Passage | Kenneth Krabat | Poesier

Årg. 34 Nr. 82 (2019): Science fiction nu

 Se Årg. 34 Nr. 82 (2019): Science fiction nu

 

Om hele udgivelsen:

“Lyssværd, intergalaktiske rumrejser og fremmede eksistensformer er nok noget af det første, mange tænker på, når de hører ordet science fiction. Genren rummer imidlertid meget mere end det, og med dette nummer af Passage sætter vi fokus på science fiction, som i disse år manifesterer sig som en af kulturens helt afgørende udtryksformer til forhandling af påtrængende globale problemstillinger. Science fiction er en genre, der sætter et spejl op over for vores aktuelle levemåde og ansporer til, at vi overvejer, hvilke konsekvenser vores valg risikerer at få. Og netop det synes mere påtrængende nu end nogensinde, hvor forhold vedrørende klimakrise, krig, social uretfærdighed og dehumanisering præger vores fælles virkelighed og kan skabe en fornemmelse af at stå på kanten af afgrunden. Det er således ikke mindst på baggrund af de seneste år(tier)s krisebevidsthed, at man har man set en hidtil uset opblomstring af science fiction. Denne nye interesse for genren har ført til, at vi har kaldt nummeret Science fiction nu, og under denne titel byder vi på syv artikler, der stiller skarpt på en lang række samtidige aktualiseringer af science fiction-genren. Desuden præsenterer vi to skønlitterære bidrag, der på forskellige måder relaterer sig til nummerets tema.”

Publiceret: 2019-12-20

4 digte, PDF, download

Samsø 2 – bordet fanger

Ja, så er lejligheden fraflyttet. Livet i København/Frederiksberg er ophørt/sat på pause efter snart 45 år. Og livet som digter uden for storbyen? Og dagliglivet uden venner og familie i nærheden??

Samsø. Hvorfor Samsø?

Jeg havde behov for at komme videre i mit liv, og følte ikke, at jeg kunne gøre det i vante omgivelser. Finde nye udfordringer. Finde interessant arbejde eller arbejde, der føltes nødvendigt. Søgte derfor kolonihaver at evt tilbringe en del af året i, og så rejse for resten. Men efter at have set på en del 40 m2 pindebrændeskure med 400m2 have til 1.000.000+ kroner i Københavns omegn, var jeg ved at blive noget led og ked af grådigheden og let modløs.

Mens jeg stod og vurderede, om en sådan sag kunne gøres lysere og mere indbydende at bo i, og fuck prisen, blev jeg ringet op af en ven, der var på besøg hos relationer på samsø: “Jeg står og ser på et hus til 700.000; hvorfor kommer du ikke hérover?”

Ja, hvorfor ikke prøve Samsø? Jeg tog over at se på huse. Fandt ikke noget, der ikke også var overdrevent prissat eller som følge af vedligeholdelsesniveau eller størrelse uden for min økonomiske rækkevidde, men min vens ex. tilbød mig en lejlighed i 6 måneder. “Og det er muligt at arbejde herovre – for den, som ikke er kræsen.” Jeg var parat til at prøve noget nyt – også at ikke være kræsen. Måske.

Alle, der ikke kender mig, sagde enten, at jeg var sindssyg eller ekstremt modig. “At flytte til Samsø om vinteren…” Jeg nølede længe, men der var lige som ikke noget at gøre – generne var begyndt at sive fra Sindshvilevej.

Mødte københavnertilflytteren Søren Ulrik Thomsen på Blågårds Plads, som sagde: “Jamen, du kommer jo aldrig tilbage til København igen – huspriserne!” Han havde selvfølgelig også nærmest lige erklæret det forsvindende København sin uforbeholdne kærlighed i fotobogen sammen med Jochum Rohde. Men tilvant, som jeg er med forvandlingen af min barndoms Frihavn til postmoderne arkitekthelvede, er jeg ikke sentimental. Mere over i koblingen af praktisk og eventyrlysten. Og har heller ingen fast scene at pleje i storbyen.

Fjorten dage tog det at pakke 9 år ned, plus effekter fra de seneste 30, heriblandt et stort antal bøger – hvoraf jeg måtte skille mig af med en del. Tyve flyttekasser har mine hjælpsomme forældre taget i opbevaring, større møbler står på en gård på vestsjælland, og resten… resten er med. Alt for meget til seks måneder, hvis jeg ikke bliver på øen – det er DYRT at flytte til Samsø, også selvom man kan gøre det selv – men nok til at finde mig tilpas der. Mindre angstprovokerende. Måske.

Lad os se. Det skortede i hvert fald ikke på hjertefuld opbakning fra vennerne ved housecooling-festen. Og holder hjerterne sig åbne, burde afstand ikke betyde det store. (Dét er idealet, og idealer er noget, man skal arbejde for.)

Lejebilen fra Ingerslevsgade 80 (kan varmt anbefales – den kørte som en drøm) var 10 cm for høj til en almindelig færgeplads, så vi kunne kun komme med to morgenfærger, da den “høje plads” var booket på aftenfærgerne. Min næsten 70-årige far, der havde tilbudt at hjælpe med flytningen, tog det med et smil.

Det var sjovt at være sammen med ham over de tre dage, vi var om det. På ankomstdagen havde vi 11m3 lejebil tømt på halvanden time (kunne således nemt have nået færgen tilbage for at aflevere bil i Kbh., hvis der havde været plads om bord) og kasser og boxmadrassen (!!) bakset op af den stejle trappe til første sal, hvor jeg skal bo. Et par timer pakkede vi ud, satte lys og ting op, og vupti lignede det et hjem. Derpå sight-så vi Samsø, hvor han aldrig havde været.

Ligner landskabet andet end midtsjællandsk bondeland? Nej. Kun nordenden, som vi så, med afsindigt underlige paddehattebakker skilte sig ud. Eller… måske var der også noget med måden, markene var lagt og planlagt på? Og gårdene var måske også anderledes. Og den lange stort set lige vej, som forbinder nord- og sydøen… den var også aparte. Og da det blev mørkt, og vi ville have noget at spise, var der efter alt at dømme kun to steder at vælge imellem, på hele øen: Hotellet i hovedgaden i “hovedstaden” Tranebjerg, hvor jeg bor, og familierestauranten/værtshuset Drop-In overfor.

Okay.

Vi var et fremmed sted.

Og dét er så hér, jeg bor nu.

Her, jeg skal forsøge at finde hjemme.

[blitz i morgenrøde over Tranebjerg og flyttekaos]