eDigtsamlinger og Sci-Fi-noveller rykker
– hvis ikke bare et udtryk for uenighed?
Kilde: Kenneth Krabats svar til Hvad er overtro ifølge dig? – Quora
Jeg bruger ikke ordet selv.
Det er et sammenfattende og ofte nedgørende begreb for, at andre mennesker fæstner lid til noget, de mener hjælper dem – i betydningerne assisterer og forklarer verden – uden at kunne føre (videnskabeligt udført) bevis for det.
Jeg oplever begrebet brugt på 2 måder Continue reading “Quora Q/A: Hvad er overtro ifølge dig?”
“Vrede” af fællesgermansk, “at være forvreden” afl. af “at vride”: Noget, der i udgangspunktet er glat og afslappet udstrakt normalt, vrides… Vrede er sjældent noget kønt syn, men kan være nødvendig.
Hvis et menneske når til behovet for at handle med formålet at stoppe eller konfrontere en trussel, overtages opførsel, kognition og fysiologi gerne af én altdominerende følelse: Vrede.
– Du ser vred ud.
– Jeg ér vred!
Vi har alle forskellige, indlærte, måder at vise vrede på:
– Du ser ikke godt ud, når du udtrykker vrede.
– Jeg har det ikke godt!
Det er en kendt sag, at visse mennesker er mere opfarende end andre. Fra astrologisk hold forklarer man det med at være disponeret for “ild-energi”, men tilstanden kendes af de fleste: At et menneske hele tiden må handle, har svært ved at stå stille eller vente, er meget udad-agerende og ikke levner reflektionen den store opmærksomhed: Nik, når det passer:
1 point pr. nik:
0 – 2 HÅNDTÉRBAR VREDE Nogle enkle afslapningsteknikker ville gøre dig godt – at trække vejret dybt, f.eks.
3 – 5 MODERAT VREDE Du behøver at finde ud af, hvad der stresser dig, og at opsøge teknikker til at håndtere dit stress.
6 -10 UKONTROLLABEL VREDE Du har et problem med vrede. Du er ikke den eneste, det ville gavne, at du lærte nogle teknikker til at håndtere din vrede.
– Jeg bryder mig ikke om dig, når du er vred uden grund.
– Jeg bryder mig heller ikke om mig, når jeg bliver vred, uden at jeg ved hvorfor.
Vrede anvendt rigtigt kan gøre vores overlevelsesstrategi mere hensigtsmæssig: Mange mennesker forstår og respekterer en sådan grænsesætning som angivelse af personlige pladsbehov i verden – fordi de selv har det sådan.
Når en menneske bliver rasende, forstår de fleste tilskuere, at det handler om indre grænsesætning. Reaktionen svarer dog ofte til måden, man forsøger at begrænse eller slukke en ILDebrand på: Folk forsøger at isolere den rasende, så de ikke selv kommer til skade eller mærker vreden.
Vrede er ikke en rar følelse for nogen – men at skulle forsvare sig mod et rasende menneske, skaber ubehag – især, hvis det er et menneske, man elsker.
– Jeg lider, når du er vred.
– Jeg bliver rasende, når du lider over at jeg er vred!
Vrede er en personlig ting.
Terapeuter, der arbejder med håndtering af vrede, er ikke enige i, hvor ofte et menneske bliver vred eller irriteret. Men de enes om at sende vreden tilbage til Den Vrede. Vrede i alle dens former er noget personligt.
Irritation, vrede, raseri handler kun om andre i dén forstand, at de andre findes til at aktivere dine indre overlevelsesmekanismer. At de andre tager det personligt, når DU bliver vred, er sådan set ikke dit problem – om end du bør være opmærksom på, at din vrede kan koste dig respekt, familie, arbejde, venner, og ikke mindst, dit helbred.
Dit egentlige problem er, HVIS du opfatter din vrede som vigtigere end dine relationer til andre mennesker. HVIS du hellere vil føle dig vred end at mærke nogen anden af de følelser, vi mennesker kan føle – så følelsen af vrede bliver et værn mod alle andre følelser.
Vrede er i orden. Sig “Jeg er vred, fordi…” – så har du styr på din indre ild.
– Jeg føler mig værdiløs og uelsket, når du er vred!
– Du er en led luder, din jammer er ulidelig!
Siger du “DU er…” har du ikke styr på en skid. Så er du inde på de andres banehalvdel. Bliv hos dig selv!
– Jeg elsker din ild, jeg elsker alt ved dig!
– Jeg bliver altid så glad, når du viser, at du har plads til mig!
Det kan godt være, at det er nemmere at reagere PÅ andre mennesker end på dine indre dæmoner. Men hvis du har indre dæmoner, så find ud af, hvad det de er så vrede over, i stedet for at lade dem bestemme over dit ydre liv!
Få styr på dit lort, for din egen skyld. Så vi andre tør give dig plads.
—
Kenneth Krabat, 18.11. 2010
der findes TVserier
som ikke kan det der
med at få mig til at føle
men det er ikke altid
deres fejl
at vi ikke bare passer sammen
—
Katalonien er en selvstændig stat i Spanien, med eget sprog og et vist selvstyre. Barcelona er hovedstaden.
Jeg boede ganske naturskønt, oppe i bjergene, med udsigt til dalsænkning den ene vej og bjergtoppe den anden vej. Måske er det en tilnærmelse at kalde dem bjerge, hvis man tænker på Pyrenæerne o.lign., men der skal arbejdes for sagen, hvis man skal op til, hvor jeg boede… så lad det blive ved dét.
Huset er et typisk landarbejderhus – tykke vægge til at holde varmen ude om sommeren, men pivutæt om vinteren (dvs. mens jeg var der). Alt tøjet på, og tænde op i køkkenets ildsted, så ofte det var muligt.
Måske var det for meget for dette vestligt tilpassede væsen? I hvert fald lagde jeg mig på langs, efter at have slåsset med svimmelhed i over en uge. Og er stadig syg i dag.
Boris, som jeg var havde mødt i Bolivia, havde inviteret mig derned; han og et par stykker andre på lav eller ingen indkomst boede ret billigt, og der var et værelse ledigt. Den nærmest by var Riels, godt 12 km væk, ned ad snoede veje og hårnålesving – en lille, søvnig by med stor arbejdsløshed og tung følelse af langsomhed, for mig, gamle storbyrotte, på den gode måde.
Det blev en rigtig god oplevelse at være sammen med min nye ven og hans bofæller – ikke noget med at sidde lårene af hinanden, og god mental og følelsesmæssig kontakt. Sjældent, at et så nyt møde kan foregå uden mislyde, men jeg var mere i ro, end jeg er hér (selv på Samsø er der psykisk larm og støj overalt!) – givet fordi det var så isoleret, og vi behøvede hinanden i denne isolation. Jeg mærkede ganske enkelt større taknemmelighed – og tak for dét; tak for, at jeg kunne mærke det.
Det var ikke megen tid, jeg tilbragte i Barcelona – i hvert fald ikke dér, hvor turisterne kommer. Jeg så La Sagrada Familia, Gaudí’s ufærdige domkirke – tog specifikt ud for at se dén, men museer og den slags har aldrig i sig selv haft min store interesse; det handler altid om menneskene den gang bag og menneskene i dem i dag: Hvad er formålet med dem, hvordan er de tænkt, hvorfor ér de der? Derfor var det spændende at hænge på rækværket ind til denne enorme byggeplads, og forsøge at komme bare en anelse ned under pandebarken på Gaudí – han forekommer antiautoritær og gudfrygtig på samme tid – de fleste ville lade en fordømmende gud være spejlet for alle excesser, men Gaudí… Menneskenes verden er alligevel så lille sammenlignet med det guddommelige, så hvad kan lidt sjov og leg skade?! I museumskiosken uden for La Sagrada Familia købte jeg to aflange postkort, af to fotografer, der havde fået samme idé: At knipse et vy af Barcelona fra helekopter, med Middelhavet langt ude til højre, og nærmest umærkeligt i centrum dette monstrum af en domkirke på alle sider omgivet af beboelse og forretningskomplekser. Var det fotografernes politiske eller filosofiske holdning: at vise mig hvor ganske lavt over Jordoverfladen den menneskelige ånd og tanke reelt har dominans?
Samsø til sammenligning er ganske flad, et luftfoto vil ikke byde på mange overraskelser, ud over måske Energiakademiet: Bondeland, fladt, landsbyer forbundet af 2 km vej – som at se ned på et spil Ludo – men hér skal syndsforladelsen og det interessante ikke findes ved at se op, men ved at have tid til mennesker, og ved at søge mennesker. Jeg skal ud af min lejlighed 30. april, og giver mig en chance til at finde noget andet herovre. Det er godt at se noget andet – Spanien, Sydamerika, Antarktis – men har man blot en tændstikæske parkeret noget sted, har man noget at komme tilbage til. Jeg føler mig fristet til at sige: [hjem til] – hvisket…