SÅ kom den endelig, KAAnonen.
Som alle aviser og nyhedstimer på TV insisterer på at illustrere med kanoner snarere end med folk, der synger i kor, blot ude af trit.
Er det blot en holdning, som kan hjælpe skolebørn og lærere med at fokusere på, hvad der er dansk, ELLER er det endnu ét blandt mange af regeringens forsøg på at ensrette vidensadgangen i det danske samfund?
I Perú var det langt nemmere – her havde folk ganske enkelt ikke hverken penge eller tid til at orientere sig – men i DK er politikerne nødt til at maskere uviljen til divers indlæring med et oldnordisk remseforlæg á la kongerækken: Det, der betyder noget… – efter i årevis (både fra venstre og højre af) at have udhulet folkeskolen med alternerende skyld over at eleverne skal præstere noget (bestemt), og vrede over manglende udenadslære.
For nyligt så jeg omtalt en meget markant forskel: Der er politikere, og så er der verdensmænd og-kvinder. Altså, der er administratorer med offentligt ansigt, og så er der ledere.
Ledere… dem kan man være uenige med! De skuer ud i fremtiden, sigter mod græsgange, som ingen andre kan se endnu, bygger fremtider af ideer og forestillinger. Administratorer ser ned på fusserne, om der er trådt i kokasser, om der er penge i pengekassen, om der er nogen der lægger an til brok – de er i øjeblikket og reparerer øjeblikket. Har vi nogen verdensmennesker, har vi nogen regulære ledere? Nej, det har vi ikke. VI spænder ben, hver gang nogen stikker hovedet op over madrassen. Vi har fortjent det system, vi har. Og kulturen. Og skolesystemet. Og fremtiden.
Måske er der mening i billedet af en kanon? Men det er nok ikke nok med én, hvis man skal sænke et helt samfund.