettes til

Lonni: bershook snabela gmail punktum com
Lisbeth: lisbethheckmann snabela hotmail punktum com

dagbog: Snurren på finger

Blev i rigtig godt humør her til morgen, da en sms fra en ven tikkede ind med beskeden: “K er ikke Kræften. K er KRAFTEN”. Lige før jeg skulle af sted til Bispebjerg nuklearmedicinske afdeling.

Men hvis jeg var Universet og ville fortælle mig, at jeg skal handle på min fornemmelse, min intuition og min tro, og ikke lade rationel tænkning og medicinske vurderinger hindre mig i at vælge vej for resten af mit liv, ville jeg også sørge for at PET-skanneren på Bispebjerg brød ned 1/2 time, før jeg skulle til, så jeg ville være nødt til at vente endnu en uge på det sidste svar, jeg bilder mig ind står mellem mig og hengivelse til til en ikke-fysisk forklaring på følelsen i min brystkasse. Men hvis jeg var Universet, ville jeg også vide, hvor helvedes svært det er at få mig til at handle på noget, der ikke er placérbart rationelt, logisk.

Jeg står stadig i midten, hvor jeg har stået meget længe. Har en svaghed for hard science, nøgterne såkaldt fakta uden et gran af håb eller åndelighed eller fornemmelse for andet end det efterprøvelige, fordi det falder mig nemt at kategorisere og placere, og jeg er åndeligt doven. Koblingen med alt det bløde er blevet utroligt meget sværere med årene – paradoksalt nok jo mere gennemskuelig verden er blevet.

Derfor SÅ meget vigtigere at lytte til dem, der har en mening om, hvordan man omprogrammerer sig – som en ny veninde, der ringede og gav sin deltagelse. Men hvordan kommer man fra det kendte til det nye uden at skulle risikere at måtte øve sig på noget, der måske viser sig ikke at være det rigtige? Det gør man ikke. Det var så meget nemmere den gang, da stofferne forekom at kunne skyde genvej, men nu hvor kroppen skal med, og hovedet skal holdes tilbage…?

Blev så til gengæld i forfærdelig dårligt humør her til aften, da en veninde behøvede at fortælle mig om en bekendt med symptomer på forskellige ting, hvor de lægelige specialister havde været lige som de blinde med hver deres del af elefanten og ikke set andet end symptomerne på deres eget snævre felt, med det resultat at hendes bekendt var ved at dø. Når en sådan svada leveres, fordi min veninde er bange for at miste mig, og håber at hun kan skræmme mig til at tage bedre vare på mig selv, siver hendes vibes ind under huden. Ikke af kærlighed, men på hårde facts.

Måske jeg på et tidspunkt må vågne og indse, at jeg ikke har oplevet noget, der kunne minde om en kraft eller energiudlandning, åbent hjerte, åbne chakraer, men blot været offer for post traumatisk stress, forvirrende cocktails af hormoner, adrenalin, endorfin og dårlig rådgivning i en lang periode efter et svært tab. Men så har jeg da i dén tid oplevet et større spektrum af følelser, end hvis jeg blot skulle have forholdt mig til den verden, man kan måle og veje og sætte på formel og i statistik: Poesien ligger ikke i følelserne alene, men den ligger så sandelig heller ikke i det jernhårde greb, visionsløse såkaldte realister holder flertallet af menneskene i med krav om efterprøvelighed, nytte og kassetænkning. Poesien bor i forskellene og i længslerne, i følelserne af tab og af savn, og imellem nu og engang.

Jeg er ikke bange. “Hvad skulle du føle, for at gå tilbage og gøre det alt sammen én gang til på nøjagtig samme måde?” som der stod i en bog, jeg læste for nyligt. Jeg skulle føle det, jeg føler nu. At jeg ikke er bange. At det er muligt at ikke føle sig bange, netop fordi der er mere end blot én mulig tolkning af verden.

Jeg burde få fingeren ud og finde halvtreds forskellige at spørge om, hvad fanden det i min brystkasse er; dét alene at spørge ville udvide min horisont væsentligt og vedkommende. Snarere end at vente på 3 blindes vurdering af noget, der ikke bryder med deres eget verdensbillede, hvis de overhovedet kan blive enige. En sygdom. En elefant. Snarere end en bestanddel af noget større.

Men min finger kommer først ud, når den kommer ud. Nu er jeg let. Senere bliver jeg tung. Så bliver jeg let igen. Så tung. Og pludselig er jeg i kredsløb. Igen.

et blidt sted at være menneske


SÅ længe har jeg været ateist, at jeg nok har mindre liv tilbage at fatte en omnipotent guds angivelige altfavnende kærlighed i, end jeg har levet dage med kærlighed blandt mennesker som værende tilsyneladende tilfældig, og med sikkerhed smertefuld at miste, savne og længes efter. Er der en sådan gud, er jeg så dén, som rækker ud, eller bliver jeg rakt? Og ligger i så fald ikke også guds kærlighed parat til dem, som ikke bekræfter hans eksistens med vedkendt tro? De kristne siger ja, mens de forsøger at hverve andre til deres tro.

Sådan er mine tanker i disse muslimske “dage” blandt menneskene – hvor mennesker atter myrdes på alteret for omnipotente teologer, der hævder at kunne love vejen ind i guds rige.

Det forekommer mig, at jeg ikke behøver tro på gud eller lyde profeter eller profeters fortolkere. Blot udholde smerten ved tvivlen på, hvordan jeg bedst giver MIN kærlighed. Ingen af dette navn, gud, behøver komme mellem menneskene og mig, hvis jeg kan lære at udholde smerten. Hvis …

Jeg er initieret i healingsformen, Reiki. Når jeg åbner (mig) for Reiki, livsenergien, giver jeg mig hen til den programmering, der ligger i at blive initieret: Jeg kan ikke bruge energien til mit eget formål, jeg kan ikke gøre andet med den end at åbne mig, fokusere mig væk fra mit forstyrrende ego og min snakkende hjerne. Jeg åbner mig, og energien flyder derhen, hvor den behøves – to the best of all concerned, som det hedder. Ske, det der skal og kan – hér kommer livets energi til dén, som har mistet energi; det koster mig kun væren og tilsidesættelse af mig selv en tid.

I denne frivillige tilsidesættelse af egenbeskyttelse og mental vurdering ligger stor omsorg. Men det er ikke en guds kærlighed. En guds kærlighed er det der gives mig: Jeg, der sørger; jeg, der længes; jeg, der smerter … og behøver omsorg og oplevelsen af, at noget passer på mig, som ikke er mig, og dermed større end mine ligesindede, som – i fald jeg ikke er forskruet i beundring for tillærte evner, jeg ikke selv har – dækker over alle andre mennesker. Noget, der er eksternt os alle sammen. Noget, der evner at være givende til enhver tid, blot man kalder og har behovet for at modtage. Den perfekte forælder.

Kærlighed er den største kraft i Universet skrev jeg på min væg, min arm, i mit sind, en decemberdag 2006 efter at have mistet min elskedes tillid og et alt for tidligt født barn. Den fysiske følelse i hele min overkrop af at rumme – ikke kærlighed, men potentialet for kærlighed, husker jeg med al klarhed. Det var en dør, der var gået op, og da min bortgangne elskede tilfældigt samme dag lagde vejen forbi, for første gang i halvanden måned, oplevede jeg den største udstrømning af følelser i mit liv blive til det største kærlighedsmøde nogen sinde: Mine følelser væltede ud af mig gennem mit bryst til min elskede, en følelse der voksede og voksede og gav mig en styrke og en sikkerhed, en vished i livet, jeg aldrig havde følt. Og siden blive til en passiv, optændt tilstand, da min elskede ikke kunne tage imod mere, og en uge senere, da hun ikke var interesseret i mig alligevel, til en oplevelse af den dybeste sorg, større end den jeg havde gennemlevet i chokket over, og ydmygelsen ved, at miste hende på måden, det skete på.

Hér kunne jeg havde behøvet en altfavnende, kærlighedsfuld gud til at tage mig ind, men da knap nok troede på mig selv efter at være blevet forladt igen, og endnu ikke havde fået sprog for det nye, jeg havde oplevet, måtte jeg klare mig igennem… ikke alene, for pludselig viste det sig, hvem mine venner var, men på egen hånd.

Jeg har siden formået stort set hver dag at skabe og eller opretholde mit fokus på mit bryst – dagligt bekræfte følelsen af at være åben, parat til at give må jeg næsten kalde det. Unægteligt har tvivl sat ind, når jeg i (oftest kvindeligt) selskab kun har følt begær og omsorg og nysgerrighed og mental kontakt, på trods af denne fysiske påmindelse om decemberdagen i min overkrop. Er jeg en ikke-recidiverende hykler, der kun kan give til dem, der tager imod? Eller er der måske noget fysisk galt med mig, hvor et symptom eller biprodukt er denne følelse i mit bryst? Måske er hele oplevelsen fra dagen i december til denne martsdag knap 4 måneder senere blot endnu en af et usikkert pendulerende menneskes ekskursioner ind i vanvittigt selvoptaget drømmespinderi?

Skal jeg i dag med sikkerhed kunne besvare disse spørgsmål, ville jeg nok skulle have hjælp af en alfavnende kærlighed… som den gud står for. Men måske er det ikke nødvendigt, hvis jeg blot fortsat føler behov for at tro på, at den fysiske følelse af åbenhed i min krop har værdi for andre end mig selv. Ved at den har betydning for mig selv. Gør jeg dét, tror jeg på det, og bekræfter følelsen dagligt, vil den vel fortsætte med at give mig anledning til at opføre mig anderledes opmærksom og tilgivende i min adfærd, og måske også fastere og mere besluttet, over for andre og over for mig selv. Lige så umuligt at af-opleve som det er muligt reelt at fejre en gammel fødselsdag igen.

Jeg venter. Jeg befinder mig i venten. Måske venter jeg på et tegn som det, jeg fik i december. Måske behøver jeg finde en lejlighed til at bryde med de gamle mønstre fra før december. En måde at være på med denne nye, fysiske oplevelse i min krop. Jeg har tænkt, at jeg skulle fortsætte med at blive bedre til at vise menneskene i min hverdag tålmodighed og omsorg – at dét var dét, jeg skulle bruge min oplevelse til. Men nu tænker jeg, at den skal bruges til at vise mig selv omsorg og tålmodighed ved at tage imod. At det ikke er en givende åbenhed, fordi jeg egentlig aldrig har haft vanskeligheder ved at give åbenhed, men derimod en modtagende åbenhed. En åbenhed over for verden og alle de små tegn i hverdagen, som er tegn på varme følelser. At jeg måske i stedet skulle anvende denne åbenhed til at muliggøre kærlighed mellem mig og de andre.

På den led behøves begrebet gud ikke. Barnet forstår ikke tålmodighed, og kan sin endnu uskyldige åbenhed til trods derfor ikke leve med ikke at blive givet omsorg, når som helst behovet opstår; det er i barndommen, vi bedst lærer om, hvad varme følelser kan gøre ved én. Men den, der har tålmodighed, og er lige så åben som barnet, vil opleve mere kærlighed end barnet nogen sinde kan kapere. Og ikke blive afhængig af følelsen, af rusen, som det at omveksle følelser til kærlighed er, når følelserne er stærkest. Det sagdes i går i avisen: Religion er et stof, der får folk til at komme tilbage efter mere.

Meget er bundet i min december-oplevelse. En enestående oplevelse af at være både mindre og større end mit selvbillede. Men ikke som tidligere blot baseret på en tanke, en observation eller en idé. Nej, et fysisk eftertryk er afsat i min krop, qva denne opsvulmede ring, der omkranser halschakra, hjerte, solar plexus og hara. Fra min hals til under min navle. Det er noget, jeg kan vågne med, vågne til, gå i seng med, og fremkalde hvis den ikke lige er der. Jeg har for første gang i mit liv et konkret bevis, der ikke går væk med søvnen, som indikerer at en forandring er i gang. Jeg tror det, for det føles sådan – at det er en positiv forandring. Frygten tager sit i min hverdag, ikke nogen forandring dér, men jeg vier den ikke voldsom opmærksomhed. For til decemberoplevelsen hørte også en anden følelse, som jeg tit har gentaget: Det er muligt at leve med frygten. Jeg har ligget rystende af frygt og smerte på min seng, og grædt mere på 3 måneder end sammenlagt i mit liv, men jeg har ladet det sker. For det viser sig, at det går over – når det får lov at komme ud.

Men hvad min oplevelse faktisk er – kærligheden er den største kraft i universet – ud over en anledning til også at handle anderledes, ved jeg ikke. Der findes dem, som givet ville kalde det et tegn fra gud eller skaberen. Og uden at jeg ønsker at være sprogligt kontrær: findes vi alle inde i skaberværket, er det vel så også dét. Men med mindre jeg optager samtalen med gud, bliver der næppe der næppe den store underholdning på min sendefrekvens.

Så slår det mig – anekdoten om manden, der er død og taler med den gode gud om sit liv. Og gud viser ham fodsporene i sandet på stranden, hvor han har fulgt ham gennem livet. Men manden fokuserer alene på de gange, hvor der kun er ét sæt fodspor, hvortil gud svarer: Det var dér, jeg bar dig… Jeg kan ikke vinde – hvem jeg end taler med om det her, har nogen været der før jeg. Alle tanker, jeg har tænkt om guds eksistens eller nødvendigheden af gud, har andre tænkt og dyrket og forsket i. Og opfundet passende anekdoter til, så budskabet bliver letfordøjeligt og omvendelsen så nem og lydefri som muligt: Se her hvordan dit gudløse verdensbillede passer i et verdensbillede med gud, blot ved at tilføre den guddommelige essens de rette steder. Der er ingen modsigelser – blot verden med gud og uden gud.

Men der ér ting at sige til det. At troen med en gud som fokus ophører med at være en personlig ting og bliver et spørsmål om noget endeligt ud over døden. At der er et svar på evigheden. Hvor ufatteligt det end lyder foretrækker jeg verden en anelse diffus. At sandheden om noget ikke bor nogen steder. Og jeg bryder mig ikke om at sætte mig selv i stedet for gud ved at sige, at jeg erstatter at søge og finde sandheden ved at søge gud med at søge sandheden inde i mig selv. For så var jeg jo sådan set lige vidt. Så ville jeg blot være solipsist, centreret omkring mig selv, uden at have en reel verden at agere i. Nej. Jeg vil blot have mulighed for ikke at finde svaret. Søge, men ikke finde. Og så have dage, hvor jeg finder, selvfølgelig! Dage, hvor jeg lige præcis ved, hvad jeg skal gøre, intuitivt eller helt bevidst, med hovedet, eller med hjertet, eller med kroppen. Eller ganske ubevidst være in tune med eksistensen. Jeg vil bare ikke leve med illusionen om det perfekte. At kvantefysikere og kosmologers omvendelse til gud gennem menneskelig observation af sammenhængene på alle planer skal kunne indikere noget … perfekt. At det perfekte findes og kan opnås gennem søgen. Eller væren. Eller en hvilken som helst anden måde, vi mennesker har stillet behovsstillelse frem som… ja, guddommeligt. Forløsning! Gennem hjernens kemiske belønninger og straffe for det, der forekommer ekstatisk. Ekstasen er det sjældne, og det der belyser det vedkommende. Ikke det vedkomne i sig selv. Toppen af bjerget er ikke dér, man har lyst til at være. Når man har været der, søger man tilbage til det kendte.

Som en ven siger: Det perfekte er forbeholdt det guddommelige. Ja, det er derfor, jeg ikke ønsker at lægge mig i hænderne på gud. At jeg modstår gud. Det perfekte er forbeholdt tanken om gud. I dag må glasset for min skyld godt være okay rent. Der må godt være rodet. Min elskede må gerne have psykiske problemer og rynker og deller. Jeg må godt begå fejltagelser. Ikke for ofte, ikke for graverende, men jo, jeg MÅ godt. IKKE ‘det er menneskeligt at fejle’, men en tilladelse til at få alle de detaljer med, som en kalkplet, en bums, en fortalelse afstedkommer. Sætte mine forventninger til livet ned, så jeg bliver i stand til at se flere af de smukke ting og situationer og mennesker, som er omkring mig hver dag. Som jeg haster forbi og igennem, med blikket rettet mod noget, der er bedre.

Et blidt sted mellem at være og at gøre. Dér vil jeg gerne være menneske.

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

DIGT: alfabetisk forhold:

Langpoesi.

Umiddelbart alfabetisk, deres forhold. Deres forholden sig – til hinanden. Til
sexen. Til diskussionerne, i naturlig progression til skænderi. Til forsoninger
og udforskninger. A for Armod, Aggression, Ahhh, B for Busted, Bedrag,
Behagesyge, C for Cirka det hele, D for Dynamisk, Dum, Dejligt Dullet, E og
så videre, for de kom overalt, i alle egne, ikke dén detalje de ikke kunne sætte
navn på – men straks opgivende, hvis vidner spurgte til sammenhængen de
enkelte definitioner imellem, selv ikke med hinanden til hjælp kunne de
skabe disse forbindelser, den endelige transformation til overgivelse og
endelig opgivelse af dem begge opfattet som regulært forrædderi, al videre
diskussion unødvendigjort på et øjeblik: Uden at konsultere med Hende
vendte Han sig frustreret mod en uforstående: Men vi taler ikke i hele
sætninger!!! Bruddet fulgte kort derefter, i timerne det tog at pakke ledsaget af
almindeligheder som: rækker du mig lige…, vil du ha den her eller ka jeg…,
o. lign, hvilket med ukarakteristisk afgivelse af nydelse fokuserede dem begge
mod at gøre sceancen kort. Det gjorde ganske enkelt for ondt.