DRs nedlægning 5 – Hvem er Jesper Klein?!

Mens jeg med mit lille digitalkamera filmede den strømmende demo mod nedskæringerne i DR, overhørte jeg en yngre forbipasserende mandlig cyklist sige ind i mobilen – åbenbart som forklaring på larmen omkring sig: Nåe, det er bare 65-segmentet i demo.

Det stødte mig.

Ikke fordi jeg ikke ønsker at blive associeret med mennesker 20 år ældre end jeg selv, men fordi jeg i ét nu oplevede hans smarthånlige bemærkning præcis udtrykke den manglende evne til at se andet end det programmerede billede, der ikke blot er udbredt i Danmark, men som gamle HCA i sin historie om kejseren for 200 år siden allerede så som universelt: Læs videre “DRs nedlægning 5 – Hvem er Jesper Klein?!”

@ Terror – SL og kampen om det indre rum

En fyr, jeg mødte via ISP-support i midt-90’erne, var gået i gang med at konstruere en virtuel udgave af vores hovedstad i 3D, med facader, gader, parker, alt. Med senere kommercielt sigte, måske… Alene tanken om et præcist, virtuelt København. I fredstid et guldæg af åbenhed.

Det virtuelt dublerede miljø som tanke er fortid, og Google Maps og strukturering af og forståelse for data i et virtuelt lagermiljø har taget over. Med tilkomsten af overvågningskameraer er det muligt – for udvalgte instanser – at få et dynamisk realtime-overblik i stort set alle større byer i verden, men vi andre er med på en kikker på det statiske.

Efter 9/11 er det helt åbenlyst, at det er bedøvende ligegyldigt om regeringer inden for NATO-samarbejde forbyder private ejere af satellitter at sælge eller offentliggøre inkriminerende location-billeder, f.eks. til Google Maps. Bombemål er ikke længere militære og ofrene ikke professionelle repræsentanter for regeringer.

Målet for terror – i skolegården, på arbejdspladsen, i hjemmet, eller som vi er kommet til primært at forstå begrebet: hvor som helst og med døden til følge – er at vinde territorie i det indre rum. At presse mennesker ud i frygt, så de ikke kan samle sig og ikke forsvare sig.

Folk, der bevæger sig i Second Life, vil måske have bemærket, at attentater har fundet sted. Bl.a. atombombesprængninger af butikker og firmaer – Nissan, der flere gange er blevet ramt, har lige trukket sig fra SL i følgeskab med flere virtuelle lig i virtuelle kister. [strammer smilebåndet?]

Tilkomsten af håndvåben i Second Life og tilstedeværelsen af flere Jihad-grupperinger får terroranalytikere til at mene, at SL bliver brugt til rekruttering af folk i aldersgruppen 16-30, der tiltrækkes af den virtuelle vold, og som øvelsesscenarier for terrorister. Sandhedsværdien af dét kan givet diskuteres, men mennesker, som bevæger sig i et virtuelt scenarie, har vel kun penge og avatarer at miste, og graden af ødelæggelse og destruktion er kun et irritationselement (modsig mig gerne…). Og bliver man træt nok af at få smadret sine konstruktioner, fjerner man sig fra SL.

Eller gør man? Hvem bliver tilbage? Dem, som intet first life har? Som føler sig nødsaget til at forsvare eller barrikadere sig, fordi det er deres hjem, som er under angreb? Vil vi se krig udspille sig i SL? Anvendelsen af “atomvåben” er graverende proportionsforvrængning – det er stort set ikke muligt at “gå højere op”, uden at lægge serverne ned. Og skaderne har ikke omfang som af reelle atomvåben – ellers måtte man formode, at Linden Labs ville gribe ind? Men hvad enten man anvender en pixeleret hvidmaling af skærmbilledet af samme (virtuelle) udstrækning, som en A-bombe ville have det i den reelle verden, eller blot kalder en programmeret pixelfjernelse for “atombombe”, forekommer det mig at være spørgsmålet om, hvorfor man skulle bestige bjerget: “Fordi det er der”.

“Kan det lade sig gøre?”

For drenge- og pigerøve, drømmere, fantaster, beregnende forretningsfolk og socialt hjemløse, folk med en sag og dem, der bare gerne vil bestige programmerede bjerge kan alt og mere til lade sig gøre i Second Life, som er muligt i den reelle verden. (Med undtagelse af en drink, som én sagde). Men kampen om det indre rum kan kun få reel effekt, hvis avatarernes førstelivskroppe ikke kan overleve uden kontakten til SL.

I så fald er kampen allerede vundet. Af Linden Labs. Med eller uden håndvåben, bomber eller terrorister.

@ Den tavse Jord

I godt og vel 80 år har Jorden gjort sig bemærket. Ikke i nogen betydning af ordet, som kan rumme en hverken positiv eller negativ kvalitativ vurdering, vi kan forstå. Men præcis som vi selv forsøger at gøre det med SETI, har levende væsener andre steder i ca 80 år kunne både se og høre, hvad vi går rundt og laver.

Men radio og TV-bølger bevæger sig ikke hurtigt nok på 80 lysår til at kunne nå en planet, vi kan antage er beboelig for andre såkaldte intelligenser, så med mindre nogen har placeret relæstationer for vore signaler derude, som vi har gjort det med vore satellitter, er popcornspisning til vort jordiske liv primært forbeholdt intelligensformer på gennemrejse i vor del af Mælkevejen.

Vi har dog fans derude, ingen tvivl om dét. Fans af Jorden 24/7. Dén, der fatter, at nogen kunne lade sig fascinere af Plantageejerens Datter i 900 afsnit, burde ikke have besvær med at godtage forestillingen om en fanskare, som i flere generationer har byttet optagemedier med sjældne optagelser af jordelivets glæder og sorger.

I dag flytter vore radio- og TV-transmissioner i stigende grad over på kabel, og vi sender derfor færre og færre timers repræsentativ kultur ud i rummet. Ca. samtidig med nærværende blogtransmission vil vore fans i rummet være begyndt at opdage, at kvaliteten og frekvensen af den sitcom, de har fulgt i næsten 80 år, er for nedadgående. Inden så mange år, vil stort set kun trafik- og militærkommunikationsfrekvenser forlade Jorden, hvilket stort set må svare til, at vi var tvunget til at finde vores underholdning ved at ringe til kommunekontoret.

Hvad gør fans, der bliver svigtet af produktionsselskaberne? De klager.

“Bare vent”.

Gid jeg kunne sige dét. En sammenrotning af fans som med Farscape, og Firefly. Men som med alle andre serier, der langsomt fiser ude, finder fansne andre vandhuller at drikke ved. Andre frekvenser. Andre kanaler.

Sidste sæson?