Hvornår sender jeg ind til tidsskrifter og magasiner?

For hvornår er det parat?

Send IKKE noget afsted, hvis

  • du ikke har læst det højt for dig selv mindst 5 gange og nøje læst det 50 gange indenad
  • du skrev det for mindre end en uge siden
  • det ikke gør dig temmelig stolt og selvtilfreds
  • du ikke respekterer magasinet, du sender det til
  • digtet begyndte som en skriveøvelse og aldrig rigtig har udviklet sig ud over dét stadie
  • du har fået dit bidrag tilbage fra flere magasiner uden et venligt eller oplysende ord.
  • du har fået det læst af én eller flere, du respekterer, som ikke har anbefalet at du offentliggør det
  • du mangler at ændre Microsoft Words auto-kapitalisering af første ord i alle nye linjer og afsnit & auto-udskiftningen af lille i med stort I
  • du mangler at tage bevidst stilling til hvilke sprogfejl, der er innovative og understøtter tekstens stemme og hvilke der ret og simpelt er fejl
  • du mangler at tage bevidst stilling til tegnsætningen
  • du tænker, at tidsskriftets redaktører “lige” kan fortælle dig, hvordan digtet burde være

Send din tekst afsted, Continue reading “Hvornår sender jeg ind til tidsskrifter og magasiner?”

Ordlyd, Nyt LitteraturTVprogram (opdt.)

Det er nationalt. Det er online.

OPDATERET: Ordlyd på Facebook

4. program

3. program

2. program

debuten

Premiere på Ordlyd.

Torsdag d.7/2 2013 har Mediehus Aarhus premiere på et helt nyt litteraturprogram på tv.

“Det nye litteraturprogram hedder Ordlyd og får premiere på torsdag den 7/2 kl. 22.00 på Kanal Østjylland og i ugen efter på TV Aarhus. Samtidig vil programmet være tilgængeligt online, så hele verden kan se med. Og det er der god mening i, fortæller programmets tilrettelægger og vært, Steffen Moestrup:

– De store danske kanaler har flere gange forsøgt at etablere et litteraturprogram, men hver gang er det gået i vasken. Derfor vil vi gerne servere vores lokalt producerede litteratur-tv for alle danskere med hang til bøger og bogstaver,” siger Steffen Moestrup, der er stolt af, at få bøgerne tilbage på skærmen.

– Jeg synes, det er ærgerligt, at de store tv-stationer ikke tager litteraturen alvorligt og kan se ideen i et litteraturprogram. Det mangler i det danske medie-landskab, og derfor er vi særligt stolte over at kunne præsentere Ordlyd, tilføjer Steffen Moestrup.

Ordlyd vil både beskæftige sig med bøger, litterære tendenser og den levende og udlevende litteratur. Første program i serien sætter fokus på ‘Live Litteratur’ og vil blandt andet indeholde et indslag, hvor værten skal forsøge at lære, hvordan man læser et digt:

– Litteratur er meget andet end selve bogen, og det vil afspejle sig i Ordlyd, hvor vi kommer vidt omkring og ikke blot holder os til den traditionelle samtaleform, hvor man taler stolpe op og stolpe ned om bøger, fortæller Steffen Moestrup.

Således vil Ordlyd typisk rumme både oplæsning, anmeldelser, reportager fra litteraturens verden, nyheder, forsker- og forfatter-interview samt mere eller mindre skøre påfund.

Ordlyd bliver til i samarbejde med Lokalbibliotekerne i Aarhus og er støttet af Aarhus Stiftstidendes Fond. 
Og har altså premiere torsdag d.7/2 2013 kl. 22.00 på Kanal Østjylland.”

Røde og sorte bøger

Op og stå på hælen. Vippe lidt. Falde lidt. Agurken er en vandig grøntsag.

 

Ovre hos sig selv spekulerer Mathilde Walter Clark højt over begreberne ‘smal’ vs. ‘bred’ litteratur.

‘Bred’ og ‘smal’ skaber distance, ideologiseringer. For eller imod. ‘Bred’ gemmer på en kvalitetsmæssig nedvurdering, men også i ‘det smalle’ findes en nedvurdering sted, nemlig af værkets salgsmæssige potentiale. Det betyder noget for de bøger, forlagene satser på, ja, for om de overhovedet har lyst til at udgive dem. Jeg kender forfattere, som har fået afvist manuskripter fra forlag med den begrundelse, at det ‘på én gang var for smalt og for bredt’.

Tidl. direktør på Lindhardt og Ringhof, Morten Hesseldahl, sagde over for et fuldt hus på CBS i Århus – nogle måneder før agurkesommeren 2005, hvor Martin Glaz Seerup af samme mand fik annulleret sin kontrakt på en næsten udgivet digtsamling – at “smalle bøger er bøger, der ikke sælger”. Altså, smalle bøger er bøger, som ikke tjener pengene hjem til forlaget.

Det er en vigtig skelnen at gøre. Forlag udgiver indbundne tekster, ikke litteratur – hvad de end bilder sig ind. Hvis noget, bliver teksterne til litteratur i den offentlige bevågenhed og bevidsthed – og findes de ikke dér, findes de ikke. DERMED er de blevet smalle, i betydningen ‘røde tal på bundlinien’ – svære for forlaget at sælge.

Når Mathile Walter Clark således skriver

Jeg kender forfattere, som har fået afvist manuskripter fra forlag med den begrundelse, at det ‘på én gang var for smalt og for bredt’

bør det understreges, at en sådan forlagsudtalelse er DYBT uprofessionel – idét vurderingen ikke har noget med det modtagne manus at gøre, men derimod alt med forlagets egen-vurderede manglende evne eller vilje til at redaktionelt behandle og sælge manus som udgivet bog. Dén bliver så bare lige rask tørret af på forfatteren i form af en sludder for en sladder, der skal angive litterær forståelse, fy føj!

Morten Hesseldahls udtalelser på CBS var en udfordring af forne tiders illusioner: Dem om, at forlagene havde til opgave at varetage litteraturen og holde standarden og fanen højt. NEJ, forlagene består af læsere med litterære uddannelser, der ikke har en skid tjek på noget som helst andet end sandsynligheder, konjunkturer og statistikker om den offentlige bevidsthed og nuværende smag!

Derimod kan forlagene PÅTAGE sig en rolle som kulturel og sproglig udfordrer – gennem at understøtte forfatteres værker ved at sætte dem i tryk og distribution – men så heller ikke én eneste jamren bør der høres dérfra: Det er en beregnet risiko at udgive bøger – publikum er vægelsindet og ønsker sig ikke ene genrebøger. Dét sælger, der sælger – men alt kan hjælpes på vej…

Mit nuværende standpunkt, idet jeg må gå ud fra, at forlaget har en mening om, hvad der gør en fængende og vedkommende tekst:

Brugt som argument for tro på let-sælgelig tekst på dagens marked
og/eller
Kommer pengene hurtigt hjem; sorte tal på bundlinien

= Bred litteratur

Brugt som argument for svært sælgelig tekst på dagens marked
og/eller
For længe til break-even; røde tal på bundlinien

= Smal litteratur

Nemt at forstå.

[Og så lige huske, at ingen sælger sælger alt lige godt! Og at der ér forskel på at have 200.000 ude på en sommerkrimi og 5.000 på en digtsamling! Og at arbejdet på en bog er det samme, uanset oplag!]

Når pressen og forlagene og alle andre så ønsker at lægge litterære kvaliteter ind i disse to begreber, underkender de forlagenes evner til at udvælge tekst efter såvel økonomiske hensyn som skriftkunstkriterier, f.eks. pt. populære genrebøger.

Man kan derfor sige, at alle er med til at skabe forfladigelsen – herunder den såkaldte ‘elitære’ opsplittelse mellem gamle skriftkunstgenrer som poesien og moderne underholdning som krimien. Men i dag møder  krimilæsere og digtlæsere ofte sig selv i boghandlen og hilser uden dårlig samvittighed, mens de krydser over til hinandens hylder, så hvad ér problemet egentlig? Ud over at der aldrig sker en hujende fis om sommeren, og at agurkerne er billige og går nemt gennem tarmen?!

Jeg foreslår at bruge resten af den våde sommer på at diskutere, om ikke vi bare skal kalde dem røde og sorte bøger. Røde for ‘underskud’, sorte for ‘overskud’. Så kunne dét måske vandre ind i sociallingoen: ‘Sikke sort, du er i dag, skat’. (Altså, du ser hammer godt ud og har plads til hele verden på dine skuldre!)  Og ‘Jeg har sendt Jensen hjem – alt var knaldrødt på ham’ (hold da, kæft, han havde det ikke godt.)

Hvad det så vil fucke up af okkulte og politiske associationer kan da kun gøre det hele mere interessant?

LINK Hvad giver ‘bred’ + ‘smal’? : Mathilde Walter Clark (2012)
LINK Sagaen om Den Smalle, Ulæselige, Usælgelige Litteratur (2005)

Bogomtale: “Mit ønske om at dø er rent hypotetisk” af Louise Juhl Dalsgaard

Hvor alt findes.

 

Louise Juhl Dahlsgaard
Mit ønske om at dø er rent hypotetisk
Jorinde & Joringel 2011
ISBN987-87-7322-229-4

Hvordan nyder man ting, der ikke slutter? tænker jeg, da jeg når til tekst 24. I tekst 25 står de så begge ved havet og mærker frygten for at miste. Horisonten, himlen, havet, heden, det hele taler til hver af dem personligt om alt, der ender og alt, der aldrig ender. De kan fjerne sig fra det og tage hjem, men med hjem tager de sig selv. De slutter ikke, hverken inde eller ude.

Der ér drama i Louise Juhl Dahlsgaards lille samling. Men det er hverken det forsagte drama, hvor fingre spiser sig selv, eller det storslåede, hvor arme forsøger at favne hele verden til bevidstløshed. I 80’erne ville man vel kalde det hverdagsdrama, fordi man endnu troede, at skriften kunne imitere hverdagen. Ja, overhovedet, at noget man kunne kalde ”hverdagen” findes. Continue reading “Bogomtale: “Mit ønske om at dø er rent hypotetisk” af Louise Juhl Dalsgaard”

Biblioteker på afveje

Leder fra seneste nummer af brancheforeningens magasin, “Bogmarkedet”.

 

På eReolen.dk, bibliotekernes, de store forlags og distributionsselskabernes fælles eUdlånsprojekt, ses en udlånsknap, en prøveknap og en købeknap.

Jeg er ikke den eneste, som har undret sig over, hvad købeknappen gør dér, sammen med låneknappen, og hvem der skulle tjene pengene på salget.

Læs lederen i seneste nummer af Bogmarkedet: Biblioteker på afveje – 17.11.2011


Michael S. Hart, Projekt Gutenbergs skaber, er død.

“Learning is its own reward. Nothing I can say is better than that.”

 

Michael S. Hart fortalte ofte historien om, hvordan han som helt ung var blevet givet gratis adgang til computerfaciliteterne på universitetet i Illinois, USA. Og hvordan han, inspireret af et gratisomdelt optryk af den Amerikanske Uafhængigheds-erklæring og som en måde at sige tak for adgangen på – som i dagens priser ville svare til 100 millioner dollars – besluttede at indtaste selvsamme tekst på systemets computere og distribuere den til andre brugere på netværket. Det var i juli 1971.

Resten af sit liv, næsten 40 år, brugte Michael S. Hart så på at digitalisere og distribuere litteratur. Rettighedsfri og dermed gratis litteratur, vel at bemærke – ialt 36.000 bøger indtastet, indskannet og korrekturlæst af ham selv og et væld af frivillige.

Den tankegang, som i dag begynder at minde om en tsunami af konvertitter på vej mod den elektroniske bog, har ikke meget at gøre med Michael S. Harts vedvarende fokus på gratis adgang til god litteratur som vejen til et opgør med uvidenhed og analfabetisme.

Han blev 64.

Michael S. Hart – Gutenberg. *8.3.1947 †6.9.2011

TV2’s blog

Projekt Gutenberg

Information om de litterære debatter, 2010

Hvem har skrevet hvem ud af historien i 2010? Og hvorfor ikke?

Er der for få kvinder i de litterære tidsskrifter? Hvad er en trodsig tøs? Findes der et anmelder politi? Var Niels Franks nyeste udgivelse en ’samtalebog’? Går litteraturstøtten altid til den samme kreds af forfatterskoleforfattere? Hvor inhabile er de litterære priskomiteer? Det og meget andet blev diskuteret i den litterære verden i 2010. Det foregik i aviser, på blogs og på Facebook – Information opsummerer på den i journalistisk anerkendt forstand offentlige del af debatten.

Var det dét?!

via Det var de litterære debatter i 2010 | information.dk.

Gyldendal.no søker redaktør til skjønnlitteratur

Går det godt med litteraturen i Norge, eller taler vi opsigelse/afskedigelse/dødsfald?

Det er virkelig ikke til at vide. Virkelig ikke.

Redaktør – skjønnlitteratur – Kolon Forlag

Går det godt med litteraturen i Norge, eller taler vi opsigelse/afskedigelse/dødsfald?

Måske skal den ny redaktør erstatte to tidligere redaktører? Som var elskende, eller uanset hvad begge nægtede at arbejde uden den anden? Som blev fyret for at stjæle digtsamlinger fra lageret i dén tro, at ingen nogen sinde talte dem, når først bibliotekerne havde fået deres 1024 eksemplarer? Måske skal den ny redaktør erstatte tre tidligere redaktører? Som ikke elskede hinanden, men bare følte at de var vokset sammen, og ingen af dem ønskede at udføre deres job handicappet af tabet af en del af sig selv?

Måske er redaktionen brændt ned som følge af sex efter lukketid?

Måske er selve Gyldendal.no ved at lukke og skabelsen af et nyt underforlag en sofistikeret afledningsmanøvre, der skal holde pressen stangen, indtil print-selv-maskinen er installeret inden for døren til Gyldendals kontorer og usb-stikket i dørkarmen udenfor og tjenere er mødt frem for kontraktligt at knalde champagnepropper af i fejring af innovationen? Måske den nysansatte redaktør er prügelknaben/innen med pligt til at indkalde og tale med pressen, mens resten af forlaget lusker af ad bagvejen og ansatte skolebørn smider karameller fra første og anden sal til forbipasserende nede på gaden, som de synes har sjovt hår eller gode dyr?

Det er virkelig ikke til at vide. Virkelig ikke.