Dramatiker og poetisk filosof Finn Methling f.8.8. 1917 er død

 

Jeg kendte Finn som bedstefar til en kæreste, og var på besøg i Stege et par gange. Hans slidsomhed var legendarisk. Hver morgen i en alder af 87 stod han op kl. 5 og arbejdede, og kl. 12 eller 13 kunne han så holde fri efter, som regel, produktive timer ved skrivemaskinen. Jeg skrev en smule sammen med ham efter kærestebruddet, men jeg var for usikker på mig selv til at give ham modstand, så det ebbede ud.

I 2006, mens han ventede på den endelige godkendelse af sin “Udødelige Per” fra forlæggeren, optog jeg en bid af hans oplæsning. Den skulle ikke offentliggøres før efter hans død; han var ikke helt tilfreds med den. Men jeg synes, man kan høre, at han stadig er der – han mener fandme, hvad han skriver!

I den første del læser Finn fra Udødelige Peer, vi taler lidt sammen, og jeg fremviser min manglende dannelse, mens hans verden og viden tydelig står frem.

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Anden del er klippet sammen af oplæsning fra samtalelydstumpen og en optagelse lavet efterfølgende.

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Pokkers, at han aldrig læste det hele ind selv!

Her er han i 2006 på terrassen uden for huset i Stege.

Tak for bekendtskabet og gæstfriheden, Finn. God rejse.


Kenneth Krabat, 26.10. 2010

Finn Methling | Litteratursiden.

Film: World Trade Center (2006)

Doku-drama

Overraskende afdæmpet Oliver Stone-film om nogle af menneskene, der blev direkte berørt af angrebet.

Imdb

Synops: Baseret på en virkelige historie om to betjente og deres familier, i timerne op til, under og efter tårnene er styrtet sammen.

Jeg kan ikke fordrage Nicholas Cage – eller har ikke kunnet siden Raising Arizona. Han har en tendens til at vælge roller, han egentlig ikke gider, hvorefter han overspiller helt ud i frikadelle-amatørteater for overhovedet at være til stede.

Hér går det dog okay – måske fordi det er svært at se den texanske gummimimik (måtte bare skrive dét ord!) og de overdrevent seriøse øjne under et tykt lag aske. Og Oliver Stone holder sig næsten helt fra excesserne, hvilket faktisk gør filmen udholdelig.

Der ér kun lige den tidligere marinesoldat, nu præst (vi erindrer, at det er en virkelig historie – OS må have elsket, at han ikke behøvede tildigte den amerikanske ånd…), som sendes på mission af Vorherre for at hjælpe til efter tårnenes kollaps. Som efterfølgende udtaler, at hans nye mission er at tage hævn over de ansvarlige. Jojojo, en enkelt repræsentant for de kræfter i USA, som med Vorherre eller Djævelens magt vil stå i centrum af det Jordiske Univers uden at skele til egen navle, skal der da med for at nuancere billedet, jojojo.

WTC rører ingen steder ud over enkelte hulke-impulser i tabs- og genforeningsscener. Ikke engang halvvejs ned til hjertet når den. Hvilket så heller ikke balanceres ud af actionscener. OS har givet tænkt, at den skulle leve som “indre action” – fra katastrofen i den ydre verden til hengivelsen til verden indeni – i de erindringer og følelser, vi bærer rundt på, som udgør vores verden, når vi ikke har adgang til den, som vi plejede.

Men på en absurd måde er den sindssvagt flot: Ground Zero, som krateret kom til at hedde, er genskabt i alle detaljer, som hele kloden kender det fra medierne på dagen, hvor det skete. Det er på en måde totalt perverst: Nogle ødelægger disse bygninger, hvorefter andre genskaber dem og ødelægger dem igen. Havde det været en oralt afleveret historie, ville enhver have skabt sine egne billeder af rædslerne baseret på fortællerens indlevelse i egen historie – men hér kan OS i sin bearbejdede historie ikke afvige det mindste fra det, som folk allerede kender fra CNN og alverdens TV-kanaler. Følelsen af perversitet kommer således primært af, at hele verden fastholdes i sin kollektive billedindfangelse, ikke med fokus på selve kollapset men på efterladenskaberne. Stålkonstruktionerne, som er levnet efter WTC. Altså såret. Vi fastholdes i såret. Og i billedet på det tabte.

Det skal dog siges til Oliver Stones fortjeneste, at han for én gangs skyld balancerer nogenlunde – uden at tvære. Der placeres ingen skyld, ikke direkte. Der er til og med en kort scene i en arabisk bazar med en mand med en radio til øret. Men såret står tydeligvis åbent, og scenen af de endnu levende, der bæres gennem en hær! af redningsfolk, er så entydig amerikansk i sin dokumentation af menneskelig lidelse, at man derigennem på sin vis fatter, at det var muligt at slippe af sted med endnu en krig i og besættelse af Irak.

Sent

Manden på gaden, det virkelige historie.

på gaden, sent, på vej efter smøger, stod en fyr foran 7/11 med en papkop i hånden:
– Hey, det er sgu godt at drikke kaffe!
– Kaffe? Jeg skal hjem at sove.
– Ka sgu ikke sove nu. Kaffe er godt.
– Ja. Indimellem…

Handle. Og han stod der stadig, da jeg kom ud.
– Jeg har sgu tænkt mig at gå ned i ryesgade og lægge 200 kroner et sted, se om jeg ikke kan finde en eller anden thailuder, der gider massere mig. Du, jeg har fandme ikke været sammen med en kvinde i 10 måneder. Jeg var gift med den samme kvinde i 20 år, vi har 3 dejlige tøser, men nu er jeg sgu ensom. Jeg har lige været i byen, og alle de tre kvinder jeg mødte, var lesbiske! Hvad fanden er det for noget?! Så fulgte jeg ejeren af værtshuset hjem – det tog en time, han kunne ikke gå, så fuld var han – og så røg jeg en joint og sniffede en line. Og nu vil jeg fandme mærke kvindehænder på mig, bare mærke en kvindes nærhed.
– Der kan jo godt gå noget tid, fra man skilles, til man finder en ny…
– 10 måneder! Har du nogen sinde prøvet at være uden kvinde i 10 måneder?
– Ja, det har jeg prøvet.
– Jamen, jeg er fandme totalt ensom. Der må sgu være en eller anden luder i ryesgade, som gider massere mig, mine tæer, min ryg, hvad fanden, bare jeg kan mærke nogen kvindehænder på mig. Hvor faen skal man finde en kvinde henne? Når jeg går ud, er de enten for unge, for dumme, eller jeg er ikke i godt humør.
– Hvad med nogen af net-dating-stederne?
– Nej, jeg er sgu for genert til den slags.
– For fanden, man er jo beskyttet af skærmen, man kan skrive hvad som helst, være hvem som helst det passer en. Man skal bare kunne skrive lidt om hvad man tænker og føler. Og så have et godt billede på. Dét er vigtigt.
– Nej, jeg tror sgu ikke det er noget for mig.
– Muligheden er der ihvertfald. Men jeg ønsker dig held og lykke. Jeg vil hjemad.
– Ja. Ha det. Du er sgu en god mand.
– Tak. Kom godt af sted.

Da jeg kom over på den anden side af fodgængerovergangen, råbte han efter mig: DU ER SGU EN GOD MAND! JEG MENER DET!