Tag: Halddage

Halddage 2011, 3 (om nytten af at være her)

Hjemme ude.

 

“Intet. Fødslen er gået i stå. Nu er der tilbage at gå ture og stirre i loftet.

Eller blive siddende dér i mellemrummet.”

Skrev jeg d. 5.2.

Det blev en hård fødsel.

Men det har været tre gode uger her i det midt-jyske.

Jeg har skrevet en science fiction-novelle til LIUO 5, “At tænke på silke under invasionen”, som jeg synes er rigtig sjov. Den skrev stort set sig selv, men modsatte sig den slutning, jeg synes var indlysende, så der skal lige arbejdes lidt med udgange inden deadline for antologideltagelse 1/3, når jeg vender tilbage til Sjælland.

Og det holdt rigtig hårdt… men jeg fik endelig hul på Tidens Kælven 2. Ikke en lyd om dén. 25 sider. (Om end jeg læste op fra den til en læseaften i pejsestuen og fik varm reaktion, inde i og ude.)

Og så har jeg fået stillet endnu 150 spørgsmål i et værk, der har været længe undervejs: 1025 spørgsmål til digtningen. Jeg tror, der er godt 700 spørgsmål nu. Inden længe vil jeg forsøge at trække på interesserede kolleger, for om muligt at få dækket spørgsmål på områder, jeg ikke kender meget til – f.eks. omkring klassiske former i nutiden – evt. ikke ved eksisterer, eller ikke selv har berøring med. Det er sådan en inspirationsbog, som ingen vil være interesseret i at betale for at trykke, men gerne vil have stående i f.eks. klasseværelset eller som opslagsværk på natbordet til at sætte tankerne i gang i forhold til hvad det egentlig vil sige at være digter.

Og som angivet i Halddage 2, har jeg skrevet på min Haldhistorie om Pernille Grøn, der er en inkarneret masai fra Tanzania ved navn Sarah Belele. Halvandet kapitel, der virkelig tog røven på mig. Måske kan jeg nu endelig komme videre med den – uden for Hald?

Dertil 15 digte efter ny model: Udprintes efter færddiggørelse og slettes fra maskinen.

Jeg er glad. Hald fylder mit hjerte og tilbyder mig ro.






Halddage 2011, 2 (udpluk fra dagen)

Haldskrevet.

 

Harry havde ikke sænket elefantriflen, mens gruppen kørte bort i jeepen. ”Dé fyre kommer ikke igen. Men det er der andre, der gør. Max en uge, så må vi af sted”.

”Hvad med en hund?” var det fløjet ud af Pernille.

En hund, en hund… Harry var ikke afvisende over for idéen, og da hun vågnede næste morgen, stod tre bæster lænkede til hver sin pæl foran lodgen. Nejnej, havde Pernille protesteret, og inden Harry havde kunne sige noget, havde hun nærmet sig den midterste og største af de tre kæmpehunde.

Bæstet knurrede og rejste børster og fremviste det grummeste tandsæt, hun havde set på noget dyr. Da hun gik ned på hug, satte den af og snappede efter hendes ansigt. Hun havde beregnet det præcist; kæden strammede til og tandsættet klappede sammen ti centimeter fra hendes næse. Og så tog den ellers til at gø af hende, men hun blev bare siddende på hug, helt rolig.

Hver gang den holdt pause for at trække vejret, lavede hun den samme monofone fløjtetone og rakte et lille stykke kød frem på håndfladen. Tiende gang satte den sig på halen og kiggede på hende, gik så frem til hendes hånd og snusede til kødet, før den forsigtigt satte tænderne i det og slugte det i én mundfuld. Hun fløjtede samme tone igen og rakte hånden frem med et nyt stykke kød. Også det blev taget forsigtigt.

Da hunden pludselig begyndte at snerre igen, bemærkede hun, at Harry var kommet op på siden af hende. “Sælgeren forsikrede mig ellers om, at det var de vildeste hunde, han havde; komplet umulige at tæmme,” sagde han.

Alt levende søger omsorg, havde hun svaret, og vist ham hvordan.

Da han lidt senere af sig selv gik hen til den venstre lænkehund og kort efter fandt samme tillid hos den, brød hendes hjerte i brand for tredje gang. Og det faldt hende ind, at hendes kærlighed var forbundet til hendes læring. Og muligvis til død.

Da hun dagen efter tog lænken af den midterste hund, holdt Harry sig inde i huset. Tilliden til ham var ikke absolut, den kunne godt finde på at knurre af ham, mens Pernille bare behøvede at lade hånden svæve ned mod jorden. Men hun kaldte Harry ud og sammen sad de i støvet, mens hunden først gik snusende omkring hele lodgen uden sin lænke og siden lagde sig foran dem.

Enigheden om, at der måtte være et helle for deres daggæster, var uudtalt. Om dagen skulle hundene være i huset og en indhegning, de byggede væk fra vejen. Om natten gik hundene løs.

Over de næste uger hørte de nogle få klager om, at hundene var blevet set med andres høns mellem tænderne. Det betalte de sig det fra uden at tøve – selvom de begge tvivlede på, at deres hunde var ansvarlige. Klager om truende adfærd mod mennesker hørte de ingen om. Men ingen nærmede sig lodgen om natten. En hel måned havde de fred.

Halddage 2011, 1 (Freundlichheit muss sein!)

Anerkendt, ung forfatter sagde: “Jeg er ikke inspireret for tiden”. Underforstået “hun forsøger ikke at skrive for tiden”. Fuck, jeg forsøger hele tiden, no matter what! Er jeg idiot?

Haldophold booket i efteråret, planen var at forberede ophold 14 dage før, men gr. andre omstændigheder røg denne forberedelse. Derfor ønsket om en ekstra uge her, som blev bevilget, så jeg nu kan være her tre uger. Spændende, skræmmende, dejligt, hvad pokker skal jeg vælge at arbejde med?

Det slår mig pludselig, at der er en snarlig, fælles deadline på TO antologiprojekter: 1 Helsingørnovelle, (hvor bogen sådan set allerede er sat i værk, filmen og teaterstykket skrevet, og Emmy og Oscar hædrende uddelt), og 1 science fiction-bidrag til Under Overfladen 5, (der sådan set også allerede er blevet til bog…)

1. APRIL!

Det er om ikke længe. Og spørgsmålet er, om jeg har skrivero, når jeg kommer hjem. Spørgsmålet er, om de skal skrives hér eller i Roskilde.

Er lige ankommet, har trukket i jellobaen og de lange underbukser, det er utroligt behageligt, men spørgsmålet er, om der er varmt nok her i det yderste hjørneværelse. Har været i dette rum før, men ikke i vintersæsonen.

Nu har jeg spist instantnudler og trukket en flaske vin op. Flasken kan stå der og repræsentere min nervøsitet og præstationstrang, og hvis den smager godt, kan det være jeg drikker et glas.

Interessant detalje: Smedehuset er arbejdshjem pt. for journalisten Lars, der vist nok skrev biografien om jægersoldaten, B.S. Christiansen. Denne journalist har jeg mødt på Hald, og han var fed. Han er god for for et glas vin og en passiar, hvis her bliver for ensomt – hvis det altså ér ham, jeg kender. Han var også dén, der læste begyndelsen til min historie om Pernille Grøn og kaldte mig en ”stor forfatter”. Havde og har svært ved at tage det til mig på så lille et grundlag som 10-20 sider, men sådan er det jo at have lille selvværd – man forstår ikke, hvad man er værd, eller hvorfor.

STOR irritation: Min nysindkøbte batteridrevne 3-router kan ikke skabe forbindelse på Hald. KÆFT hvor irriterende! Her er simpelthen ingen mobilforbindelse til 3! Historien er røv-lang; strækker sig fra november og jeg gider den ikke – men den omhandler smadret telefon, test af to smartphones med abonnementer, tilbagelevering af samme phones og abonnementer pga. ringe forbindelse og ubrugelig hardware og køb af samme model pisse-billige Nokiatelefon som den smadrede fra november, samt omtalte batteridrevne 3-router med stort dataabonnement, og så virker lortet ikke hér!!

Jeg er SÅ vred på mobilselskaberne og deres løgnagtige løgne. De skal ikke bare sælge telefoner, de skal fandme sælge tilfredshed! Det er jo ikke vaskepulver, for hulen – man køber bindingsperiode og alt muligt og så skal lortet sgu virke! Og man skal behandles ordentligt og tales til ordentligt og ikke køres ud i et eller andet stift hierakisk system med patenterede orange sideordnere uden fingeraftryksmulighed og mulighed for gravskrift! Freundlichheit muss sein!

Og det er der på Hald. Selv uden 3’er-net.

Hvad skal jeg skrive videre på?

Åh, ansøgning til arbejdslegat under Litteraturudvalget, Statens Kunstfond, som jeg har arbejdet på, siden jeg kom fra ferie. Dén skal skrives færdig, og afleveres senest d. 2. Hér gør jeg noget, jeg normalt ikke gør – jeg fortæller, hvem jeg er og hvorfor jeg er god. Det er nu meget rart at få frie tøjler, men jeg nægter at lyve – så, får jeg ikke noget, kan det tænkes at være, fordi jeg ikke lægger skjul på at en del af mit skrivende arbejde består i politisk fagarbejde for digterne. Deadline i overmorgen.

(Mobiltelefon slukket)

—

Kenneth Krabat, 31.1. 2011