Battlespace (Science Fiction, 2007)

“Shot on location in Arizona, Los Angeles, New York, Copenhagen, Australia, Berlin and Singapore…”

Science fiction

Et væld af idéer, stort scope, og hæderlig CGI i 2 australske science fiction-fortællinger i én og samme rammefortælling, men ikke af dén grund mere for pengene.

imdb

Synops (som jeg husker det – måtte forlade stuen af og til for ikke at føle, at jeg spildte min tid):

“The saga of Humanity” hedder rammefortællingen, et dokument der fortæller om menneskenes historie tusinder af år tilbage og frem i tiden. “The Konstruct War”, som er et andet navn for “Battle Space”, er 3. del af Sagaen, der foregår fra midten af det 21. århundrede indtil kosmos begynder forfra i et nyt Big Bang.

En kvinde, der har været i stasis i umindelige tider, er eneste menneske tilbage i kosmos. Hun fortæller historien om menneskehedens afslutning set gennem fortællingen om hendes mor, en oberst der forsøgte at frelse sin planet – og sin datter – fra udryddelse af Konstrukterne, en ny art af genetisk modicificerede mennesker.

Derefter springer historien til datteren i stasis, der ankommer til universets slutning og nye begyndelse.

Det er helt fint, at ingen stort set siger noget den første time. Men historien er så usammenhængende, at en voice-over skal kæmpe med at udfylde alle huller. Skuespillerne har intet at arbejde med andet end at kampen gennem (fantastiske) australske ørkenlandskaber. Kampscenerne er mærket af manglende økonomi til kampinstruktører, men jeg gætter Bob fra den lokale karateklub har været forbi. CGI-effekterne er godt integrerede i forestillingen om planetlandskaber, men kan – selvom de er stort set state-of-the-art – ikke stå alene om at bære filmen. Som vælter over med postulater som f.eks. bevidsthedsdownloads i enhedsmatrix, tidsrejser, biomodifikationer – men alle teknologielementer forbliver uberørt af konsekvenser for det enkelte menneske på noget dybere plan. Mængden af filosofiske aspekter afvikles i omtale snarere end handling og ville kunne skabe grundlag for adskillige bøger og film. Ærgeligt, for hovedparten af science fiction-film lider under endeløs pattesutten på én idé, men mængden af idéer, der hér søges afviklet på 2 timer, vil snarere skræmme end tiltrække nybegyndere til genren ved den blotte mangel på menneskelige konsekvenser at empatere med.

Det er en kedelig film.

Jeg kun kan komme op med 1 grund til, at den ikke skulle være forblevet på storyboardet: Sådan skal det IKKE gøres.

Nej, okay, så 2 grunde, da. For hér ses effekten af tegne(serie)serialiteten, som vi kender den fra StarWars og Matrix – billigere film med CGI og bluescreens, der kan muliggøre det meget større universelle scope, som fans kender fra TV og fra bøgerne. En billigere adgang til større episke fortællinger, der ikke lige kan fortælles på 85 – 125 minutter, men samtidig har (eller burde have) en menneskelig dybde, der gør de enkelte segmenter interessante og vedkommende hver for sig. Der skal bare lige være et godt manuskript.

Havde det været en bog, ville jeg have foreslået forfatteren næste gang at betale for at få manus læst af en redaktør.

MEN se her:

“Shot on location in Arizona, Los Angeles, New York, Copenhagen, Australia, Berlin and Singapore…”

Hovedpersonen hallucinerer i ørkenen som følge af en stim-afhængighed og ser, fuldstændig ud af det blå og uden for sammenhæng med resten af filmen, følgende:

Helt åbenlyse eksempler på jordisk civilisation, som set med australske øjne giver mening at hallucinere om, når Jorden for længst er gået under og man er tæt på døden i en ørken.

Havde historien ikke været så håbløs, ville jeg have foreslået turistrådet denne film som anbefalelsesværdig indføring, hvis de ville satse på netop dette “civiliserede” som emne for nye turisttiltag. En stolt turistguide kunne så have fremvist vore plejehjem, skoler, hospitaler som eksempler på danernes ordnede livsform. Måske det til og med havde trukket andre nationer i mere menneskeværdig retning?

Et socialrealistisk indslag fra instruktøren af “Battlespace”, snarere end udfyldelsen af 30 sekunder med feriebilleder fra København?

dagbog: Anatomisk blåstempling

“Ja, jeg må hellere omgående sige, at der ikke er noget som helst”. Fin læge, godt menneskesmil bag professionalismen.

Sådan. Tak, fint. Men det vidste jeg også godt. En lille bløb i bagkraniet om, at min lungekapacitet er nedsat ca. 6%, givet gr. rygning. Men ingen pletter på lungerne. “Der er ikke noget som helst”.

Nu må jeg så tage stilling til følelsen i min brystkasse ud fra andre kriterier. Som jeg endnu ikke ved, hvad skal være. Men efter at have set The Secret i går aftes, blev jeg klar over, at jeg er på rette vej. Og at det kun er mit anstrengte forhold til penge, følelsen af aldrig at have nok (=tid), der har spærret mig vejen: Min vægtning af fri tid snarere end de muligheder, som at have penge giver. Men også den adskillelse på godt og ondt, som fri tid i mit tilfælde er blevet til, helt naturligt-agtigt-lignende. Fri til at tænke i fred, fri til at mærke det hele uden back-up.

Med The Secret i hovedet sad jeg i venteværelset og forsøgte at forestille mig, hvad jeg gerne ville med følelsen i brystkassen. Som herre over mit eget liv og kosmos er det nemt nok at se, at jeg indtil videre ikke har andet, jeg vil med følelsen i brystet end at åbne yderligere og give mere til andre. Venlighed, imødekommenhed, kraft, styrke, tillid, tro – frygtløst og med fokus på åbne mig for deres bedste følelser snarere end deres frygt, mistro, og gamle vaner.

Og til mig selv. På denne dag, hvor jeg er levende, og raskmeldt! har jeg lyst til at give efter for min lyst til at vende tilbage til en Landrover, få mig et buskørekort, flytte til Samsø. Fuck at komme på universitetet. Jeg gider det jo egentlig ikke:

Fat i AMU mandag og høre om buskørekort. Har fundet en landrover, jeg skal se, og et hus på Samsø jeg skal se. Livet udmærker sig.

Belært af livet ved jeg, at verden ikke nødvendigvis ændrer sig med den overbevisning, denne dag har for mig, men maskinen har været i gang et stykke tid – har set på hus i tre uger nu, talt med bankrådgiver, fortalt at jeg muligvis er ved at rykke teltpælene op for at gøre noget nyt. Det ér sådan set bare at fortsætte, og fastholde at jeg får igen, hvad jeg giver ud.

Så, andelslejlighed sættes til salg i næste indlæg.

@ Optagelse på Uni – Brevet! og Schröedingers kat

Er det ikke lidt tidligt? Jeg mener, skulle det ikke først være d. 28/7 – og skulle der ikke kunne gå endnu længere tid, fordi studienævnet først skulle tage stilling til min dispensationsansøgning under Kvote 2, før nogen kunne tage stilling til min ansøgning om at komme ind på Spansk? Men nu ligger brevet fra universitet her, ved siden af tastaturet. Uåbnet.

Og hér kommer Schröedingers kat valsende og stryger sig op af benet.

Og hér ligger den død og og stiv, øjnene mælkede, pelsen mat.
Fristelsen til at lade denne dobbelttilstand herske er stor. Men kunne tolkes som uvilje til at møde “realiteterne”, som de præsenterer sig i autoritære beslutninger.

Altså:

—————————————————————————————–

OPTAGET

IKKE OPTAGET

Er det så dét, jeg egentlig vil?

Vejet og fundet for let?

Går hele min verden så ad den snævre vej?

Hvordan tøjler jeg så min generalist-disposition?
Bare lidt?

Jeg skal ud af huset stort set hver dag fast i flere år –
hvis altså studiet er noget for mig.

Jeg skal finde ud af at komme ud af huset mere,
end jeg gør pt.

Jeg skal til at arbejde jævnligt, og ikke bare i perioder,
for at holde min minimumsindtægt.

Jeg skal – helst i går – i gang med et længerevarende
arbejde af en slags eller på kontanthjælp, hvad der
nu måtte komme først, før kontoen er helt tom

Jeg skal ikke blot begynde på noget helt nyt,
jeg skal begynde forfra.

Den gamle livsstil kan ikke fortsætte
sådan hér meget længere!

Hvad så?

Hvad så?
OPTAGET, IKKE OPTAGET
– forandringer skal ske, uanset hvad.
Og vil ske. Uanset indholdet af brevet.

Puha, godt at få dét på plads.

Op med kuverten.
Er katten stadig levende eller er den død?

Afslag.
Hvordan har jeg det med dét?
Altså, universitet skønner,
at 25 års ekstra livserfaring (i forhold til nye gymnasieelever),
en 4-årig håndværkeruddannelse, undervisningserfaring,
spansk på B-niveau (dog uden eksamen), engelsk på gymnasieniveau,
14 oversatte bøger, 23 års forfatterskab, 9 år som webmaster,
småuddannelser og kurser her og dér, rejser til 31 lande,
periodevist forfatterskabsunderstøttende erhversarbejde
og 1 1/2 års voksenpædagogik ikke kan sidestilles med
en “gymnasiel uddannelse”.

Men jeg kan anke afgørelsen, hvis jeg mener den
strider imod “bekendtgørelsen om optagelse,
forvaltningsloven eller andre regler”.

Jeg har 14 dage til at beslutte mig.
14 dage til at mærke efter.

Lige nu kan jeg ikke føle noget – den ene eller anden vej.
Men jeg er stadig fri.
Jeg er ikke inde i kassen sammen med katten.

Jeg er nu.