det bedste menneske

Share

ved foden af bjerget i Surco
hvor vejen slynger sig
gennem byen som altid sover
byen med sin fine nye plads
som ingen bruger ingen børn
leger på ved foden af bjerget
vil jeg hvile
undlade at drikke vand
undlade at skifte sko
undlade at være nysgerrig at føle mig hjælpsom
føle mig fortravlet
på vej et andet sted hen i størst mulig hast
skide på dem som har det vanskeligere end jeg
lade som om jeg ikke hører
når nogen spørger what IS my name
where DO I come from
der er ingen grund til at leve i Surco
energien suges af menneskene
historien suger menneskene
og min hér er endnu kun
ti minutter lang
så jeg øver mig jeg øver mig
på VIL i ti minutter til så

nu er jeg
parat til at bestige bjerget
være det bedste menneske
jeg kan være

nok
det skal være nok
jeg er sulten
igen vi spiser først
på toppen


washington, Peru, Kbh 13 – den menneskelige betragterafstand

Share

På væggen ved poolen har administrationen, eller et lyst hoved i administrationen, eller arkitekten, eller hans lærling… never mind… fået den idé at udfylde seks ellers tomme murfelter mellem de cementsøjler, der forankrer den lange væg ind til naboejendommen, med store malerier. Ikke klatværk, om end de skaller en smule i dag, men heller ikke STOR kunst. Men nogen har tænkt, at hér skulle være noget, poolens gæster kunne genkende.

Det har tydeligvis ikke været et spørgsmål om bare at få et eller andet på væggene, blot fordi hjernen stort set altid brygger historier af alle sanseindtryk: Ikke forskelligt farvede felter, ikke moderne klatværk, abstrakt, billigt, men noget af en vis kvalitet, som folk ikke vil føle sig truet af: Indgange til forskellige virkeligheder, man kan falde til ro ved, drømme sig ind i, eller falde i staver over… Således at udsmykke et offentligt baderum med vinduer ind til folk selv er meget venligt tænkt af idéperson og beslutningstager, eller meget psykologisk korrekt. Men hvordan ind? Hvem er er publikum?

To af malerierne er gengivelser af original peruansk kunst fra 1700-tallet, begge meget nemme at “forstå”: Tildækkede Kvinder ved Tempelagtig Bygning, hvor den midterste ser ud af billedet gennem en sprække i sløret, og To Handlende på Gaden i Lima, den ene i ro under parasol med fremstrakt vare, den anden på vej videre med udstrakt arm og hånd – som det sker 10 millioner gange i minuttet verden over.

De fire andre er åbenlyst mere naturalistiske og besidder ved deres forskellighed fra de klassiske motiver en besynderlig diffus aura af originalitet:

  • en procession af mennesker med helgenbillede set let oppefra, med folk, folk, folk alle vegne i niveauer langs en gade kantet af høje træer
  • set nede fra i skrå vinkel et husparti med en typisk trækarnap, som man finder i mange varianter af nær-kollaps i Lima Centrum
  • umiddelbart facaden på et palads, men gennem en af buegangene ind til (hvad der kunne have været) balsale anes den firkantede bagende af en hvid bus og siden af en gul bus på tværs
  • for enden af et aflangt parkanlæg præget af manglende æstetisk sans eller interesse troner L’Arc de Triomphe i peruansk inspiration.

Men hvorfor er busserne med på billedet, de havde ikke behøvet være der – og hvorfor har ingen af menneskene i processionen ansigtstræk, når helgenbilledet er meget detaljeret? Der er et nutidspræg over dem alle, men det er ikke dét… Men mindre… Med mindre forlægget er fotografier! (Undskyld, hvis jeg fornærmer nogen):

Man har bestilt en maler til at gengive fotografier af Lima, som han qva sin evne til gengivelse givet ikke har haft indflydelse på valget af. Det er ikke velproportionerede kompositioner af dagligliv eller spektakulær ikonografisk arkitektur, og end ikke kopier af populære postkort, om end det i kopibyen Peru ikke ville forårsage rettighedsproblemer af nogen betydning, men derimod snapshots fra Lima – tilfældige feriebilleder gengivet i 4×3 meter, detaljerede nok til betragtning på fire-fem meters afstand, men ikke mindre. På længere afstand fremtræder kun de største former som genkendelige og betydningsladede – imposant bygning, helgenbilledeomrids, karnap. Alt andet, i større eller mindre detaljerigdom, er en kybernetisk funktion – menneskets muligheder udvidet af teknologi med formålet at indhente flere informationer, end øjnene selv formår; et produkt af hjernens evne og kompulsive trang til at stille spørgsmål ved Den Virkelige Verden – som sådan unødvendigt for det nøgne menneskes umiddelbare overlevelse, men væsentligt for fremtidig orientering og behovsrationalisering.

Og hér er det jo meningen, folk bare skal kunne slappe af. De skal ikke stilles krav om noget, de ikke kender til – ingen dvælen ved kunst eller fotorealisme under mikroskop. Det er derfor billederne skal ses på den samme relativafstand, som man holder fotobunken med feriebilleder i, mens man gennembladrer dem for interessante motiver. Det er Den Menneskelige Betragterafstand! Idéen, og investeringen i mest mulig fred og ro ved bassinkanten, er ret og simpelt korrekt – hvad enten den baserer sig på bevidst psykologisk talent eller ej. Illustrationerne varmer!

(Og så ér det alt andet lige billigere at få en anden maler til opfriske motiver, der ikke er fór detaljerede… hvis dét da overhovedet nogen sinde sker… Ned på jorden igen, Kenneth: Det her er stadig Lima.)

DIGT: lugten, stanken

Share

det er ikke
lugten af fattigdom
altid den samme fugtige stank
af altid lidt snavset
det er ikke menneskene
for dé er rene og vaskede
mennesker er altid rene og vaskede
hvis de på nogen måde kan komme til det
det er ikke vandet i hanen
der ikke kan drikkes
den ensidige kost
mængden af sukker sukker sukker
det er ikke forureningen
larmen fra motorcykeltaxierne
eller deres udstødning
det er ikke
hundene der nyttesløst kæmper
om territoriet nat efter nat
det er ikke
pusherne som nok indtager
mere coke end de sælger
nat efter nat efter nat er det ikke
varmen og fugtigheden
drivende plamager af tåge
det er ikke noget ydre
hvordan
kan det være det

washington, Lima, Kbh 12 – solenergi, tillid og bæredygtighed

Share

Der er mange måder at hjælpe på. En af dem er at gøre folk i stand til at udnytte de ressourcer, de i forvejen besidder. Gøre dem selvhjulpne. På trods af risikoen for at blive negativt påvirket af inkompetent “hjælp” er sådan hjælp langt at foretrække frem for den type, hvor nogen tager over, eller bare langer penge eller varer over disken og forventer at modtageren vil forvalte det uselvisk og rationelt, for så at blive sur og trække hjælpen tilbage, når opførsel eller taknemmelighed ikke svarer til forventningerne.

Inti Killa hedder en lille hjælpegruppe her i Villa el Salvador. De forsøger sig med “sustainable tourism” – “bæredygtig turisme” – dvs. noget i retning af ovenstående: Turisme, der ikke tilfører nye, urimelige krav til det område, der tilføres turister, og dels tvinger turisterne til at acceptere rejsemålets hverdag, dels hjælper rejsemålets beboere til at forholde sig “normalt” til de ankommende, og ikke ligge på maven for dem. Læs videre “washington, Lima, Kbh 12 – solenergi, tillid og bæredygtighed”

washington, Perú, Kbh 10 – tumultarisk

Share

Tumultarisk er et fantastisk ord. Mit liv er tumultarisk – i
slowmotion. Ikke mange erkendte sten i floden, broer, heller,
bivuakker, refugier. Men konstant og vedvarende tumlen gennem
eksistensen uden fast ståsted.

Lima er… et andet sted. Læs videre “washington, Perú, Kbh 10 – tumultarisk”

washington, Peru, Kbh 9 – ankomst Lima

Share

ankommet til Lima. Har overdraget min gave til værtsparret (mine venner), en G4 bærbar mac, 17-tommer fra 2006, som jeg hentede i århus, betalte 3200 for, og proppede RAM i. De blev meget glade. Ved ikke præcis for hvad – for at blive påtænkt, eller for selve gaven – men det er mig lige gyldigt, jeg giver, fordi jeg det gør mig glad at forestille mig, at de har brug for det, og at jeg kan tage pengene ud af min egen økonomi og proppe dem ind i deres, og have en mening om, at jeg kan investere pengene i noget i deres liv, som de med pengene i hånden aldrig selv ville købe: Muligheder, og en vis følelse af status, at være noget værd, som ikke er alle forundt. En lækker Mac, med lækkert styresystem, som aldrig går ned, og kan de lækreste ting. Det er et statement om at føle sig rig. Rig på muligheder, rig på omsorg og omtanke, og måske med et snif af lugten af faktisk rigdom, hvem ved? Og så kan den også bruges til deres form for arbejde – grafisk design.

Jeg er et rigt svin, forstår ikke fattigdom. Læs videre “washington, Peru, Kbh 9 – ankomst Lima”

washington, Peru, Kbh 4

Share

Jeg er sulten. Kan næppe beskrive det på nogen anden måde. Jeg er overmåde sulten. Og jeg har været sulten det meste af mit liv.

Det var næppe skolens skyld – den gjorde det bedste, den formåede. Ej heller mine forældres skyld – de gjorde det bedste, de formåede. Skyld bærer ingen. I den verden, jeg blev født ind i, var der blot ikke plads til min nysgerrighed, eller ressourcer til at stille den.
Så, jeg er stadig sulten. Blasert over for verden og verdens kulturer, ja, det er jeg – fordi mit fremmeste talent er syntesen: Koblingen af enheder til færre enheder – på uforståelig vis har jeg naturlig forståelse af koblinger, jeg ingen forudsætninger har for at forstå. Men det vedligeholder sulten, når der bliver mindre og mindre at fortære. Så, sulten er efterhånden konstant.
Min amerikanske veninde er et kildevæld af informationer – om amerikansk politik og økonomi, med alle mulige levende og døde figurer kastet ind i historierne, som jeg ikke har hørt om eller forstår betydningen af. Men hvis jeg kan modstå utålmodigheden med hendes trang til at fortælle uden at vente 5 sekunder på modspil, mærker jeg sulten melde sig som en brændende slange, der fylder mine lemmer.
Det er dog ikke den fysiske verden, der interesserer mig – ikke menneskene som sådan – men hendes personlige optagethed af sammenhængene, der vækker slangen, når det lykkes at tøjle utålmodigheden: Den brændende længsel efter at føle mig fyldt op af noget, der betyder noget. Noget, der er værd at give videre – på samme vis som hun brænder for at dele sin akkumulerede erfaring med mig og enhver, der gider høre. Det er selveste trangen efter at være en del af noget, som behøver mig. Ikke bare et hvilket som helst menneske, men mig. Med de evner, jeg besidder, og med den sult, der kommer af aldrig at være blevet stimuleret tilstrækkeligt.
Jeg ser ud mod verdensrummet gennem film og bøger, jeg ser indad gennem filosofien og drømmene, jeg ser eksistensen udstrakt mellem forestillingerne om før og efter, og i illusionerne og de smukke fantasier om et liv før og efter dette. Det ér ikke og kan ikke være enkeltindivider, men beskriver derimod tilsammen det smukke væsen, som drømmer alle disse ting: Mennesket. Mennesket, som kun kan reagere med impotent vrede, sorg, følelse af ulykke, når sydamerikanske fattige bevidst forgives af mad, som falske nødhjælpsarbejdere uddeler til dem ved juletid. Mennesket, som jubler foran skærmen, når barnet efter flere døgn hentes op af en dyb brønd i en ukendt provins i et land, de knap nok ved, hvor er.
Dette menneske, som skaber universet, uden at forstå redskaberne til skabelsen, men ikke desto mindre opbygger det fra grunden på gætværk og deduktion og statistik og hardcore vedholdenhed ved observationen af de største og mindste detaljer i de største og mindste mønstre… Dette menneske er min brændende sult.
Som snart 47’årig er jeg klar over, at jeg skal dø en dag. Denne dag var uendeligt langt væk for 15-20 år siden, men ikke i dag. Men jeg er ikke den fjerneste bange for at blive væk blandt stjernene. I min egen opfattelse af tingene kan jeg ikke gøre andet og mere, end det jeg gør. En stædig, selvfokuseret afsøgning af det forståelsesunivers, der er mennesket. “Virkelighed er et sprog i sindet (the mind)” kom for nyligt til mig under en skriftlig gennemgang af perspektiverne i og problemerne med tidsrejser, som forskere i parantes mere betragter som en sandsynlighed end det modsatte: Jo flere mennesker, der fokuserer på det samme, desto mere virkeligt bliver det.
Sådan er det med sprog – de forskellige sprogs opgave er formidlingen af afgrænsede virkeligheder, og den fælles virkelighed tales i et fælles sprog, der overfører, “oversætter” eller #transporterer” individuelle oplevelser forståeligt fra menneske til menneske. Så “rød” altid er forståeligt “rød” for alle, “glæde” er forståelig “glæde”, “gud” forståelig “gud” og “fremtid” et projektionsrum alle skal kunne gå lige trygge ind i.
Men der er så mange mennesker, som er bange for at dø. Bange for at lide. Uagtet at alle religioner og trosretninger, selv dem uden guder og/eller med personofre, rummer muligheden for en ideel bortgang… Og denne frygt, som er en totalt overflødig advarselsmekanisme fra dengang vi var reptiler og vores hjerne kun bestod af rygrad og en smule hjernebark med hormoner til straf og belønning, værner vi om og giver stadig videre fra generation til generation, fordi vi ikke ser nogen alternativer til at kende til faren ved visse ting.
Denne mangel på alternativ er hvad der driver mig i dag. Slutteligt vil jeg måske blive drevet ud over kanten, men i dag forsøger jeg bare at finde frem til det, jeg ønsker. Dét, der definerer mig. Jeg drives den vej, fordi jeg ér sådan. Og hvad der venter for enden af denne vej, er enten døden eller et svar. Længere er dén ikke. Dét mildner dødsangsten (, Mikael). Jeg befinder mig reelt set ikke på en vej, idét et sådan billede angiver muligheden for at vende om eller tage en anden rute, men det er ikke tilfældet. Analogien passer kun, hvis jeg i indbildskhed forestiller mig, at andre mennesker ikke lever deres liv lige præcis så fortvivlede, entusiastiske, varmemissilsøgende, begærlige, udmattende, stædige, værdiannullerende liv som jeg.
(Og hér er så det inkompetent sammenskruede, men dog effektive, amerikanske varmeanlæg gået i gang med at holde kulden ude af lejligheden – med en vibration og en larm som flygtningelejrens 10KW-generator, der går igang igen lige uden for teltet. Nyttig… men hold da kæft, hvor det larmer – især 3:38 om morgenen!)

Washington, Peru, Kbh 1

Share

det begynder godt…

(Og hér er det så, jeg atter bliver opmærksom på min brug af ironi. Hvorfor er det, at det er så svært at sige tingene lige ud? Er det noget af tilbehøret til en digterhjerne, et digterhjerte – at det er omskrivningen, der skaber synligheden og betydningen uden at bruge helt så mange ord? Men hvorfor bruger jeg så så mange ord?)

Well, jeg opererer med et begreb, jeg kalder venteværelset. Skulle jeg finde på at skrive en poetik engang, ville den sikkert tage udgangspunkt i det. Den ene halvdel er ventepositionen, hvor det handler om at blive tom, så det nødvendige at sige melder sig selv. Den anden halvdel er venteværelset som det rum, hvor dørene til de forskellige mulige virkeligheder manifesterer sig, når fødderne ikke vil gå og det er nødvendigt at finde en rigtig vej: Jeg venter længe nok i venteværelset = gennemlever dagene i mit liv uspektakulært med den personlighed jeg er, og gør det, jeg kan og vil og er – og går igennem den rette døråbning, når den manifesterer sig.

Hver lille ting har sit eget venteværelse. Af og til fylder et enkelt venteværelses venten mit hele fokus – hvis fødderne ikke af sig selv vil igennem nogen af døråbningerne, eller der går længe, før en dør dukker op. Men én eller flere døre vil dukke op, og på et tidspunkt en døråbning, som jeg kan gå igennem.

Jeg gik fra min kæreste, akkurat før vi skulle ud at rejse. Efter at have set antallet af døre svinde ind, var der lige pludselig kun én dør at gå igennem, og mine fødder havde behov for at gå. På den anden side, i venteværelset dér, var der også kun én dør. At spørge om hun ville med ud at rejse alligevel.

Det ville hun ikke. Og jeg forstår det godt. Og er vel egentlig lidt lettet over ikke at skulle bruge en 3 måneders rejse på at kæmpe for at opnå noget, vi ikke lykkedes med gennem halvandet år – set med mine øjne. Men døråbningen var der, og fødderne ville igennem. Upraktisk, urealistisk, måske oven i købet en stensikker genudspilning af exkæresten, der vil være the good guy. Men det gør det ikke mindre væsentligt, derved at fødderne ville dén vej – uanset hjertets frygt og hovedets katastrofescenarier.

Så det begyndte godt, not: Alene på rejse, i tre måneder.

Jeg tænkte så, at jeg ville bruge noget mere tid hos vennerne i Washington, før rejsen til Perú, og fandt at man mod et mindre gebyr kunne ændre afgangen selv hos flyselskabet. Men noget gik galt i transaktionen, jeg fik ikke ændret afrejsedagen fra Washington til Lima, men står nu i stedet uden to af mine reservationer. Med 4 dage til afrejsen.

Forsøger man at fortælle mig et eller andet? Døren til Verden står stadig åben – men kommer jeg til at gå igennem den, d.4. januar kl 9?

Godt spørgsmål!

KAAnon

Share

SÅ kom den endelig, KAAnonen.

Som alle aviser og nyhedstimer på TV insisterer på at illustrere med kanoner snarere end med folk, der synger i kor, blot ude af trit.

Er det blot en holdning, som kan hjælpe skolebørn og lærere med at fokusere på, hvad der er dansk, ELLER er det endnu ét blandt mange af regeringens forsøg på at ensrette vidensadgangen i det danske samfund?

I Perú var det langt nemmere – her havde folk ganske enkelt ikke hverken penge eller tid til at orientere sig – men i DK er politikerne nødt til at maskere uviljen til divers indlæring med et oldnordisk remseforlæg á la kongerækken: Det, der betyder noget… – efter i årevis (både fra venstre og højre af) at have udhulet folkeskolen med alternerende skyld over at eleverne skal præstere noget (bestemt), og vrede over manglende udenadslære.

For nyligt så jeg omtalt en meget markant forskel: Der er politikere, og så er der verdensmænd og-kvinder. Altså, der er administratorer med offentligt ansigt, og så er der ledere.

Ledere… dem kan man være uenige med! De skuer ud i fremtiden, sigter mod græsgange, som ingen andre kan se endnu, bygger fremtider af ideer og forestillinger. Administratorer ser ned på fusserne, om der er trådt i kokasser, om der er penge i pengekassen, om der er nogen der lægger an til brok – de er i øjeblikket og reparerer øjeblikket. Har vi nogen verdensmennesker, har vi nogen regulære ledere? Nej, det har vi ikke. VI spænder ben, hver gang nogen stikker hovedet op over madrassen. Vi har fortjent det system, vi har. Og kulturen. Og skolesystemet. Og fremtiden.

Måske er der mening i billedet af en kanon? Men det er nok ikke nok med én, hvis man skal sænke et helt samfund.