PostDanmarks nedtur (i vores elektriske kultur).

“Privatperson? Få varer fra udlandet? 160 kr, tak!” PostDanmark har fået lov af Staten til at dække sit enorme indtægtstab med et såkaldt “Importgebyr”, der før hed “Fortoldningsgebyr”.

 

FedEX, UPS, og hvad de hedder, de andre post&pakkekurerere, har man længe skulle betale 125 kr for, at de toldbehandlede ens pakke, plus at forsendelsen hos den slags services er røv-meget dyrere end det “rigtige” POST- OG PAKKEVÆSEN.

I 2009 oplevede PostDanmark en overordentlig markant overskudsnedgang på 600 mio. Selv efter at være sammenlagt med svenske Posten AB til Posten Norden, har intet kunne dæmme op for indtægtstabet som følge af væksten i email, og der var sjovt nok kun ét sted at hente pengene: Hos erhvervslivet med behov for dag-til-dag-post og hos de forbrugere, der handler uden for Europa – fordi vi i Europa har Schengen-aftalen, som forhindrer fortoldning inden for EUs grænser.

PostDanmark har altid haft angivelsespligt over for SKAT.dk på varer fra udlandet, så dét er ikke noget nyt. Hvad der er nyt er, at de af Økonomi- og Erhvervsministeriet fra 1. januar 2010 fået tilladelse til at lægge afgift på behandling af forsendelser fra uden for EU.

Eksempel: Du køber 2 dimser til din fjernbetjening i Kina, fordi det er det eneste sted, du kan få dem. Pris : 41 kr., forsendelse 40 kr. Købet overstiger 80 kr., så det pålægges importafgift. Importmoms af 81 kr. er 20,25 kr. Dertil lægges PostDanmarks behandling af din forsendelse. Ialt 261,25 kr.

Eksempel: Du køber 1 bog på Amazon USA, du skal bruge i dit arbejde eller studier, som du ikke kan få nogen andre steder. Den koster $8 og $10 at sende, 117 kr. Ved ankomst til Danmark pålægges din bog 29 kr i importmoms og 160 i administrationsgebyr hos PostDanmark. 306 kr for din bog til 52 kr.

Eksempel: Du har fødselsdag og får tilsendt en gave fra et land uden for EU. Koster den over 340 kr., bliver du opkrævet 25% moms og 160kr i importgebyr til PostDanmark. Ex. din gave angives at koste 500 kr. DU bliver opkrævet moms 125 kr + importgebyr 160 for at få den udleveret. At betale 285 kr. for din gave. Tillykke.

Eksempel: Du har fødselsdag og får tilsendt en gave fra et land uden for EU. Koster den over 1150 kr., bliver din gave pålagt 2% told af varens værdi, 25% moms af varens værdi og af toldgebyret, samt 160 kr. i importgebyr til PostDanmark. Ex. din gave angives at koste 1200 kr. DU bliver opkrævet 580 kr. for din gave. Tillykke.

Forud for færdiggørelsen af dette blogindlæg henvendte jeg mig til Trafikstyrelsen med nogle spørgsmål. De følger her, men jeg siger med det samme, at jeg har besluttet, at jeg hellere vil have et fungerende nationalt postvæsen, der ikke behøver konkurrere med private foretagener, end ikke at have et nationalt postvæsen:

“Importgebyret kaldtes tidligere fortoldningsgebyr. Det dækker over åbning af pakken, hvis der ikke er en synlig faktura eller troværdig værdiangivelse, vurdering af indhold, lukning af pakken, evt. udskrivning af regning, afsending af regning, modtagelse af spørgsmål om samme over telefon eller mail, samt ekspedition i postcenter med udlevering og modtagelse af penge. Hvis der er en synlig og troværdig værdiangivelse på pakkens yderside, bortfalder åbningen, fysisk inspektion og lukning af pakken; så er det bare en afgørelse af, om der IKKE skal pålægges 160 kr i importbegyr, eller om der også skal pålægges 2% i fortoldning. Det sker, hvis pakken vurderes at koste mere end 1150 kr incl. forsendelse.

Årsagen til mit blogindlæg er modtagelsen af to bestilte bøger fra USA, som jeg behøver i mit arbejde som forfatter. Disse bøger kan ikke købes i inden for EU, og da bøgerne afsendtes fra USA kostede de med $12 i forsendelse 234 kr. Ved ankomsten til Danmark koster de 451 kr. (importmoms 57 kr., importgebyr ex moms 128 kr., moms af importgebyr 32 kr = 217 kr.)

Som forfatter er jeg ikke momspligtig, hvis min indkomst ikke overstiger 250.000. Gråzonen i skattelogviningen kaldet Kunstnerens Beskatning gør det dog muligt for mig at fratrække alt (rimeligt), selvom jeg ikke er firma. Men det gælder jo ikke for folk, der ikke arbejder som kunstnere eller har et CVR-nummer.

Importgebyret tænker jeg er et område, hvor PostDanmark i kraft af tabet af brevforsendelser er nødt til at tage sig betalt. Og går således i konkurrence med internationale pakke-kurerer som UPS, FedEx og lignende. Men f.eks. FedEx tager 61 kr. for toldeklarering – om end ca. det dobbelte i forsendelse for mindre pakker som mine; men det ville stadig kunne betale sig at bruge FedEx.

Mine spørgsmål til dig lyder således:

– Er PostDanmark blev Pålagt dette importgebyr, eller Tilladt det?
– Er niveauet noget, PD selv har bestemt, eller er de blot pålagt et loft?
– Kender du noget til konsekvensberegninger af denne stigning? Dvs. konsekvenser for forbrugerne, og i sidste ende for PostDanmark, hvis almindelige mennesker som mig med almindelige behov (ikke-erhvervsmæssig import til videresalg) for ting, der ikke fås inden for EU, tvinges væk fra en tjeneste, der er til gavn for alle borgere?
– Er det PostDanmarks opgave i dag at formå at være fantasirige nok til ikke at hænge fast i fortidens status som monopol?
– Hvorfor hedder det “importgebyr” snarere end “fortoldningsgebyr”? I sin essens er det jo blot betaling for den tolddeklarering, SKAT pålægger enhver virksomhed, der videreformidler varer fra udlandet?
– Er selve begrebet “importgebyr” noget, der er givet tilladelse til, eller er det PostDanmarks egen opfindelse? Hér tænker jeg på, at en postDanmark-medarbejder forklarede mig, at der på regningen – når jeg henter mine pakker – vil stå en redegørelse for begrebet, som forklarer folk, at det er PostDanmarks “løn” for at klarere tolden.
– Hvor mange pakker under 80 kr, ml. 80 kr og 1149 kr og over 1150 kr. er der at finde i PostDanmarks regnskab? Min fornemmelse siger mig, at flertallet af ikke-erhvervspakker fra lande uden for EU er under 1150 kr. Der så alle bliver pålagt 160 kr. i Importgebyr (tidligere “fortoldningsgebyr”), selvom de ikke udløser told til staten. Det er en navneleg, der er til at tage at føle på.

Hvad kan evt. du hjælpe mig med at hjælpe forbrugerne med af svar på, hvad almindelige mennesker/ikke-importører skal gøre, når køb fra udlandet pga. gebyrer og toldafgifter bliver så uattraktive, at vi begynder at holde os tilbage fra importere nye impulser til vores kultur? Eller

interessemæsigt eller fagligt er nødt til af økonomiske årsager at fravælge danske køb for at holde os orienteret eller inspireret?

Dét er mit konstante ærinde: At verden er et sted, man skal have mulighed for at være interesseret i. Så man også er interesseret, når man behøves til at hjælpe. Her er frihandelsaftaler, postaftaler, åbne grænser o.lign. af stor betydning – ikke fordi “fri” betyder “gratis”, men der bør være en sammenhæng mellem en kulturs behov og dens muligheder, udtrykt ved dens institutioner.

… Det her blev så lidt længere end tænkt, det her. Håber, du vil lege med.

Med venlig hilsen,
kenneth krabat

TRAFIKSTYRELSENS SVAR

Tak for Deres e-mail.

Af Post Danmarks prisliste pr. 1. januar 2010 for pakker fremgår følgende oplysning:

“IMPORTGEBYR
Som hovedregel skal der betales told, moms og eventuelt andre afgifter ved indførsel af varer fra lande uden for EU. Ved indførsel i postforsendelser, har Post Danmark angivelsespligten over for SKAT. Til dækning af omkostningerne ved dette arbejde opkræver Post Danmark følgende importgebyr.

Grundpris inkl. 1. varelinje       160,- kr.
+ pr. efterfølgende varelinje       36,- kr.

Beløbene er inkl. moms.”

Ved import/køb af varer fra lande uden for EU vil der normalt skulle betales såvel moms som told, hvortil kommer et gebyr for postvirksomhedens opkrævning og afregning moms og told til SKAT.

Hvis den købte vares værdi er under kr. 80,- eller der er tale om en gave, hvor værdien ikke overstiger kr. 340,- betales der ikke moms – Post Danmark opkræver ikke importgebyr i disse situationer. Er varens værdi over kr. 1.150,- skal der tillige betale told, hvortil kommer moms og importgebyr. For så vidt angår satserne for told ved import af varer fra lande uden for EU vil jeg henvise til SKATS’ hjemmeside.

Angående Post Danmarks “Importgebyr” på kr. 160,- så fastsættes gebyrets størrelse af Post Danmark selv. Gebyret skal fastsættes således, at det dækker Post Danmarks omkostninger ved kontrol forsendelsen, beregning af moms og evt. told, registrering, udskrivning af regning til kunden, opkrævning af beløbet og endelig afregning til SKAT.

Endelig kan jeg oplyse, at Trafikstyrelsen ikke har oplysninger om antal pakker/forsendelser fra ikke-EU lande, ligesom vi ej heller har kendskab til moms/toldværdierne ved de pågældende forsendelser. *

Med venlig hilsen

Mogens Antonsen, Chefkonsulent
Trafikstyrelsen.
Danish Transport Authority
Adelgade 13
DK-1304 København K
Tlf.: +45 33954369
Fax: +45 33381427
e-mail: moa@fstyr.dk
www.fstyr.dk

(* Hvem har så?)

Nå, han ville ikke lege med. Men okay. Jeg kan heldigvis tænke lidt selv.

– PostDanmark servicerer en moderne nation, der har fravalgt det fysiske brev frem for det elektroniske, så frimærkesalget er faldet drastisk, og dermed denne indtægt.
– Det koster stadig arbejdstid at betjene andre landes tilsendte breve og pakker.
– Skulle PostDanmark have pengene fra staten til at oppebære sine udgifter, skulle vi alle sammen i fællesskab betale for, at vi hælder penge ud af landet i andre landes kasser, her primært én stor nation uden for EU.
– Uden gebyrstigninger og frimærkestigninger og penge fra staten ville PostDanmark ikke kunne leve op til sine forpligtelser, indadtil og udadtil.

Sammenlægning med Posten AB, klar opskilning i erhvervs- og privatpost, højere gebyrer, mandskabsnedskæringer, ubemandede pakkebokse til egenhentning af post, postkasser ned i opgangen af lejlighedskomplekser… listen over tiltag er lang. Men konklusionen er desværre, at PostDanmark kæmper for livet. De kæmper godt, tilsyneladende, men tiden med Postbudet i rødt, der følger efter ænderne over vejen, mens politimanden holder trafikken tilbage… den kommer ikke igen.

Vi mister nok en masse muligheder ved at skulle prioritere mellem at købe varer i Danmark og uden for EU. Og muligvis vil forbrugere som mig skulle give køb på de fysiske varer, som f.eks. bøger, til fordel for digitale køb af ebøger… hvis de da ikke også ender med at blive belagt med en afgift. Som dog så ikke kan gå til Posten Norden. Men ikke alle interessante varer og reservedele kan endnu digitaliseres…

Endnu. 3D-printing kan gøre et utal af postarbejdere verden over uigenkaldeligt arbejdsløse. Det er, trods Posten Nordens evne til at slanke sig til omstændighederne, et sikkert mål i vores elektriske kultur.


Kenneth Krabat, 7.12. 2010

Ønske til avisen Information: Temaserie om digitale bankhandlinger

Hej, Jacob Fuglsang,

krisen kradser, og usikkerheden om bankernes overlevelse breder sig. Men samtidig er bankerne i dag den eneste måde at få sin løn udbetalt på – og en pludselig afskaffelse af denne ene måde ville givet destabilisere bankerne yderligere. Filialerne lukker og folk presses mere eller mindre frivilligt over på netbanker, angiveligt for at undgå køer og stigende gebyrer, eller fordi de gerne vil føle sig mere i kontrol… Og hér har de så selv ansvaret for sikkerheden i form at opdaterede browsere og andre computerprogrammer – som de dog er afhængige af, at andre skriver opdateringer til, eller hvis ikke, er tvunget til at lade være med at bruge. Hvilket tvinger dem til at gøre sig bekendte med teknologi, som måske ikke interesserer dem, og stresser dem, fordi de bliver usikre på, hvad der sker med deres penge, hvis ikke de selv er i fuld kontrol over omstændighederne med håndteringen af deres indeståender. Og er dermed også let mål for frygtskabelse – ubesindige venner, der rundsender falske og ægte virusvarsler, som er svære at undgå at læse, og endnu sværere at tage reel stilling til; avisartikler om organiserede bankhackere, der har tømt konti, og generel ansvarsfralæggelse alle steder fra.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at der blev lavet en seriøs temaserie om digital banking – den historiske baggrund, politiske hensyn og strategier, registersammenkøringer, sikkerhed, personligt ansvar og hæftelse og håndtering stress og hverdag med digitale betalingsmidler, hacking og muligheden for hacking, hvilke banker er sikrest efter hvilke kriterier, og hvorfor skal vi have netbanker (eller banker i det hele taget?) og hvad er prisen for ikke at have det, eller ér den tid forbi, og i så fald hvorfor?

Nedenstående er tilføjet en lille jammer, der IKKE er et læserbrev, men blot uddrag af den personlige historie. Ment som inspiration: hvad er det man falder over, når man tvinges ind i et system, der for længst har sluppet illusionen om, at man som kunde betyder noget som helst.

alt godt, og tak for at avisen stadig findes i fysisk form,

kenneth krabat
digter, og formand for digterne i Dansk Forfatterforening
mdl. af hovedbestyrelse i DFF
Parkvænget 1, 3.
4000 Roskilde


Jeg er 46 og har brugt computere siden 1989 og været på nettet siden i 1994. Jeg er klar over, at der er unge i dag, som aldrig har kendt en tid, hvor nettet ikke fandtes, men der findes stadig yngre mennesker (end mig), der husker at banken var et særligt sted at komme.

Min hverdag er ikke hurtigere end at kontakten til servicefunktionerne i mit liv betyder noget. Dvs. kontakten til menneskene, der hidtil har udført dem. Og kunne jeg betale mine regninger stående over for et menneske, uden at skulle betale tårnhøje gebyrer for det, ville jeg gøre det. Men lige så stille og roligt presses gebyrerne i vejret – guleroden har været “gør det selv” via netbank, som har kostet postvæsenet en formue og dermed endnu højere gebyrer for alle tjenester dér.

Dette pres overføres til mig, fordi det handler om kroner og øre. Eventuel argumentation om, at min kontakt til servicefunktionernes mennesker så bare må koste dét, det koster, ville næppe kommer fra mennesker med samme behov som jeg. Formodentlig ville det komme fra mennesker, der bruger netbank, fordi det er prakisk og endnu stort set gratis at gøre de ting selv, man før havde som en service ved at deponere sine penge i den pågældende bank – services, man i dag betaler for, hvis man ankommer til skranken.

Jeg bruger Mac; for at gå i netbank skal jeg derfor anvende en særlig lommeregnerlignende dims, der er synkroniseret med en tidskode i Danske Banks servere. Dette system er lavet om nogle gange i de par år, jeg har været tilknyttet netbank. Meget forvirrende at komme tilbage til det efter et stykke tid og finde ud af, at jeg ikke længere ejer den fornødne hardware eller de fornødne adgangskoder til at logge mig på.

Senest er jeg begyndt “forfra” – ny dims, nye koder, nye logonmekanismer. Og så bliver jeg præsenteret for en tvangsmæssig anerkendelse af en “Elektronisk Underskrift” som forudsætning for at kunne gøre de ting, jeg før kunne gøre ved blot at have tilsluttet mig aftalen om at bruge dimsen og koderne til at få adgang til mine penge, og lave nødvendige flytninger mellem konti og betaler regninger.

Den “eletroniske underskrift” er ikke en ny dims, men en helt ny aftale. Hvis ikke jeg tilgår den, får jeg ikke adgang til noget som helst i min netbank. Og det jeg skal skrive under på, er bl.a. et nyt sikkerhedsnet under bankens ansvar for kunders indeståender. Denne ansvarsbyrde er uddelegeret til skaberne af sikkerhedssoftwaren – som med loven i hånd kan opkræve 1200 kr. fra mig, skulle det lykkes andre end mig selv at hæve penge fra min netbank. Jeg behøver end ikke være ansvarlig for det – det må betragtes som en slags forsikring efter, at tyveriet er overstået. Lov om Visse Betalingsmidler §11 stk. 2 siger: “Medmindre videregående hæftelse følger af stk. 3 eller 6, hæfter brugeren med op til 1.200 kr. for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsmidlet, hvis den til betalingsmidlet hørende personlige, hemmelige kode er anvendt.” Det er altså ved lov indført, at såfremt min konto bliver hacket, skal jeg med tilbagevirkende kraft betale 1200 kr. i forsikring! Eller bøde…

Samtidig, og stadig som betingelse for at få adgang til min netbank, skal jeg nu også afsværge at få tilsendt udskrifter fra bevægelserne på mine konti. Forleden forsøgte jeg til brug for dokumentation for en proces at få kontoudskrifter for et halvt år tilbage. Det ville man i banken have 15 kr. for pr. side, og henviste derudover til “min netbank, hvor du bare selv kan skrive ud”…

I dag kan man ikke få udbetalt løn nogen steder, hvis man ikke har en lønkonto. Jeg er tvunget ind i en bank – misforstå mig ikke, det er rart at have sine penge beskyttet, og jeg vil gerne betale noget for den tjeneste, hvilket jeg bl.a. gør ved ikke at have nogen renter på min lønkonto, men jeg mener at vide, at bankerne lever af, at jeg har mine penge stående! – og nu er jeg også tvunget til at bruge netbank, hvis jeg skal se bevægelserne på min konto. Det er ikke længere en service, der ydes mig som tak for, at jeg har mine penge stående hos Danske Bank.

Jeg tror nu nok, at mine penge står relativt sikkert i Danske Netbank, med brugen af denne elektroniske dims, der genererer en kode, som udløber efter 30 sekunder, hvis man ikke bruger den. Det er svært at komme ind på min konto – man skal hugge både dimsen, min adgangskode til banken og min adgangskode til dimsen – hvis man skal have adgang til mine sjatter. Så, det lader sig ikke bare gøre over nettet ved hacking – det kræver et fysisk røveri. Men lad os antage, at det skete – jeg ville stadig skulle betale 1200 kr. for at være blevet frarøvet mine sikkerhedsanordninger. Og det er ved gud en national lov!

Det samme gør sig gældende, hvis jeg blev frarøvet mit kreditkort og tvunget til at afsløre koden til det. Banken vasker hænder, og sikkerhedsfirmaet læner sig op af “Lov om Visse Betalingsmidler §11 stk. 2”.

Man kan forestille sig tingene meget værre: Dårlig net-sikkerhed i sin bank, banken bliver tømt, og forsikringen dækker ikke; sikkerhedspartneren er ikke tilstrækkeligt dækket, og alle kunderne mister deres penge. Og så forslår 1200 kr. pr. kunde ingen steder…

Pointen er dog, at en bank er i dag en tvangsmæssig installation i ethver menneskes liv i Danmark – ingen løn, pension, offentlige ydelser, skattetilbagebetalinger osv. uden.

– bankerne lever af deres kunders indeståender.
– bankerne sætter gebyrer på alle fysiske transaktioner
– bankerne tvinger kunderne over i det digitale rum
– bankerne tvinger kunderne til at betale, hvis deres koder bliver brugt til tømning, uanset årsagen
– lovgivningen understøtter bankernes monopol ved at tvinge folk til lønkonti
– lovgivningen understøtter implicit bankernes gebyrer, der tvinger folk over i netbankerne og dermed risikoen for digitale tyverier
– lovgivningen støtter bankernes hændervasken over for digitale indbrud
– og angrebene på de svage punkter i de digitale sikkerhedsmekanismer er først lige begyndt.

Nu venter jeg så bare på, at transaktionerne i netbanken i nær fremtid begynder at koste noget. Så er målet sådan sét fuldt.