Et tweet ad gangen – den lange vej mod fællesskabet

Selv skøre kattevideoer på YouTube repræsenterer større fællesskabsengagement end de 3.5 timer, den vestlige verdens mennesker siden 60’erne dagligt har brugt foran TV’et.

Share

Clay Shirky betragtes med ærbødighed af mange – en amerikansk forfatter, rådgiver og underviser, som har skrevet om internettet siden 1996 og fungerer som rådgiver for alt fra verdensbanken til den libyske regering omkring sociale og teknologiske netværkers topologi – hvordan vore netværker skaber kultur og vice versa.

The Cognitive Surplus skriver [Clay Shirky] op imod forestillingen om internettet som spam og porno, og hans greb er enkelt og virkningsfuldt. Han sidestiller internettet med fjernsynet. Han afviser ikke kritikken. Han medgiver at det kreative og skabende potentiale i internettet slet ikke realiseres. Han vedgår at det ofte bliver til billeder af katte med talebobler, når almindelige mennesker praktiserer det skabende og generøse internet. Men, lyder hans svar, selv den smule kreativitet, som lolcats (videoer af katte, der gør skøre ting på YouTube. Red.) repræsenterer, er udtryk for et langt større engagement end de tre og halv time, som langt de fleste mennesker i den vestlige verden hver eneste dag siden 1960’erne har lagt foran fjernsynet.”

via Fritidssamfundets skyggeside | information.dk.

læs også Om 15 år er aviser lige så forældede som telegrammer

Wikipedia: Clay Shirky

Kenneth Krabat, 27.1 2001

jeg er en løgnhals (og det er du også)

En anden måde at betragte løgnen på.

Share

Igennem mig flyder en strøm af overensstemmelse. Ned gennem fødderne op gennem toppen af hovedet. Jeg er forankret til denne klode med samme type koncentrerede træk, der holder alting samlet, atomer som celler, celler som væsener, stivnede, flammende, komplekst interagerende klippestykker som solsystemer, solsystemer som galaxer osv. Jeg rummer en indre overensstemmelse. Jeg findes, fordi jeg kan… findes.

Holdbarheden for en samling atomer, celler og organstrukturer som mig er afhængig af graden af proximitet til den centrale overensstemmelsesstrøm, bare kald den “indre sandhed” for nemheds skyld. Læs videre “jeg er en løgnhals (og det er du også)”

Soap&Skin

Soap&Skin, aka. Anja Plaschg (f.1990)… Utrolig nerve og vibrerende intensistet!

Share
store følelser har ingen alder

Anja Plaschg. Jeg kan aldrig elske hende, for jeg kommer aldrig til at kende hende, men jeg elsker hvad hendes følelser vækker mine følelser til. Nogen kalder det sorg. Det har jeg også selv følt. Men det er også jubel. Det er under alle omstændigheder stort.

soap & Skin @ Willkommen Österreich

det bedste menneske

Share

ved foden af bjerget i Surco
hvor vejen slynger sig
gennem byen som altid sover
byen med sin fine nye plads
som ingen bruger ingen børn
leger på ved foden af bjerget
vil jeg hvile
undlade at drikke vand
undlade at skifte sko
undlade at være nysgerrig at føle mig hjælpsom
føle mig fortravlet
på vej et andet sted hen i størst mulig hast
skide på dem som har det vanskeligere end jeg
lade som om jeg ikke hører
når nogen spørger what IS my name
where DO I come from
der er ingen grund til at leve i Surco
energien suges af menneskene
historien suger menneskene
og min hér er endnu kun
ti minutter lang
så jeg øver mig jeg øver mig
på VIL i ti minutter til så

nu er jeg
parat til at bestige bjerget
være det bedste menneske
jeg kan være

nok
det skal være nok
jeg er sulten
igen vi spiser først
på toppen


tomme momenter

Kortformen fra de sociale medier og sms vil følge os til real life og gøre slemme ting ved os.

Share

Facebook er en ny form for kommunikation – noget, de fleste af os aldrig har været i stand til før, endsige haft lyst til: Kommunikationen med et stort antal andre mennesker på samme tid – i et rum hvor vi lærer dem at kende som hvisken, selv når de råber og raser. Men vi lærer dem at kende. Og vi lærer, hvad vi vil give hver enkelt – helt og aldeles baseret på vore egne interesser for dét, der ligger imellem os.

I programmeringen af Facebook er udvekslingsformen begrænset i omfang, og sådan kommer vi til at reagere. Alle, der forbliver på Facebook, vil med tiden agere efter EN IDÉ OM, hvordan mennesker bedst kommunikerer. Læs videre “tomme momenter”

POESIA: mi mejor lingua (mit første digt på spansk, my first Spanish poem)

Gebrækkelig spansk, men det findes.

Share

falta palabres
falta grammatico
pero no la historia
mi vida
Soy me
con todo

Un regalo de me vida total es
vivir en este casa

mi familia es pocito, pocito
tengo solo hermanas
y hermanos de
mi vida adulto

pero ahora
senseo el olor una familia
el color los sonidos

los dias
con feliz y menos

la mejor es la
inter-gambiando

este es una famlia.
Todos ayudan.

Creo en dioses y
los humanos y
doy las gracias
a los dioses
y
como poedo ayudar

a los humanos

(Det er det bedste jeg kan
på skrift og i tale
men jeg forstår meget mere.)

washington, Lima, Kbh 12 – solenergi, tillid og bæredygtighed

Share

Der er mange måder at hjælpe på. En af dem er at gøre folk i stand til at udnytte de ressourcer, de i forvejen besidder. Gøre dem selvhjulpne. På trods af risikoen for at blive negativt påvirket af inkompetent “hjælp” er sådan hjælp langt at foretrække frem for den type, hvor nogen tager over, eller bare langer penge eller varer over disken og forventer at modtageren vil forvalte det uselvisk og rationelt, for så at blive sur og trække hjælpen tilbage, når opførsel eller taknemmelighed ikke svarer til forventningerne.

Inti Killa hedder en lille hjælpegruppe her i Villa el Salvador. De forsøger sig med “sustainable tourism” – “bæredygtig turisme” – dvs. noget i retning af ovenstående: Turisme, der ikke tilfører nye, urimelige krav til det område, der tilføres turister, og dels tvinger turisterne til at acceptere rejsemålets hverdag, dels hjælper rejsemålets beboere til at forholde sig “normalt” til de ankommende, og ikke ligge på maven for dem. Læs videre “washington, Lima, Kbh 12 – solenergi, tillid og bæredygtighed”

washington, Peru, Kbh 6

Share

Haiti. Jordskælvskatastrofe på TV. Fokus, der går dén vej en tid. Bunker af døde kroppe i solen. En mand, der går rundt i kroppene, måske i forsøg på at finde venner eller familie. Mennesker overalt på gaderne med en taskefuld ejendele. Drivende rundt mellem hinanden. Sammenfaldne huse på alle billeder i gadehøjde. Intakte huse her og der set fra helikopteren, men billedet klipper konsekvent til overfrekvens af sammenfaldne huse. Det er katastrofen, vi skal se. Jeg donerede $35 til Læger Uden Grænser – det er også dem, jeg har påtænkt i min sidste vilje. Verdens skadestue.
Og her sidder jeg og spekulerer på, hvad jeg skal skrive. Hvad jeg skal tage mig til. Jeg kan ikke andet end se og mærke og forsøge at sætte ord på. Generalisere og påpege specifikt.
Haiti. Bliver husene nogen sinde genopbygget, bliver de døde begravet eller skovlet i massegrave? Vil nogen forinden bruge kræfter på at identificere dem eller indsamle DNA til gavn for de efterladte, eller er det ligegyldigt, fordi de alle er fattige? Er det bare de levende, der skal fokuseres på? Mad og vand, intet andet? Det er lidt over to døgn siden, Port au Prince kollapsede. Der er ikke mange varme følelser rettet mod Haiti. Det er nu, verdens mennesker kan vise, hvad de er i stand til. Træde ud af bokseringen for en tid.
Hvad ser han, ham der går blandt de døde? Ser han de knuste kroppe og blodet? Måske han leder efter ét særligt menneske. Og kan kun glædes – over ikke at finde den, han savner? Jeg ser ikke deres skader. Jeg ser, at de ganske kort forinden var levede som dig og mig og nu er lyset slukket i dem, de er ikke længere som os. De er døde. Uforståeligt ikke her længere. Og når de er døde, betyder de ikke noget. Respekt for deres minder, hvis nogen husker noget at respektere, men de er væk og kommer aldrig igen!
Hvad tænker han på, mens han søger? Han vil nok aldrig glemme denne dag, disse dage, men han er ung og har længe til at skabe ny familie, nye venner. Men det er mig, der tænker sådan for ham. Hvad tænker han? Om at være i live?

washington, Peru, Kbh 4

Share

Jeg er sulten. Kan næppe beskrive det på nogen anden måde. Jeg er overmåde sulten. Og jeg har været sulten det meste af mit liv.

Det var næppe skolens skyld – den gjorde det bedste, den formåede. Ej heller mine forældres skyld – de gjorde det bedste, de formåede. Skyld bærer ingen. I den verden, jeg blev født ind i, var der blot ikke plads til min nysgerrighed, eller ressourcer til at stille den.
Så, jeg er stadig sulten. Blasert over for verden og verdens kulturer, ja, det er jeg – fordi mit fremmeste talent er syntesen: Koblingen af enheder til færre enheder – på uforståelig vis har jeg naturlig forståelse af koblinger, jeg ingen forudsætninger har for at forstå. Men det vedligeholder sulten, når der bliver mindre og mindre at fortære. Så, sulten er efterhånden konstant.
Min amerikanske veninde er et kildevæld af informationer – om amerikansk politik og økonomi, med alle mulige levende og døde figurer kastet ind i historierne, som jeg ikke har hørt om eller forstår betydningen af. Men hvis jeg kan modstå utålmodigheden med hendes trang til at fortælle uden at vente 5 sekunder på modspil, mærker jeg sulten melde sig som en brændende slange, der fylder mine lemmer.
Det er dog ikke den fysiske verden, der interesserer mig – ikke menneskene som sådan – men hendes personlige optagethed af sammenhængene, der vækker slangen, når det lykkes at tøjle utålmodigheden: Den brændende længsel efter at føle mig fyldt op af noget, der betyder noget. Noget, der er værd at give videre – på samme vis som hun brænder for at dele sin akkumulerede erfaring med mig og enhver, der gider høre. Det er selveste trangen efter at være en del af noget, som behøver mig. Ikke bare et hvilket som helst menneske, men mig. Med de evner, jeg besidder, og med den sult, der kommer af aldrig at være blevet stimuleret tilstrækkeligt.
Jeg ser ud mod verdensrummet gennem film og bøger, jeg ser indad gennem filosofien og drømmene, jeg ser eksistensen udstrakt mellem forestillingerne om før og efter, og i illusionerne og de smukke fantasier om et liv før og efter dette. Det ér ikke og kan ikke være enkeltindivider, men beskriver derimod tilsammen det smukke væsen, som drømmer alle disse ting: Mennesket. Mennesket, som kun kan reagere med impotent vrede, sorg, følelse af ulykke, når sydamerikanske fattige bevidst forgives af mad, som falske nødhjælpsarbejdere uddeler til dem ved juletid. Mennesket, som jubler foran skærmen, når barnet efter flere døgn hentes op af en dyb brønd i en ukendt provins i et land, de knap nok ved, hvor er.
Dette menneske, som skaber universet, uden at forstå redskaberne til skabelsen, men ikke desto mindre opbygger det fra grunden på gætværk og deduktion og statistik og hardcore vedholdenhed ved observationen af de største og mindste detaljer i de største og mindste mønstre… Dette menneske er min brændende sult.
Som snart 47’årig er jeg klar over, at jeg skal dø en dag. Denne dag var uendeligt langt væk for 15-20 år siden, men ikke i dag. Men jeg er ikke den fjerneste bange for at blive væk blandt stjernene. I min egen opfattelse af tingene kan jeg ikke gøre andet og mere, end det jeg gør. En stædig, selvfokuseret afsøgning af det forståelsesunivers, der er mennesket. “Virkelighed er et sprog i sindet (the mind)” kom for nyligt til mig under en skriftlig gennemgang af perspektiverne i og problemerne med tidsrejser, som forskere i parantes mere betragter som en sandsynlighed end det modsatte: Jo flere mennesker, der fokuserer på det samme, desto mere virkeligt bliver det.
Sådan er det med sprog – de forskellige sprogs opgave er formidlingen af afgrænsede virkeligheder, og den fælles virkelighed tales i et fælles sprog, der overfører, “oversætter” eller #transporterer” individuelle oplevelser forståeligt fra menneske til menneske. Så “rød” altid er forståeligt “rød” for alle, “glæde” er forståelig “glæde”, “gud” forståelig “gud” og “fremtid” et projektionsrum alle skal kunne gå lige trygge ind i.
Men der er så mange mennesker, som er bange for at dø. Bange for at lide. Uagtet at alle religioner og trosretninger, selv dem uden guder og/eller med personofre, rummer muligheden for en ideel bortgang… Og denne frygt, som er en totalt overflødig advarselsmekanisme fra dengang vi var reptiler og vores hjerne kun bestod af rygrad og en smule hjernebark med hormoner til straf og belønning, værner vi om og giver stadig videre fra generation til generation, fordi vi ikke ser nogen alternativer til at kende til faren ved visse ting.
Denne mangel på alternativ er hvad der driver mig i dag. Slutteligt vil jeg måske blive drevet ud over kanten, men i dag forsøger jeg bare at finde frem til det, jeg ønsker. Dét, der definerer mig. Jeg drives den vej, fordi jeg ér sådan. Og hvad der venter for enden af denne vej, er enten døden eller et svar. Længere er dén ikke. Dét mildner dødsangsten (, Mikael). Jeg befinder mig reelt set ikke på en vej, idét et sådan billede angiver muligheden for at vende om eller tage en anden rute, men det er ikke tilfældet. Analogien passer kun, hvis jeg i indbildskhed forestiller mig, at andre mennesker ikke lever deres liv lige præcis så fortvivlede, entusiastiske, varmemissilsøgende, begærlige, udmattende, stædige, værdiannullerende liv som jeg.
(Og hér er så det inkompetent sammenskruede, men dog effektive, amerikanske varmeanlæg gået i gang med at holde kulden ude af lejligheden – med en vibration og en larm som flygtningelejrens 10KW-generator, der går igang igen lige uden for teltet. Nyttig… men hold da kæft, hvor det larmer – især 3:38 om morgenen!)

washington, Peru, Kbh 3

Share

Blev kørt fra Ronald Reagan Airport… til Alexandria, hvor min veninde og hendes datter bor. Naboen var ved rattet. Ung fyr, der 1) kørte som om han var ved at OD’e af kaffe, 2) gik ind for skydevåben til alle “så man kunne beskytte sig mod dem, der vil overfalde én med skydevåben”, og 3) bød mig hjerteligt velkommen i Guds eget land ved at spille en sang om “I blame it on the viking”, fordi min venindes datter har døbt mig “My Viking”. Oh boy. Efter en tid var jeg i stand til at se det som, at han gjorde hvad han kunne for at få mig til at føle mig velkommen, samtidig med at han manifesterede sig som ung amerikaner over for en ældre udlænding. Stadig uhyggeligt, men andre steder er det endnu mere nådesløst: Dér tales ikke om tingene; dér handler det om, hvilken baggrund man har, om man ser dem i øjnene, hvilken styrke (læs = hensynsløshed og kulde) man kan udstråle. Der er mere end én grund til at rejse, når man kommer fra Danmark, og det er så absolut at blive klar over, hvad det er for en verden man egentlig skal ønske sig. Om end det er ved at blive det samme over det hele.

Hér er også koldt. Og mere kulde er på vej. Imellem reklamerne på TV’et er der lidt nyhedsudsendelser (og bidder af film og serier), som lover mere kulde, meget mere kulde. Greeeeat!

Jeg er i råddent humør. Dejligt at se mine venner hér, men flertallet er efterladt derhjemme. Det er ikke verden, der beder om min tilstedeværelse, men mig der beder verden tage imod mig. Og jeg skal hele tiden arbejde på at holde hjertet åbent.

2 timer efter jeg skiftede fly i Newark, NY, blev lufthavnen lukket pga. en sikkerhedsbrist. En eller anden var smuttet ud gennem en exit, uden at gå igennem tolden. Det burde ikke kunne ske, men det skete. Og fokus er helt i top pga. bombeforsøget forleden. Køen gennem sikkerhedskontrollen i Newark var latterligt lang. I Danmark hvor det hed sig: Mød op 3 timer før afgang til USA pga. skærpet sikkerhed, var jeg igennem sikkerhedsslusen efter 10 minutter. Men USA er ikke det mest effektive land, og der er en følelse af uvilje og modstand i mange servicefunktioner: Folk virker ubegavede og uinteresserede. Ingen ro og selvsikkerhed som i tilsvarende funktioner hjemme. Man kan vel ikke direkte argumentere, at det handler om tryghed i ansættelsen i DK – at folk dér er beskyttede af fagforeninger og arbejdsregler og derfor bedre til at være sig selv? Men måske er det ikke selvmodsigende – måske er netop usikkerhed i ansættelsen plus den amerikanske høflighedstvang er med til at skabe aggressioner og utålmodighed med kunderne?

Har været ude med min veninde i dag for at købe en trådløs router, så hun endelig kan komme på med sin arbejdscomputer. En enorm mall er eneste mulighed for at købe noget på disse kanter, og har de det ikke, er der ingen fritliggende butikker nogen steder, som man kan komme til uden bil. Min veninde har ikke bil. I det hele taget er der meget her, som er umuligt uden en bil. Eller svært og tidkrævende i meget høj grad, fordi afstandene er så vanvittige. Som min veninde udtrykker det: Det tager 4 timers kørsel til min mor mod syd, og 4 timers kørsel til min søster mod nord, og det er alt sammen inden for den samme stat! Og dém er der 5o af!

300.000.000 mennesker. Tallet giver ingen mening, men afstandene og alle menneskene som bebor dem, som intet individ har mulighed for at kende, giver begrebet konsensus en anden betydning, og skaber – modvilligt – en smule forståelse for TV’ets centrale betydning for amerikaneren som repræsentativt forsamlingsrum. Men hold kæft hvor er det nævenyttigt i sin snagen i alt! Det er faktisk stort set ikke til at holde ud. 100 gange værre end TV i Danmark.

Ingen fotos endnu.

Eksildigter, Alan Pary: I kunst skal du ikke tænke tilbage.

Share

Alan Pary er eksilkristen og digter – eller måske må man ligefrem sige “eksildigter”, al den stund han er uønsket i Irak, fordi han ud over at være kristen ikke blot nøjes med at tænke sine digte.

Digtningen alle vegne, herunder også i Danmark, ønsker typisk verden bedre for alle, men når et menneske fra en anden kultur kan blive jagtet for at skrive digte, der ønsker verden bedre, er det sært at være borger i en nation, hvor digtning endnu er for de få. Man kunne jo få den tanke, at danskere generelt oplever at have det så godt og trygt, at enhver forandring er en trussel. (Det kaldes, i så fald, stagnation.)

Alan Pary er blot én blandt mange eksil-irakere, som i overensstemmelse med gældende dansk medmenneskelig praksis har levet i årevis i danske asylcentre, helt eksakt 10 år på 3-sengsstue, og nu står over for en yderst uvis udvisning til det strengt muslimske styre i Irak.

Han skriver altid om håb, siger han i dag i Information [pdf]. “I kunst skal man ikke tænke tilbage… hvis du tænker negativt, kommer du til at bringe det ind i kunsten. Jeg skal ikke bringe sygdom til folk. Jeg skal bringe det smukke.”

Alan Pary har overlevet 10 års venten på at skrive digte. Har lært sig dansk ved at lytte til Sandholmlejrens personale og skriver i dag digte på fejlfrit dansk. Men hvor mange mennesker er i stand til at overleve 10 år i uvished? Man kan prøve, hvis man kan, at forstille sig, hvordan det som barn ville være at blive foragtet for sin religion, og som voksen at blive fængslet for sin tro.

Det har længe være svært for mig at kapere den danske model med at holde folk i Limbo i årevis. Det er tydeligt, at lovgiverne lever i en verden, hvor frygt ikke blot er primus motor, men også produktet. Hvor ville det være befriende, hvis man snart kunne rejse hovedet alle steder og sige: “Jeg kommer fra Danmark – I ved, dér hvor håbet om en bedre verden bor!” snarere end “Jeg kommer fra Danmark – undskyld! Undskyld, at vi er så bange!”

Forfatter, dramatiker og medlem af Dansk PEN, Michael Svennevig, har baseret et teaterstykke, “HEGN”, på Alan Parys skæbne i Danmark, som blev opført i Juni på teateret Sorte Hest.

Om stykkets tilblivelse siger Michael Svennevig:

“Selvfølgelig kan det ikke lade sig gøre. Ikke på så kort tid… Men så gælder det om at få fat i de rigtige samarbejdspartnere. Niels Vigild, Thulla og jeg havde allerede lavet “Ørkenshow” (en musikalsk tekst-collage baseret på min roman “Ørkendrømme“) på Teatret ved Sorte Hest, så vi vidste, at vi ville kunne samarbejde, og samarbejde godt. De var begge straks med på ideen. Det samme var teatret.

Vi tog sammen op og besøgte digteren i Sandholmlejren og gik tur langs hegnet. Karl Johan Mikkelsen fra D2R, Den Anden Radio, optog lyde fra lejren, som Thulla bearbejdede til forestillingens lydspor.

Det er et stort ansvar, når man skal omsætte levet liv til teater. På den ene side gælder det om at være tro over for det levede liv, der har inspireret til historie, men samtidig skal teksten fungere som teatertekst. Men nogle tekster skriver sig selv, ligesom HEGN gjorde. Musikken og sangene skulle komponeres og teksten skulle indstuderes, og de to fortællelag finde sammen på scenen. Jo, det kan lade sig gøre.

Nu mangler vi bare at få omstødt nogle vilkår og omstændigheder, der er uanstændige. Skammelige. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Det er næste skridt.

Alle involverede i HEGN har arbejdet uden honorar.

Hvis vi hver især gør det, som vi bør gøre, skal vi nok få det ændret.”

Sognepræst ved Apostekirken på Vesterbro i København, Niels Nymann Eriksen, var inde at se stykket, og blev så rørt, at han i samråd med Michael Svennevig besluttede at lave en happening i kirken. “De afviste asylansøgere… fremstilles ofte i pressen… [kun] som del af at problem eller en sag. Vi synes, det er nødvendigt, at folk får mulighed for at møde dem ansigt til ansigt, og høre deres personlige historie… Ofte er asylansøgere endt som en slags gidsler i det politiske spil. Det vil vi gerne gøre noget ved – ved at gøre det på denne måde.” Citat fra Vesterbro Bladet, 13. august 2008

Som indledning havde Michael Svennevig skrevet en prolog, som skuespiller, Kirsten Olsen, læste op. Den kan hentes [hér.]


Har man det godt, har man typisk overskud til andre. Har man ikke overskud til andre, men insisterer på, at man har det godt, hvad skal man så kalde det?

Igen kunne man risikere at få en tanke: Måske har vi det ikke godt i Danmark? Spørgsmålet kunne så være hvorfor – men for at blive i Alan Parys tankegang: Hvad skal der til for, at vi får det bedre?

Dramatikeren og præstens iscenesættelse af møder med afviste asylansøgere forsøger at vise det, men meget ville være nået, hvis enhver for sig selv anerkendte, at et menneskes ve og vel ikke er en service, der kan påtages af lavestbydende; at et menneske ikke har en pris, der skal omregnes i kroner og øre: En tidligere centermedarbejder i Sandholmlejren, som må siges at være tæt på dén problematik, er [hér] dybt kritisk over for den statslige politik, Dansk Røde Kors og pengetænkningen i forbindelse med (citat) “omsorgen” (citat slut) for asylansøgere.

Et menneske er et menneske er et menneske. Det kan ikke for ofte vises, siges, indses. Prøv selv.

Albert Hofmann, 11 January 1906 – 29 April 2008

Share

An Obituary by Dieter A. Hagenbach and Lucius Werthmüller

At the age of 102 years, Albert Hofmann died peacefully last Tuesday morning, 29th April, in his home near Basel, Switzerland. Still last weekend we talked to him, and he expressed his great joy about the blooming plants and the fresh green of the meadows and trees around his house. His vitality and his open mind conducted him until his last breath.

He is reputed to be one of the most important chemists of our times. He is the discoverer of LSD, which he considers, up to date, as both a “wonder drug” and a “problem child”. In addition he did pioneering work as a researcher of other psychoactive substances as well as active agents of important medicinal plants and mushrooms. Under the spell of the consciousness-expanding potential of LSD the scientist turned increasingly into a philosopher of nature and a visionary critical of contemporary culture.

Until his death Albert Hofmann remained active. He communicated with colleagues and experts from all over the world, gave interviews, and showed great interest in the world’s affairs, although he decided to retire from public life already a few years ago. Nevertheless he welcomed visitors at his home on the Rittimatte, and opened the door for late in the evening.

He managed to keep his almost childlike curiosity for the wonders of nature and creation. In his “paradise,” as he would call his home, he enjoyed being close to nature, especially to plants. During one of our last visits he said to us with luminous eyes: “The Rittimatte is my second most important discovery.” It was always a unique experience to stroll with him over his meadows and to share his enjoying the living nature all around.
Gratefully and lovingly we grieve for an outstanding scientist, an important philosopher, a dear and true friend, and our member of the board.

Albert Hofmann was born on January 1906 in the quiet small town of Baden, Switzerland, as the eldest one of four children. His father is a toolmaker in a factory where he meets Albert’s mother-to-be; when he falls seriously ill, Albert has to support the family. That’s why he decides for a commercial apprenticeship. At the same time he starts studying Latin and other languages, since he wants to take his A-levels, which he succeeds in at a private school, paid for by a godfather.

In 1926, at the age of twenty, Albert Hofmann begins to study chemistry at the University of Zurich. Four years later he does his doctorate with distinction. Subsequently he works at the Sandoz pharmaceutical-chemical research laboratory in Basel, a company to which he proves his loyalty for more than four uninterrupted decades. (In 1996 Sandoz and Ciba-Geigy merged to become Novartis.) That’s where he mainly works with medicinal plants and mushrooms. He’s specifically interested in alkaloids (nitrogen compounds) of ergot, a cereal fungus. In 1938 he isolates the basic component of all therapeutically essential ergot alkaloids, lysergic acid; he mixes it with a series of chemicals. He then tests the effects of the thus derived lysergic acid derivatives as circulatory and respiratory stimulant – among others LSD-25 (Lysergic acid diethylamide). Because the effects observed fell short of expectations, however, the pharmacologists at Sandoz quickly lose interest in it.

Five years later, following a “peculiar presentiment,” Albert Hofmann devotes himself again to LSD-25. On 16 April 1943, while synthesizing, he is overcome by unusual sensations – “a remarkable restlessness, combined with a slight dizziness,” – which prompt him to interrupt his laboratory work. “At home I lay down and sank into a not unpleasant intoxication like condition, characterized by an extremely stimulated imagination. In a dreamlike state, with eyes closed (I found the daylight too unpleasantly glaring), I perceived an uninterrupted stream of fantastic pictures, extraordinary shapes with intense, kaleidoscopic play of colors. After some two hours this condition faded away.”

Three days later, on 19 April 1943, Hofmann sets out for the first voluntary LSD trip in the history of man. Because he cannot yet judge the enormous efficacy of the drug, he takes, at 4:20 pm, with 250 microgram a relatively high dose – and gets to know the hallucinogenic power of the substance with all its intensity.
With his discovery of LSD Albert Hofmann has caused a snowball effect, which turns into an avalanche in no time. It influences the late second millennium – at least in the Western world – to an extent, comparable only to the “pill”. Consciousness researchers respectfully spoke of an “atom bomb of the mind.”

To worldwide setting-in research Albert Hofmann makes essential contributions. So he is, in 1958, the first one to succeed in isolating the psychoactive substances psilocybin and psilocin from Mexican magic mushrooms (Psilocybe mexicana); in Ololiuqui, the seeds of a climbing plant, he finds substances related to LSD. He isolates and synthesizes substances of important medicinal plants in order to study their effects. His basic research blesses Sandoz with several successful remedies: Hydergine, an effective one in geriatrics, Dihydergot, a circulation- and blood-pressure stabilizing medicament, and Methergine, an active agent applied in gynecology. Hofmann stays with Sandoz until his retirement in 1971, last as head of the research department for natural medicines. From then on he devotes more and more of his time to writing and lecturing. He increasingly wins recognition for his scientific pioneering ventures: he is given honorary doctorates by the ETH Zurich, the Stockholm university, and the Berlin Free University; and he is called into the Nobel Prize Committee.

Here, outstanding contributions to research were honored – but Albert Hofmann’s life’s work comprises much more. From the start he took a favorable view of efforts by physicians and psychotherapists to include LSD into new approaches for the treatment of manifold chronic diseases. But LSD isn’t only useful with special diagnoses – it’s Hofmann’s firm belief that the “psychedelic” potential of this “wonder drug” could be beneficial to all of us. In LSD-induced altered states of consciousness its discoverer doesn’t only see psychotic delusions of a chemically manipulated mind, but windows to a higher reality – true spiritual experiences during which a normally deeply buried potential of our mind, the heavenly element of creation, our unity with it reveals itself. “The one-sided belief in the scientific view of life is based on a far-reaching misunderstanding,” Hofmann says in his book Insight – Outlook. “Certainly, everything it contains is real – but this represents just one half of reality; only its material, quantifiable part. It lacks all those spiritual dimensions which cannot be described in physical or chemical terms; and it’s exactly these which include the most important characteristics of all life.”

It’s not the single consumer alone who profits from chemicals which help to understand these aspects of the world; for Hofmann it could help to heal deficits the Western world chronically suffers from: “Materialism, estrangement from nature (…), lack of professional fulfillment in a mechanized, lifeless world of employment, boredom and aimlessness in a rich, saturated society, the missing of a sense-making philosophical fundamentalness of life.” Starting from experiences as LSD conveys them, we could “develop a new awareness of reality” which “could become the basis of a spirituality that’s not founded on the dogmas of existing religions, but on insights into a higher and profounder sense” – on that we recognize, read, and understand “the revelations of the book which God’s finger wrote.” When such insights “become established in our collective consciousness, it could arise from that, that scientific research and the previous destroyers of nature – technology and industry – will serve the purpose of changing back our world into what it formerly was: into an earthly Garden of Eden.”

With this message the genius chemist turns into a profound philosopher of nature and visionary critical of contemporary culture. The critical distance from the LSD euphoria of the hippie- and flower power-driven ones Albert Hofmann has never given up, however; that he has fathered a “problem child” he already emphasizes with the title of one of his most known works. He always underlines the risks of an uncontrolled intake. On the other hand he never tires of emphasizing what’s the basic difference between LSD and most of the other drugs: even if used repeatedly, it doesn’t make addictive; it doesn’t reduce one’s awareness; taken in a normal dose it’s absolutely non-toxic. The total demonizing of psychedelics, as pursued by the mass media, conservative politicians, and governments from the sixties onward, he never could understand; for him, there is no reason why mentally stable persons in the right set and setting shouldn’t enjoy LSD. All the more disappointed Albert Hofmann was when, in the late sixties, he had to see it happen that the use of LSD was worldwide criminalized and prohibited – even for therapeutic and research purposes

The impetus for a change emanating from the impact of the international Symposium “LSD – Problem Child and Wonder Drug” in 2006 in Basel, at the occasion of his 100th birthday, quickened him to say that “after this conference my problem child has definitely turned into a wonder child,” and he regarded this development as his most beautiful birthday present.

And after just shortly before his 102nd birthday, he enjoyed taking notice that the first LSD study with humans has received the permission from the Federal Office of Public Health in Bern, which he called the “fulfillment of my heart’s desire.”

His life has become an ideal for many for how we can reach a great age in mental and physical vigor by retaining a childlike curiosity.

Albert Hofmann repeatedly expressed his conviction, that his mystical experiences and his trips into other worlds of consciousness, which he experienced first spontaneously as a child and later during his experiments with psychedelic substances would be the best preparations for the last journey which everybody has to go on at the end of her or his life. He has retained his curiosity for himself for his last journey.

Links til andre nekrologer:

Gaia Media
London Times
London Telegraph
Chicago Tribune
NY Times
LA Times
Washington Post
CNN
Reuters
SFGate
NZZ (German language only)

Gaia Media Memorial of Albert Hofmann

DRs nedlægning 5 – Hvem er Jesper Klein?!

Share

Mens jeg med mit lille digitalkamera filmede den strømmende demo mod nedskæringerne i DR, overhørte jeg en yngre forbipasserende mandlig cyklist sige ind i mobilen – åbenbart som forklaring på larmen omkring sig: Nåe, det er bare 65-segmentet i demo.

Det stødte mig.

Ikke fordi jeg ikke ønsker at blive associeret med mennesker 20 år ældre end jeg selv, men fordi jeg i ét nu oplevede hans smarthånlige bemærkning præcis udtrykke den manglende evne til at se andet end det programmerede billede, der ikke blot er udbredt i Danmark, men som gamle HCA i sin historie om kejseren for 200 år siden allerede så som universelt:

Demonstrerer mennesker et ønske om at bevare HØJ kvalitet i DRs sendeflade, må det nødvendigvis være, fordi de enten har kendskabet til høj kvalitet ind med modermælken – en forvænthed med den bedste mad og vin, rigelig med omsorg og følelsesvarme, at kunne argumentere sig til jævnligt at få sin vilje, de bedste lærere, det bedste køretøj, den bedste partner, det mest optimistiske, selvsikre udsyn osv. – eller gradvist gennem livet har lært at sondre mellem det gode og det mindre gode, det smagfulde og det usmagelige, det smagfyldte og det smagløse, det bestandige og det ubestandige, det unikke og det almindelige, det væsentlige og det overflødige.

Demonstranterne er altså enten mennesker, der har forskellen på skæg og snot med hjemmefra eller har kæmpet sig til den ved hårdt arbejde, evt. et langt liv eller en høj uddannelse, eller stor sensitivitet: Hvad er høj og hvad er lav kvalitet. Og hvori nytten af at kunne sondre består.

Programudbuddet i DR laver ikke sig selv.

Demonstranter for bevarelsen af kvalitativ bredde og dybde i DRs udsendelsesflade er altså mennesker, som er tilvænnet en daglig dosis vidende og videbegærlige journalister med beføjelser til at være dygtige til at beskæftige sig med menneskers følelser, tanker, produkter, relationer, problemer, placering, egenart. De dannede nysgerrige og/eller 65-segmentets narkomani efter kvalitet. Folk, som af livet har lært ikke at nøjes med mindre end det bedste. I hvert fald hvad angår informationer om og fra verden overleveret i lyd og billed.

Den unge cyklist tilhører givet “det segment”, som selv udvælger sig al sin information fra nettet – hvilke nyheder han vil høre, hvilke film, musik, underholdning – vælger sin kreds af venner og bekendte, og er afhængig af selv at blive valgt. Han kan altid – via nettet – blive opdateret på det seneste, når han vil, og det vil han gerne og ofte. Og har dét at være konstant ajour på øjeblikket som sin stimulans. Men hvem producere alt det, han hører og ser dér?

Snarere end én, der marcherede for at demonstrere mod et seriøst tab af kvalitativ information, for mig selv og for dét, jeg opfatter som et gyldigt, dansk, samfund, følte jeg, at en her-og-nu-social-junkie og on-linesnob med én bemærkning havde reduceret mig til en passiv-informations-modtager-og-uden-for-alt-væsentligt taber. Skåret ned til én, som spilder menneskeligt sociale ressourcer ved at over-værdsætte at modtage information uden at skulle give noget igen. Eller sagt med andre ord: Det søde, unge menneske viste sin manglende dannelse ved at reducere mig og de andre DR-demonstranter til antikviteter uden sans for øjeblikkets værdier.

Gr. ringe skoleforudsætninger har jeg selv dyrket samme nedvurdering i mange år, men i dag er jeg en snob, som aldrig kan komme langt nok i dybden: Jeg har smagt på kalken og kalken er sød… Viden vaccinerer. Viden opildner og åbner. Viden vil have mere. Ikke flere gratisaviser og overskrifter, men viden: Dybde. Forståelse. Indsigt.

Jeg besluttede, at jeg ville tage nogle fotos af cyklistens jævnaldrende i demoen, og således demontrere, at det ikke kun var det lange liv, som var på march. Fyren med skægget var meget fremtrædende og måtte i kameraet. Siden skulle han så gå på scenen for at sige et par ord sammen med vennen til venstre, men først skulle vi fra Nytorv foran Domhuset, gennem Nørregade, til venstre ved Stormgade, forbi Torvaldsens og over Højbro og ned langs Gammel Strand til røven (eller ryggen) af Kulturministeriet, hvor billedhuggeren S. W. Hansens “Slægt løfter slægt” (står). Her stod (også) scenen klar til en lille perlerække af indslag for de fremmødte.

< – Denne ældre sag skal være den eneste nævnt.

Efter et kvarters reminiscens over et komisk liv på scenen og i bl.a. børne-TV (jeg bar min børne-TV-teeshirt til arrangementet!), og mere end at have antydet muligheden af, at en højrefløjsopfattelse af de skabende kræfter i DR som “røde lejesvende” kunne være årsagen til dette kulturmord på den eneste reklamefri kanal, der er tilbage, gik den ældre herre af scenen til dagens største og længste bifald.

Jeg så ham standse ved bagtæppet og se ganske forbløffet ud – så længe dét bifald dog blev ved!

Derpå gik vores rødskæggede unge ven på scenen.

Sammen med sin ven fra før repræsenterede de det nye ungdomsTV, sagde han, og ville gerne sige, at det altså ikke stod så sløjt til med DR, som alle gik rundt og tænkte. Der var faktisk mange gode programmer, interessante og spændende. Og lærerige… Faktisk havde de bedt om mikrofontid for at gå i rette med “den ældre herre i den lange frakke, som jeg dog ikke ved, hvem er”…

Ja. og alle unge mener nuet er bedre end fortiden og jeg vidste sgu ikke, hvem Poul Reumert var, da jeg var 21. Men jeg var heller ikke ansat i en kulturskabende- og formidlende institution, og havde derfor heller ikke ansvar for at holde nationen til faklen.

Denne rødskæggede fætter kom for mig til at repræsentere alt, som er galt med det såkaldte informationssamfund: Kvantitet frem for kvalitet. Bevares, han er sikkert en sød fyr – og hans ven skyndte sig at gribe mikrofonen, inden de forlod scenen, og sagde: Jesper Klein, du er for sej! for om muligt at genvinde lidt af tabet af ære. Men det var for sent. Kejseren har fået nye klæ’r. Og kun de pauvestre af skræddere er tilbage på slottet.

Skal vi så ikke bare lukke slottet og få refunderet medieskatten? Og lade dem, der klæ’r sig som kejseren, fryse? Men det er synd, er det ikke? Det turde være indlysende, at vi ALLE mister territorium, hvis laveste fællesnævner vinder. Igen.

Så, nu ikke flere fucking metaforer:

Nedlæg DR som kulturskabende og -formulerende institution og nedlæg “Danmark” som samfund! Det kan ikke siges tydeligere.

Goddag til fremtiden – og hvad skal samlingen hedde?

Hvad skal min samling af science fiction-bøger hedde, nu Blågårdsbiblioteket i København har overtaget den til udlån?

Share

 

Fire tidligere indlæg, under overskriften “Farvel til fremtiden”, beskrev processen med at give slip på min store samling af science fiction og fantasy-bøger, inden den skulle overdrages til et Københavnsk bibliotek og gives i offentlig udlån.

De sidste 14 dage har jeg haft hver og én af samlingens 1100 bøger i hånden ind til flere gange – for at sætte biblioteksmærker på, stregkode, reparere og plaste. Der skulle skæres plast ud i rette størrelse: Ca. 70% af bøgerne er godt samme størrelse, altså paperback, mens resten, ca 300 bøger, varierer, hvorfor plasten har skullet skæres ud som individuel tilpasning.

Godt 60 bøger og hæfter, der stort set alle er danske, er så dårligt limede, at de er nødt til at få et par klammer igennem sig. Besynderligt, at paperbacks fra 40’erne og novellehæfter fra 30’ernes USA stadig klarer sig igennem, om end papiret begynder at blive skørt – mens tilsvarende udgivelser på dansk fra 50’erne, 60’erne og 70’erne er så billigt lavede, at de falder fra hinanden. Men som min ven, bibliotekaren sagde det: De amerikanske, der holder, er blot dém, der har overlevet…

Måske.

Det har været en sær oplevelse. Jeg har kunnet følge min egen indvoksning i genren – de første bøger, der har min teenageunderskrift på første side.

Siden et A6 ex libris, som jeg tegnede og min kæreste rentegnede i 4 eksemplarer, klæbede op på én A4-side og fotokopierede på sit arbejde – jeg var 16 og hun 17 – som jeg klippede en herre-bunke af, og nåede at klæbe ind i (gudskelov) ikke alt for mange bøger, før idéen mistede nyhedens interesse og udførelsen forekom for grov.

Så brugen af “krabat” som kunstnernavn, i tryk på en rulle med 100 klistermærker, man kunne få for 275 kr gennem postordre – der sidder også et par stykker af dem på indersiden af visse omslag. Asimov, Brunner, Clarke.

Og så min erhvervelse af kunstnernavnet som efternavn i 1985, ca. samtidig med min udmeldelse af Folkekirken – signaturen finder styrke i løbet af nogle år. Og hist og pist citater fra den pågældende bog i kuglepen forrest eller bagest, ikke altid dateret, fordi det åbenlyst var i begejstring og ikke til eftertiden – eller tanker og digte, der udsprang af bogens filosofi. Især Ian Watson havde åbenbart den effekt på mig.

Tilsammen min interesse for genren fra jeg var 12 til samlingens senest indkøbte bog for et par måneder siden. Over 30 års markeringer, der såden set ikke var tiltænkt andres øjne…

Jeg har bevaret det hele. Ikke skjult noget af det for det lånende publikum. Det er min samling, der her overdrages til offentligheden.Så må folk tænke, hvad de tænker – i hvert fald er det muligt at tænke, at man kan tænke tanker og blive inspireret til andet og nyt af at læse science fiction. Eller måske blot bruge navnemarkeringerne som aldersmæssig anbefaling af den pågældende bog (12-16, 16-21, 21-i dag).

Tak og lov for, at jeg ikke faldt i flere sentimentale tanker om adskillelsen. Men derimod skøre tanker om at påbegynde en ny samling på den rigtige måde: Køre rundt til loppemarkeder og lign. og finde, hvad der er. Evt også overdrage dém til biblioteket, efter endt læsning.

Men hele tiden, hver dag med plastning af bog efter bog efter bog, tanken om, hvad samlingen på biblioteket Blaagården skal hedde. Det var meget sjovt med “Den Krabatske samling”, mens de indledende manøvrer stod på, men dét siger jo ikke noget om, hvad samlingen rummer.

Skal samlingen hedde “Bibliotek for fantastisk Litteratur?” Eller “Det Fantastiske Bibliotek”, i stíl med hedengangne “Det Kulørte Bibliotek”? Eller et sjovt akronym at skrue et passende navn ned i? Eller måske ligefrem “Philip K Dick Memorial Library?”, fordi alt hvad han står for, er dét al science fiction (og en hver hvad-nu-hvis-bespørgen) handler om: Virkelighedens beskaffenhed for det enkelte menneske.

Uanset hvad, er formålet at vise offentligheden, samlere, købere, sælgere, andre biblioteker og ikke mindst andre bibliotekarer, kulturjournalister, offentlige instanser, forlæggere, at det her findes, og at nogen tager genren seriøst nok til at tæve igennem med 1000+ bøger på én gang.

Derfor skal det være et navn, som kan mærkes.

Det skal sige pang ind på lystavlen, så andre bliver inspirerede og husker, at genren findes. At folk læser den, skriver den, elsker den, diskuterer den, og at den faktisk breder sig mere og mere i utroligt mange retninger. Måske er science fiction som genre ved at stjæle billedet fra videnskabsformidlingsjournalisten…:-)

Det må også gerne være et navn, der inspirerer gamle fans og læsere til at donere gamle science fiction og fantasy, i paperback, hardback og hardcover, måske til denne samling, måske blot til deres lokale bibliotek *, eller binder sig til at komplettere en enkelt forfatter eller en periode, eller søger mod tematiske samlinger, f.eks. tidsrejser eller bevidsthedsdownload.

Står det til mig, men jeg håber ikke det bliver mig alene, skal Blaagårdsbiblioteket rumme opslagsværker, afhandlinger, billedbøger, plakatbøger, konsekvent tangerende det fantastiske fra en 1000-årig tænkning om dystopier og utopier og menneskenes placering under stjernerne, den mulige bevægelse væk fra Jorden, ud i det mørke ingenting, ud i mødet med fremmede, i mødet med os selv, i tankerne om at begynde forfra som nybyggere under nye, friske betingelser, og om hvad vi gør, når det alt sammen bliver realitet, når videnskaberne får omsat teorierne til brugbar massefremdrift og duplikérbarhed og bevidsthedslagring i ikke-fysiske medier og selvtænkende maskiner og autonome menneskereplikanter, og vi ikke længere behøver at dø, hvis vi ikke vil det, og hvad ér der inden i hullet i nullet, og hvad er der egentlig udenom – hvem er vi, hvem ér disse mennesker, med videnskaberne som øjnene og i overfladen af samspillet med artsfællerne stadig de samme løsslupne, ansvarsløse, grådige, smertende, længslende, drømmende børn som for tusinder af år siden, uanset på hvilken side af gærdet, vi befinder os, i rummet, uden for rummet, inden i Jorden, inde i de andre. Eller inde i os selv, alene.

Når vi ser på menneskene som de værktøjsbærende og -tænkende væsener, der tilsyneladende er så alene om at fucke Jorden op, at selv ikke guderne står imellem os og døden mere – hvem ér vi så?! Det er ikke nok blot at kende os gennem vore sociale handlinger – vi må have vore tanker, idéer og teknologier med i billedet. Det er hér, vi står frem. Det er hér, vi bliver fuldstændige.

Væsenet med hammeren og intentionen om at bygge noget, ingen anden har tænkt. Dét er os.

*(Frederiksberg er et udmærket eksempel på et bibliotek, der har modtaget en stort del science fiction fra en eller anden – men dét kan ingen andre end Frederiksberg-borgere have glæde af…)

dagbog: Samsø 1

Share

Ja, så er det næsten så officielt, som det kan blive: Jeg sælger min andelslejlighed og flytter til Samsø.

Skal det være det her? Tjae, hvem ved? Det ligger i hvert fald på Samsø.

Igennem de sidste par måneder har jeg kigget på huse. Først kolonihavehuse (edc, home, nybolig, andre), 8-10 stykker har jeg set, men de er vanvittigt dyre. 1.000.000 for et selvbyggerhus og 400m2 have i en kolonihaveforening, hvor man ikke må være hele året! Der er kun ét ord for det: Grådighed.

Samsø… En ven spurgte, om det ikke var noget at flytte til Samsø. Jeg tog over at se på huse. Og måtte erkende, hvad der gør en god ejendomsmægler: At tage gode billeder, der ikke viser det ufordelagtige, og skrive en god tekst, der fremhæver alt, der kan forskønnes. Igen urealistiske priser, der afspejler ejendomsmæglerne evne til at presse priserne i vejret.

Hvorfor overhovedet flytte? Jeg har en god, lille lejlighed i et godt kvarter med gode butikker, gode caféer, et godt bibliotek, en okay biograf, et grønt fællesområde i gården med store træer og buske og gode mennesker inden for rækkevidde.

Hvorfor vil jeg bytte det med et lillebitte samfund, hvor alle kender hinanden og bagtaler folk som bor i den anden ende af øen og skifter alliancer efter behov, hvor der ingen caféer er efter 1. oktober, hvor det er mørkt når det er mørkt, skønt ikke langt til noget, hvor stjernerne er det lys der er, og ikke det lys der savnes, og der ingen trafiklyde er efter kl. 18, og langt til naboerne og langt imellem de virkelige venner og langt til de gamle venner? Og hjemmet ikke er en lille kasse, der er opført for at arbejdere kunne have et sted af spise aftensmad og sove, men derimod en gammel faldefærdig gård, med en masse jord der skal passes for ikke af skabe og spejle forfald?

Og 9 år det samme sted er vel ikke argument nok for at flytte?

Og jeg… jeg, der ikke ønsker at arbejde med andet end at skrive og min relation til livet, menneskene og universet – skal jeg nu til at arbejde hver dag med ting, jeg ikke kan sige mig fri for?!

Og hvis man tænker på, at jeg er i midten af 40’erne og skal kunne finde en indtægt, og hvis jeg ikke kan finde ud af at være på Samsø og vil tilbage til københavn og skal finde et andet sted at bo… Ja, der er rigtig mange ting, man kunne være rigtig urolig for. Hvis man gad at være urolig. Men frygten er blevet min ven.

Eventyr. Dét er, hvad Samsø er. Problemer, udfordringer, og alt muligt nyt og gamle nisser, der flytter med. Det skal nok gå. Fordi det er eventyr, jeg vil. Og hvad er det lige, jeg skal i livet? Ud over at være her på bedst mulige måde? Hvad skal nogen her?

@ 2012 – Verdens undergang

Share

 

Min ven, Henning, sender mig ofte links af relevans for en mangeårig on-going samtale, der aldrig er blevet en dialog med sigte på at blive enige eller enige om at være uenige. Snarere tror jeg, vi grundlæggende ér enige, om menneskenes muligheder og menneskenes svagheder, men i vore forsøg på at nå noget nyt, række ud over os selv, støder vi, uden at ville det, hovederne mod vore respektive livs og karakterers rammmer og muligheder.

I går sendte han mig et link til det smukkeste site, jeg længe har set. *

I dag et link til en side med Maya-kalenderens profeti om verdens undergang i 2012.

Jeg var bekendt med fænomenent, men havde aldrig før set det beskrevet så ligetil og enkelt – og i dén grad understøttet af videnskaben. (Dét er problemet med okkultisme og mig – vi bliver aldrig helt gode venner.)

Mayasitet førte til læsningen af en mindre selvbiografisk roman, skrevet af “Dan Eden”, webmaster på viewzone.com – som beskriver konstruktionen af millitære installationer i såkaldte “Vortex”-zoner forskellige steder på Jordkloden; installationer, som hver for sig er i stand til at forårsage jordskælv, tsunamier…, eller eksplosioner af atomvåbenstyrke ved at fokusere kortbånds radiobølger med enorm kraft på ionosfæren i 60-90 kms højde og få denne stråle til at ramme et hvilket som helst sted på Jordkloden, og tilsammen…?

Muligvis skulle disse militærinstallationer have en direkte sammenhæng til de konsekvenser for Jorden og menneskene, som Mayaernes profetier for 2012 taler om, og som astrofysikere åbenbart bakker op om. Solar flares så voldsomme, at Jorden risikerer at miste hele sin atmosfære, og under alle omstændigheder total grillristning af alt liv ned til mindste jordbakterie. Spekulationer om, at konsekvenserne kan, hvis ikke afværges, så afbødes.

Jeg er professionelt naiv. Og jævnt hen godtroende. Men jeg har aldrig haft tillid til, at magthavere eller forskere ville standse udforskningen af muligheder eller teknologi dér, hvor det gavnede mennesker i bred forstand. Men efter endt læsning er jeg virkelig vred over den almindelige praksis med at holde den almindelige befolkning i uvidenhed.

Hvis der er noget om år 2012 – ikke kun Mayernes forudsigelse af nogle ekstreme “solar flares”, der falder sammen med vort solsystems magnetisk/gravitetiske placering i Mælkevejen – men hvis der ér en risiko for alle mennesker d. 21.12. 2012, burde ALLE mennesker vide det, så vi kunne forberede os på det. Alt andet er SVINAGTIGT.

“Vi er alle lige – men nogle mere end andre”**, er hvad det får mig til at tænke på. Ikke et spørgsmål om retfærdighed, men ren og skær anstændighed. At de, der befinder sig i toppen af hierakiet, erkender deres ansvar.

* Mon den spirituelle dimension var intakt, hvis der gik 13 elefanter på dusinet?
**Kammerat Napoleon/Animal Farm af George Orwell.

Film: 71 Fragmente einer Chronologie des Zufalls (1994)

Share

Vanvid?

Juledag i begyndelsen af 90’erne træder en 19-årig computerstuderende ind i en bank og affyrer 14 skud med en automatpistol. Derefter går han tilbage til sin bil og skyder sig selv. 3 af menneskene i banken dør.

Meningsløse kalder vi begivenheder som den unge mands handling. Men Michael Haneke (Pianisten, 2001) psykologiserer ikke omkring hans motiver: Filmen tidsfæstes gennem nyhedsoplæsninger på TV med kampe i Somalie, Hizbollah der kidnapper 10 libanesiske soldater, snigskytter i Sarajevo, Michael Jackson der tårevædet bedyrer sin uskyld, nyheder der alle afleveres faktuelt, og det der træder frem af helheden er verden. Menneskelivet.

Hvem har ikke siddet og set TV og rystet på hovedet over et eller andet? “Det er jo vanvid!” Men kan man kalde “en hel situation”, hvor mennesker kæmper for deres liv, for vanvid? Kan vi tillade os at dømme noget ude, blot fordi vi ikke ønsker det for os selv? Er vi, der sidder foran skærmen, så ikke lige så vanvittige, når vi kæmper med livet?

I denne lille tætte film er verden den ydre verden, uden for kontrol og meget, meget, meget stor, hvis man bare er et almindeligt menneske: Ingen af karaktererne viser nogen synderlig selvindsigt, de reagerer bare, flyder med, er glade når de er glade, kede af det når de er kede af det. Alt, der sker, er blot det, der sker. Chance, tilfældighed – ulykke eller lykke.

Det er altså det re-aktive menneske, Haneke taler om. Mennesket, som kun re-agerer. Som ikke baserer sit liv på selvindsigt, men på tilfælde. For 13 år siden var “det man giver ud får man igen” noget, der kun handlede om mennesker – og gjalt således ikke stærke, magtfulde organisationer, stater, nationer. At hengivelse til tilfældets topologi er direkte årsag til al angst, var man heller ikke nået til at erkende eller forstå.

I dag ved vi meget bedre – spørg en coach! – at forudsætningen for et liv uden magtesløshed og irrationel frygt er følelsen af, at man selv er i førersædet. At man er i stand til at agere og ikke lade sig slå ud af dét, de andre ikke kan finde ud af. Endnu.

et blidt sted at være menneske

Share

SÅ længe har jeg været ateist, at jeg nok har mindre liv tilbage at fatte en omnipotent guds angivelige altfavnende kærlighed i, end jeg har levet dage med kærlighed blandt mennesker som værende tilsyneladende tilfældig, og med sikkerhed smertefuld at miste, savne og længes efter. Er der en sådan gud, er jeg så dén, som rækker ud, eller bliver jeg rakt? Og ligger i så fald ikke også guds kærlighed parat til dem, som ikke bekræfter hans eksistens med vedkendt tro? De kristne siger ja, mens de forsøger at hverve andre til deres tro.

Sådan er mine tanker i disse muslimske “dage” blandt menneskene – hvor mennesker atter myrdes på alteret for omnipotente teologer, der hævder at kunne love vejen ind i guds rige.

Det forekommer mig, at jeg ikke behøver tro på gud eller lyde profeter eller profeters fortolkere. Blot udholde smerten ved tvivlen på, hvordan jeg bedst giver MIN kærlighed. Ingen af dette navn, gud, behøver komme mellem menneskene og mig, hvis jeg kan lære at udholde smerten. Hvis …

Jeg er initieret i healingsformen, Reiki. Når jeg åbner (mig) for Reiki, livsenergien, giver jeg mig hen til den programmering, der ligger i at blive initieret: Jeg kan ikke bruge energien til mit eget formål, jeg kan ikke gøre andet med den end at åbne mig, fokusere mig væk fra mit forstyrrende ego og min snakkende hjerne. Jeg åbner mig, og energien flyder derhen, hvor den behøves – to the best of all concerned, som det hedder. Ske, det der skal og kan – hér kommer livets energi til dén, som har mistet energi; det koster mig kun væren og tilsidesættelse af mig selv en tid.

I denne frivillige tilsidesættelse af egenbeskyttelse og mental vurdering ligger stor omsorg. Men det er ikke en guds kærlighed. En guds kærlighed er det der gives mig: Jeg, der sørger; jeg, der længes; jeg, der smerter … og behøver omsorg og oplevelsen af, at noget passer på mig, som ikke er mig, og dermed større end mine ligesindede, som – i fald jeg ikke er forskruet i beundring for tillærte evner, jeg ikke selv har – dækker over alle andre mennesker. Noget, der er eksternt os alle sammen. Noget, der evner at være givende til enhver tid, blot man kalder og har behovet for at modtage. Den perfekte forælder.

Kærlighed er den største kraft i Universet skrev jeg på min væg, min arm, i mit sind, en decemberdag 2006 efter at have mistet min elskedes tillid og et alt for tidligt født barn. Den fysiske følelse i hele min overkrop af at rumme – ikke kærlighed, men potentialet for kærlighed, husker jeg med al klarhed. Det var en dør, der var gået op, og da min bortgangne elskede tilfældigt samme dag lagde vejen forbi, for første gang i halvanden måned, oplevede jeg den største udstrømning af følelser i mit liv blive til det største kærlighedsmøde nogen sinde: Mine følelser væltede ud af mig gennem mit bryst til min elskede, en følelse der voksede og voksede og gav mig en styrke og en sikkerhed, en vished i livet, jeg aldrig havde følt. Og siden blive til en passiv, optændt tilstand, da min elskede ikke kunne tage imod mere, og en uge senere, da hun ikke var interesseret i mig alligevel, til en oplevelse af den dybeste sorg, større end den jeg havde gennemlevet i chokket over, og ydmygelsen ved, at miste hende på måden, det skete på.

Hér kunne jeg havde behøvet en altfavnende, kærlighedsfuld gud til at tage mig ind, men da knap nok troede på mig selv efter at være blevet forladt igen, og endnu ikke havde fået sprog for det nye, jeg havde oplevet, måtte jeg klare mig igennem… ikke alene, for pludselig viste det sig, hvem mine venner var, men på egen hånd.

Jeg har siden formået stort set hver dag at skabe og eller opretholde mit fokus på mit bryst – dagligt bekræfte følelsen af at være åben, parat til at give må jeg næsten kalde det. Unægteligt har tvivl sat ind, når jeg i (oftest kvindeligt) selskab kun har følt begær og omsorg og nysgerrighed og mental kontakt, på trods af denne fysiske påmindelse om decemberdagen i min overkrop. Er jeg en ikke-recidiverende hykler, der kun kan give til dem, der tager imod? Eller er der måske noget fysisk galt med mig, hvor et symptom eller biprodukt er denne følelse i mit bryst? Måske er hele oplevelsen fra dagen i december til denne martsdag knap 4 måneder senere blot endnu en af et usikkert pendulerende menneskes ekskursioner ind i vanvittigt selvoptaget drømmespinderi?

Skal jeg i dag med sikkerhed kunne besvare disse spørgsmål, ville jeg nok skulle have hjælp af en alfavnende kærlighed… som den gud står for. Men måske er det ikke nødvendigt, hvis jeg blot fortsat føler behov for at tro på, at den fysiske følelse af åbenhed i min krop har værdi for andre end mig selv. Ved at den har betydning for mig selv. Gør jeg dét, tror jeg på det, og bekræfter følelsen dagligt, vil den vel fortsætte med at give mig anledning til at opføre mig anderledes opmærksom og tilgivende i min adfærd, og måske også fastere og mere besluttet, over for andre og over for mig selv. Lige så umuligt at af-opleve som det er muligt reelt at fejre en gammel fødselsdag igen.

Jeg venter. Jeg befinder mig i venten. Måske venter jeg på et tegn som det, jeg fik i december. Måske behøver jeg finde en lejlighed til at bryde med de gamle mønstre fra før december. En måde at være på med denne nye, fysiske oplevelse i min krop. Jeg har tænkt, at jeg skulle fortsætte med at blive bedre til at vise menneskene i min hverdag tålmodighed og omsorg – at dét var dét, jeg skulle bruge min oplevelse til. Men nu tænker jeg, at den skal bruges til at vise mig selv omsorg og tålmodighed ved at tage imod. At det ikke er en givende åbenhed, fordi jeg egentlig aldrig har haft vanskeligheder ved at give åbenhed, men derimod en modtagende åbenhed. En åbenhed over for verden og alle de små tegn i hverdagen, som er tegn på varme følelser. At jeg måske i stedet skulle anvende denne åbenhed til at muliggøre kærlighed mellem mig og de andre.

På den led behøves begrebet gud ikke. Barnet forstår ikke tålmodighed, og kan sin endnu uskyldige åbenhed til trods derfor ikke leve med ikke at blive givet omsorg, når som helst behovet opstår; det er i barndommen, vi bedst lærer om, hvad varme følelser kan gøre ved én. Men den, der har tålmodighed, og er lige så åben som barnet, vil opleve mere kærlighed end barnet nogen sinde kan kapere. Og ikke blive afhængig af følelsen, af rusen, som det at omveksle følelser til kærlighed er, når følelserne er stærkest. Det sagdes i går i avisen: Religion er et stof, der får folk til at komme tilbage efter mere.

Meget er bundet i min december-oplevelse. En enestående oplevelse af at være både mindre og større end mit selvbillede. Men ikke som tidligere blot baseret på en tanke, en observation eller en idé. Nej, et fysisk eftertryk er afsat i min krop, qva denne opsvulmede ring, der omkranser halschakra, hjerte, solar plexus og hara. Fra min hals til under min navle. Det er noget, jeg kan vågne med, vågne til, gå i seng med, og fremkalde hvis den ikke lige er der. Jeg har for første gang i mit liv et konkret bevis, der ikke går væk med søvnen, som indikerer at en forandring er i gang. Jeg tror det, for det føles sådan – at det er en positiv forandring. Frygten tager sit i min hverdag, ikke nogen forandring dér, men jeg vier den ikke voldsom opmærksomhed. For til decemberoplevelsen hørte også en anden følelse, som jeg tit har gentaget: Det er muligt at leve med frygten. Jeg har ligget rystende af frygt og smerte på min seng, og grædt mere på 3 måneder end sammenlagt i mit liv, men jeg har ladet det sker. For det viser sig, at det går over – når det får lov at komme ud.

Men hvad min oplevelse faktisk er – kærligheden er den største kraft i universet – ud over en anledning til også at handle anderledes, ved jeg ikke. Der findes dem, som givet ville kalde det et tegn fra gud eller skaberen. Og uden at jeg ønsker at være sprogligt kontrær: findes vi alle inde i skaberværket, er det vel så også dét. Men med mindre jeg optager samtalen med gud, bliver der næppe der næppe den store underholdning på min sendefrekvens.

Så slår det mig – anekdoten om manden, der er død og taler med den gode gud om sit liv. Og gud viser ham fodsporene i sandet på stranden, hvor han har fulgt ham gennem livet. Men manden fokuserer alene på de gange, hvor der kun er ét sæt fodspor, hvortil gud svarer: Det var dér, jeg bar dig… Jeg kan ikke vinde – hvem jeg end taler med om det her, har nogen været der før jeg. Alle tanker, jeg har tænkt om guds eksistens eller nødvendigheden af gud, har andre tænkt og dyrket og forsket i. Og opfundet passende anekdoter til, så budskabet bliver letfordøjeligt og omvendelsen så nem og lydefri som muligt: Se her hvordan dit gudløse verdensbillede passer i et verdensbillede med gud, blot ved at tilføre den guddommelige essens de rette steder. Der er ingen modsigelser – blot verden med gud og uden gud.

Men der ér ting at sige til det. At troen med en gud som fokus ophører med at være en personlig ting og bliver et spørsmål om noget endeligt ud over døden. At der er et svar på evigheden. Hvor ufatteligt det end lyder foretrækker jeg verden en anelse diffus. At sandheden om noget ikke bor nogen steder. Og jeg bryder mig ikke om at sætte mig selv i stedet for gud ved at sige, at jeg erstatter at søge og finde sandheden ved at søge gud med at søge sandheden inde i mig selv. For så var jeg jo sådan set lige vidt. Så ville jeg blot være solipsist, centreret omkring mig selv, uden at have en reel verden at agere i. Nej. Jeg vil blot have mulighed for ikke at finde svaret. Søge, men ikke finde. Og så have dage, hvor jeg finder, selvfølgelig! Dage, hvor jeg lige præcis ved, hvad jeg skal gøre, intuitivt eller helt bevidst, med hovedet, eller med hjertet, eller med kroppen. Eller ganske ubevidst være in tune med eksistensen. Jeg vil bare ikke leve med illusionen om det perfekte. At kvantefysikere og kosmologers omvendelse til gud gennem menneskelig observation af sammenhængene på alle planer skal kunne indikere noget … perfekt. At det perfekte findes og kan opnås gennem søgen. Eller væren. Eller en hvilken som helst anden måde, vi mennesker har stillet behovsstillelse frem som… ja, guddommeligt. Forløsning! Gennem hjernens kemiske belønninger og straffe for det, der forekommer ekstatisk. Ekstasen er det sjældne, og det der belyser det vedkommende. Ikke det vedkomne i sig selv. Toppen af bjerget er ikke dér, man har lyst til at være. Når man har været der, søger man tilbage til det kendte.

Som en ven siger: Det perfekte er forbeholdt det guddommelige. Ja, det er derfor, jeg ikke ønsker at lægge mig i hænderne på gud. At jeg modstår gud. Det perfekte er forbeholdt tanken om gud. I dag må glasset for min skyld godt være okay rent. Der må godt være rodet. Min elskede må gerne have psykiske problemer og rynker og deller. Jeg må godt begå fejltagelser. Ikke for ofte, ikke for graverende, men jo, jeg MÅ godt. IKKE ‘det er menneskeligt at fejle’, men en tilladelse til at få alle de detaljer med, som en kalkplet, en bums, en fortalelse afstedkommer. Sætte mine forventninger til livet ned, så jeg bliver i stand til at se flere af de smukke ting og situationer og mennesker, som er omkring mig hver dag. Som jeg haster forbi og igennem, med blikket rettet mod noget, der er bedre.

Et blidt sted mellem at være og at gøre. Dér vil jeg gerne være menneske.

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.