Journalister ved ofte meget om én ting, og meget lidt om resten – lidt lige som os andre. Men til forskel fra os andre er de pisket til at lade som om de ved så meget om alt, at de kan viderebringe informationer. Men Science Fiction… er der altså ikke ret mange af dem, der har forstået, underforstået: det har jeg.

Ud af fiktionslitteratur i verden er der ikke ret meget Science Fiction. Altså “videnskabelig fiktion”. Det er dét, amerikanerne klassificerer som “Hard Science Fiction”, stærkt videnskabeligt, teknologisk orienterede og funderede fortællinger, ofte skrevet af forskere med trang til at kontekstualisere deres viden – i modsætning til “soft science fiction”, der befatter sig med menneskelige værdier, livsfilosofi mv., som kan skrives af stort set hvem som helst, uden den dybere forståelse af videnskabens fund og erkendelser.

Hvad der derimod er meget af i verden er fantastisk litteratur og spekulativ fiktion – som er dér, hvor man beskriver noget, der ikke har nogen historiske eller videnskabeligt efterprøvelige forudsætninger, eller bruger prosaen til at køre en spekulation ud i sit forestilbare yderste, f.eks. “hvad nu hvis Danmark investerede i at bygge et bjerg?”

Genrebegrebet er en salgsmekanisme OG noget at samles om og diskutere op imod. Når det bliver en spændetrøje for forfattere og læsere, er det fordi nogen har fordel af at undlade at forklare det. Det er nemt at forestille sig, at mange, mange bøger, som i dag klassificeres som science fiction ikke ville finde et publikum, fordi mange ville tænde af på de “genre-greb”, som trods alt er med til at definere genren, men ikke er ene om at udgøre den.

“Science Fiction” som metode er samtidig en måde at tænke på. En frihed til at ændre på stærkt anvendte og måske stivnede opfattelser og virkelighedsparametre – måske bare et lille nøk på (eksempel: vi genkender alt i de beskrevne rammer, men ingen holder hunde som kæledyr), så alle konsekvensberegninger ryger fløjten og efterlader læseren (og måske hovedpersonen også) med nogle udfordringer, der ikke er helt til at gennemskue. Det er der nogle, som godt kan lide – mens andre foretrækker fortællinger, der giver dem trygheden for, at en konsensuel og gennemskuelig virkelighed findes.

I nedenstående miniartikel hører man forfatteren Kirsten Hamman brokke sig over at få påklistret genrebegrebet Science Fiction på sine fortællinger, blot fordi de ikke er strengt realistiske = “Dansk Genkendelig Normalvirkelighed”. Det er faktisk et problem for os alle, at medfabuleringen i litteraturen har så ringe kår. Det går fint med amerikanske og engelske TV-serier – hér accepterer vi stort set hvad som helst fantastisk og fabulerende, blot vi kan genkende de underliggende historier om menneskelige følelser og konflikter. Men dér, hvor vi skal være medspillere i vores hoved, begynder det at svigte.

Jeg vil sige, at den mere væsentlige historie ligger dér, d’herrer/’damer journalister.

—
Kenneth Krabat, 22.10. 2010

via Forfattere bruger science fiction-greb i det skjulte – Politiken.dk.