No Turning Back (2019)

– Science. Fiction. An opinion.

Source: https://www.imdb.com/title/tt8354140/

Serious topic: the lack of space to be. For some.

I have never before written a review of a movie I did not see. But in regards to this one I feel compelled.

Judging from the trailer the acting and the cinematography leaves something to be desired. The lighting is off, there is an abundance of close-ups of actors, who all seem wooden from lack of competence or bad directing, the script is too casually “normal” – all tell tale signs of a low budget, lack of professionalism on all levels, including the financiers.

None the less “No Turning Back” has won or been nominated for several awards – best picture, best director – which could be due to lower quality of other contestants. But. Continue reading “No Turning Back (2019)”

Dit forbrug betaler for dit forbrug

I den nuværende markedsøkonomiske model er alles forbrug nødvendig for at fortsætte med at skabe penge til forbrug. Det er en i stigende grad usikker platform at stå på, som vil ramle. Vi har muligheden for at ændre det bevidst, få det til at ramle, men gøre det vel vidende hvorfor.

Det meste af verdens økonomi er skruet sammen som et lukket kredsløb. Eneste undtagelse er små, lokale naturalieøkonomier og fiktive nationer, hvor alle har “samme indtægt”.

I det lukkede kredsløb er det forbruget, der afgør statens indtægter – i kontrollerede økonomier sættes skat, moms og afgifter så højt, at disse indtægter kan betale for vedligehold af infrastruktur, uddannelse, sociale ydelser, sundshedssektoren, plejesektoren, renovation, energi og varme, forskning osv osv osv. I ukontrollerede økonomier med lav skat og tilsvarende lav indkomst er mange områder på mere eller mindre private hænder, og staten får i bedste fald sin indkomst fra salg af råstoffer og/eller energi til højestbydende, i værste fald er der ikke mange penge til skabelse og vedligehold af infrastruktur.

I dette, enorme lukkede kredsløb kan det ekstremt svært lade sig gøre at lave om på præmisserne, dvs. for én nation at standse op og lave en nationaløkonomisk struktur om til anden/andre indtægtsmodeller, der 1. ikke er ris til egen røv, 2. ikke bliver skudt i sænk af resten af verdens nationers fastholdelse af den gamle model, som man ikke skal få dårlig samvittighed over at opfatte som et komplekst Ponzi-system. Continue reading “Dit forbrug betaler for dit forbrug”

DR’s nedlægning 1

Når du køber tomater, køber du altid dem, der er helt smattede og ikke holder længere end 10 minutter. Ikke? Og når du indgår et parforhold, vælger du bevidst en partner, der er utiltalende, løgnagtig, utro og aldrig nærværende. Ikke? Og hvad som helst du beskæftiger dig med er altid det mest kedelige, uinspirerende, tomme, åndsforladte, du kan finde. Ikke? Og i næste uge skal du ind og have lavet din årlige lobotomi, bare for at være på den sikre side. Ikke?

Ikke nikke nej, vel!?

Skal dårlig forvaltning og en ultra-højredrejende regering have lov til at lukke munden på alle i DRs radio, som har en selvstændig mening, mener noget med det de gør, tør forfølge historier ingen andre gør, tør risikere at være kedelige for at komme i dybden, og informerer fra HELE Danmark og ALLE steder i verden, snarere end blot fra Københavns pop-overgrund og politisk sanktionerede demokratier?

Vi bliver alle sammen fattigere for hvert et kulturprogram, der forsvinder fra DRs radio. På alle måder. Man kan ikke, efter at have klippet den historiske tråd, uden videre tage den op igen og spinde videre – ikke bare vente til de politiske vinde skifter – ikke bare håbe, at det går væk af sig selv. Undertrykkelse går ikke væk af sig selv.

SKRIV UNDER på en fredning af DRs radio – og kan du gøre mere end det, skrive og debattere, begræde, harme! på din egen blog eller i læserbreve, så gør dét! Men GØR noget:

Sig nej til ødelæggelsen af danskernes Daglige Realitet – vi har intet andet medie, som på samme måde forbinder os alle sammen. Tænk over dét: Intet andet fællesmedie, som taler til os alle, uden at tale ned! Uden reklamer! Danmark, Døgnet Rundt!

@ 2012 – Verdens undergang

 

Min ven, Henning, sender mig ofte links af relevans for en mangeårig on-going samtale, der aldrig er blevet en dialog med sigte på at blive enige eller enige om at være uenige. Snarere tror jeg, vi grundlæggende ér enige, om menneskenes muligheder og menneskenes svagheder, men i vore forsøg på at nå noget nyt, række ud over os selv, støder vi, uden at ville det, hovederne mod vore respektive livs og karakterers rammmer og muligheder.

I går sendte han mig et link til det smukkeste site, jeg længe har set. *

Continue reading “@ 2012 – Verdens undergang”

Battlespace (Science Fiction, 2007)

“Shot on location in Arizona, Los Angeles, New York, Copenhagen, Australia, Berlin and Singapore…”

Science fiction

Et væld af idéer, stort scope, og hæderlig CGI i 2 australske science fiction-fortællinger i én og samme rammefortælling, men ikke af dén grund mere for pengene.

imdb

Synops (som jeg husker det – måtte forlade stuen af og til for ikke at føle, at jeg spildte min tid):

“The saga of Humanity” hedder rammefortællingen, et dokument der fortæller om menneskenes historie tusinder af år tilbage og frem i tiden. “The Konstruct War”, som er et andet navn for “Battle Space”, er 3. del af Sagaen, der foregår fra midten af det 21. århundrede indtil kosmos begynder forfra i et nyt Big Bang.

En kvinde, der har været i stasis i umindelige tider, er eneste menneske tilbage i kosmos. Hun fortæller historien om menneskehedens afslutning set gennem fortællingen om hendes mor, en oberst der forsøgte at frelse sin planet – og sin datter – fra udryddelse af Konstrukterne, en ny art af genetisk modicificerede mennesker.

Derefter springer historien til datteren i stasis, der ankommer til universets slutning og nye begyndelse.

Det er helt fint, at ingen stort set siger noget den første time. Men historien er så usammenhængende, at en voice-over skal kæmpe med at udfylde alle huller. Skuespillerne har intet at arbejde med andet end at kampen gennem (fantastiske) australske ørkenlandskaber. Kampscenerne er mærket af manglende økonomi til kampinstruktører, men jeg gætter Bob fra den lokale karateklub har været forbi. CGI-effekterne er godt integrerede i forestillingen om planetlandskaber, men kan – selvom de er stort set state-of-the-art – ikke stå alene om at bære filmen. Som vælter over med postulater som f.eks. bevidsthedsdownloads i enhedsmatrix, tidsrejser, biomodifikationer – men alle teknologielementer forbliver uberørt af konsekvenser for det enkelte menneske på noget dybere plan. Mængden af filosofiske aspekter afvikles i omtale snarere end handling og ville kunne skabe grundlag for adskillige bøger og film. Ærgeligt, for hovedparten af science fiction-film lider under endeløs pattesutten på én idé, men mængden af idéer, der hér søges afviklet på 2 timer, vil snarere skræmme end tiltrække nybegyndere til genren ved den blotte mangel på menneskelige konsekvenser at empatere med.

Det er en kedelig film.

Jeg kun kan komme op med 1 grund til, at den ikke skulle være forblevet på storyboardet: Sådan skal det IKKE gøres.

Nej, okay, så 2 grunde, da. For hér ses effekten af tegne(serie)serialiteten, som vi kender den fra StarWars og Matrix – billigere film med CGI og bluescreens, der kan muliggøre det meget større universelle scope, som fans kender fra TV og fra bøgerne. En billigere adgang til større episke fortællinger, der ikke lige kan fortælles på 85 – 125 minutter, men samtidig har (eller burde have) en menneskelig dybde, der gør de enkelte segmenter interessante og vedkommende hver for sig. Der skal bare lige være et godt manuskript.

Havde det været en bog, ville jeg have foreslået forfatteren næste gang at betale for at få manus læst af en redaktør.

MEN se her:

“Shot on location in Arizona, Los Angeles, New York, Copenhagen, Australia, Berlin and Singapore…”

Hovedpersonen hallucinerer i ørkenen som følge af en stim-afhængighed og ser, fuldstændig ud af det blå og uden for sammenhæng med resten af filmen, følgende:

Helt åbenlyse eksempler på jordisk civilisation, som set med australske øjne giver mening at hallucinere om, når Jorden for længst er gået under og man er tæt på døden i en ørken.

Havde historien ikke været så håbløs, ville jeg have foreslået turistrådet denne film som anbefalelsesværdig indføring, hvis de ville satse på netop dette “civiliserede” som emne for nye turisttiltag. En stolt turistguide kunne så have fremvist vore plejehjem, skoler, hospitaler som eksempler på danernes ordnede livsform. Måske det til og med havde trukket andre nationer i mere menneskeværdig retning?

Et socialrealistisk indslag fra instruktøren af “Battlespace”, snarere end udfyldelsen af 30 sekunder med feriebilleder fra København?

@ Den tavse Jord

I godt og vel 80 år har Jorden gjort sig bemærket. Ikke i nogen betydning af ordet, som kan rumme en hverken positiv eller negativ kvalitativ vurdering, vi kan forstå. Men præcis som vi selv forsøger at gøre det med SETI, har levende væsener andre steder i ca 80 år kunne både se og høre, hvad vi går rundt og laver.

Men radio og TV-bølger bevæger sig ikke hurtigt nok på 80 lysår til at kunne nå en planet, vi kan antage er beboelig for andre såkaldte intelligenser, så med mindre nogen har placeret relæstationer for vore signaler derude, som vi har gjort det med vore satellitter, er popcornspisning til vort jordiske liv primært forbeholdt intelligensformer på gennemrejse i vor del af Mælkevejen.

Vi har dog fans derude, ingen tvivl om dét. Fans af Jorden 24/7. Dén, der fatter, at nogen kunne lade sig fascinere af Plantageejerens Datter i 900 afsnit, burde ikke have besvær med at godtage forestillingen om en fanskare, som i flere generationer har byttet optagemedier med sjældne optagelser af jordelivets glæder og sorger.

I dag flytter vore radio- og TV-transmissioner i stigende grad over på kabel, og vi sender derfor færre og færre timers repræsentativ kultur ud i rummet. Ca. samtidig med nærværende blogtransmission vil vore fans i rummet være begyndt at opdage, at kvaliteten og frekvensen af den sitcom, de har fulgt i næsten 80 år, er for nedadgående. Inden så mange år, vil stort set kun trafik- og militærkommunikationsfrekvenser forlade Jorden, hvilket stort set må svare til, at vi var tvunget til at finde vores underholdning ved at ringe til kommunekontoret.

Hvad gør fans, der bliver svigtet af produktionsselskaberne? De klager.

“Bare vent”.

Gid jeg kunne sige dét. En sammenrotning af fans som med Farscape, og Firefly. Men som med alle andre serier, der langsomt fiser ude, finder fansne andre vandhuller at drikke ved. Andre frekvenser. Andre kanaler.

Sidste sæson?