Blev i rigtig godt humør her til morgen, da en sms fra en ven tikkede ind med beskeden: “K er ikke Kræften. K er KRAFTEN”. Lige før jeg skulle af sted til Bispebjerg nuklearmedicinske afdeling.
Men hvis jeg var Universet og ville fortælle mig, at jeg skal handle på min fornemmelse, min intuition og min tro, og ikke lade rationel tænkning og medicinske vurderinger hindre mig i at vælge vej for resten af mit liv, ville jeg også sørge for at PET-skanneren på Bispebjerg brød ned 1/2 time, før jeg skulle til, så jeg ville være nødt til at vente endnu en uge på det sidste svar, jeg bilder mig ind står mellem mig og hengivelse til til en ikke-fysisk forklaring på følelsen i min brystkasse. Men hvis jeg var Universet, ville jeg også vide, hvor helvedes svært det er at få mig til at handle på noget, der ikke er placérbart rationelt, logisk.
Jeg står stadig i midten, hvor jeg har stået meget længe. Har en svaghed for hard science, nøgterne såkaldt fakta uden et gran af håb eller åndelighed eller fornemmelse for andet end det efterprøvelige, fordi det falder mig nemt at kategorisere og placere, og jeg er åndeligt doven. Koblingen med alt det bløde er blevet utroligt meget sværere med årene – paradoksalt nok jo mere gennemskuelig verden er blevet.
Derfor SÅ meget vigtigere at lytte til dem, der har en mening om, hvordan man omprogrammerer sig – som en ny veninde, der ringede og gav sin deltagelse. Men hvordan kommer man fra det kendte til det nye uden at skulle risikere at måtte øve sig på noget, der måske viser sig ikke at være det rigtige? Det gør man ikke. Det var så meget nemmere den gang, da stofferne forekom at kunne skyde genvej, men nu hvor kroppen skal med, og hovedet skal holdes tilbage…?
Blev så til gengæld i forfærdelig dårligt humør her til aften, da en veninde behøvede at fortælle mig om en bekendt med symptomer på forskellige ting, hvor de lægelige specialister havde været lige som de blinde med hver deres del af elefanten og ikke set andet end symptomerne på deres eget snævre felt, med det resultat at hendes bekendt var ved at dø. Når en sådan svada leveres, fordi min veninde er bange for at miste mig, og håber at hun kan skræmme mig til at tage bedre vare på mig selv, siver hendes vibes ind under huden. Ikke af kærlighed, men på hårde facts.
Måske jeg på et tidspunkt må vågne og indse, at jeg ikke har oplevet noget, der kunne minde om en kraft eller energiudlandning, åbent hjerte, åbne chakraer, men blot været offer for post traumatisk stress, forvirrende cocktails af hormoner, adrenalin, endorfin og dårlig rådgivning i en lang periode efter et svært tab. Men så har jeg da i dén tid oplevet et større spektrum af følelser, end hvis jeg blot skulle have forholdt mig til den verden, man kan måle og veje og sætte på formel og i statistik: Poesien ligger ikke i følelserne alene, men den ligger så sandelig heller ikke i det jernhårde greb, visionsløse såkaldte realister holder flertallet af menneskene i med krav om efterprøvelighed, nytte og kassetænkning. Poesien bor i forskellene og i længslerne, i følelserne af tab og af savn, og imellem nu og engang.
Jeg er ikke bange. “Hvad skulle du føle, for at gå tilbage og gøre det alt sammen én gang til på nøjagtig samme måde?” som der stod i en bog, jeg læste for nyligt. Jeg skulle føle det, jeg føler nu. At jeg ikke er bange. At det er muligt at ikke føle sig bange, netop fordi der er mere end blot én mulig tolkning af verden.
Jeg burde få fingeren ud og finde halvtreds forskellige at spørge om, hvad fanden det i min brystkasse er; dét alene at spørge ville udvide min horisont væsentligt og vedkommende. Snarere end at vente på 3 blindes vurdering af noget, der ikke bryder med deres eget verdensbillede, hvis de overhovedet kan blive enige. En sygdom. En elefant. Snarere end en bestanddel af noget større.
Men min finger kommer først ud, når den kommer ud. Nu er jeg let. Senere bliver jeg tung. Så bliver jeg let igen. Så tung. Og pludselig er jeg i kredsløb. Igen.
