Piratkopiering? Muliggør betaling, hvor folk er!

Kaos og Anarki er ikke det modsatte af Kontrol, men resultatet af uvant eller overdreven Kontrol.

Share

 

Nedenstående linker til endnu et (noget reaktionært) indlæg om piratkopiering, der bl.a. kritiserer svenskernes betaling til CopySwede, den svenske pendent til CopyDan, gennem afgifter på harddiske og USB-nøgler.

Hvad sker der, når forlag og TV-producenter også vil have kompensation for piratkopiering?. dSeneste. (link)

Mennesker, der tænker i penge, har tit svært ved at slippe tanken om ejerskab. Folk i almindelighed betaler dog gerne for immaterielle værdier som muligheder, tjenesteydelser og brugsrettigheder af både kvalitet og muligheden for kvalitet og for hypet og anbefalet indhold, som (kvalitet eller ej) de går glip af, hvis ikke de betaler lige nu…

Med immaterialitet er der ofte tale om lån eller overdragelse af “rettigheder”. Digitale rettigheder, og prisen for retten til at bruge og forandre og give videre.

Det er disse rettigheder, alt bøvlet om torrents og ulovlige downloads handler om.

FRYGT
Den digitale revolution har medført en ordentlig mængde usikkerhed over for den fremtidige indkomst og har samtidig gjort det helt klart, hvor selvfølgeligt enhver produktionsproces opfattes, som ikke bliver udfordret.

Efter knap 400 år med de samme produktionsmetoder og fysisk opbevaring og distribution, er formidlerne og sælgerne af forfatternes værker kommet for skud og forsøger nu med alle midler at komme oven på bølgen, dvs. overtaksere og overprissætte, få forfatterne til at fraskrive sig digitale rettigheder, låne vind af film- og musikbranchens anti-piratlobbyisme og løgnagtige påstande om piratdownloads’ skadelighed for branchen og andre ubehageligheder mv.

Danmark er indtil videre forskånet for det værste, men kun fordi branchen har mulighed for at tygge drøv, spundet ind i bibliotekssalg og kunststøtte som den er.

OVER- og UNDERGANG
Vi befinder os i en overgangstid. Eller sagt på en anden måde: Hvis ikke branchen justerer sig til de ændrede distributionsmetoder – digital overførsel og kopiering – så går den under. Indholdsproducenterne vil lide under det en tid, men kun et fåtal af forfattere hører op med at skrive, blot fordi der ikke er forlag at udgive på.

Fidusen er dog, at den ikke behøver gå under. Men branchen må TÆNKE deres produkter anderledes. Fysiske bøger går man hen i en butik og køber eller går på biblioteket og låner. eBøger køber man fra sin sofa eller sin telefon på farten. Og begge disse virkeligheder har deres forskellige sæt regler. Den fysiske bog stjæler man ikke fra butikken eller biblioteket. Den digitale bog kopierer man eller den bliver kopieret ved køb. Det er ikke tyveri, for der er ikke blevet et eksemplar mindre. Tværtimod. Og med endnu en kopi i omløb, bliver teksten yderligere sikret mod forsvinden. (Bogbranchen – som så mange andre brancher – lever bl.a. af, at ting forsvinder, som så skal erstattes; eksemplarforøgelse er derfor en værdig trussel mod vanetænkningen.)

Så mangler man bare at kunne betale for de produkter, man falder over i den digitale virkelighed – nysgerrige søgninger, venners ebøger, tilfældige links osv.

300 MIO. EBOGSHANDLERE, ÅRLIGT
Hvis enhver bog fremover rummer et link til salgsstedet, eller endnu bedre et one-click-betalingslink, vil hver bog være sin egen forretning.

Jeg siger det igen: Et one-click-betalingslink i en ebog gør bogen til sin egen forretning. Og her mener jeg ikke bøger på en hylde i en app i en mobiltelefon, hvor et klik sender én til betaling hos Apple eller Sony eller Amazon, men et betalingslink indeholdt i selve bogen. Tæt op og ned ad teksten.

Så kan man tale om at rettighederne er clearede. Pengene går direkte til dén, der har rettighederne. Uden fordyrende mellemled. Det er en hel branche, som en tid kommer til at lide under det (beklager, forlæggere og tryk- og distributionsled), men så slipper vi for den anti-demokratiske frihedsberøvelse og intimidering, der er blevet vanen i (såkaldt demokratiske) USA: En hær af advokater, der tjener tykt på at forfølge folk ind i stuerne og true dem til aftaleindgåelser, der langt, langt, langt overgår prisen på de ting, folk har hentet på nettet (og måske aldrig brugt), mod ikke at trække dem i retten for brud på rettighederne og dér straffe dem med sindssyge advokatsalærer, offentlig ydmygelse og årelange retssager.

MEN
Først skal samfundet komme til fornuft. Og det er OS, som lægger pres på de lovgivende og de dømmende:

At nogle få kommer til penge er ikke fornuft. Indholdsdistributører og -formidlere er helt klart bange af en grund. Og selvom det ser ud som om at vandet vil én og den samme vej – i det her tilfælde mod en spidsfindig monetært laveste fællesnævner – er behovet for mere og mere kontrol et klart tegn på, at flowet ér kunstigt og opretholdes af nogle få og gamle slusesystemer.

Lykkeligt for alle er den menneskelige hjerne indrettet med en flex-mekanisme: Evnen til at kunne omdefinere hele sin begrebssfære og – om muligt, før advokaterne og medierne og uvidende politikere får sat foden på os fuldstændigt – go with the flow i en anden retning end magtens penge.

Det er dét, der sker med såkaldt “ulovlig download”. Og det er dét, der skal ske, hvis ikke vores skrøbelige demokratier – folkestyrer – skal gå under i det kaos og anarki, som uværgeligt følger, når folk er blevet presset længe nok.

Det sjove er, at et evt. tab af de sølle millioner, der understøtter den amerikanske underholdningsindustris aktionærer, og hjælper nogle udenlandsdanskere til 1000m2 villaer langs Strandvejen*, ikke er bare i nærheden af at kunne forsvare at træde et givent demokrati under fode.

Nej, alt det her handler om noget helt andet. Historien er gammel som fanden. Sagerne om ulovlig download handler om principperne i ejerskab, om hvem der der ejer og således kan bestemme med sin egendom. Det handler om rettighedsmisbrug overhovedet:

Intellektuel ejendom.
Patenter.
Og den slags skab.

* Jaja, jeg ved godt, at visse musikere oplever indtægtstab, men så prøv at få en uvildig instans til at gennemgå indtjeningsmekanismerne for at se, om der er unødvendige huller nogen steder, dvs. unødvendige, fordyrende mellemled.



Had eller håb?

Hvorfor jeg i grunden ikke kunne bidrage til digternes imødegåelse af tilfælde som Breiviks anslag på den kollektive selvforståelse.

Share

 

For et par dage siden skulle jeg have været i Poesiens Hus og maratonoplæse sammen med 30 andre digtere. Nogle minutter hver, blot en manifestation af håbet, eller fortvivlelsen, som angivet af blogindlæggets titel, og inspireret af Breiviks massakre i Norge.

Jeg meldte afbud.

Jeg må nu konludere – for sent til at gå på scenen med og åbent imødegå min modstand – at den dybereliggende grund ud over udmattelse, arbejdsbyrde og på dén måde at passe på mig selv, var at finde i arrangementets titel. “Had” stilles over for “Håb”, som om det er to modsætninger – “hader man ikke, skal man håbe”, eller “håbet venter den, der ikke hader”.

Jeg er ikke enig.

Jeg synes, det er i orden at hade. Hvis blot man ved, hvorfor man således er uforsonlig i sin modstand, og så længe man ikke udlever de fantasier, der oftest akkompagnerer hadske tanker og følelser. Had kommer af en evne til at føle dybt, som er det, der muliggør kærligheds given både på det personlige og det upersonlige plan, og i hadet tydeliggøres dele af én selv, som behøver at blive taget vare på. Hvis man tør se på sig selv.

F.eks. gør blot tanken om formanden i min haveforening min hverdag til et fredløst sted – jeg behøver end ikke se ham for at tænde af; han skal bare dukke op som en tanke for at jeg kan mærke hadets uforsonlige karakter brænde i mine krop.

Det er ikke hans skyld, at jeg hader ham. Eller snarere, jeg hader dét, hans handlinger får mig til at føle, når han – ud fra min målestok – limboer under grænsen for hvordan man taler til og om andre mennesker. Det er Mit. Det er Mit problem. Det er Mit had. Det er Mine følelser. Det er Min målestok.

På den anden side er der det galt med håb, at det netop er personligt. Man hader noget (har en følelseesmæssig uforsonlig reaktion på noget i omverden) og håber så at det går væk, følelsen eller dét i omverden… Det er ikke godt nok. Det er passivt. Ansvarsforflygtende.

Når man hader, må man imødegå følelsen i sig selv. Og når man håber, er det egentlig handling, i omverden, eller i bedste afklarede fald, i sig selv, som håbet kalder på.

Hvis noget, burde digterarrangementet for klarheds ( og for min…) skyld havde heddet “kærlighed og handling” – en ageren indadtil og udadtil, med sigtet at få ens indre og ydre verden til at stemme overens. Så havde jeg måske bedre kunne hægte mig på og have overkommet dagenes ansrengelser og kroppens udmattelse. Nu er jeg henvist til bare at blive klogere på afstand:

Hvis det gjalt min uempatiske formand i haveforeningen, der (som jeg oplever det) uimødesagt gør så mange mennesker ulykkelige og skaber så meget ufred med sin fremtoning og måde at tale til folk på, så kunne jeg ideelt set bruge mine følelser for, hvordan tingene burde fremtræde (min følelsesmæssige æstetik, min kærlighed) til at forsøge at trænge igennem til ham og få ham til at ændre adfærd. Eller, som mindstemålet, selv gøre en større anstrengelse for at foregå med et afklaret eksempel over for alle, baseret på mine dybe følelser for, hvordan vi må og skal behandle andre mennesker, for at flest mulige kan være sammen i fred og fordragelighed.

Og indtil jeg formår at forvandle mine egne meget vrede følelser fra at føle mig personligt ramt til at se ham som et offer for et eller andet, som holder HAM i vrede og uforsonlighed, må jeg leve med hadet der kommer af ikke at kunne slutte fred med at være blevet mobbet i årevis i min skoletid. Som er dét, jeg oplever, at han gør ved alle omkring sig, inklusiv mig.

Mit had har en årsag. Det er ikke smukt, ikke politisk korrekt, ikke voksent og modent forvandlet til accept og forståelse og vand af en gås. Det er grimt og passioneret og går på ingen måde væk med håb. Hverken ved at håbe på, at han ændrer adfærd, eller ved at tiden læger alle sår, eller ved at jeg glemmer, hvad der overgik mig i 7 år af min skoletid og på min senere arbejdsplads.

Så, igen: Det er ikke Had eller Håb. Det er Had OG Håb, når man er uafklaret eller uindsigtsfuld, og Kærlighed OG Handling, når man tør vedkende sig, at det ikke er Verden, som forårsager smerten, man føler, men derimod selve dét, AT man føler noget og VIL noget med sine følelser, og TØR føle smerten og ikke lade den blive til desperation, fortvivlelse og apati.

Og mens man arbejder på at skabe forståelse ud af alt det rod, som følelser skaber i én, ér det det hele: kærlighed og had og håb og ageren i én pærevælling. Og der ér ikke andet at gøre end at forsøge at finde ud af, hvad det alt sammen betyder, og hvor meget.

Konspiration: ental, flertal

Når jeg antager forekomsten af en konspiration, skal jeg så blive bange?

Share

Jeg modtog en DVD fra min veninde i Washington, som havde fundet den i en telefonboks i New York.

Inden i er fire forskellige film fra http://911dvdproject.com, blandt andet David Ray Griffin, der taler på det Kongelige Bibliotek i København, 14/11 2006 om emnet “9/11 – should the truth be revealed or concealed?”

Han begynder med at sige, at konspirationsteorier ikke er noget, man i sig selv kan afvise – hver dag konspirerer folk om at opnå fordele over andre. Det sker på alle planer i samfundet, i store og i små grupper; konspiration er snarere dagsordenen for mennesker i netværk. (Politikens definerer “konspiration” som et samarbejde i skjul for at sætte en regering fra magten – måske for hårdt et udtryk til at beskrive, hvad konkurrerende firmaer gør ved hinanden…) Og at han er i Danmark for at anmode  de europæiske regeringer om at presse den amerikanske regering til at fremlægge sandheden om 9/11. (Mon ikke hans virkelige formål var at fremlægge den ikke-officielle holdning i et sindigt og troværdigt tonefald?)

Jeg er enig i, at mennesker konstant samarbejder for at opnår fordele. Men om 9/11-konspirationsteoretikerne er regulære sandhedssøgere på vegne af nation & “demokrati”, frem for af den type, som pga. dårlig kropskontakt og depressiv hjernekemi oplever sig som offer for omstændigheder uden for personlig kontrol, herunder alle ikke-demokratiske magtovertagelser – de virkelige og de indbildte – er svært at afgøre.

Uanset hvad handler enhver frygt for sammensværgelse altid om dét, man ikke fik: Udeblevet kærlighed. Opmærksomhed. Omsorg. Retfærd – savn og  mangler, der har formet måden, hjernen processerer input på. Og det gør ingen forskel, om man er intelligent eller ej – det handler om, hvad man frygter skal være sandt.

Men… Når det handler om, hvad man kan se af sammenhænge, kan der selvfølgelig i princippet altid være noget om snakken.

Men det ér en anden snak. Og den følger hér.



Kenneth Krabat, 27.9.2010

Listen, mediebranchen hader og frygter!

Siden 1500-tallet (og sikkert også før) har spindoktorer på vegne af tidens fremmeste informationsteknologi forsøgt at knægte nyere teknologier.

Share

I hvert fald siden 1600-tallet har spindoktorer på vegne af tidens fremmeste informationsteknologi forsøgt at knægte nye teknologier.

Følgende liste er kondenseret fra en artikel på dseneste.dk af Mark A. Lemley, Director, Stanford Program in Law, Science & Technology (oversat af Søren Storm Hansen). Tekst i citationstegn er taget direkte fra artiklen. Jeg har lavet et par tilføjelser til listen.

Photocopy

Falder himlen ned over musikbranchen, medier, film, tv, radio, forlag?

“Trykpressen, fotografiet, det mekaniske klaver, grammofonen, radioen, kabel-tv, fotokopimaskinen. kassettebåndet, videooptageren, DVD, MP3, billigt bredbånd. Alt sammen ødelæggende teknologier, der har truet med at tage brødet ud af munden på tusinder. Hvor galt gik det så?”

Læs videre “Listen, mediebranchen hader og frygter!”

Mål dit nøl (Who wants to be moderate?)

Share

En ven sagde for nyligt, at jeg var bange for at få succes, for med succes kommer den form for ansvar, der stjæler ens frihed/frie tid. Måske. Måske ikke. Måske er jeg bare langsom, doven, ukoncentreret, behovsstyret. Måske behøver jeg denne langsomhed, der opstår af at lade alle opgaver flyde ind over hinanden. Måske ér jeg stresset af mangel på resultater. Måske ér resultater noget din mor og den kapitalistiske tankegang i ledtog med esoteriske evolutionsteoretikere har brygget sammen for at give dig følelsen af, at det nytter at stå op om morgenen. Måske er det ikke noget sted, vi skal hen. Måske ville civilisation i den vestlige verden med Ghandis ord “være en god idé”. Måske ér alt, man er knyttet til og ikke knyttet til uden for den begrebslighed, vi kalder vilje, målrettethed, fokus, automatisk, instinktiv, intuitiv væren. Måske ville det være rart at få klippet hækken inden den fastsatte dato, så man ikke bliver sagt op. Måske var det bedre for hækken, at den blev klippet, når den havde bedst af at blive klippet, inden den blev for tung i toppen. Måske var det bedre ikke at være bange for tab af effektivitet, tab af fælles æstetik. Måske var et liv uden frygt bedre end et liv med frygt. Måske ér nøl det modsatte af løn. Måske ér løn noget, enhver reelt giver sig selv. Måske enhver skulle begynde at give sig selv løn for udført arbejde. Som én sagde til mig engang: hvad er du værd? Værd? Ja, hvad koster du i timen? Måske man bare skulle give alt væk, lige som med kærligheden, give sit arbejde, sin tid, sin opmærksomhed og sit nærvær, lade alt være gratis og uden forbindende, og bare se folk i øjnene, og handle på basis af, hvad man dér ser. Måske skal man drømme lidt mere, og vide man drømmer. Måske længslerne skal i spil, ønskerne have lov at tale, hjertet blottes. Måske forskellene mellem mennesker skal ophæves af anerkendelse, nærværende anerkendelse, virkelig anerkendelse, hjertet, det modige hjerte,  der er alles forældre og lønningspose, gå forrest i alt. Måske ønsket om at se kan tage téten frem for at ønsket om at blive set?

Hér kan man måle sit nøl

Læs videre “Mål dit nøl (Who wants to be moderate?)”

Friheden til at være sig og blive sig.

Kunst handler ikke om at udtrykke sig selv, men at ændre sig selv. (John Cage). Héri ligger friheden til at være sig og blive sig.

Share

Kunst handler ikke om at udtrykke sig selv, men at ændre sig selv. (John Cage)

Dette citat er grundlæggende, hvad jeg har ledt efter: Tilladelsen til ikke at føle ansvarlighed for JER i min egen komme-på-plads-og-i-orden… så-godt-det-nu-lader-sig-gøre.

Det har svinget begge veje gennem de 25 år, jeg har udgivet,

  • fra fuck-jer-skrid!-jeg-gør-hvad-jeg-vil,
  • over det skal bare være helt perfekt og indlysende dygtigt, fordi alle vil måle og veje mig til fordømmelse hvis ikke…
  • til total lammelse pga. overdreven følelse af ansvarlighed og frygt for unødigt at bidrage med mere aggression og forvirring til en verden, som ikke behøver MERE kaos.

Den vedvarende kamp er at slippe for følelsen af, at jeg forandrer Hele Verden negativt ved at udtrykke mig negativt. Og omvendt – åh, rædsel… Ikke nødvendigvis forandrer Hele Verden positivt ved at være positiv…

Det, det har været svært at forstå, er Verden Derude vs. Verden Herinde. Verden i Sig Selv, vs. Verden som den Opleves og Fortolkes. Jeg tror på, at Verden i Sig Selv findes – den kan ses af veluddannede og af intuitive som Hullet eller Tomrummet i midten af alle indikationer om dens eksistens. Og hvis det ikke giver mening, så forstår du hvorfor jeg har givet slip på at påvirke dén.

Verden er MIN Verden. Hele Verden ér MIT Humør. Forandres mit humør, forandrer verden karakter. Hvis jeg dyrker alle de måder, der giver mig glæde – dvs. ikke ved at gå rundt og fake at være glad – bliver Verden gladere. Den her Verden, Min Verden. Det vil utvivlsomt smitte af på Verden i Sig selv; jeg har bare opgivet enhver kontrol, hvad dét angår.

Film: Puzzlehead (2005)

Skab en kopi af dig selv, og slip for en masse bøvl… Not!

Share

 

Science fiction, low-tech dystopi, Frankensteins menneske

imdb

 

Synops: I en trøstesløs, voldelig fremtid, hvor al forskning er rettet mod at gen-befolke Jorden, har Walter med kemiudstyr fra nedlagte bio-techlaboratorier samt en avanceret hjerneskanner skabt en eksakt kopi af sig selv.

Hvordan spiller et menneske robot?

Én måde kunne være at fremtone mindre udtryksfuld end sine omgivelser, så sammenligningen angav det kunstige – idet vi normalt antager, at et ikke-menneske optræder uden eller ikke fuldstændig med genkendelige menneskelige følelser? Men når originalen optræder stort set lige så (lidt) udtryksfuldt som robot-klonen, stilles beskueren over for en kæmpe udfordring, der ikke blot er begrænset til et fortælledramatisk spørgsmål om, “Hvem er robotten og hvem er mennesket”, men ét, der er meget vigtigere: “Betyder det noget, hvem robotten og mennesket er, når der er så lille forskel – når begge er lige kolde?”

Manus skal vise sig at behøve denne lighed, ja tillige at være baseret på den – “da han kopierede sit sind og gjorde det til mit, kopierede han også sin psyke”, som kopien siger på et tidspunkt. Men manglen på følelsesudtryk gør det svært at identificere mig både med kopien, der fremtræder som slave, og med originalen, der af sine indestængte længsler drives til at betragte denne eksterne repræsentation af sig selv som først mindre værdig end ham selv, og siden som en trussel. Ingen automatisk medfølelse, fordi det sympatifordrende udgangspunkt er så lille.

Hvordan finde medfølelse med dén, som ikke er særlig varm? *

Man må i hvert fald vide noget om, hvordan det er at være spærret følelsesmæssigt inde i sig selv. At kende til at mærke følelser, som man ikke kan komme af med, og så have oplevet det modsatte, og registreret forskellen.

Det er dét, som er filmens egentlige problem. En gammelkendt historie, hvor skabelsen og skaberen bliver antagonister, som egentlig ikke tilfører noget nyt til den menneskelige historie. Men da den alligevel opdateres til moderne scenarie, som vi med mellemrum er nødt til at gøre med alle vore historier, fokuseres ensidigt på de dramatiske muligheder for identitetsforveksling mellem skaber og skabning, mellem Walter og Puzzlehead: Vil en kvinde, der elsker, kunne tage fejl af menneske og robot? For at vi skal tro på, at det er muligt, er kvinden gjort så museagtig, at hun matcher skaberen og robottens lave følelsesmæssige niveau, hvilket afstedkommer så lavt emotionelt identifikationsniveau, at formodentlig kun den, der er lige så genert som Walter, Puzzlehead eller kvinden, de elsker, vil føle sig følelsesmæssigt berørt.

Jeg kan næsten høre pitchen (den må i så fald have foregået i instruktørens hoved, da han også selv har produceret): “Forestil jer en blanding af Blodbrødre og Frankenstein, hvor den gode tvilling er skabningen, som den bevidsthedssøgende onde tvilling har begrænset, så han ikke kan søge viden, vokse i bevidsthed. Et billede på administrationens undertrykkelse af individtanken, og individerne af hinanden. Og begge tvillinger drages naturligvis af den samme kvinde – der kommer til at stå som det centrale formål med alt liv: Samværet med det andet køn. Og et eventuelt barn som symbol på fremtiden – hér som konkret målestok for det totalt rene og ubesmittede, en blank tavle at skrive historien om på.”

Vi ér nødt til at fortælle de samme historier igen og igen – også den her om konsekvenserne af at skabe i vort eget billede, og om at overgå sit ophav. Ved at henlægge denne til en nær undergangsfremtid med robotten i centrum angives, at historierne ikke er menneskelige historier, men historier der har sin rod i bevidsthed og i følelser, uanset hvor denne kombination end måtte opstå. Og dermed: At vi bør give dém (eller dét), vi efterlader os, alle muligheder for selv at vokse i følelse og bevidsthed.

Sympatisk, meget kristent og måske tillige udviklingsdynamisk i overensstemmelse med fakta. Men i historien for mig desværre uden den nødvendige varme til, at det bliver andet end gennemsnitlig bekræftelse af, hvad jeg allerede tror på. Formodentlig en film, jeg vil kunne huske at have set – Puzzlehead er en fed titel – men næppe, hvad den handler om.

Jo, vent.

Måske vil jeg kunne huske den ekstremt effektive måde, den cinematografiske illusion om fremtid totalt low-tech, stort set kun ved brug af New Yorker-betonbyggeri, lyslægning, regnvej og uden voldsomt væsentlige special effects, blev virkelig troværdig sort og trøstesløs inde i mit hoved. Hvor fremtiden som bekendt er. Som det eneste sted…

 

*Ikke uvæsentligt i et land som Danmark, der er så optaget på at tage omsorgen ud af borgernes hænder – hér bliver alle menneskelige følelser hos omsorgsnødige gjort til samme grød efter mindste fællesnævner – dvs. at omsorg baserer sig på en reduktion af patient og klient til basal hjælpeløshed, snarere end at se på, hvad den enkelte faktisk kan. Fordi det vitterligt ér svært at identificere sig med den selvstændige, som samtidig behøver hjælp – især hvis hjælperen er en rationell, budgetbeskåret, effektivitetsfikseret politisk administration, der tror humanisme er enhver beskåret, som ikke ønsker at slå ihjel.

@ 2012 – Verdens undergang

Share

 

Min ven, Henning, sender mig ofte links af relevans for en mangeårig on-going samtale, der aldrig er blevet en dialog med sigte på at blive enige eller enige om at være uenige. Snarere tror jeg, vi grundlæggende ér enige, om menneskenes muligheder og menneskenes svagheder, men i vore forsøg på at nå noget nyt, række ud over os selv, støder vi, uden at ville det, hovederne mod vore respektive livs og karakterers rammmer og muligheder.

I går sendte han mig et link til det smukkeste site, jeg længe har set. *

I dag et link til en side med Maya-kalenderens profeti om verdens undergang i 2012.

Jeg var bekendt med fænomenent, men havde aldrig før set det beskrevet så ligetil og enkelt – og i dén grad understøttet af videnskaben. (Dét er problemet med okkultisme og mig – vi bliver aldrig helt gode venner.)

Mayasitet førte til læsningen af en mindre selvbiografisk roman, skrevet af “Dan Eden”, webmaster på viewzone.com – som beskriver konstruktionen af millitære installationer i såkaldte “Vortex”-zoner forskellige steder på Jordkloden; installationer, som hver for sig er i stand til at forårsage jordskælv, tsunamier…, eller eksplosioner af atomvåbenstyrke ved at fokusere kortbånds radiobølger med enorm kraft på ionosfæren i 60-90 kms højde og få denne stråle til at ramme et hvilket som helst sted på Jordkloden, og tilsammen…?

Muligvis skulle disse militærinstallationer have en direkte sammenhæng til de konsekvenser for Jorden og menneskene, som Mayaernes profetier for 2012 taler om, og som astrofysikere åbenbart bakker op om. Solar flares så voldsomme, at Jorden risikerer at miste hele sin atmosfære, og under alle omstændigheder total grillristning af alt liv ned til mindste jordbakterie. Spekulationer om, at konsekvenserne kan, hvis ikke afværges, så afbødes.

Jeg er professionelt naiv. Og jævnt hen godtroende. Men jeg har aldrig haft tillid til, at magthavere eller forskere ville standse udforskningen af muligheder eller teknologi dér, hvor det gavnede mennesker i bred forstand. Men efter endt læsning er jeg virkelig vred over den almindelige praksis med at holde den almindelige befolkning i uvidenhed.

Hvis der er noget om år 2012 – ikke kun Mayernes forudsigelse af nogle ekstreme “solar flares”, der falder sammen med vort solsystems magnetisk/gravitetiske placering i Mælkevejen – men hvis der ér en risiko for alle mennesker d. 21.12. 2012, burde ALLE mennesker vide det, så vi kunne forberede os på det. Alt andet er SVINAGTIGT.

“Vi er alle lige – men nogle mere end andre”**, er hvad det får mig til at tænke på. Ikke et spørgsmål om retfærdighed, men ren og skær anstændighed. At de, der befinder sig i toppen af hierakiet, erkender deres ansvar.

* Mon den spirituelle dimension var intakt, hvis der gik 13 elefanter på dusinet?
**Kammerat Napoleon/Animal Farm af George Orwell.

@ Terror – SL og kampen om det indre rum

Share

En fyr, jeg mødte via ISP-support i midt-90’erne, var gået i gang med at konstruere en virtuel udgave af vores hovedstad i 3D, med facader, gader, parker, alt. Med senere kommercielt sigte, måske… Alene tanken om et præcist, virtuelt København. I fredstid et guldæg af åbenhed.

Det virtuelt dublerede miljø som tanke er fortid, og Google Maps og strukturering af og forståelse for data i et virtuelt lagermiljø har taget over. Med tilkomsten af overvågningskameraer er det muligt – for udvalgte instanser – at få et dynamisk realtime-overblik i stort set alle større byer i verden, men vi andre er med på en kikker på det statiske.

Efter 9/11 er det helt åbenlyst, at det er bedøvende ligegyldigt om regeringer inden for NATO-samarbejde forbyder private ejere af satellitter at sælge eller offentliggøre inkriminerende location-billeder, f.eks. til Google Maps. Bombemål er ikke længere militære og ofrene ikke professionelle repræsentanter for regeringer.

Målet for terror – i skolegården, på arbejdspladsen, i hjemmet, eller som vi er kommet til primært at forstå begrebet: hvor som helst og med døden til følge – er at vinde territorie i det indre rum. At presse mennesker ud i frygt, så de ikke kan samle sig og ikke forsvare sig.

Folk, der bevæger sig i Second Life, vil måske have bemærket, at attentater har fundet sted. Bl.a. atombombesprængninger af butikker og firmaer – Nissan, der flere gange er blevet ramt, har lige trukket sig fra SL i følgeskab med flere virtuelle lig i virtuelle kister. [strammer smilebåndet?]

Tilkomsten af håndvåben i Second Life og tilstedeværelsen af flere Jihad-grupperinger får terroranalytikere til at mene, at SL bliver brugt til rekruttering af folk i aldersgruppen 16-30, der tiltrækkes af den virtuelle vold, og som øvelsesscenarier for terrorister. Sandhedsværdien af dét kan givet diskuteres, men mennesker, som bevæger sig i et virtuelt scenarie, har vel kun penge og avatarer at miste, og graden af ødelæggelse og destruktion er kun et irritationselement (modsig mig gerne…). Og bliver man træt nok af at få smadret sine konstruktioner, fjerner man sig fra SL.

Eller gør man? Hvem bliver tilbage? Dem, som intet first life har? Som føler sig nødsaget til at forsvare eller barrikadere sig, fordi det er deres hjem, som er under angreb? Vil vi se krig udspille sig i SL? Anvendelsen af “atomvåben” er graverende proportionsforvrængning – det er stort set ikke muligt at “gå højere op”, uden at lægge serverne ned. Og skaderne har ikke omfang som af reelle atomvåben – ellers måtte man formode, at Linden Labs ville gribe ind? Men hvad enten man anvender en pixeleret hvidmaling af skærmbilledet af samme (virtuelle) udstrækning, som en A-bombe ville have det i den reelle verden, eller blot kalder en programmeret pixelfjernelse for “atombombe”, forekommer det mig at være spørgsmålet om, hvorfor man skulle bestige bjerget: “Fordi det er der”.

“Kan det lade sig gøre?”

For drenge- og pigerøve, drømmere, fantaster, beregnende forretningsfolk og socialt hjemløse, folk med en sag og dem, der bare gerne vil bestige programmerede bjerge kan alt og mere til lade sig gøre i Second Life, som er muligt i den reelle verden. (Med undtagelse af en drink, som én sagde). Men kampen om det indre rum kan kun få reel effekt, hvis avatarernes førstelivskroppe ikke kan overleve uden kontakten til SL.

I så fald er kampen allerede vundet. Af Linden Labs. Med eller uden håndvåben, bomber eller terrorister.

Medlæsen

Share

Mens jeg endnu befandt mig i Lima, besluttede jeg IKKE at ville høre radio, se nyheder på TV og læse aviser, når jeg kom tilbage til DK – for, om muligt, at forblive i den stemning af fremmedhed, jeg efterhånden følte mig hensat i, med alle alle de steder og mennesker jeg havde mødt og endnu ikke fordøjet… Ja, fremmedhed som ufordøjethed… Og ganske frivilligt – for det var ret behageligt. Et mellemrum, hvor ingen uden videre ville kunne aftvinge mig stillingetagen til lokale forhold, fordi jeg følte jeg retmæssigt kunne påberåbe mig “mangel på data”. Ansvarsfrihed, fordi jeg ikke vidste “nok”.

Men nogle uger, inden jeg skulle tilbage, begyndte jeg alligevel at læse danske aviser på nettet – I begyndelsen for at se hvordan det var gået min svenske antihelt Rocky i Politiken, men siden af en blanding af manglende lokale input og vaccination mod (en voksende ulyst til) at skulle tilbage til DK. Bliver jeg for længe i dette mellemrum, hvor min for-blandede vrede trækker sig og giver plads til menneskelig udfoldelse på alle niveauer, begynder alle menneskelige handlinger at blive lige gyldige. Hvilket de ikke er for andet end en teoretiker. Eller en guru. Jeg vil ikke være et menneskeligt Schweitz.

For et menneske må andre menneskers handlinger betyde noget. Noget må rykke. Og fordi vi ikke evner 100% overblik over eller indsigt i alt, der rører os, må det være ok, at vi hver især kun evner at blive gode til at fokusere på små bestanddele af det totale menneskelige behovsområde. At vi får dårlig samvittighed – over ikke at nå, ikke at kunne, ikke at turde, ikke at orke, ikke at have råd, at følge os udenfor eller anderledes, eller måske slet ikke at ville – gør os ikke mere fleksible, villige, dygtige, begavede, talentfulde, indsigtsfulde… Hvorimod følelsen af at måtte/kunne fokusere på det, vi er gode til, uden at skulle føle dårlig samvittighed over alle de ting, vi ikke er gode til, gør os åbne overfor at lære nyt.

Selvfølgelig kan mange lære nyt med en ladt pistol trykket mod nakken. Hvem hér vil være blandt dem, der ikke kan…?! Traumebaseret læring er den ene halvdel af Krisen – den upopulære skyggelærer, det sorte får, den hungerramte, kaos som ingen civiliserede ønsker for sig selv og sine – mens belønningsbaseret læring er den anden side, den hvide mands orden og evige ideal, han evigt forsøger at forbeholde sig og sine, men alligevel ikke evner at holde fri for frygt: “Hvis ikke I får over 8-9-10 i karakter, får I ingen relevante jobs og et dårligt, meningsløst liv.” Tænk, at vi ikke tager vare på vore egne! Tænk, at vi ikke tænker på, at resten af samfundet skal leve med følelsen af vrede og forbitrelse fra alle dem, vi sorterede fra (godt nok maskeret som, at: “Det er de selv skyld i – de kunne jo bare have strengt sig an…”)

Problemet, når man læser danske aviser er, at der sjældent står noget af substans. Læser man om Haarders holdninger til undervisning eller flygtninge, er det Haarder, der er citeret. Læser man om (fra dagens politiken) at psykologi er vor tids religion, er det forfatterne til en ny antologi, der er citeret… Okay, og så fremdeles – aviser er oftest citat. Men de har en uforholdsmæssig stor betydning som lyttepost: Vi behøver alternative meninger, så vi ikke føler os isolerede.