Egoet.
Den her mystiske størrelse, der ikke rigtig bor nogen steder, men alligevel beskyldes for de værste asociale handlinger, omtales og behandles som et mentalt handicappet barn eller en hyperaktiv mobbeterrorist fra skolegården, skældes ud for at være for aktiv eller for stor, anklages for at være en frygtoppisker, og af modstandere forsøges bekæmpet med årelang terapi, øvelser, filosofiske omprogrammeringer, mnemotekniske remser, åndedrætsøvelser, meditation og meget andet, mens den stort set ikke har nogen tilhængere. Hvis jeg var ego, ville jeg heller ikke være glad (se Anton hér ude til siden…)
Men er det nu også tilfældet? Er egoet ikke glad?
I dag (2010) regner man egoet for hjemhørende i hjernen, i en række neurale baner, skabt og vedligeholdt af oplevelser og erfaringer gjort i vore tidligste år. Disse overlevelsesmønstre er ret dominerende i de fleste menneskers handlemønstre, men da de er grundlagt i en tid, før man blev i stand til at rationalisere sig ud af øjeblikkets frygt, kan man med god grund kalde egoet for vores “unge væbner”.
Når vi oplever et eller andet, som mønstergenkendes af vores unge væbner, vil vi blive søgt hjulpet som om vi er lige så gamle som vores hjælper. Dvs. mekanismer for afværgelse af farer og erhvervelse af fordele, som ikke nødvendigvis gør sig i det gode selskab, hvor respekt for impulskontrol og frygt, også kaldet “modenhed”, er alfa og omega. Ego’s typiske facon er ret “ung”.
Hvis man lærer at genkende træk ved sin egen adfærd, som modarbejder hvad man ønsker sig, kan man over tid justere sin adfærd. Det er typisk, hvad folk gør, der arbejder med at blive mere glade for livet, glade for sig selv – de arbejder dels på at genkende de impulser, som vores unge væbner vil have os til at udleve som reaktion på noget, vi oplever, og dels på at underkende egoets handlingsidéer, hvor det enten ikke er passende for andres (positive) opfattelse af os selv eller ret beset destruktiv i forhold til omgivelsernes behov og nødvendighed.
Så, er egoet glad? Ja, lidt. Når det får lov at køre igennem som et 5-årigt barn på en traktor. Men et 5-årigt barn tænker ikke på retningen – kun på at køre traktor – og det er ikke altid, der er brug for et nyt, stort hul i hækken.
Den modne del af personen, det tempererede sind og en hjerne med sociale erfaringer nedlagt i neurale baner, vil med tiden lære kun at lytte til egoet, når den kraft, som egoet repræsenterer i form af Psykisk Overbevisning om Nødvendigheden af Overlevelse! er strengt nødvendig – det kan være for at vinde et argument, standse en persons psykiske eller fysiske fremmarchs, eller kæmpe for sin plads i verden med primalenergi.
Vores verden er stadig meget ego-aggressiv, men det er aldrig for sent selv at lave nye neurale baner i hjernen som modvægt til egoets begrænsede budskab – ved at blive mere bevidst om vores ego, mister vi jo ikke kraften! Og der er næppe nogen tvivl om, at der er mere latent glæde i at kunne besinde sig og finde ro, selv når andre er agressive, end der er i at fare op som en bulldog hvert andet sekund, og konstant sørge for sine egne behov, før man tilgodeser andres.
Egoet er ikke farligt. Slet ikke. Det er vores Unge Væbner, som vi skal være god ved. Men når vi vokser og bliver ældre end vores unge ego, bør vi tage hånd om det, som vi tager hånd om de stærkeste, vildeste, mest impulsive af vore børn: Passe på det, så det ikke kommer til skade – fordi det i dén proces nemt kan skade os med sin ungdommelige mangel på overblik og indføling. Men lytte til det, som man lytter til enhver rådgiver, fordi det taler om noget det ved noget om.
Bliv voksenven med dit ego. Vi har alle godt af det.
