Kodi & TVaddons

Share

We’’d like to start by thanking everyone who has made our community possible, last month our add-ons were accessed by over thirteen million unique visitors; this is truly an achievement we never thought possible. Over the past few years our userbase has grown substantially, however community participation is still quite low. We’’re an open source development community, and although we have so many users, our add-ons are really only maintained by a select few people.

Læs videre “Kodi & TVaddons”

kæreste komma (2005)

Share

kæreste,

i en film om kærlighed – ja, egentlig handler de fleste film om kærlighed – men i en film, hvor selve det at finde og miste kærlighed er det centrale tema, er følelserne altid ligetil. De fremstilles ikke som nemme eller ukomplicerede; tværtimod flyver de i alle retninger, og kan blive til alt muligt: Had, vold, trauma, lidelse, død, underkastelse, hengivelse, vished, sikkerhed, uselviskhed, skønhed, udholdenhed og meget mere. Men de er altid ligetil. For tiden går. Tiden går, og vi der ser på, følger med. Og føler med. Og bliver bestyrkede i vore egne styrker og besluttede i vores ønsker om at blive bedre mennesker og stærkere i vores tro – på kærligheden. Og når filmen er slut, er resultatet nået. Ikke på lærredet eller på skærmen, men inde i os. Og det er uden betydning om filmen har en lykkelig eller ulykkelig slutning, for vi er forandrede. En lille bitte smule forandrede. Læs videre “kæreste komma (2005)”

Film: 71 Fragmente einer Chronologie des Zufalls (1994)

Share

Vanvid?

Juledag i begyndelsen af 90’erne træder en 19-årig computerstuderende ind i en bank og affyrer 14 skud med en automatpistol. Derefter går han tilbage til sin bil og skyder sig selv. 3 af menneskene i banken dør.

Meningsløse kalder vi begivenheder som den unge mands handling. Men Michael Haneke (Pianisten, 2001) psykologiserer ikke omkring hans motiver: Filmen tidsfæstes gennem nyhedsoplæsninger på TV med kampe i Somalie, Hizbollah der kidnapper 10 libanesiske soldater, snigskytter i Sarajevo, Michael Jackson der tårevædet bedyrer sin uskyld, nyheder der alle afleveres faktuelt, og det der træder frem af helheden er verden. Menneskelivet.

Hvem har ikke siddet og set TV og rystet på hovedet over et eller andet? “Det er jo vanvid!” Men kan man kalde “en hel situation”, hvor mennesker kæmper for deres liv, for vanvid? Kan vi tillade os at dømme noget ude, blot fordi vi ikke ønsker det for os selv? Er vi, der sidder foran skærmen, så ikke lige så vanvittige, når vi kæmper med livet?

I denne lille tætte film er verden den ydre verden, uden for kontrol og meget, meget, meget stor, hvis man bare er et almindeligt menneske: Ingen af karaktererne viser nogen synderlig selvindsigt, de reagerer bare, flyder med, er glade når de er glade, kede af det når de er kede af det. Alt, der sker, er blot det, der sker. Chance, tilfældighed – ulykke eller lykke.

Det er altså det re-aktive menneske, Haneke taler om. Mennesket, som kun re-agerer. Som ikke baserer sit liv på selvindsigt, men på tilfælde. For 13 år siden var “det man giver ud får man igen” noget, der kun handlede om mennesker – og gjalt således ikke stærke, magtfulde organisationer, stater, nationer. At hengivelse til tilfældets topologi er direkte årsag til al angst, var man heller ikke nået til at erkende eller forstå.

I dag ved vi meget bedre – spørg en coach! – at forudsætningen for et liv uden magtesløshed og irrationel frygt er følelsen af, at man selv er i førersædet. At man er i stand til at agere og ikke lade sig slå ud af dét, de andre ikke kan finde ud af. Endnu.