Konspiration: ental, flertal

Når jeg antager forekomsten af en konspiration, skal jeg så blive bange?

Jeg modtog en DVD fra min veninde i Washington, som havde fundet den i en telefonboks i New York.

Inden i er fire forskellige film fra http://911dvdproject.com, blandt andet David Ray Griffin, der taler på det Kongelige Bibliotek i København, 14/11 2006 om emnet “9/11 – should the truth be revealed or concealed?”

Han begynder med at sige, at konspirationsteorier ikke er noget, man i sig selv kan afvise – hver dag konspirerer folk om at opnå fordele over andre. Det sker på alle planer i samfundet, i store og i små grupper; konspiration er snarere dagsordenen for mennesker i netværk. (Politikens definerer “konspiration” som et samarbejde i skjul for at sætte en regering fra magten – måske for hårdt et udtryk til at beskrive, hvad konkurrerende firmaer gør ved hinanden…) Og at han er i Danmark for at anmode  de europæiske regeringer om at presse den amerikanske regering til at fremlægge sandheden om 9/11. (Mon ikke hans virkelige formål var at fremlægge den ikke-officielle holdning i et sindigt og troværdigt tonefald?)

Jeg er enig i, at mennesker konstant samarbejder for at opnår fordele. Men om 9/11-konspirationsteoretikerne er regulære sandhedssøgere på vegne af nation & “demokrati”, frem for af den type, som pga. dårlig kropskontakt og depressiv hjernekemi oplever sig som offer for omstændigheder uden for personlig kontrol, herunder alle ikke-demokratiske magtovertagelser – de virkelige og de indbildte – er svært at afgøre.

Uanset hvad handler enhver frygt for sammensværgelse altid om dét, man ikke fik: Udeblevet kærlighed. Opmærksomhed. Omsorg. Retfærd – savn og  mangler, der har formet måden, hjernen processerer input på. Og det gør ingen forskel, om man er intelligent eller ej – det handler om, hvad man frygter skal være sandt.

Men… Når det handler om, hvad man kan se af sammenhænge, kan der selvfølgelig i princippet altid være noget om snakken.

Men det ér en anden snak. Og den følger hér.



Kenneth Krabat, 27.9.2010