MOD
hæves gerne til skyerne i ethvert samfund: for den indeholdte berømmelse af evnen til at overvinde egen frygt, til egen eller fællesskabets bedste. Helten viser vej.
MOD er den simple sammenfatning af idealer uberørt af bredere perspektiv: Dét, som dømmer et menneske modig, kan ved nærmere eftersyn være en kujons eneste udvej.
MOD er heftigt overvurderet; selv den autoriserede danske ordbog er på vildveje med sin opfattelse af mod som U-frygtighed: Et menneske enten kan eller kan ikke overvinde sin egen frygt i en given nu-situation – det har intet med en særligt admirabel karakter at gøre.
“MODET til at forandre ting” er endnu en overvurderet afart af ovennævnte…
Jo da, vil man sætte en kile ind mellem mennesker, opdeler man bare alle i svage og stærke, feje og modige, troløse og trofaste. Alle, som således ikke er stærke, modige, trofaste, er hermed pr. definition statiske, fremskridts- og livsunderstøttende lænker om benene på resten af kloden… Enhver, man skiller fra, ud fra et kriterium, der ikke kan udskille én selv, bliver jo i definitionen netop til de svage, de frygtsomme, de trosforladte – svigtet og overladt til at sejle deres egen sø, midt i en verden, hvor vandene stiger med samme hast overalt.
ØNSKET
er det, der flytter mennesker fra en vane eller vej til en anden; ønsket er samlingen af energi i fokus. Ønsker man, er man i dialog med sine følelser og behov, og derigennem kan uhensigtsmæssige mønstre i livet og i verden omkring forandre sig; at ØNSKE bringer langsomt et menneske til at skifte kurs, det tager tid, men det sker i overensstemmelse med alt, man består af.
ØNSKE er noget, alle kan. Men også hér er det normalt at opdele folk i dem, der “kan” ønske med passion, og dem der ikke “kan”. Dem, der kan brænde og “vise andre en mulig vej”, og dem, der er længere om at få motoren i vandet. Men hvor er det, vi skal hen? Handler det ikke bare for de fleste stærke og hurtige og trygge osv. om ikke at få pillet ved netop dét? Ikke blive bremset, skulle se andetstedshen, bruge kræfterne på andet og andre end sig selv og sine nærmeste?
Videnskaben og filosofien og kunsten forsøger med det store overblik at reducere menneskenes formåen til noget overskueligt. Men at afdække et enkelt menneskes motiver og formåen med formålet at se et helt billede af årsagen til alle vedkommendes handlinger tager laaaang tid – som enhver der har forsøgt at forstå en ven i nød ved det. Eller selv har været i årsagsfunderet terapi.
Så er det uendeligt meget nemmere bare at tro på vore Drømmeres helteforestillinger om en menneskehimmel i livet, hvor det er muligt at blive stærk og modig og følsom og vis og tiltrækkende og så videre, hvis bare man arbejder på det: Den menneskelige evolution sat på skinner – ikke op på landjorden, ikke ned fra træerne, ikke tæt på bålet, ikke ind i byerne, ikke ud i rummet, men ind ind ind i os selv. Med idealerne om, at der findes et bedre sted end hér, ind og forstå, ind og erhverve handlekraftens mange defintioner.
Balancen
findes umiddelbart – for dén som vil… – i forsvaret for de selvdrevne på den ene side og forsvaret for de fællesskabsunderstøttede på den anden. Menneskenes kraftidealer passer ikke til alle, lige som at fælles omsorg ikke gavner enhver. Se på MOD som på integritet og kærlighed og loyalitet og venlighed, og på had og griskhed og selviskhed og frygtsommelighed – det er alt sammen følelser i firkantet ramme, fastholdt som ønskværdigt og uønskværdigt. Lys, mørke. Liv, død. Men det behøver ikke være sådan. Det behøver ikke forblive firkantet kamp med “den anden side”.
Alt, som de livsopretholdende og -berømmende begreber kan siges at indeholde, er samtidig beholder for deres modsætninger. Ikke dualistisk binding, men anerkendelse af, at det man trækkes imod er en flugt fra noget. Anerkendelsen af den anden side skaber hele mennesker, der ikke flygter.
MOD kan re-defineres som “venskab med frygten”. Som en begyndelse.
—
Kenneth Krabat, 26.10. 2010
