Mark Twains smukke brev til Walt Whitman

På opfordring fra kolleger, da Whitman blev 70.

Hartford, May 24/89

To Walt Whitman:

You have lived just the seventy years which are greatest in the world’s history & richest in benefit & advancement to its peoples. These seventy years have done much more to widen the interval between man & the other animals than was accomplished by any five centuries which preceded them.

What great births you have witnessed! The steam press, the steamship, the steel ship, the railroad, the perfected cotton-gin, the telegraph, the phonograph, the photograph, photo-gravure, the electrotype, the gaslight, the electric light, the sewing machine, & the amazing, infinitely varied & innumerable products of coal tar, those latest & strangest marvels of a marvelous age. And you have seen even greater births than these; for you have seen the application of anesthesia to surgery-practice, whereby the ancient dominion of pain, which began with the first created life, came to an end in this earth forever; you have seen the slave set free, you have seen the monarchy banished from France, & reduced in England to a machine which makes an imposing show of diligence & attention to business, but isn’t connected with the works. Yes, you have indeed seen much — but tarry yet a while, for the greatest is yet to come. Wait thirty years, & then look out over the earth! You shall see marvels upon marvels added to these whose nativity you have witnessed; & conspicuous above them you shall see their formidable Result — Man at almost his full stature at last! — & still growing, visibly growing while you look. In that day, who that hath a throne, or a gilded privilege not attainable by his neighbor, let him procure his slippers & get ready to dance, for there is going to be music. Abide, & see these things! Thirty of us who honor & love you, offer the opportunity. We have among us 600 years, good & sound, left in the bank of life. Take 30 of them — the richest birth-day gift ever offered to poet in this world — & sit down & wait. Wait till you see that great figure appear, & catch the far glint of the sun upon his banner; then you may depart satisfied, as knowing you have seen him for whom the earth was made, & that he will proclaim that human wheat is more than human tares, & proceed to organize human values on that basis.

Mark Twain

En podcast-oplæsning af brevet.

Mors 70-års fødselsdag

Fra en søn til en mor på dagen, hun fylder 70.

Kære Mor,

tak.

hvorfor jeg aldrig har fået færdiggjort et digt om dig eller til dig, er et spørgsmål jeg har stillet mig igennem mange år. De sidste par år har jeg følte mig tættere og tættere på at forstå dig, som det nu er muligt at forstå et andet menneske. Mens Gitte lavede SIN gave til dig, kom et ord til os, som jeg synes indbefatter det hele:

Hjertesamleren

hjertet er skabt med begrænset holdbarhed

og varighed

hjertet findes for at finde hjerter

hjerter søges fordi hjerter

er ensomme majestæter i skrøbelige riger

hjerter er centrum, essensen

af ethvert væsen kaldet menneske

kroppens hjerte fordeler ilten

så hjernen kan navigere i verden

følelsernes hjerte skiller velvilje

fra manipulation og finder det nærende

det metafysiske hjerte

muliggør oplevelsen af fællesskab

og skaber mening i eksistensen

hjertet er selve kernen

og dén der samler knuste hjerter til hele hjerter

den der samler enlige hjerter til fællesskab

og dét menneske der ser det som sin opgave

at være hjertesamler

dét menneske kan aldrig få tak nok

og får det sjældent

det er selve mekanismen i

at være en hjertesamler et menneske

der er der for andre

fordi hjertet

det store hjerte,

det alt-livs- og skønhedsnærende

nødvendige hjerte

for hjertesamleren altid

er under angreb

og må forsvares

og repareres

og beskyttes

og vedligeholdes

og vises den rette vej

som hjertesamleren ser er rette vej

Mor, jeg ønsker dig fred i sindet, og plads til din egen skønhed i dine egne øjne – følelsen af at være anerkendt – inden du atter vender blikket mod de andres behov og trængsler. Uden dig var denne familie og kreds af venner røv og nøgler. Du centrerer os, minder os hvad der betyder noget, husker årets gang for os, minder os om at andre har følelser, når vi selv er fortabte eller forvildede, samler os, får os til at føle, at vi har et hjem og hvad værdien af et hjem er. Du er inkarnationen af troskab og loyalitet, af ansvarsfølelse og at blive ved og ved og ved, igennem alt.

Alle dine venner ved dét om dig, der betyder noget for dig: Din familie og dine nære. Det er derfor, de er dine venner. De ved også, at du er sjovest at være sammen med, når du ikke er trykket – og glæder sig til, at du kommer tilbage. For i bund og grund er du en spillopmager. Der bedst ler, når vennerne favner dig, og dine nære og kære ikke kalder på dig via din veludviklede intuition – en evne, som ikke kan købes for penge, og ikke læres.

Du er et enestående menneske. Umulig at takke nok. Så, mit ønske på denne dag, hvor du har valgt at foregive overgangen til et reelt otium… er lydhøre, nærværende venner og familie, der elsker dig og bakker dig op, og en ægtemand, der vil fortsætte med at elske og respektere dig til sidste sekund, gennem tykt og tyndt: Når du udfører dit livshverv (sådan nogenlunde…) til din egen tilfredsstillelse, og når du af og til farer vild i alle fornemmelserne og stemmerne, der kommer til dig.

Hjertesamler – mor… – vær god ved dig selv. Vær glad for dig selv. Du har et hverv i livet, der passer godt til dig. Der er plads til det hele inden i dette hverv – pjat, lidelse, afslapning, nydelse, selvfølelse – og dit eget hjerte må banke, for at andres kan heles og finde sig selv. Vær bedre ved dig selv. Med god samvittighed.

Tak, mor. Respekt!