How (and Why) to Stop Multitasking

Share

Coming to the realisation that he was not really present in what he was doing, and (mis)using his position to shift focus, when he was bored or uanble to take a break, this guy took a week off of “multitasking”:

First, it was delightful. I noticed this most dramatically when I was with my children. I shut my cell phone off and found myself much more deeply engaged and present with them. I never realized how significantly a short moment of checking my email disengaged me from the people and things right there in front of me. Don’t laugh, but I actually — for the first time in a while — noticed the beauty of leaves blowing in the wind.

Second, I made significant progress on challenging projects, the kind that — like writing or strategizing — require thought and persistence. The kind I usually try to distract myself from. I stayed with each project when it got hard, and experienced a number of breakthroughs.

Third, my stress dropped dramatically. Research shows that multitasking isn’t just inefficient, it’s stressful. And I found that to be true. It was a relief to do only one thing at a time. I felt liberated from the strain of keeping so many balls in the air at each moment. It felt reassuring to finish one thing before going to the next.

Fourth, I lost all patience for things I felt were not a good use of my time. An hour-long meeting seemed interminably long. A meandering pointless conversation was excruciating. II became laser-focused on getting things done. Since I wasn’t doing anything else, I got bored much more quickly. I had no tolerance for wasted time.

Fifth, I had tremendous patience for things I felt were useful and enjoyable. When I listened to my wife Eleanor, I was in no rush. When I was brainstorming about a difficult problem, I stuck with it. Nothing else was competing for my attention so I was able to settle into the one thing I was doing.

Sixth, there was no downside. I lost nothing by not multitasking. No projects were left unfinished. No one became frustrated with me for not answering a call or failing to return an email the second I received it.

via How (and Why) to Stop Multitasking – Peter Bregman – Harvard Business Review.

Friheden til at være sig og blive sig.

Kunst handler ikke om at udtrykke sig selv, men at ændre sig selv. (John Cage). Héri ligger friheden til at være sig og blive sig.

Share

Kunst handler ikke om at udtrykke sig selv, men at ændre sig selv. (John Cage)

Dette citat er grundlæggende, hvad jeg har ledt efter: Tilladelsen til ikke at føle ansvarlighed for JER i min egen komme-på-plads-og-i-orden… så-godt-det-nu-lader-sig-gøre.

Det har svinget begge veje gennem de 25 år, jeg har udgivet,

  • fra fuck-jer-skrid!-jeg-gør-hvad-jeg-vil,
  • over det skal bare være helt perfekt og indlysende dygtigt, fordi alle vil måle og veje mig til fordømmelse hvis ikke…
  • til total lammelse pga. overdreven følelse af ansvarlighed og frygt for unødigt at bidrage med mere aggression og forvirring til en verden, som ikke behøver MERE kaos.

Den vedvarende kamp er at slippe for følelsen af, at jeg forandrer Hele Verden negativt ved at udtrykke mig negativt. Og omvendt – åh, rædsel… Ikke nødvendigvis forandrer Hele Verden positivt ved at være positiv…

Det, det har været svært at forstå, er Verden Derude vs. Verden Herinde. Verden i Sig Selv, vs. Verden som den Opleves og Fortolkes. Jeg tror på, at Verden i Sig Selv findes – den kan ses af veluddannede og af intuitive som Hullet eller Tomrummet i midten af alle indikationer om dens eksistens. Og hvis det ikke giver mening, så forstår du hvorfor jeg har givet slip på at påvirke dén.

Verden er MIN Verden. Hele Verden ér MIT Humør. Forandres mit humør, forandrer verden karakter. Hvis jeg dyrker alle de måder, der giver mig glæde – dvs. ikke ved at gå rundt og fake at være glad – bliver Verden gladere. Den her Verden, Min Verden. Det vil utvivlsomt smitte af på Verden i Sig selv; jeg har bare opgivet enhver kontrol, hvad dét angår.

DIGT: Lige nu (udv. eng. vers.: The initiator of a hug gets to let go)

digt som reaktion på indlæg i Jyllandsposten. Oversat og bearbejdet som “The initiator of a hug gets to let go”.

Share
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Islam som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Kristendom som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Buddhisme som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Sufisme som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Jødedommen som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Hinduisme som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Kapitalisme som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Liberalisme som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Socialisme som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Sex som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Økologi som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Familien som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Klassedeling som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Konsensusstyret Undervisning som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Bilisme eller Cyklisme eller Fodgængeri som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Selvfanget Føde eller Vaccuumpakning som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Kærligheden som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Debatten som eneste rette vej.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Krigerens vej som den eneste rette.
Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser sig selv som eneste rette vej.
Det er ikke muligt.
Og hvad gør man, når man ikke kan tale sig til rette om at være her, begge to?
Hvad gør JEG?
Lader mit temperament løbe af med mig i alle situationer, hvor jeg møder uviljen til diskussion?
Sover dårligt om natten af frygt eller vrede?
Ignorerer jeg dem?
Tager jeg deres uvilje som en trussel i sig selv?
Omregner jeg deres fællesskab i tal og lader overgreb veje tungest på vægtskålen?
Forsøger jeg at forstå dem, omfavne dem, selv skabe den plads i mig og min verden til dem, som ikke har plads til mig?
Er jeg en kriger, der blot venter på at bægeret er fyldt, eller en helbreder, hvis bæger aldrig løber over?
Eller er jeg ham, der står i midten og endeløst grubler over, hvem af de to, jeg egentlig bør være, nu?
Lige nu.

digtet er en reaktion på flg. i Jyllandsposten:
http://blogs.jp.dk/denlitteraerejaeger/2010/01/11/fak-m%C3%B8h%C3%A6mmed/

Goddag til fremtiden – og hvad skal samlingen hedde?

Hvad skal min samling af science fiction-bøger hedde, nu Blågårdsbiblioteket i København har overtaget den til udlån?

Share

 

Fire tidligere indlæg, under overskriften “Farvel til fremtiden”, beskrev processen med at give slip på min store samling af science fiction og fantasy-bøger, inden den skulle overdrages til et Københavnsk bibliotek og gives i offentlig udlån.

De sidste 14 dage har jeg haft hver og én af samlingens 1100 bøger i hånden ind til flere gange – for at sætte biblioteksmærker på, stregkode, reparere og plaste. Der skulle skæres plast ud i rette størrelse: Ca. 70% af bøgerne er godt samme størrelse, altså paperback, mens resten, ca 300 bøger, varierer, hvorfor plasten har skullet skæres ud som individuel tilpasning.

Godt 60 bøger og hæfter, der stort set alle er danske, er så dårligt limede, at de er nødt til at få et par klammer igennem sig. Besynderligt, at paperbacks fra 40’erne og novellehæfter fra 30’ernes USA stadig klarer sig igennem, om end papiret begynder at blive skørt – mens tilsvarende udgivelser på dansk fra 50’erne, 60’erne og 70’erne er så billigt lavede, at de falder fra hinanden. Læs videre “Goddag til fremtiden – og hvad skal samlingen hedde?”

dagbog: Samsø 1

Share

Ja, så er det næsten så officielt, som det kan blive: Jeg sælger min andelslejlighed og flytter til Samsø.

Skal det være det hus på billedet? Tjae, hvem ved? Det ligger i hvert fald på Samsø.

Igennem de sidste par måneder har jeg kigget på huse. Først kolonihavehuse (edc, home, nybolig, andre), Læs videre “dagbog: Samsø 1”

@ 2012 – Verdens undergang

Share

 

Min ven, Henning, sender mig ofte links af relevans for en mangeårig on-going samtale, der aldrig er blevet en dialog med sigte på at blive enige eller enige om at være uenige. Snarere tror jeg, vi grundlæggende ér enige, om menneskenes muligheder og menneskenes svagheder, men i vore forsøg på at nå noget nyt, række ud over os selv, støder vi, uden at ville det, hovederne mod vore respektive livs og karakterers rammmer og muligheder.

I går sendte han mig et link til det smukkeste site, jeg længe har set. *

Læs videre “@ 2012 – Verdens undergang”

et blidt sted at være menneske

Share

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

SÅ længe har jeg været ateist, at jeg nok har mindre liv tilbage at fatte en omnipotent guds angivelige altfavnende kærlighed i, end jeg har levet dage med kærlighed blandt mennesker som værende tilsyneladende tilfældig, og med sikkerhed smertefuld at miste, savne og længes efter. Er der en sådan gud, er jeg så dén, som rækker ud, eller bliver jeg rakt? Og ligger i så fald ikke også guds kærlighed parat til dem, som ikke bekræfter hans eksistens med vedkendt tro? De kristne siger ja, mens de forsøger at hverve andre til deres tro.

Sådan er mine tanker i disse muslimske “dage” blandt menneskene – hvor mennesker atter myrdes på alteret for omnipotente teologer, der hævder at kunne love vejen ind i guds rige. Læs videre “et blidt sted at være menneske”

BARBARISK DANSK

Et givent sprog deformeres af en brugsvirkelighed i en given kultur.

Share

 

Man må erkende, at et givent sprog har en brugsvirkelighed, der knytter sig til en given kultur. Hvor det bliver kvæstet og tilpasset den pågældende kulturs behov og muligheder. (KK i brev, 2012)

Fra jeg var seks år gammel og begyndte at forstå nogle af årsagerne til, at jeg ikke forstod alle, der talte omkring mig, og til jeg som ti-elleve år gammel begyndte at modtage undervisning i engelsk, udviklede jeg dén teori, at der måtte være mindst lige så mange sprog i verden, som der var navngivne sprog gange det samme antal. Det var således helt naturligt for mig, fordi jeg kunne høre forskel på de forskellige måder forskellige nationaliteter talte engelsk på: der er tysk-engelsk, spansk-engelsk, russisk-engelsk osv.. Denne tidlige indsigt rådede min engelsklærer bod på: Der findes kun ét engelsk, et tysk, et spansk osv. og det var bare at rubbe neglene og komme i gang med at lære det.

På en afrapporteringsblog fra et seminar 10.-13. maj 2007 på Biskops Arnö i Sverige om Alternativ publicering / litterær innovation (på initiativ af Litlive.dk) læste jeg om en finne ved navn Leevi, der havde refereret til et BARBARIC ENGLISH, et (ukorrekt) engelsk der i følge Leevi deles af os alle sammen i verden, som ikke har engelsk som modersmål, og kom således i tanke om min barndoms undertrykte indsigt. Og jeg mærkede, at den ikke var tabt, men blot havde et sidste lag af korrekthed hen over sig.

Sprogrenserne, vil jeg sige, mister ikke noget i deres bestræbelser, og vi andre gør det heller ikke. Det ér muligt og relevant at mene, at et sprog gør sig bedst i en forstand, der forskningsmæssigt, litterært osv. har en genkendelig historie og selvfølgelig også nutidige udøvere. De gør deres ting, hvad angår at fastholde opmærksomheden på den historiske grund, de er fastholderne. Sprogets røgtere og vogtere. Og præcis så statiske, som det er nødvendigt at en majoritet er, for at naturlig dynamik, naturlig griben efter øjeblikkelige løsninger, hvad man også kunne kalde relativt kaos, ikke skal blive til Babel eller absolut kaos – med Ragnarok tll følge, hvor ingen fatter hvad hinanden siger.

Men hvad så med dét dynamiske sprog, som efter en tid vokser sig større og finder indre (social) koherens? Hvis sprogrenserne ikke vil gøre plads til det relative kaos, der findes i f.eks. dansk efter tilkomsten af mange forskelligtartede (oprindeligt forskelligt-sprogede) indvandrere, der lever i 2 sproglige verdener, og er nødt til at kommunikere så godt det er dem muligt, uden at have sprogrensernes forudsætninger (eller overbevisning), hvad så? Så må disse forskellige måder at tale “modersmålet” på have et navn. Skal vi kalde det “barbarisk” og slå de “ukorrekte” versioner af modersmålet sammen til et pidgin-dansk, eller barbarisk dansk? Eller skal vi tegne en helt anden model?

Jeg foreslår, at vi klassificerer versionerne under dialekter. Indser, at et menneskes primære behov er at Kommunikere og Blive forstået, og da dét gør sig gældende for alle mennesker, bør vi tillade OS SELV at strække os for at forstå. Hvis ikke frivilligt, så via lovgivning.

I mine bestræbelser på at få brød på bordet har jeg siddet i et analyseinstitut og lavet befolkningsundersøgelser. Og dér oplevede jeg til min glæde, at der for det første var et hav af dialekter landet over, som man aldrig hører i offentlige medier – i modsætning til f.eks. engelsk TV, der frisk kører på med nyhedsværter med gebrækkelige tungemål. Og for det andet var der en enorm uvillighed til at forsøge at gøre sig forståeligt på rigsdansk, eller kald det selvfølgelighed: En vildt fremmed københavner ringer op og stiller spørgsmål – hvorfor skulle de så tale noget andet end det, der falder dem nemmest? De er jo hjemme, for pokker!

Det samme gælder alle såkaldt nydanskere. Hvorfor skulle de dialekter, de efterhånden har erhvervet sig, transformeres til noget mere korrekt? De kommunikerer, og hvis jeg vil kommunikeres med eller til, gør jeg mig anstrengelser for at forstå. Vil jeg ikke, er det svært for mig at forstå selv en sprogrøgter som vores Dronning.

Dansk falder i dag i et hav af udgaver, og har altid gjort det, og en del af disse udgaver er yngre end jeg er. For mig er det ganske naturligt, at f.eks. min iranske grønthandler har et dansk, der passer til hans evner til at indlytte, hans naturlige behov, og til den omgang han plejer med mere eller mindre rigsdansk talende kunder og venner. Og jeg spekulerer ofte på, hvordan det ville se ud, skrevet ned.

Jeg savnede i dén grad en båndoptager – senere – da jeg i to timer sad i Perús jungle over for en shipibo-indianer og med mit ordforråd på tres substantiver spansk og nogle få verber formåede at få min svært fordomsfulde vært dér til at fatte, at homoseksualitet i bund og bund handler lige så meget om kærlighed som forholdet mellem mand og kvinde gør det, fuck! jeg ville gerne have set den samtale skrevet ud!

Mit spanske dér var barbarisk, ja nok værre end barbarisk, men det var båret af ønsket om at kommunikere, som blev til dén aktion, vi kalder vilje: Jeg forsøgte og forsøgte og forsøgte indtil det – med hans velvilje – lykkedes mig at overbringe mit budskab. Har vi viljen til at kommunikere – at tale menneske, plejer jeg at kalde det – kan vi, om man så må sige, tale alle sprog under solen.

Så, hvor mange sprog er der i dag? Med min voksne erfaring vil jeg sige, at der er lige så mange, som der er ønsker om at kommunikere, der manifesterer sig i handling. Mit barnlige jeg kan både sige, at der er uendeligt mange eller kun ét: At tale menneske, eller ikke.

Barbaric… engelsk, dansk, tyrkisk, kroatisk, arabisk fra Libanon, Egypten, Saudi Arabien, swahili i oprindelig skabelse eller variationerne… Disse sprog findes, når der er mennesker nok til at påvise en forekomst. Muligvis – og det kan man håbe på – bliver kravene til forekomst-antal mindre dag for dag. Og dermed vokser Babel på det politiske papir, som indtil videre kun har evnet statiske tiltag, men hvis befolkningernes krav til antal-mennesker-om-et-sprog-eller-dialekt mindskes, også i den protektionistiske vestlige verden, kan det være at de politiske krav ændrer sig tilsvarende. Måske begynder de repræsentative stemmer også en dag at tale menneske snarere end løsninger for flertallet. Hvordan forholder man sig politisk til et bestandigt kortere og kortere historisk øjeblik? Hvordan forholder man sig som forsker til det? Som menneske… er det nemt nok. Det er bare at gøre som altid: Gider jeg snakke eller hvad?

Så, jeg glæder mig til den første bog – novelle eller roman eller digtsamlig eller… – skrevet på nydansk. “Nydansk” defineret som en sprog, der giver mening for en befolkningsgruppe, som ikke bør have problemer med at manifestere sin stolthed over ønsket om at kommunikere, og gør det på bedst mulig vis. Så må vi andre se, om vi gider lytte, eller ej…