Historierne er for de levende.

Fandens, når nogen skriver det, man selv arbejder på!
Men så er det nok heller ikke værre.

 

Kender du det: Din gode idé eller måske tilmed din halvt udførte idé må du pludselig se overhalet indenom: Nogen har skrevet historien, du har barslet med, og pludselig er det ikke længere nødvendigt at arbejde videre på den: Hvad gør man så: Man redefinerer sig selv.

I følge en amerikansk udgivelse fra 40’erne er det kun muligt at skrive 34 forskellige historier – det er klassiske fortællinger om dannelse, tab, gevinst, vækst, forandring, fortabelse osv., som trods moderne forklædning i cyberham og med lommerne fulde af digitalt mudder næppe ville bliver hveren færre eller flere i antal i dag.

Man redefinerer sig selv, når verden løber med ens historie. Selvmord eller varig gemsel i bjørnekostume i de karpatiske alper er naturligvis en mulighed, der kunne bibringe wikipediaindlægget en smule farve, men så heller ikke mere. Historierne er for de levende. Også dem, der ikke er skrevet endnu.

Kenneth Krabat, 30.1. 2011

jeg er en løgnhals (og det er du også)

En anden måde at betragte løgnen på.

Igennem mig flyder en strøm af overensstemmelse. Ned gennem fødderne op gennem toppen af hovedet. Jeg er forankret til denne klode med samme type koncentrerede træk, der holder alting samlet, atomer som celler, celler som væsener, stivnede, flammende, komplekst interagerende klippestykker som solsystemer, solsystemer som galaxer osv. Jeg rummer en indre overensstemmelse. Jeg findes, fordi jeg kan… findes.

Holdbarheden for en samling atomer, celler og organstrukturer som mig er afhængig af graden af proximitet til den centrale overensstemmelsesstrøm, bare kald den “indre sandhed” for nemheds skyld. Continue reading “jeg er en løgnhals (og det er du også)”