Rytmisk Dansk, musik af pauser i digte

Pausens Musik er den eneste musik, der findes.

Share

Jeg er håndværker og digter, og har skrevet og udgivet siden 1985. Hele mit skriveliv (først ubevidst og siden målrettet) har jeg arbejdet på at synliggøre pauserne i mine digte – først for mig selv; og igennem de sidste 12-14 år med en vished om læseren. I dag kunne jeg godt tænke mig at præsentere lytterne for vejrtrækning – og dét fra en ret nørdet vinkel: vejrtrækning som tidsmaskine, oplæsning af digte som tidsrejse tilbage og ind i et andet menneskes krop. Læs videre “Rytmisk Dansk, musik af pauser i digte”

dansk + lærer ≠ dansklærer! (Digte er bare røvkedeligt lort!)

Med tilkomsten af internettet vil dansklæreren fortsat få sværere og sværere ved at fremstå autoritativt og må blive en form for kustode i det danske museum og efter bedste evne forsøge at samle de frie besøgendes interesse i det samme rum om det samme emne i den tid, der er afsat til det – gerne med personlig karisma, lækkert hår og fourageringer ind i de unges egen medieverden. Det skaber en særlig lærer.

Share

 

Lisa siger: "That Strunge-guy... don't you agree he mostly embodies Danish loss of optimism in the 70's and as such is kind of NOT a real symbol of great Danish poetry, even if his image may be sufficiently rebel-like and commercially intertwined with the Punk-years to briefly grab the attention of young students of Danish?"

Sad til middag med en gymnasielærer i dansk og historie. I sådant selskab, i fald selskabet er begavet, hvilket var tilfældet hér, falder snakken uværgelig på digtere i pensum og dansklæreres valg af digtere at tage op i undervisningen – begge emner, der får blodet til at springe fra mine øjne.

Alle dansklærere, som ikke er bange for ikke at kunne være bagstopper på tolkningen af et digt over for klassen, bedes række hånden i vejret.

Ja, sagde min bordfælle, det er skræmmende at introducere digtere og forfattere, som ikke er anerkendte, gennemprøvede, gennemanalyserede. (Ærgeligt, at jeg først nu tænker, at alle digtere i undervisningen for fanden da må have været nye på ét eller andet tidspunkt – er det på lærerseminaret, nyere forfattere introduceres, én gang for alle…?! )

Hvorfor ikke bare google digt og vælge en tilfældig resultatside og præsentere eleverne for muligheden for en samtale om, hvad digtet sagde dem og i samtalen komme frem til, hvilke redskaber de intuitivt anvendte for at nå frem til deres opfattelse? – forslog jeg ham.

Dansklæreren riposterede med historien om en gang, han havde undervist voksne og en forsagt elev havde spurgt, om ikke det var muligt anonymt at anvende et af hans digte i undervisning – hvilket dansklæreren turde, med resultatet at alle i klassen fandt det her digt meget federe end noget andet, de havde været præsenteret for – mere nutidigt, relevant og… godt! Det fik mig næsten til at græde, men jeg bliver jo aldrig tilfreds: Dansklærere bør have samme rem af huden som digtere – give sig til kulturen, uselvisk og i hensynsløst sigte mod begejstrende sprog(kund)skabeN snarere end efteraben alt kendt! (Og jaja, først kravle, så gå… BLA! Nej, hér hold min hånd, så går vi!) Læs videre “dansk + lærer ≠ dansklærer! (Digte er bare røvkedeligt lort!)”

Om Pausenotation, kaldet “Pausens Musik”

Pauser er personlige. Eller bør være det for digteren, i hvert fald.

Share

Det er min holdning, at et digt skal læses, som det står skrevet… og således – med alle de mange forskellige pauselængder, som tegnsætning og linieskift er – skrives, som det skal læses og læses op. Jeg kalder det “pausenotation”.

Se det som rytmeangivelse – en styring af åndedræt og nærvær, som tilsammen bliver til digtets egen vejrtrækning. Læs videre “Om Pausenotation, kaldet “Pausens Musik””